Anna og Jespers dagbog

Dagbog om vores rejse til Ghana i 2009-2010. Vi ELSKER at få reaktioner på vores indlæg. Sådan gør du: Ved at klikke på overskriften kommer du ind på det enkelte indlæg. Log på med din profil fra Facebook eller blot som "gæst", og skriv din kommentar. Så enkelt er det! :-) PS Som noget nyt har vi indsat billed-slideshows i dagbogen. Ved at klikke på dem kan du indsætte kommentarer og se dem i storformat...

mandag den 19. juli 2010

Stilhed før stormen*

*Med gæsteindlæg: "Fra Nelson Mandela til vuvuzela – Jespers rejse i Johannesburg"

Det er lidt ligesom før en stor eksamen. Bortset fra hjertebankenen. Og bortset fra angsten. Og bortset fra søvnløsheden. Og fra den tilbagevendende vekslen mellem beroligende at brygge sig en kop kaffe og tænke at det nok skal gå og anfald af du-klarer-det-aldrig-syndromet. Okay, det er med andre ord overhovedet ikke som før en eksamen. Men der er alligevel den samme stilhed. Bevidstheden om, at vejs ende nærmer sig og der ikke er mere at gøre. Det er som om luften står stille, og venter på at blive suget ind i det næste åndedrag. Det er så stille.

Måske er det fordi vi går og venter på det. Vi ved det. At et nyt kapitel skal til at starte. Vi går og vænner os til tanken, mens dagene går og stilheden omkring os næsten umærkeligt begynder at fortættes. Inden længe bliver luften tung og uigennemtrængelig, som en mur, og en feber tager ved os. Jeg er sikker på at det kommer til at støje. Mit hjerte flytter til den tid ind lige under strubelåget sammen med en stor klump, og de to holder mig uden tvivl vågen om natten med tanker hvirvlende rundt i hovedet. Hvordan skal det gå? Klarer vi det? Bliver det svært? Svært at vende hjem. Men endnu er her stille. Stille som før en storm, vi ved skal komme. Stille fordi alt stadig er normalt og ikke spor urovækkende.

Det er mærkeligt at tænke på, at det er sommer i Danmark nu (eller burde være det i hvert fald). Om bare to uger har vi været i Ghana i et helt år. Derhjemme har årstiderne afløst hinanden og blade og blomster er visnet for at spire påny. Her har det bare enten regnet eller ikke, og imens er tiden styrtet afsted. Om under to uger lander Kari og Kristian, vores afløsere, i Accra, og så lakker det jo mod enden.
Den seneste månedstid har på en gang været begivenhedsrig og stille og rolig. Fuld af mange små gode oplevelser, og i hvert fald for mit vedkommende fuld af kvalitetstid i Tumu.

I slutningen af maj havde projektet besøg af to eksterne rådgivere, med det formål at få lidt råd om den forestående nedlukning af projektet samt ideer til et fremtidigt nyt projekt i Ghana. Det er aldrig let på forhånd at vurdere over mail og telefon, hvordan et menneske er og arbejder, så vi var naturligvis noget spændte på, hvem det var, vi havde fået ansat. Alle fire tog vi til Ouagadougou for at hente Ole Frank, den danske hovedrådgiver. Vi benyttede lejligheden til at holde IMCC-slap-af-weekend ved poolen, så vi var helt udhvilede til den forestående evaluering.
Og så fik vi endelig set giraffen! Ja, og førstehåndsindtrykket var ikke langt fra at have den samme grad af forundring, som havde det rent faktisk været et af de plettede højben, der steg ud af flyet. Adskillelige IMCCere nåede vist at få antydninger af bekymrede panderynker, da snakken på køreturen til Tumu faldt på Calvin...og mere eller mindre blev der de stive tre timer den tog. Ole Frank viste sig imidlertid at være en kompetent og yderst flink mand, som vi straks fedtede os ind på med et par kolde Star.

Den ghanesiske halvdel af teamet, Kenneth, ankom dagen efter, efter en strabadserende tur fra Tamale med en taxa, der punkterede på halvvejen (så Simon måtte agere trotro) og en yderst gnaven chauffør med eksplosiv diaré. Hyggeligt :-)! Kenneth supplerede med sin iver og entusiasme Ole godt, og vi endte med at gennemføre en lærerig og dynamisk evaluering med de to ved roret, der kulminerede med introduktionen af Absinth den sidste aften i IMCC huset...Kenneth har udbedt sig en flaske af heksebrygget, når Simon, Kirsten, Kari og kristian besøger ham i Accra i overlappet.



I alt varede evalueringen i tolv dage og IMCCerne lå ikke på den lade side i den periode. Ud over de daglige projektaktiviteter skulle der jo arrangeres et fornuftigt program med møder med partnere og relevante institutioner for rådgiverne, og en masse tid blev også brugt på interne møder, hvor vi endevendte projektet og alle dets successer og øh....anti-successer indtil vi alle havde behov for akut defragmentering i hovederne. Besøget endte ud med afholdelsen af en workshop for alle vores samarbejdspartnere, hvor rådgiverne kort fortalte om deres indtryk af projektet, hvorefter der var gruppearbejde og diskussioner in plenum. Det var en rigtig god oplevelse og jeg tror faktisk også vores partnere fik noget ud af at møde hinanden og tale sammen. I hvert fald bidrog diskussionerne med mange nyttige oplysninger for os og rådgiverne. Den endelige rapport fra besøget venter vi stadig på, men processen har i sig selv været meget givende og undertegnede har i hvert fald fået blod på tanden i forhold til at prøve at lave et nyt projekt i Ghana.
Helt slippe rådgiverbesøget kan jeg ikke før jeg har berettet om den katastrofe, der indtraf undervejs. Det drejer sig om noget nær en humanitær krise, som på sit mest kritiske tidspunkt ledte tankerne ind på terror, udrensning og amputation. Det drejer sig naturligvis om min venstre langetå!

Historien, der uden tvivl vil gå over i historien i form af en myte inkluderende et grusomt uhyre og en uskyldig prinsesse, tager sit udgangspunkt udenfor vores kontor, hvor jeg (prinsessen) intetanende sidder og taler i telefon under en strålende himmel. Med et går en sky for solen og jeg mærker en svidende smerte i...ja, min venstre langetå, og ser med frygt malet i alle træk ned. Og hvad skuer mit øje? En grusom, fælt udseende og truende sort myre, hele fem milimeter lang og med hvæssede kæber. Med nød og næppe tilbageholder jeg et smertens og frygtens skrig og værfer den lille galning væk. Men ak, historien slutter ikke der. Indenfor ganske få dage svulmer min stakkels langetå og med den halvdelen af min fod op til noget på størrelse med en gennemsnitlig elefantfus, og ender med at stramme så meget, at jeg må en tur op til Dr. Zack, der bekymret, yderst relevant og måske med en snert af vantro i stemmen spørger: Er du helt sikker på, at det var en myre? Med nød og næppe har jeg overlevet angrebet og min fod er mirakuløst svundet ind igen, men jeg vil gerne benytte lejligheden til at bringe en advarsel til enhver af de ikke ubetydelige biologisk uddannede onkler i min familie, der kunne finde på at smage på den slags myrekryb: Gør det IKKE!!!

Apropos sommer, så har det jo netop været den første dag i den og dermed MIN fødselsdag. Og den blev fejret med manér! På selve dagen havde Jesper naturligvis sørget for lækker morgenmad og gavebord, og det blev en super hyggelig dag traditionen tro afsluttet med en solid gang pasticchio og kanadisk lagkage. Mums! Imidlertid var den mest fortælleværdige del af fejringen løbet af stablen allerede weekenden før, hvor jeg holdt fødselsdagesfest for venner og bekendte i Tumu. Det er jo ikke den første fest, vi har afholdt her i IMCC huset, og det plejer at være en succes, når der bydes på mad og en kold Star. Min fødselsdag var ingen undtagelse. Sammen med Adrianna, der er forlovet med en af vores gode venner, Ken, lavede jeg mad hele eftermiddagen. Adrianna havde lovet at lære mig at lave groundnutsoup og rice balls, så det gjorde hun. Suppen er ret let, men den søde pige var ved at falde ned af taburetten af grin, da Jesper og jeg skulle forsøge at forme riceballs, og hun rystede opgivende på hovedet, da vi måtte erkende, at vi ikke ejede et apparat til at sætte gryder over glødende kul. Jeg forsøgte mig med en lang forklaring om madvanerne i Danmark, men af en eller anden grund kunne Adrianna ikke lige se frikadeller på pande og kogte kartofler for sig. Hun syntes imidlertid det var smart, da jeg viste hende min mango-skærer, som Stine venligt har sendt herned fra Danmark. Om ikke jeg kunne skaffe et parti til hende og hendes veninder!!? Igen vækkede det nogen undren, da jeg fortalte at det jo i virkeligheden er lidt tåbeligt at man kan få en mangoskærer i Danmark eftersom vi ingen mangotræer har, og ikke mindst da jeg tilføjede at en mango af den grund koster hen ved 3 GHC (12 kr. Til sammenligning koster de her ca. 1 kr pr stk!) i mit hjemland. Really!!! For one!!? Mangoerne selv, der sammen med en chokoladekage var aftenens dessert, vakte imidlertid generel begejstring. IMCCernes forkærlighed for kager er ikke rigtig delt af de lokale. De synes det er lidt tørt. Ja, ja, så må vi jo spise den selv. :-)

Og så dukkede gæsterne op. Som sædvanlig en hel del forsinket, men i højt humør. Yaa, vores vaskekone tøffede ud i køkkenet og smagte på suppen. ”Rimeligt, men lidt for salt”, var hendes kyndige vurdering, og den er jo ikke at kimse af. En kold øl hjalp på sagen og senere på aften havde suppen været udemærket :-) Et af de festlige indslag den aften var da Jesper satte limborock-sangen på og vi lærte ghaneserne at danse. Vi fik bank! Et andet var da Kirsten, Jesper og Sule i fællesskab fik smuglet vand ud og afledt min opmærksomhed, så jeg ikke slap for den ghanesiske fødselsdagstradition: Buksevand.

Festen var godt i gang, da Jesper rejste sig op. Jeg havde hele ugen godt vidst, at han havde noget for, og jeg glædede mig mildt sagt ikke, eftersom han tilbage i oktober, da han havde fået krokodille på sin egen fødselsdag havde lovet mig stegt slange. Men det lød meget mærkeligt, hvad han nu stod og sagde. Noget om en overraskelse, der var sød og blød og noget støjende og lettest at skaffe i det mandlige eksemplar. Jeg må erkende at jeg ikke havde noget clue. Min hjerne var forståeligt stadig tunet ind på slanger, men så sagde jesper, at han ville hente den, overraskelsen. Og i det sekund vidste jeg det pludselig: ET ÆSEL!!!

Og ganske rigtigt, rundt om hjørnet kom Koku, et fem måneder gammelt æselføl. Stadig noget usikker på den nye situation, men tydeligt lykkelig for at være min fødselsdagsgave...er jeg sikker på. Resten af aftenen stod han bundet til mangotræet og fortalte med jævne mellemrum med et ordentligt skryd, at han gerne ville have en forklaring på alt det hurlumhej. Da gæsterne senere var gået tog vi os en ordentlig snak og Koku er nu faldet rigtig godt til. Han kommer spænende, når vi kommer hjem som en hund, puffer til mig, når det tager for lang tid at hælde hans mælk op, og lægger ørerne tilbage og napper, når han vil lege. Han lever af knust majs, græs, rugbrød, mango og mælk og elsker især det sidste, selv om han er ved at være for stor til det. Navnet Koku har jeg selv givet ham. På Sissali hedder æsel Kokumo og jeg tænkte at vagtmændene måske lettere ville kunne huske det, hvis jeg gav ham et navn, der lignede, men resultatet er ikke udelt en succes. Han hedder nu alt fra Koku til Kaku, Koka og Kumo. :-)



Til festen sagde Sammy, vores vagtmand, at jeg skulle vide, at min mand elskede mig meget højt, når han sådan købte et æsel, som han vist havde været hele Tumu og omegn rundt efter og til sidst fandt i landsbyen Kong (Donkeykong :-)). Interflora dukkede straks op på nethinden: ”Sig det med...æsler!”

Apropos Jesper, så er det jo faktisk ham, der har oplevet mest på det seneste. I begyndelsen af juni drog han 14 dage til Sydafrika, for at overvære Danmark dumme sig og Black Stars samle alt det held de kunne mønstre. Jeg giver nu for en kort bemærkning ordet videre til min Sydafrikanske korrespondent:

Fra Nelson Mandela til vuvuzela – Jespers rejse i Johannesburg

Tak til Anna for for at tillade denne ”korte” gæsteoptræden, som jeg naturligvis er beæret over. :-)

Efter en begivelsesrig tur ned gennem Ghana, hvor jeg – uden held – havde forsøgt at lære vores ven Danladi at svømme på universitetets svømmestadion i Kumasi (og fået en reprimande af livredderen for at forsøge at lokke en svømmemæssig analfabet op på femten-meter-vippen); samt erfaret, at hvis man køber en generator fra Kina (hvilket man AB-SO-LUT ikke bør gøre), træder den ghanesiske returret først i kraft ved at man råber og skriger uafbrudt i en time ad butikspersonalet, og derefter truer med at tilkalde Danladis bror, som er politimand (hvorpå butiksejeren kaster pengene på gulvet og spæner i panik ud af butikken). Det kan for øvrigt ikke anbefales at tage med ghanesiske busser uden ørepropper, specielt ikke hvis en prædikant med skærebrænderstemme har fået lov af chaufføren til gøre et forsøg på at omvende samtlige passagerer til hendes version af den kristne trosretning.

Af sted kom jeg med Namibia Air, som – kan det nævnes – serverer en himmelsk gang kylling med pasta. Snart befandt jeg mig i Johannesburg, hvor jeg følte mig lige så fremmeartet som Onkel Rejsende Mac fra Fragglerne, der er på besøg i menneskenes verden, dog i en mindre behåret udgave.

Johannesburg er Sydafrikas økonomiske kraftværk, hvor racer fra hele verden har blandet sig og atter er blevet opdelt i bydele: europæerne i Sandton, portugiserne i Kensington, de sorte i Soweto, afrikanske udlændinge i Hillbrow, og så videre. Her stod menneskehedens vugge ifølge antropologerne, og herfra udvandrede mennesket nordpå for årtusinder senere at vende tilbage i form af først sorte bantufolk, der fortrængte det oprindelige khoisan-jægerfolk, og senere europæiske kolonister, samt slaver fra Asien, Afrika og Caribien.

I dag er Johannesburg en af de mest moderne byer i verden, en misantropisk metropolis, der ifølge nogen guidebøger skulle være et af de farligste steder på jorden, der ikke er en krigszone. Noget i retning af den sidste kreds i Dantes Inferno. Denne beskrivelse var jeg ikke langt fra at godkende, da jeg i lufthavnstaxien opdagede, at kilometertaksten på grund af VM var hævet med 50 procent til hele 13 kr. (et beløb man kan køre tværs over Ghana for). Mine planer om en budgetrejse fortonede sig langsomt i horisonten, da jeg beregnede, at det ville koste mig halvdelen af min første Visakort-hævning at køre til hotelkvarteret i Sandton, hvor jeg også skulle hente mine VM-billetter. Her valgte jeg at hælde en hel del galde ud over chaufføren, der imidlertid forsvarede sig med, at prisstigningen var blevet pålagt af regeringen.

Efter at have svoret ved min bedstemor om aldrig at tage taxien i Johannesburg igen (et løfte jeg holdt, med en enkelt undtagelse) valgte jeg at benytte mig af min Plan B (ja, det gælder altså om at være velforberedt i Sydafrika) som bestod i at blive sat af på vejen Highland Street, hvor jeg havde læst på internettet, at der skulle være værelser til leje. Desværre indeholdt Plan B ikke noget husnummer, og det viste sig snart, at jeg var havnet i et uoverskueligt stort og trist, overvejende hvidt og uendeligt småborgerligt villakvarter – Sydafrikas svar på Skjoldhøjparken i Århus. På trods af de hjemlige omgivelser – som blev suppleret af en kulde, der mindede om en dansk efterårsdag – følte jeg mig egentlig ikke specielt velkommen. Jeg fik samme triste fornemmelse som at gå rundt i en zoologisk have, samme følelse af indestængt frihed. Måske var det de skulende blikke, sikkerhedshegn, høje mure, pigtråd og hyppige sikkerhedspatruljer, der gjorde udslaget. Kun vagthundene fandt det for godt at hilse, men det gjorde de til gengæld også klart og tydeligt. Jeg hilste ikke på nogen beboere, men snakkede lidt med den smilende vagtmand fra Malawi og en sikkerhedsvagt fra Lesotho,der var bevæbnet med en automatpistol. Han fortalte, han tit blev nødt til at skyde mod bevæbnede tyvebander, og så tiggede han mig om penge til mad, som hans løn ikke dækkede.

Nu tilsmilede lykken mig. Da jeg spurgte en lokal beboer om vej, inviterede han mig indenfor. Og før jeg vidste af det, var jeg i gang med at hjælpe ham og konen med at flytte brudekagen fra sidste år og flyttekasserne over i deres nye hus. Parret var begge sorte, grafikere og havde en lille dreng, der kunne blæse så højt i sin vuvuzela, at signalet til fjernsynet slørede. Manden, Sahel, var arbejdsløs og en rigtig slacker, der var som taget ud af filmen The Big Lebowsky: Han sagde ting som ”Hey, man! Take it easy. Howzit? More fine, man!”, tilbragte det meste af tiden med at ryge smøger med sin barndomsven Mukladze nede ved swimmingpoolen, og havde indgået en aftale med sig selv om først at gå i gang med jobsøgningen efter VM i fodbold. Konen, Denero, havde et job med sene arbejdstider på et iværksættermagasin, hvor hun var art director, men hun var ikke for fin til at rulle sig en joint, når det havde været en stressende dag. De var begge to rigtig søde. Jeg blev indlogeret på første etage i deres nye lejlighed, og mødte gennem min meget sociale værtsfamilie deres venner og familie, som bød mig velkomne med åbne arme.
Sahel og Denero lærte mig at begå mig i Johannesburg, gav mig tip til byens oplevelser og vejledte mig i byens offentlige transportsystem. Med udgangspunkt i villaen i Kensington, som bydelen hed, tog jeg nu på udflugt ind til ”det rigtige” Johannesburg i de lokale minibusser, selvom de udelukkende sorte og farvede passagerer godtnok kiggede en ekstra gang, når de blev prajet af en hvid mand. Mange af mine fordomme om byen blev gjort til skamme, mens andre blev bekræftet. Johannesburg er en dybt moderne storby med skyskrabere og folk, der ikke taler med hinanden i bussen. Sorte, hvide og farvede lever stadig i adskilte verdener, snakker derfor ikke sammen, og nærer følgelig stor mistillid til hinanden. Jeg mødte hvide afrikaanere, der i fortrolighed sagde, at de ønskede sig apartheidtiden tilbage. Da jeg spurgte, om ikke det var et fremskridt, at de sorte var blevet inkluderet, svarede de: ”Næh, dengang var det altså bedre for os.” Her undlod jeg gerne at stille flere spørgsmål.



Men der var også mange positive overraskelser: Selv i downtown Johannesburg var folk åbne og hjælpsomme, viste mig vej på kortet, og selvom jeg tog de berygtede lokale minibusser og travede rundt i byen om aftenen, havde jeg ikke en eneste oplevelse, hvor jeg følte mig utryg. Den værste oplevelse havde jeg en dag, hvor en stor sort firhjulstrækker standsede ud for mig. Fra passagersædet stirrede en ung hvid fyr på mig med kuglerunde øjne. Han rullede ruden ned, mens en anden hvid mand tiltalte mig fra førersædet: ”Er du turist, makker?” Han fortsatte brysk, før jeg nåede at bekræfte hans antagelse: ”Se og kom væk. Folk her er vanvittige. De slår dig ihjel. De æder dig levende, og de er fuldstændig ligeglade.” Fyren med de kuglerunde øjne rullede ruden op uden at tage øjnene fra mig, inden bilen accellererede væk og lod mig stå tilbage med et bøvet udtryk.

En dag tog jeg på det fremragende Apartheidmuseum og på rundtur i det legendariske township Soweto. Da jeg forklarede direktøren for busselskabet, at jeg ville se Nelson Mandelas hus, blev den før så skeptiske mand pludselig fyr og flamme, og han sørgede for at arrangere en privatchauffør til at køre mig ud til Soweto, inden det blev mørkt. Jeg havde en minibus helt for mig selv. Jeg tog på rundtur i de snævre gyder, som ikke er uden charme. Til forskel fra forstæderne, er der masser af udeliv: Grillende familiefædre og hylende børn på legepladserne. Jeg drak dus med de lokale på en ”shebeen”, en af de legendariske værtshuse, hvor afrikanerne i apartheidtiden solgte øl og spiritus fra hjemmebryggeriet i deres egen stue. Som det kan ses på billedet, ligner en shebeen stadig et almindeligt hjem og fungerer også som sådant.

En dag gik jeg til frisør i Soweto. Med tanke på afrikanske mænds forkærlighed for det karseklippede look, som betragtes som det eneste mandlige, bad jeg udtrykkeligt om ikke at blive klippet med maskine, men med hænder og saks. Ikke noget problem. Det varede dog ikke længe, før saksens klipppelyde blev afløst af en brummende maskinlyd, og da jeg kiggede op, havde trimmeren allerede arbejdet sig så langt ned i min manke, at jeg blot affandt mig med situationen med et dybt suk. Til gengæld fik jeg – også helt uventet – en meget tæt barbering med i købet. Bag mig samlede alle salonens frisørelever sig, mens de med forundring iagttog, hvordan man behandler en hvid mands fine, glatte hår, hvilket åbenbart kan opbyde store udfordringer, også selvom det bare skal barberes af.

Tilbage i Johannesburg besøgte jeg Mai Mai Market, en slags Silvan for de traditionelle behandlere. Her mødte jeg en inyaga, en af zulufolkets medicinkvinder – næringsdrivende i abehjerner, krokodillepeniser og alle slags dyrekranier – som solgte mig en plasticvuvuzela i de danske farver. En zulu-spåkvinde, en sangoma, spåede Danmark og Ghanas kampe ved hjælp af en håndfuld knogler, dominobrikker, tinsoldater, halskæder og konkylier, som jeg skulle kyle på gulvet, efter at have rådspurgt mine forfædre. Selvom jeg ikke mindes at have mange fodboldkyndige forfædre i familien, lykkedes det dem at spå Danmarks hurtige exit, idet alle dominobrikkerne vendte billedsiden nedad. Her tog sangomaen sig til hovedet, øjensynligt rystet. Måske havde hun aldrig set så ringe et kast? Hun gav mig dog en ny chance. Og da det også mislykkedes, fik jeg en tredje, før hun kastede sig ud i en lang tungetale. ”Bed for Danmark”, sagde hun, efter hun havde indkrævet de 100 rand, det koster at få åndernes tunge på gled. ”Bed gennem hele kampen.”

Egentlig kom jeg jo til Sydafrika for at se VM. Danmarks kamp mod Holland vil jeg ikke spilde plads på, men Ghana fik hevet en flot sejr over Serbien i land, og så var der fest i gaden i Pretoria, den sydafrikanske hovedstad, som ligger kun en halv times kørsel fra Johannesburg. Jeg havde foræret lillebrors billet til Mukladze, Sahels gode ven, og vi fejrede Ghanas sejr hele natten i det indre Pretoria, hvor barerne og dansestederne var lige så etnisk opdelte som i apartheidtiden.

Sidst men ikke mindst var jeg på ølmuseum. Vidste I, at øl er opfundet i Afrika for fem tusind år siden? Indtil dette VM var det imidlertid ikke tilladt at nyde øl i det offentlige rum i Sydafrika, et forbud der, som så meget andet i Sydafrika, stammer fra apartheidtiden. Derfor findes der ikke megen udendørskultur i Johannesburg, og selv under VM var gaderne i midtbyen nærmest øde efter kl 20, hvor folk strømmede tilbage til forstæderne. Det hjalp dog lidt, da der blev sat storskærm op flere steder i byen og givet tilladelse til at drikke øl. Folk strømmede ud på gaderne og bevægende sig syngende og dansende gennem byen, mens de truttede i de larmende plastichorn, vuvuzelaerne, som ifølge støjforskere kan larme mere end en Boeing 727.

Jeg vil slutte af med at sige, at Sydafrika virkelig er et besøg værd, ikke mindst på grund af den i bogstaveligste forstand farverige historie, de forskellige kulturer og de utroligt søde mennesker. Og dermed vil jeg give ordet tilbage til Anna, med tak for lån.

Kærlig hilsen,
Jesper


Mens Jesper var væk tuldrede undertegnede så halvforvirret rundt i Tumu og prøvede at nyde for en gangs skyld at savne ham. Det slog mig, at i et helt år har vi været sammen 24/7 med ganske få undtagelser og på den baggrund følte jeg mig klart berettiget til en ekstra ration chokolade.

Men det var nu ikke fordi jeg kedede mig. Allerede samme morgen som Jesper tog afsted var jeg med Simon og Kirsten til navngivningsceremoni hos trommespilleren Tahiro. Eller dvs. vi kom for sent til ceremonien. I stedet kom Tahiro hoppende og viste det parterede gedekid frem med samme begejstring som han viste sin lille nye søn frem og tog os med hen og hilse på de ældre i hans familie. Og så stod den på Ghana-mad. Vi takkede pænt nej tak til TZ oven på en ordentlig morgenmad, men slap ikke afsted før vi havde drukket adskillelige poser kenkey-vand og spist en halv skål kogt hirse.

I det hele taget bar de oplevelser jeg havde med Simon og Kirsten de uger præg af at vi befinder os i Ghana. Efter i lang tid at have snakket om alle de ærinder vi har gået og udskudt tog vi os en fredag sammen til at køre de tre bumpende, hoppende timer til Wa. Jeg mener vagt at kunne huske at Simon og jeg dagen før havde en snak om, at det nok var klogest at køre i den gamle bil eftersom den nyes reservehjul ifølge Danladi vist trængte til et dækskifte, men ikke desto mindre kom vi afsted i den nye. Ja, og så gik det naturligvis hverken værre eller bedre end at vi en halv time fra Wa punkterede med et knald. Dækket på højre baghjul var eksploderet. Ingen panik. Vi har alle taget motorkursus inden vi kom til Ghana og kan det der pis med at skifte hjul med dunkraft og sådan, så præcis som vi har lært trådte Kirstenog jeg tilbage og lod Simon om arbejdet. Venlige som vi er smed vi dog lige reservehjulet ud af bagagerummet, så det var klar til at blive monteret. Men ak, da stakkels Simon højlydt prustende og med sveden dryppende havde overladt dunkraften til en hjælpsom ghaneser og rejste det nye hjul op lød et højlydt suk. Det var fladt som en pandekage og fuldstændig ubrugeligt.

Heldigvis er der mobilkontakt i den udørk ved navn Bussie, hvor vi stod, og vi fik fat i gode gamle Danladi, der 2 timer efter nåede noget gnaven frem med et hjul fra den gamle bil, som han derefter monterede idet han venligt men bestemt puffede os alle til side. Danladi havde medbragt en af sine gode venner, der under arbejdet gjorde sig behjælpelig med indgående og hovedrystende at forklare Kirsten og mig at det da også var et helt forkert dækmærke vi havde valgt (som om de to timer i en hed bil ikke var straf nok). Vi kom til Wa den dag og fik klaret alle vores ærinder inklusive indkøb af 2 L vanilleis, som vi planlægger at byde Danladi på en portion af.



For nu ikke at forstyrre Simon og Kirsten alt for meget med spørgsmål a la ”hvad mon Jesper laver nu?” tog jeg et par dage til Wellembelle og besøgte sundhedsklinikken der, hvor Jesper og jeg tilbragte en del tid i starten af vores ophold i Ghana. De var meget glade for besøgene og kogte yam og bushmeat til mig. Til gengæld hjalp jeg dem med deres patienter. Subklinikkerne fungerer som de praktiserende læger i Danmark og er åbne døgnet rundt for akutte patienter, men om morgnen er det alle småskaderne, så jeg fik set en masse folk med alt fra snitsår til graviditetssmerter. Infektionssygdomme som øjenbetændelse, svamp i munden og selvfølgelig malaria fylder mest. Klinikken har meget begrænsede behandlingsmuligheder. Sår renses med saltvand og vat. Der er ingen disinfektionsmidler. Det lille apotek inkluderer antibiotika, malariamedicin og smertestillende midler, men der er f.eks. ingen svampemidler, så det par fire måneder gamle tvillinger jeg diagnosticerede med trøske måtte enten tage til Tumu (hvilket der på ingen måde kunne blive tale om pga. udgiften til transport) eller forsøge sig med et godt gammeldags lægmandsråd: Tomatsaft. Ja, man lærer hver dag. Det er noget anderledes at behandle ghanesiske patienter end danske. At jeg næsten er læge gav mig usædvanlig stor magt og der blev lyttet og nikket en masse når personalet oversatte mine forklaringer til lokalsproget, Sissali. Klinikken er bemandet af sygeplejersker og en enkelt jordmoder, og det er ikke altid deres viden rækker til at give fornuftige forklaringer på hvorfor patienterne skal gøre dette og hint. Specielt i et tilfælde, hvor en dreng kom med et dybt sår, hjalp det at kunne forklare sig. Drengens bedstefar var med og stod og lurede ind, da jeg rensede såret og bagefter udleverede antibiotika som forebyggelse mod at der skulle gå infektion i såret. De to talte meget hurtigt på sissali et stykke tid, og jeg kunne se, at bedstefaren ikke var tilfreds. Sygeplejersken forklarede da modstræbende at de to var kommet i håb om at få en indsprøjtning og var skuffede over at blive spist af med piller. Jeg satte mig ned og forklarede, at pillerne og indsprøjtningen var det samme stof og at en rask dreng som ham her, ikke behøvede noget så drastisk som en sprøjte. Det svar var bedstefaderen åbenbart tilfreds med og de to lovede at komme tilbage dagen efter og få såret renset og forbundet igen. Det er imidlertid ikke altid at man kan spise patienten af med en forklaring, og sundhedspersonalet sørger for aldrig at lade nogen gå tomhændet hjem. Så vil de nemlig ikke komme igen. Hvis nogen ikke fejler det fjerneste får de en lille pose multivitaminpiller, der er knaldrøde hernede. Man kunne indvende, at det var bedre at uddanne befolknigen om sundhed og sygdom, men indtil da gælder det jo om at forhindre, at de, der virkelig er syge vælger heksedoktoren frem for lægen. I Bugubelle, en landsby ganske tæt på Wellembelle, døde en gravid kvinde og hendes ufødte tvillinger forleden. Kvinden havde svangerskabsforgiftning og krampede, men familien tog hende til en lokal behandler, der behandlede hende med røg og urter. Da den stakkels kvinde bagefter krampede påny blev hun endelig bevidstløs bragt til Tumu, men da var det for sent.
Apropos fødsel havde jeg en interessant snak med en af sygeplejerskerne i Wellembelle. Vi sad og strakte benene efter den sidste patient var gået og Mary, der ikke er den skarpeste kniv i skuffen, men en godmodig, kuglerundt dame, begyndte at snakke om hendes FIRE fødsler og udmalende forklare mig, hvor ondt det gør at føde. Med et stort smil sagde hun at inden længe ville det være min tur, men lige i den situation faldt det mig på ingen måde svært at forklare, at der nok ville gå lidt tid. Jeg mumlede noget med at studiet jo skulle færdiggøres og at i Danmark får kvinderne børn sent og så videre og så var det Mary pludselig så op med et kryptisk udtryk i øjnene. ”Må jeg spørge dig om noget, som jeg længe har gået og tænkt på”, sagde hun. ”Ja”, fortsatte hun, da jeg nikkede, ”det er fordi jeg har fået fortalt, at når hvide kvinder føder, så gør det ikke ondt, som det gør på sorte kvinder. Er det virkelig rigtigt?” I Ghana er der en tendens til at behandle hvide kvinder som porcelæn, som om vi krakkelerer så snart vi tager hænderne op af lommerne, men dette udsagn forklarer måske en del af grunden. Jeg skyndte mig at fortælle Mary sandheden, men tilføjede lidt om, hvordan man i Danmark kan få blokader og bedøvelse, hvis man vil. ”Men”, sagde jeg, ”der er jo stadig mange kvinder, der gerne vil...” ”mærke det ske”, færdiggjorde Mary sætningen, og jeg følte mig pludselig mærkelig forbundet med Mary og alle de andre kvinder omkring mig. I Wellembelle har der indtil nu ikke været nogen vandforsyning, så når en kvinde har valgt at føde på klinikken, måtte hun selv (eller hendes familie) medbringe vandet. Intet under at det er svært at tale kvinderne fra en hjemmefødsel. I samarbejde med en NGO, der har skaffet penge til en vandpumpe, har IMCC løst problemet ved at donere vores gamle generator. Nu fungerer boringen og vi håber det kan hjælpe kvinderne i området.

Og så kom Jesper endelig hjem medbringende en vuvuzela, der nær fik mig til at ønske ham bort igen. Både mens han var i Sydafrika og siden han kom har vi brugt ikke så lidt tid på fodbold, som vi enten ser med sne på skærmen i IMCC huset eller tager ned på den lokale radio RADFORD (Radio For Development), hvor de viser alle kampe på storskærm og gerne benytter pausen til at interviewe en foli eller to, hvorefter den lokale fodboldtræner on air gør sig klog på kampens udvikling og trænernes dispositioner. Efter Danmarks pinlige deroute satser vi alle jetoner på Ghanas Black Stars, der med det held, de synes at have uden tvivl kan nå langt.

På arbejdet har det været en stille tid efter projektrådgiverbesøget. Vi går jo og tripper lidt og venter på rapporten og dens anbefalinger før vi kan gå i gang med det helt store igen. Men lidt er det da blevet til. Jesper og jeg var en lørdag på udflugt til Bawisibelle, der nok er den fjernest beliggende klinik i hele Ghana. Når regntiden er på sit højeste kan man slet ikke køre derud fra Tumu. Men det lykkes os at nå frem til det imponerende bygningsværk, som Danida i en længst udgået æra, har bygget. Man kunne tænke, at 10 parkeringspladser og en ambulancerampe måske ikke var det første, stedet havde brug for, men ikke desto mindre er den lille klinik med to ansatte den fornemmeste i distriktet med ikke mindre end to store vandbeholdere, men ingen fungerende boring, et konferencerum, adskillelige kontorer og en masse andet. Ud af de måske 25 rum bliver to brugt til klinikken, resten står tomme hen. Som en spørgelsesby i det vilde vesten, blev vi enige om, da vi holdt frokost i det grønne og guffede æggesandwich på vej hjem.

Fra den ene dag til den anden meddelte regionsdirektøren for sundhed at han ville aflægge Tumu et besøg, og til vores glæde udbad han sig et møde med IMCC. Vores samarbejde med vores egen director har ikke været så let på det seneste, så det var en usigelig glæde at mærke regionens fulde opbakning til vores arbejde og vi benyttede også lejligheden til at diskutere muligheder for et nyt projekt et andet sted i regionen. Dr. Alexis havde flere gode ideer og roste blandt andet vores arbejde med forskning og vores kaffe  Efterfølgende har det virket som om director har været lidt blødere i filten, så hvem ved, måske han har fået et hint eller to fra Alexis om at behandle os godt.

Ikke alting i IMCC projektet er dog ren succes. Et af vores smertensbørn er det gæstehus vi byggede for mange år siden med det formål at have forskere boende der, der kunne tilføre distriktet ny viden om sig selv. Huset er overgået til DHMT, og efter næsten et år er de nu nået til at åbne det officielt som deres hus. På åbningsdagen var alle spidser i byen inviteret på gratis middag mellem klokken et og tre og en alenlang menu var udarbejdet, som Ester, den nyansatte caretaker og kok dog valgte at ignorere og reducere til kylling eller fisk med ris eller pasta. IMCC var på pletten klokken halv to, maden var klar klokken to og director selv kom sammen med den første ”spids” klokken tre, da vi netop var ved at gå. Suk!
Men maden var god og nu er huset da i funktion. Apropos mad, er der så nogen, der ved, hvordan man laver uforloren skildpadde? Da Danladi kom hjem fra Tamale, hvor han havde kørt vores bil ned til service, hjalp Simon ham med at montere nye dæk. Den stakkels mand skulle lige have fat i noget værktøj og ledte efter det under forsædet, da hans hånd fik fingre i noget hårdt og rundt. ”Åhh”, udbrød Danladi, ”den havde jeg glemt”, da Simon sekunder efter stod med en levende skildpadde i hånden. Eller levende og levende, det er måske så meget sagt, for dyret havde ligget under sædet stiv af skræk i syv dage uden hverken vådt eller tørt. Danladi havde købt den til os, fordi skildpadde ifølge ham skulle være yderst delikat og så kunne vi jo spise den sammen. I skrivende stund har vi foræret padden tilbage til Danladi med besked på at vi er klar, når suppen er klar...

Se nu engang, igen har jeg ævlet side op og side ned. Selv når jeg tænker, der ikke er sket noget særligt, er der åbenbart masser at fortælle om, når først jeg får sat mig til tastaturet. Men engang om nogle måneder, når stormen er raset af og jeg igen sidder i Århus og skutter mig med en kop skoldhed te og hvem ved måske en cheeser fra Havnens Perle, er jeg sikker på at fortællingerne om Calvin, om skildpadder, om Koku og mangomaskiner og fødende kvinders smerte vil virke som det rene eventyr og jeg vil læse det alt sammen igen og ikke kunne forstå, at det er i mit liv de er hændt.

Jeg ønsker jer alle en rigtig lun og solbeskinnet sommer i Danmark.

Kærlig hilsen
Anna

søndag den 23. maj 2010

Tornadoer, piratfisk og frække begravelser

Sæt dig ned, luk øjnene. Ifølge et ghanesisk ordsprog må du kun lytte til historier i mørket. Ellers vil der begynde at gro horn på siden af dine ben. Så er du advaret. (Da det er vanskeligt at læse med lukkede øjne, kan du eventuelt få en ven til at læse højt fra skærmen.)

Du er i Tumu. Det er så varmt, at Colgate-tandpastaen løber ned ad tandbørsten som et ur i et surrealistisk maleri. Varmen og fugtigheden har i dagevis bygget op til regn. ”Det har forsøgt på at regne,” som vores vagtmand Bukari siger. Uden for kan du høre gedeungerne Klyt og Rocky kalde på deres mor med deres blæsebælgsstemmer fra blikskuret, hvor de har søgt ly for uvejret, der nærmer sig.

Du sidder på terassen og skriver facebookbeskeder til et gamle kammerater, som du har på fornemmelsen må have glemt, hvem du er. Det tordner et sted i det fjerne. Du skimmer et par netaviser, hastigt, for forbindelsen ryger sikkert snart. AGF har tabt igen og ligger nu under nedrykningsstregen, siger en overskrift i Ekstra-bladet, en anden meddeler, at nu har en dansk mand sat verdensrekord i at spise flest ferrero roche på et minut (syv), en begivenhed som vistnok foregik live i DRs studie under Aftenshowet.



Vinden rusker i mangotræerne, og nu begynder regnen, for første gang i mange måneder. Vinden tager til... Et par lømler ser fra byens privatskole en kæmpe hvirvelvind nærme sig, i stil med den fra Troldmanden fra Oz. Det er eksamenstid, og rektor beder dem brysk vende blikket mod opgaven. Som for at vise, at den holder med eleverne, suger hvirvelvinden nu eksamenspapirerne ud gennem de rudeløse vinduer, mens den marcherer ind i skolegården. Eleverne spørger ikke om lov, før de tager benene på nakken, men kun de hurtigste når at bringe sig i sikkerhed, før taget bliver flået af skolens nye bygning. Løse tagsten og tagplader fyger gennem luften. På Tumu FM fortæller de om katastrofen og beder alle, der har bil, om at komme til undsætning. Da Anna og jeg kommer frem, er de fleste tilskadekomne blevet evakueret, men en forskræmt pige sidder på jorden med en forvredet fod. Vi kører hende til hospitalet. Fem elever har fået kødsår på benene, og en har fået revet skulderen af led. Heldigvis er ingen af kommet alvorligt til skade.

Et par dage efter bliver vi fanget af en lignende regnstorm på kontoret. Udenfor kan vi høre træerne knirke, knage og knække, som var det levende trævæsener fra Tolkiens eventyrverden. Regnvandet fosser ind gennem taget og tvinger os til at bygge en ø af computere midt i rummet. En kastevind får fat i det 500 kvm tag på byens rådhus og sætter det ned henne ved skattekontoret, 50 meter væk. Braget kan høres i det meste af Tumu. Senere kommer det frem, at den tidligere borgmester havde givet byggekontrakten til en god ven, der altså ikke vidste så meget om tagkonstruktioner. Mirakuløst koster byggesjusket ingen menneskeliv, da byrådet samtidig deltager i et marathonmøde i stueetagen. Ghanesernes ukuelige mødedisciplin er endelig blevet retfærdiggjort.

En uge før stormen har vi forstærket vores carport med nye jernrør og betonfundament, og det redder den fra at blive blæst væk som et korthus. Andre tumugensere er knap så heldige: En bil knuses af et kæmpetræ, flere tage bliver skrællet for tagplader, og vores vagtmand Sammadu fortæller senere med et talentfuldt lille mimespil, hvordan han bogstaveligt måtte holde sit hus samme med hænderne og først slap grebet i tagpladen, da han blev løftet op gennem taget mod den skyfyldte himmel.

Men nok om vejret! (for nu)



Herover har Anna ved at tage billeder fra morgen til aften forsøgt at dokumentere en enkelt dag i april.

Siden vores sidste blogindlæg, har vores ged Foli foli’et (kiddene Klyt og Rocky), hundredvis af mangoer er til Annas begejstring vokset frem på træerne, og regnen har fået græsset til at spire, så Tumu nu har fået et grønt skær. Vi har genbesøgt Gbele reservatet, denne gang med mere held end vores første besøg (se Annas indlæg fra sidste år). På en tidlig morgentur så vi en grasscutter (en stor gnaver, vel i virkeligheden en slags rotte) knejse stolt på savannen op imod solopgangen, vi så biæder-fugle og legende vortesvin, selvom den lille guideflok, der fulgte med os, angiveligt for at beskytte os mod krybskytter, trampede som et eksprestog gennem skovbunden.

Til min store overraskelse måtte man fiske i dyrereservatet. Ghaneserne regner åbenbart ikke fisk og fugle med til dyreriget, for da jeg spurgte vores guide om navnet på en farvestrålende fugl, kiggede han på mig med et tomt blik og svarede: ”Jeg kender kun dyrene.” Nuvel. Vi satte kødpølse på krogen og kastede snøren, samtidig med at vi ud af øjenkrogen holdt et vågent øje med de gnavne små krokodiller, der lå på lur i vandoverfladen. Bid! En slags skalle. Anna skulle også prøve, og fik bid allerede i sit første kast, til pigebarnets store fryd – men det var også hendes første fisk nogensinde. Vi brugte en af skallerne som madding, og snart havde jeg en ordentlig krabat på krogen, en grum satan at dømme ud fra vores guides begejstrede tilråb og rykket i fiskestangen. Efter at have dystet med dræberfisken i hvad der føltes som en halv time, kunne jeg mærke den søge mod bunden, hvor den dødeligt udmattet krøb ind under en sten. Nu var den ikke til at rykke ud. Heldigvis kunne bæstet nås inde fra bredden. Da jeg fik den skællede krabat op i hænderne, viste det sig at være en krydsning mellem en dansk gedde og en piratfisk med 7 mm lange, sylespidse tænder. ”Smager den godt, sådan en?” råbte jeg til guiden. Han gav mig et af sine tomme blikke: ”Alle fisk er gode at spise.” Jeg gav fisken en over nakken med min ”præst”, før uhyret genvandt kræfterne. Aftensmaden var reddet! Hemingway ville have været stolt – og nok også en smule misundelig.

På projektet har Anna og jeg været i strid modvind, og vores partner, distriktets sundhedsdirektør, har med Erasmus Montanus-logik og tålmodig mine vist os, at fri forskning og ny viden absolut ikke er et nødvendigt, endsige ønskværdigt, element i det ghanesiske sundhedssystem. Således valgte han at bandlyse vores studie i dækningsgraden af vaccinationsprogrammet, fordi dets konklusioner pillede lidt ved sundhedssystemets billede af virkeligheden (læs mere om studiet på www.udvikling.dk). I sidste ende fik vi dog godkendelsen i hus, efter at have bortredigeret visse ”stødende” sætninger, og vi kunne medbringe De sataniske vers light til sundhedskonferencen i slutningen af april.

Den store sundhedskonference i Accra er stedet, hvor donorerne og sundhedsministeriet bliver enige om, hvordan sundhedsbudgettet og sundhedsplanerne skal skures sammen. For sådan et par ”bønder” som Anna og jeg, var det spændende at se, hvordan systemet fungerer på højeste niveau, og vi tog lystigt for os af de bolsjer, der gavmildt var drysset ud på bordene. Ikke mindst var det interessant at se, at mange af de problemer, DANIDA, Unicef og WHO kæmper med på nationalt plan til forveksling ligner dem, vi IMCC’ere oplever i lillebitte Tumu. Det er dog nedslående at se, hvor lidt indflydelse DANIDA har på de hundreder millioner af kroner, vi skyder i det ghanesiske sundhedssystem, og hvor let det er for en ghanesisk minister at snakke diplomaterne og eksperterne efter munden. Forhåbentlig vil den danske ambassade i fremtiden blive bedre til at sætte spørgsmålstegn ved ministrenes dispositioner, som fx når sundhedsministeriet hæver sundhedspersonalets lønninger til et skyhøjt niveau, så der ikke hverken er penge til administration eller serviceydelser i distrikterne; eller når de køber 5000 skrammelkasser (kinesiske motorcykler) til Ghanas grusveje; eller bruger millionerne fra Unicef på privatbiler til sundhedsdirektørerne.

Spørgsmålet er, om udviklingshjælpen ikke gør mere skade end gavn? Jeg har før argumenteret for, at Ghana ikke længere bør betragtes som et uland, og at landet selv kunne løse de alvorligste problemer omkring fattigdom og sygdom, hvis regeringen tog sit ansvar alvorligt og lavede nogle enkelte svære omprioriteringer. Desværre har en selvbestaltet elite af embedsmænd, ministre og offentlige tjenestefolk ingen interesse i at ændre tingenes tilstand, hvilket også forklarer modstanden mod vores studie, som sætter spørgsmålstegn ved systemets fortolkning af virkeligheden. Anna har i sundhedsbloggen (www.udvikling.dk) beskrevet, hvordan strømmen af udviklingspenge skaber en evig venten, en mangel på initiativ og tro på, at man selv kan ændre sin fremtid.

Hvis man vil forstå den ghanesiske tankegang og problemerne i landet, må man lidt tilbage i historien. I 1700- og 1800-tallet valgte europæiske handelskompagnier at favoritisere visse stammer og handelsfolk i en del-og-hersk-politik. Der var således ikke så meget tale om en europæisk ”kolonisering”, som er den populære opfattelse, som om gensidige handelsforbindelser mellem ligeværdige partnere: ghanesiske magthavere og europæiske handelsmænd. I de første hundreder år strakte ”kolonimagternes” magtsfære sig ikke mange kilometer ind i landet, og danskerne formåede for eksempel aldrig at kolonisere nogen dele af Ghana. Slaverne blev taget af de ghanesiske stammer selv og solgt til europæerne, med stor fortjeneste. Først i slutningen af 1800-tallet valgte briterne at gøre Ghana til en koloni, men tillod en høj grad af lokalt selvstyre.

Den lokale magtelite har altså fra starten siddet på flæsket, ja i lang tid før europæerne satte fod i Ghana. Ghaneserne er derfor – i langt højere grad end fx de taknemmelge og turistafhængige østafrikanerne (som fx er skildret i Jakob Ejersbos roman Eksil) – et stolt og meget egensindigt folkefærd: Man har på fornemmelsen, at de i virkeligheden ikke har behov for vores hjælp, at de føler, at de kan bedre selv (hvad de ofte også kan) – i virkeligheden et udtryk for en sund national selvfølelse.

Nøglen til Ghanas videre udvikling hen imod selvstændighed og frihed, er at få befolkningen til at udfordre den magtelite, der stadig sidder og hytter deres eget skind på regeringskontorerne. For nylig har jeg hørt de nye afrikanske ungdomsårgange beskrevet som ”gepard-generationen”, og det er nok i høj grad op til dem at udfordre den såkaldte ”flodheste-generation”. Det kan ingen udefrakommende NGO’er – heller ikke vi IMCC’ere – gøre for dem.



Et andet udtryk for ghanesisk selvfølelse er deres kultur og traditioner. I april var jeg til min første ghanesiske begravelse. Selvom anledningen var min kammerats mors alt for tidlige død, var denne begivenhed, ligesom ghanesiske begravelse generelt, ikke nogen ubetinget sørgelig affære, måske fordi begravelsen ifølge de traditionelle vestafrikanske religioner markerer, at den afdøde finder tilbage til forfædrene. Familiemedlemmer valfarter til begivenheden fra hele landet og mødes i et kæmpe gilde, der varer tre dage. Jeg kom klædt i den traditionelle nordghanesiske klædedragt, en smock, og da jeg trådte ind på begravelsespladsen – hvor det vrimlede med mennesker på et område på størrelse med tre fodboldbaner - var det som at træde ind på en markedplads eller et omrejsende tivoli, med et fast inventar af sørgekoner, dansetrupper og småhandlende – en snu sjæl havde medbragt en generator, hvor man kunne få opladt sin mobiltelefon, andre solgte kødspyd og stegt yams, der følger begravelserne rundt i landet. Med havde jeg en kasse sodavand, som jeg overrakte til den afdødes familie – som traditionen besynderligt nok tilsiger. Herudover bestod mit bidrag mest i at spise en masse af den gode mad, der blev stillet foran mig (som det sig hør og bør).

Selvom det var en befriende afveksling fra vores kedelige protestantiske traditioner at gå til en ghanesisk begravelse, er der også betænkelige aspekter, som et par af mine venner gjorde mig opmærksom på under begravelsen. I højsæsonen for begravelser (man udsætter ofte begravelserne for ikke at kollidere med høstsæsonen) kan begravelse følge begravelse, og det kan koste landet dyrt i tabte arbejdsdage – specielt fordi det forventes, at man viser sin respekt over for selv de fjerneste familiemedlemmer. I modsat fald kan det koste venskaber, og forbindelser.

Begravelsen kastede også nyt lys over et par mærkelig resultater fra et nyt studie, vi er ved at lave i samarbejde med en lokal NGO, hvor vi undersøger, hvorfor mænd ikke benytter sig af den gratis HIV-testning. Et par af mændene havde i interviews nævnt, at man burde gøre noget ved de traditionelle begravelser, hvis man vil sygdommen til livs: Ghanesiske begravelser kan åbenbart blive meget løsslupne, og til begravelsen hørte jeg, at der eksisterer en hedonistisk tradition, ifølge hvilken en mand kan bytte sig til sex imod at forære et stykke råt kød til den udvalgte kvinde. Jeg fik dog ikke lejlighed til at afprøve påstanden.

Efter sundhedskonferencen – som vi lige er kommet hjem fra – benyttede Anna og jeg lejligheden til at opleve lidt af Ghana: Vi har været til fodboldkamp i den ghanesiske superliga (Accras hold, Hearts of Oak, spiller cirka lige så godt som AGF, men ligger nummer ét i ligaen; kunne man forestille sig, at GF søgte om licens til at spille som eksilhold? ), dase ved stranden (hvor jeg var ved at blive ført ud i Atlanterhavet af en stærk understrøm: Tak til min svømmetræner for at have insisteret på at lære mig at svømme teknisk korrekt crawl!), været hos kistebygger, hvor Anna købte en mini-tomatkiste (sydghaneserne lader sig gerne begrave i en kiste, der står i forbindelse til deres erhverv, fx kan en fisker begraves i en krabbe-kiste, en chauffør i en lastbilskiste, osv.), se kakaoplantage, sejle på Lake Bosumtwi (hvor vi fiskede fra en kano, selvom der eksisterer et lokalt tabu mod at bevæge sig ud på kratersøen i andet end udhulede træstammer. Måske var det derfor vi ikke fangede noget?), og ude at se aber i en skov, hvor de lokale ifølge et tabu skal lade de frække små spilopmagere spise ustraffet af kødgryderne og begrave dem på en kirkegård, som var de fuldgyldige medlemmer af samfundet. Vi rutsjede ned ad vandfaldet i Kintampo, vandrede i sandstensklipper, så kæmpeflokke af flyvende hunde og et lokalt ”skrin”, et relikvie hvor en traditionel guddom har manifesteret sig. Vi flottede os og købte en flaske Gordon’s dry gin, hvilket den oldgamle fetishpræst med de plirrende øjne satte pris på – på gudernes vegne forstås. Men når det regner på skrinet, drypper det gerne lidt på fetishpræsten.



Jeg kunne fortælle mange andre ting, for der sker mange ting på halvanden måned, når man er i Afrika, men der skal jo altså også være noget at fortælle, når vi kommer hjem om efterhånden ikke så mange måneder. Vi er i gang med at planlægge den sidste ferie med den gamle filosofilæsegruppe, og så har jeg bestilt billetter til VM i Sydafrika, hvor jeg vil slå mine folder d. 5.-15. juni sammen med min lillebror og journalisten Kim fra Accra. Jeg har lovet mine ghanesiske kammerater, at Danmark nok skal slå Ghana i finalen. :-)

Savner jer derhjemme, så pas godt på jer selv, indtil vi kommer hjem igen til september,
Jesper

søndag den 28. marts 2010

Lørdag formiddag.

Lørdag formiddag. Ahhhhh! Endelig lidt ro, til at reflektere over de seneste ugers oplevelser. Snupper lige en kop kaffe inden jeg fortæller videre…sådan! Det har ellers ikke været en stille morgen. På arbejdet har vi gang i en stor træning, der varer 12 dage, så jeg har været oppe med vand og en lille formiddagssnack til dem, og herhjemme har Valentine og hans søskende været på besøg. Til stor begejstring for dem alle tre satte Jesper drage op. Der var hvin og latter i luften lige indtil den fløj ind i et eukalyptustræ og mistede halen. Men nu er der altså endelig lidt ro til at skrive.

Siden sidst har vi afsluttet introduktionen af Simon og Kirsten til deres nye hjem og arbejde. Overlap er en travl tid på projektet, men det er ikke travlheden, synes jeg, der gør det til en hård tid også. Det er nærmere de mange omvæltninger. Når man er i fremmede omgivelser (om end de naturligvis bliver mindre og mindre fremmede som månederne går) og kun er fire, der deler sprog, kultur og i nogen grad verdensforståelse, betyder det en masse, når der er udskiftning. Simon og Kirsten er nogle rigtig søde mennesker, men det tager tid og energi at vende sig til hinanden s vaner både derhjemme og på kontoret. Jeg er glad for at de er ved at være faldet godt til og jeg kan mærke, at både Jesper og jeg igen begynder at få mere overskud til at nyde vores afrikanske eventyr end vi har haft længe, og jeg er overbevist om, at vi nok skal få nogle sjove måneder sammen.

Hov! Der røg den formiddag. Og jeg som troede jeg kunne sidde og skrive i timevis, men så røg strømmen og var væk i nogle timer. I stedet har jeg rørt rugbrødsdej og slanget mig på sofaen. Og så bedst som strømmen kom tilbage og jeg var klar til at fortsætte kom Sammy: ”Foli has made some small babies!” Tænk engang, to bitte små gedekid, netop ved at lære at gå, tumlede rundt mellem Folis klove. Ihhh, hvor er de altså søde! Men nu skal det altså være. Nu skal jeg skrive…Henter lige en ny kop kaffe…

På det seneste har jeg ved flere lejligheder bemærket ghanesernes konkurrence-mentalitet. Det ville aldrig være faldet mig ind, hvis ikke jeg havde oplevet det, hvor meget de går op i at være på det vindende hold. Afrikanernes rygte taler jo ikke ligefrem for ambition og urysteligt engagement, men historien hernede er jo en anden og således også når det kommer til sport og spil. Da Kirsten holdt fødselsdagsfest i begyndelsen af februar havde Simon arrangeret at der skulle slåes ”katten af tønden” eller rettere ”katten af papkassen”. Og jeg skal da lige love for at der blev gået til den. Køen blev strengt overholdt og alle mand var ude med lys og lygte for at lede efter battet, da en uheldigt deltager kom til at smide det over nakken idet han tog sigte på tønden. Men det bedste var nu da præmien – en T-shirt med Obama, som vi havde liggende fra jul, hvor den skulle have været mandelgave – blev overrakt til den altid oversete og usandsynligt utidige Yakubo. Yakubo er den type menneske, som altid formår at dukke op på de mest uheldige tidspunkter og altid i et ærinde, der forekommer ulideligt ligegyldigt. Men en flink fyr er han nu, og han var pavestolt af sin præmie og har flere gange spurgt efter et udprint af de billeder vi tog af ham.



Tilsvarende engagement har vi set på volleybanen. Det er blevet lidt af en tradition efter at Simon og Kirtsen er kommet at vi spiller volley hver søndag eftermiddag nede ved Tumus gymnasium. Mange af vores venner fra NGOerne dukker op, og giver den hele armen et par timer. Det kunne være sjovt at regne boldberørigsprocenter ved den lejlighed, for mens foli-holdet generelt forsøger at spille sammen og lægge op til hinanden (jeg selv er undtaget reglen fordi jeg foreløbig er så elendig en volleyspiller at det er fuldstændig tilfældigt hvorvidt bolden 1) ryger over nettet 2) ryger ud af banen eller 3) bliver lagt op til en af de andre) er næsten alle de ghanesiske spillere nogle forfærdelige egotrippere. De kaster sig uforfærdet rundt efter bolden med det ene mål for øje at være den, der slår den over nettet, og så skælder de ud på hinanden, når en eller anden ikke lykkes med det…”Pass the ball…Why didn’t you pass it?”.

Selv børnene i Tumu har tidligt udviklet deres vindermentalitet. Tumu Young Heros, der er det heldige fodboldhold Jesper har doneret de spilletrøjer og shorts til han fik med fra Puma i Danmark, går i hvert fald til den hver gang de er på banen. Jesper har haft sit hyr med den sag, dels fordi trøjerne sad fast i en container på molen i Tema i mange måneder og dels fordi der blev hevet i dem fra flere sider, da de endelig kom til Tumu. Voksne mennesker, lærere og forældre, kunne ikke finde ud af at trøjerne var til holdet og ikke til for eksempel skolen eller børnehjemmet. Det var lige ved at koste træneren, den 15 årige Bashid, sin skolegang. Sikke noget. Men børnene er pavestolte over deres T-shirts og stråler af holdånd, når de spiller. Jesper var heller ikke helt uberørt over den knusende 2-0 sejr over den tyske missionær Rebeccas hold, Tumu Young Heros præsterede for en uges tid siden – aber doch!

Helt anderledes var kampstemningen den dag Simon og Kirtsen fandt en rotte – eller en kraftigt bygget mus, som vi foretrækker at kalde den – ved deres skraldespande. Krapylet pilede fra Simon og gemte sig i mellemgangen mellem de to ender i huset og så tog fanden ved Jesper og Simon. Udstyret med hver deres spand med låg lukkede de området af og gik på jagt. Instinkterne var nu vist ikke helt støvet af, for Kirsten og jeg hørte indtil flere hyl og noget, der vel nærmest kan betegnes som et panikpræget vræl og så en af de herrers stemme, der skingert udbrød ”shit, den løber sgu op på muren!”, før alfahannerne (her mener jeg ikke musen) triumferende kom ud med dyret i den ene spand. Og så smeltede hjerterne alligevel, for ingen af de 4 tilstedeværende havde lyst til at stikke næven ned og knække nakken på filuren, så i stedet kom den med til volley og blev lukket ud til et liv i sus og dus på en græstue. Oplevelsen synes nu alligevel at have påvirket Jesper, der allerede to gange siden har fattet geværet og – som en anden Hemingway – været på jagt med Bukari tidligt om morgnen. Efter sigende skulle han have været tæt på at skyde både en kanin og en fasan…så deeeeet!



Men den helt store begivenhed på det seneste har selvfølgelig været Lene og Villys (til de af jer, der ikke ved det: Jespers mor og hendes mand) besøg. Vi er rigtig glade for de besøg vi får hernede og det er dejligt at vide, at der er nogen til at hjælpe os med at berette når vi en gang (om nu sølle 5 måneder…suk) vender hjem. I 3 uger tog vi de to med rundt i Ghana og ikke mindst rundt i Tumu og viste det land frem, der nu er vores hjem. Der er langt fra charterferie med pensionistforeningen til hverdag og ferie på de ghanesiske landeveje, men jeg er imponeret over, hvor godt det gik, og hvor pænt vores gæster tog de uvandte udfordringer. Den største hurtle var jo nok varmen, og så måske modet til trods sproglige vanskeligheder at lade den vandte gænge hvile lidt og lade sig fortrylle af eventyret og alle de fremmede vaner og oplevelser. Det gik nu fint og vi lagde et program, der gav plads til en eftermiddag i airconnens kølende nærhed så ofte som muligt og i øvrigt masser af tid til refleksion og ”Hjemmet”-læsning, når det var tiltrængt.
Det er mit indtryk at både Villy og Lene følte de fik et særligt indblik i den ghanesiske kultur gennem den hverdag vi præsenterede dem for i Tumu og at det måske var det, der var den aller største oplevelse. Men ellers skortede det nu ikke på oplevelser.

Den første uge brugte vi på at se os om inden vi satte kursen mod Tumu. Trods advarsler og forsøg på at forklare tror jeg varmen kom som lidt af et chok. Nede ved kysten er luftfugtigheden ekstrem for tiden, så det tog nogen tid at vende sig til ikke rigtig at kunne svede det hele ud og hele tiden være klistret og føle sig som en helstegt pattegris, der snart er mør nok til at falde af spydet. Vi havde derfor planlagt at bruge nogle dage på at afklimatisere ved havet og bare tage ganske få små udflugter. Jeg tror før vi har omtalt Safari Beach, hvor vi slog os ned de første 3 dage, så jeg vil nøjes ned at sige: Sand, vand og palmer. Og i sidstomtaltes sus spenderede vi så en rum tid før vores rejsekammerater havde genvundet styrke nok til at tage ud og se på landet. Jesper var imidlertid utålmodig efter eventyr og fik arrangeret en fisketur med en lokal havfisker. Efter mange historier om adskillelige barracudaer på størrelse med Neptuns knyttede næve og tænder mere dødbringende end samme skabnings trefork sendte vi ham afsted tidligt om morgnen. Jeg tror måske ikke han var helt så gæv, da han sad i en forvokset kano på vej ud over brændingen, men da han vendte hjem havde han alligevel haft heldet med sig. Et ifølge historien mægtigt ryk i linen viklet om hans efter måneder i sanddaler lidet babybløde storetå viste sig at være en nydelig Kingfish, som vi fortærede samme aften i hvidvinssovs og med kartoffelmos. Mums!

Mens Jesper var på de syv have tog vi andre en lille smuttur til Dixcove – den nærmeste lille by – hvor vi spaserede en tur, hilste på de handlende og smagte på en lokal specialitet i form af sukkerrør. Guderne må vide hvorfor vi orker at hakke roer i Danmark, når vi kunne give den afrikanske økonomi et nyk og samtidig spare en masse kræfter ved at købe rørsukker. Den plante består jo praktisk taget ikke af andet…sådan smager den i hvert fald.

Med Jesper vel hjemme tog vi en tur til Axim og så på slavefort. Det er jo på en gang mærkeligt, uhyggeligt og interessant at besøge sådan et. Vores guide var en flink mand, der boede på fortet med sin familie og tjente sine penge på at vise de relativt få turister rundt på fortet. Jeg ved ikke, hvordan oplevelsen virkede på Lene og Villy, men nu har jeg selv set fire af Ghanas forter og hver gang går jeg rundt med sådan en mærkelig fornemmelse i maven og tænker, at der ikke er ret langt fra den måde vi udnyttede afrikanerne på dengang og til den måde vi gør det på i dag. Jeg ved ikke om man kan sige at ulandhjælp er en udnyttelse, men i hvert fald al den handel og industri de vestlige lande er indvolveret i i Afrika er langt fra fair og fordelagtig for kontinentet. Et godt eksempel er Ghanas guldproduktion, men det vender jeg tilbage til senere. I en forstand kan man måske også godt sige at den måde, Afrika får sin støtte fra vestlige regeringer og donorer også er en slags udnyttelse. I hvert fald kan man godt overveje, om det måske er en bjørnetjeneste i nogen sammenhænge. Rigtig megen hjælp gennem tiden er dumpet ned så at sige fra himlen fordi vi i vores rigdom og magtrus følte behov for at viske en sort plet på samvittigheden ren. Det er for så vidt jo ikke så mærkeligt i et land som Ghana med dets 18 slaveforter der har været fordelt mellem i hvert fald seks forskellige nationer (England, Portugal, Holland, Danmark, Sverige og Tyskland). Men når noget kommer dumpende fra himlen er der to ting, der gør sig gældende: Modtageren har ikke udtrykt ønske om at modtage og giveren har beholdt al magt hvad angår hvornår, hvordan og hvor meget, der skal gives. Der skabes derved en venten. Afrika venter. Ghana venter. Venter på at vi giver, venter på at vi bestemmer, venter på at vi forklarer. Holland og Danmark er for nylig gået over til at give en støtte som ghaneserne selv skal administrere. Den betales altså direkte til finansministeriet som budgetstøtte og det er op til ghanesiske politikere at fordele den ansvarligt. Dette lader sig måske gøre i et land som Ghana fordi Ghana er et politisk stabilt demokrati med en i afrikansk sammenhæng engageret og relativt nationalt orienteret befolkning…men måske lader det sig ikke gøre i Ghana, fordi ghaneserne efter mange års passiv venten og modtagen endnu først er ved at genvinde beslutningskraften og med den ansvarsfølelsen. Det er derfor budgetstøtten kræver nøje monitorering og derfor alle vores aktiviteter på arbejdet i Tumu i bund og grund handler om at få nogle andre til at handle.

På stranden blev der også tid til lidt naturoplevelser. En af de mindre vellykkede var en aftenvandretur i sandet fordi det efter sigende skulle være skildpaddesæson. Ærgeligt at der få dage før vores ankomst var set en kæmpe stor ”leatherback” grave sine æg ned, men da vi gik der ikke var så meget som en lille bitte pildskadde. ØV! Men beskjoldede dyr fik vi nu alligevel set, da vi tog en kanotur tidligt om morgnen ud i en mangrovesump langs en flodmunding. Her kravlede nemlig krabber op og ned af mangrovetræernes stængler. Med tanke på ”African Queen” eller andre tropiske klassikere var turen faretruende autentisk idet kanoen lå usædvanligt dårligt i vandet og alene aktiv balletræning hos samtlige passagerer sikrede at vi nåede tørskoede i land. Men dejligt var det nu at glide (eller snarere skvulpe) gennem vandet, lytte til papegøjerne og aberne og se den sære tætte bevoksning. Guiden var traditionen tro fuldstændig uanvendelig: Jesper: ”So what kind of birds are making those sounds?” Guide: “They can be all kinds!” Jesper: “Ohh” efterfulgt af en lang pause, hvor han brummer noget i skægget. Jesper: ”Do you have crocodilles here?” Guide: ”Unless last year” Jesper:”Ohh”. Endnu en lang pause indtil guiden uventet tager initiativ til at forklare idet han brækker noget af en af træerne. Guide: “So this is the leaf!”

Og så gik turen endelig nordpå. Vi besluttede at tage den over tre dage og overnattede i Kumasi begge gange således at vi fik andendagen helt fri til en udflugt. Den gik til guldminebyen Obuasi sydvest for Kumasi. Udstyret ved gummistøvler, blå kittel, hjelm og pandelampe (hvis nogen af jer kender muldvarpen fra Peter Plys, så se godt på Jesper på billederne fra minen og fortæl mig om ikke ligheden er slående!) begav vi os på en guided tur 240 meter ned under jorden og så på industrien. Hvor vi gik var træningsområde for nye minearbejdere, men minen er stadig aktiv og der er boret 1,5 km ned i jorden. 4000 mand er ansat ved minen og der sker ”kun” ca. en ulykke om måneden og et dødsfald pr. år så vidt vi kunne se af statistikkerne. Disse nydelige grafer var jo ikke ligefrem med til at gøre os trygge ved udflugten, men det var først da vi fik udleveret en iltcontainer og maske til bæltet med beskeden om at den skulle vi bruge, hvis der var gasudslip, at vi begyndte at se lidt usikkert på hinanden. Efter grundig instruktion i brug af masken spurgte jeg forsigtigt hvordan vi kunne vide, om der var brug for den. ”You will smell it”, sagde guiden, men fik heldigvis tilføjet at i hans 5 år ved minen havde han aldrig brugt den. Pyha!

Det var en stor oplevelse at gå dernede under jorden. På et tidspunkt bad guiden os slukke vores lygter, så vi kunne se, hvor mørkt der var. Og jeg siger jer…der var helt, helt, helt sort! Ikke engang ens egen næsetip kunne man fornemme. Intet! Utroligt! I de lag, hvor vi gik var der køligt. Luft blev trukket ind udefra af en udluftningsmaskine og nær ved indgangen føltes det som en hel efterårsstorm. Men i de dybere lag skulle der være frygtelig varmt kunn evi forstå. Det er noget af et arbejdsklima. Vi så de håndholdte bor, som bliver brugt i den hårde væg med jævne intervaller. Hullerne kommer sprængningsmændene så og fylder og BOOOOOOOOM! Så er der sten at samle. Og der stopper det så mere eller mindre. På minen lå et raffinaderi, der udvinder guldet af stenene (og ja, vi så en 1000 US dollar sten med en rigtig guldåre, men kunne desværre ikke smugle den ud fordi en skide pertentlig vagtmand insisterede på at undersøge os fra top til tå med metaldetektorer… og lidt fordi det ville være tyveri), men kun til grovt rensede guldbarer. Derfra sendes varerne til Sydafrika og finrense og senere rundt i verden til forarbejdning. Og firmaet er såmænd et internationalt mineselskab, så vær så god kære ghanesere: Jeres allerdyreste ressource indbringer jer: Tadadadaaaaaaa: 4000 arbejdspladser, lidt skattekroner og intet som helst andet!



Efter lang tids skramlen på landevejen til Tumu ankom vi så endelig! Ingen tvivl om, at det er fedt at vise Tumu frem og introducere alle vore mange venner for vores gæster, men det er ikke let at holde ferie 100 meter fra sit arbejde og med alle kollegerne farende rundt om sig. Jesper og jeg valgte at lave en kombination således at vi også var lidt på kontoret ind imellem, og jeg tror det passede vores gæster godt at have tid til bare at slappe af for sig selv ind imellem eller cykle en lille tur i byen på egen hånd. I løbet af de næste to uger blev det til mange små oplevelser i Tumu og to større udflugter.

Det faldt så heldigt at ret mange begivenheder fandt sted netop i de dage Lene og Villy var hos os. Allerede på dag et var der NID (National Immunisation Days), så Jesper hev dem begge med ud i felten og vaccinerede småbørn med poliodråber. Det var derude i en landsby at en mand tilbød Jesper at købe et lille Duiker-kid – altså en antilopeunge, hvis mor han havde jaget væk inden han nuppede ungen. Det er nok den mest tragiske historie i dette indlæg. I bevidstheden om at han havde brug fra tilladelse fra mig og kollegerne sagde jesper foreløbig nej til det lille kræ, der havde ualmindeligt store ører og var usædvanligt nuttet ifølge hans beskrivelse og billederne. Da vi endelig havde besluttet at tage imod tilbuddet nogle dage efter havde klodrianerne imidlertid lukket kræet inde i et dårligt ventileret værelse og den var død - formentlig af dehydrering. Suk! De var ellers klar til at fange en ny, men vi gestikulerede og forklarede at det synes vi bestemt ikke de skulle , men i stedet ladet dyrerne have deres unger i fred.

Ghana er det første land i Afrika der vandt sin uafhængighed. Det var den 6. marts i det herrens år 1957. Uafhængighedsdagen blev fejret af alle byens skolebørn, der marcherede syngende rundt på stadion og ud for fanen og borgmesteren gjorde et flot hornør. Det er mig noget imod at se børn marchere, men der var nu alligevel noget rørende og sjældent ved at se ghaneserne fejre deres nation. Det var en fin oplevelse, som vi lige nåede inden vi tog en smut til Ouaga, spiste lækker mad, besøgte gedefarmen (se tidligere indlæg) og gik på marked. Ouagas gadesælgere er nu et kapitel for sig. Jeg kunne ikke lade være med at grine af en, der forsøgte at sælge mig DVDer. Først kom han med en romantisk film. Liiiige noget for dig mente han. Jeg løj hvidt og sagde at jeg ikke var så meget til romantik. Han luskede af men kom tilbage to sekunder senere med en pornofilm…øhhhh nej tak du, erotik er heller ikke lige mig, sagde jeg og sendte ham et nonnefromt smil. Slukøret vendte han om igen og jeg fik næsten ondt af ham men tænkte at nu måtte han da give op. Og så kom han alligevel tilbage i et tredje forsøg. Tom og Jerry.

I Ouaga bemærkede vi at der var en masse kvinder og mænd, der var klædt i tøj af det samme stof. Det er meget almindeligt her i Vestafrika at trykke stof med f.eks. en skoles logo og så få lavet en klædning af det, når man har været ellev der eller lignende. Ved nærmere eftersyn blev vi alligevel imponerede. Dette stof var påtrykt et logo der agiterede for kvindernes kampdag…hverken jeg selv eller Lene havde hevet de røde strømper frem og faktisk er jeg overbevist om at ingen af os havde skænket dagen en tanke. Men det havde altså utallige burkinabeer. Ja, der kan man bare se!

Vel tilbage i Tumu stod menuen på ghanesisk kultur. Vi var på besøg hos Alex, en nær ven af IMCC huset og se fodbold og spise TZ med lightsoup. Eller dvs. fingerere lidt ved det og nikke opmuntrene og billigende til ham, da vi smagte på sagerne og forsøgte at slukke flammerne i halsen med mundvand. En anden dag var Lene og Villy med nede på børnehjemmet med noget genbrugstøj, de havde med fra Danmark. Som altid var der sat et show op med børnerim og remser og sjældent føler man sig mere hvid end der. Men det er også hensigten, for så er det lettere at bede om lidt mere. Børnene var glade for gaven og vi fik hilst på Mussah igen (jf. indlægget fra Stines besøg), der så ud til at være blomstret lidt op siden sidst selv om han stadig nødigt ville danse.

En gammel tradition er i år blevet genoptaget i Tumu på den nye høvdings foranledning: Høstfestivallen Para Gbele. Der er tale om en blanding mellem et dyreskue med udstillinger af avl og produktion så som cashewnødder, yam af usædvanlig størrelse, en haleløs høne og adskillelige redskaber og en slags festival med dans og konkurrencer. Jesper meldte sig ufortrødent til bueskydningskonkurrencen og klarede det hæderligt. Han var nær ved at snuppe førstepladsen, men endte som nr. 3 ud af 4, men med dagens bedste skud på samvittigheden. Men nu er han jo også lidt af en jæger… For vores gæster var det en fin lejlighed til at møde lidt af sissaliernes kultur. Jeg tror faktisk det var en stor oplevelse med de berusende trommerytmer og danserne.

En større udflugt mere havde vi i ærmet. Jeg tror måske vores kære besøgende var ved at være fyldt op, men for Jesper og jeg var det rart igen at forlade arbejdet lidt og slappe helt af med vores gæster. Turen gik til Washau i nærheden af Wa, hvor vi besøgte et flodhestereservat, men først efter at have overnattet i regionahovedstaden og fået klø for halvtredsindstyvende gang af Villy i Kasino. Sammen med en guide sejlede vi ud i en fladbundet kano og sneg os frem langs flodens bred mens vi talte om, hvor farlige flodheste er, specielt i denne tid, hvor de har unger. Og så var de der pludselig. En stor flok, men kun et par stykker synlig ad gangen før de lagde nakken tilbage og sank ned i dybet. Det kan godt være de er farlige, men hold kæft hvor har de nuttede ører og hvor ser de sjove ud som de ligger der og lurer i vandoverfladen. Overvejede et kort sekund om en af dem kunne presses ned i andepølen hjemme i IMCC-huset, men opgav ideen.

Tilbage i Tumu blev de sidste dage fyldt op af små hyggelige oplevelser. Mandag var der marked og Jesper og hans mor lavede grillmad til os alle sammen. Den tidligere omtalte store træning, der har til formål at uddanne nye HIV/AIDS konsulenter, startede den dag, så jeg selv og Kirsten var godt bombede efter at have diskuteret med trænerne hvor vidt deres dagsløn var rimelig og om man får menigitis (ja, der er menigitis udbrud i området og ja, vi er blevet vaccineret efter alle kunstens regler og til skingre hyl blandt vores ghanesiske kolleger…de er lidt pivede) af at være i et rum, hvor en ud af tre loftsfaner er ude af funktion. Det var perfekt at komme hjem til lidt forkælelse. Dagen efter tog vi på en lille formiddagsudflugt til Kasana, en landsby, der ligger 20 km nordøst for Tumu, men som udemærker sig ved at have Upper West Regions eneste museum, der er lavet i samarbejde med danske arkæologer, der for et par år siden var med til at udgrave nogle bosættelser fra 1800-tallet i området. Der er tale om et eneste rundt lokale med nogle laminerede billeder på væggene og en montre i midten med 10-15 udgravede genstande. Den virkelige attraktion syntes at være…os! Mens vi så os om i rummet kom børne og gamle mænd og koner fra hele byen og snart var måske 30-40 mennesker samlet for at se museets besøgende. Bagefter var vi med ude ved udgravningerne sammen med tre af de tilsyneladende ligeligt (u)informerede tilstedeværende. Der har angiveligt været et stort slavemarked på stedet, hvor krigsfanger blev solgt af de nordlige høvdinge til mellemmænd, der så påtog sig at føre dem sydpå til kysten og de ventende skibe. Rester af runde hytter, udhulninger i stenene, hvor slaverne spillede kalaha, og en fordybning, der efter sigende var deres badested, var stort set det eneste der var tilbage. Kasana er ud over sin uhyggelige historie kendt for sine jernforekomster. På jorden fandt vi flere steder tunge, sorte sten, fra hvilke malmen bliver udvundet. Resultatet er nogle lettere sten med kuglerunde huller, der tillige lå spredt ud over jorden. Måske man skulle være blevet geolog…

Og så løb tiden fra os og besøget nåede sin ende. Den sidste dag havde vi inviteret vores kollega, Ladi, til at komme og lave groundnutsoup with riceballs med os og siden Danladi og Tahiro til at spise den sammen med os og give en lille trommekoncert. Det er ghanesernes måde at give vores gæster en oplevelse på og selv om det var lige på falderebet og vi vidst alle var lidt trætte, håber jeg Lene og Villy forstod deres gestus og satte pris på underholdningen.

Og så gik det sydover på ny. Ingen ferie i Ghana uden besvær og bureaukrati. Lige til aller sidste sekund hang Lene og Villys flybilletter fra Tamale til Accra i en sytråd tynd snor. Antrak Air – et ghanesisk indenrigs flyselskab var noget nær ved at gøre os skaldede før tid. Først da Jesper efter mindst 10 opringninger og adskillelige raseriudbrud samt tre kvarters venten på kontoret i Tamale, der var 10 gange længere end det var bredt og rummede 4 medarbejdere, der ikke kunne tage stilling før chefen kom tilbage fra frokost, lykkedes det selskabet at finde nogle nye reservationer til erstatning for dem vi bestilte for 2 måneder siden og som på mystisk vis var forsvundet, da Jesper ringede for at bekræfte. Men sådan er Ghana også!



Og nu er det så weekend. Lene og Villy er vel hjemme og Jesper og jeg nyder vores stille lørdag og lyden af to nye gedekid, der er sultne efter mælk. På vej fra Tamale var vi forbi ”whistling hills” i Tongo, som siger lyde under hamartanen, men pt er pinligt tavse. Vi besøgte områdets helligdom – en klippe – hvor kranierne af en mængde ofrede æsler var det eneste jeg fik at se. Jesper derimod var bedre stillet og var med helt ind i helligdommen og se stakke af fuglefjer, mystiske sten og offersteder. Og hvorfor så denne kønslige ulighed? Ja, den var mere eller mindre selvvalgt eftersom man kun kan gå ind i det allerhelligste fuldstændig topløs og vi fulgtes med ikke mindre end 4 utålmodige ghanesiske ungersvende. En anden gang måske… :-)

Kærlig hilsen
Anna

lørdag den 20. marts 2010

Lidt hjemmevideo fra IMCC-huset

Rygterne har længe svirret om, at der på nettet cirkulerer en meget talentfuld amatørvideo lavet af IMCC'erne fra Tumu. Her er den!

Den er henvendt til nye IMCC'ere og tjener som en smagsprøve på, hvordan deres nye hjem er indrettet. Vi har valgt at fokusere på stemningen i og omkring huset.

I, der endnu ikke har været i Tumu, er velkomne til at kigge med! Som I kan se, er IMCC-huset fuldt af rum, og flere af dem kan bruges som gæsteværelser. ;-)

Tak til gæstestjernerne Danladi og Sammy!

onsdag den 3. februar 2010

Hvordan man lærer æslerne at synge, mimer et næsehorn og overlever Afrikas ti plager uden at havne i retten

Før jeg kaster mig ud i det, vil jeg se, om jeg kan tage livet af et par sejlivede fordomme, som nogle læsere – jeg nævner ingen navne – kunne finde på at sidde inde med, fordi deres forestillinger om ”det mørke kontinent”, alt efter aldersgruppe, stammer fra: Tarzan-filmene, Lille Sorte Sambo, Min afrikanske farm, 80’ernes nødhjælpssange eller nyhedsindslag om Rwanda og Somalia.

Myteaflivelse nr. 1: Afrika vrimler ikke med vilde dyr, specielt ikke Vestafrika. Men her er fuldt af husdyr! Geder, får, køer, grise, høns, ænder, kalkuner, æsler går rundt og skræpper, bræger, mæher, kagler, muher, pipper – og vrinsker, eller hvad æsler nu gør. Her har Anna fremsat det rimelige forslag, at æselet – dette nuttede dyr, hvis ydre modsiges totalt af dens platte, vulgære udbrud: ”Hiiihååååååååååå!” – burde tilbydes sangundervisning og en revideret kendingslyd: ”Lalala-lalaaaaaaaaaaaaaaaaa!”

(Notabene til myteaflivning nr. 1: Henregner man kryb og kravl til kategorien ”vilde dyr”, er myten måske alligevel sand. Det gamle testamentes ti plager kan meget vel have udgået fra et sted i nærheden af Tumu. Mens jeg sidder og skriver dette indlæg, dratter et par fede insekt-jagende firben ned fra terasseloftet, lander med et dumpt ”smak” og piler hen over fliserne. Tidligere er vi blevet invaderet, i kronologisk rækkefølge, af: Mosquitoer, kæmpebiller, dræberbier, glubske minimyrer, sorte gigant-græshopper og – til Annas fortrydelse – edderkopper på størrelse med tekopper med en trækkraft, der gør de ottebenede krapyler i stand til at modstå støvsugerens sugeevne - med lethed! Seneste tillæg til rædselskabinettet er naboens fem haner i kalkunstørrelse (de ghanesiske kalkuner er igen på størrelse med strudser), der terroriserer vores ænder, voldtager vores høns og klukker arrogant, når man pøser vand på dem eller prøver at jorde dem med motorcykelen. Heldigvis har vi endnu ikke haft slangesæson, og det tror jeg Anna er meget glad for: Let’s keep it that way.)

Myteaflivelse nr. 2: Afrika er ikke et af den slags tropiske lokaliteter, hvor man ligger og daser under en palme dagen lang, men man venter på, at frugterne dumper ned i favnen. Faktisk er der utroligt få frugter og grønsager i Tumu, ud over tomater, løg, kål og i ny og næ en ananas eller mango. I virkeligheden stammer alle de frugter, vi forbinder med Afrika, andre steder fra: Mango er fra Indien, Ananas og kakaobønner fra Sydamerika, og noget så ”afrikansk” som kokosnødder, sukkerør og – ja! – bananer kommer minsandten fra Asien!

Og så lige en advarsel: Længden af dette indlæg afspejler, at der er sket rigtig meget hernede siden sidst, samt vores forsøg på at beskrive de vigtigste begivenheder hernede, så vi kan huske dem, når vi kommer hjem. Altså en slags dagbog. Vores læsere er selvfølgelig velkomne til at springe i beretningen og for øvrigt kaste sig over de 200 billeder, vi lige har lagt ind og kommenteret.
Men til sagen!

Som de fleste af jer ved, har vi haft en turbulent periode. Det startede i slutningen af november, hvor vores kollegaer Jeppe og Louise blev nødt til at rejse hjem grundet alvorlig sygdom. Det har selvfølgelig sat sit præg på stemningen og givet os nogle ekstra udfordringer: At styre et DANIDA-projekt med et budget på 7 millioner kroner er ikke helt ukompliceret, og arbejdspresset og den psykisk svære situation gav da også Anna og jeg et par grå hår – især mig, hvis man skal tro min frisør (Chez Anna).

Oven i købet ankom så vores nye projektrådgiver, Marie, over for hvem vi selvfølgelig helst ville give et ikke aaaalt for uprofessionelt indtryk. Det gik nu godt, og Anna og jeg er gået i gang med at sætte gang i en masse nye initiativer, som udspringer af besøget: Før juleferien nåede vi således at udskrive en konkurrence, der går ud på at foreslå et forskningsprojekt, der er til gavn for lokalbefolkningens sundhed. Præmien er financiering og hjælp til udførelsen. For dem, der er interesseret i det udviklingsarbejde, vi laver eller forsøger at lave hernede, har jeg netop færdiggjort et nyt indlæg til DANIDAs sundhedsblog, som snart vil blive sat online. Hold udkig på hjemmesiden www.udvikling.dk.

Nu var vi klar til at holde juleferie! Så vi tog til kysten, til strandparadiset Safari Beach Hotel. Åbenbart havde vi så travlt med at komme af sted, at en nidkær betjent, der tydeligt målte hastigheden på den forkerte side af byskiltet, nappede mig i fartkontrollen. Da betjenten gik i gang med at udskrive bøden, blev jeg hed om ørerne, for en ghanesisk bøde er nemlig, ligegyldigt hvor lille, ensbetydende med en dag i retten. Adskillelsen af bødeudskrivelse og bødeinddragelse er faktisk indført for at forhindre korruption. Mange politifolk bruger dog alligevel truslen om en retsindkaldelse til at presse folk til bestikkelse. Jeg så allerede strandferien flyve bort i den nedgående aftensol. Jeg måtte tænke hurtigt! Så jeg brokkede mig lidt, og fandt så på at nævne, at jeg kommer fra Ghana Health Service – hvilket står trykt uden på vores bil, og faktisk ikke er helt løgn – og det giver altid en vis respekt. ”Are you a doctor?” spurgte politimanden brysk og nok en smule tvivlende (jeg havde på dette tidspunkt forventningsfuldt iført mig strandtøjet: shorts, t-shirt og blå Diesel-kasket), og halvt i trods, halvt i panik svarede jeg, at ”Det kunne man sådan set godt sige, ja.” I samme øjeblik kom Anna hen til bilen, og jeg må have sendt hende et meget sigende blik, for da politimanden spurgte ”Are you a doctor as well?” tøvede hun kun få millisekunder, før hun frejdigt svarede ”Yes!” ”Lad nu være med at genere de her folk fra sundhedsstyrelsen,” blev betjenten nu irettesat af den overordnede officer, som havde overhørt det sidste af samtalen. Bøden blev revet itu, og papirstumperne dalende ned foran mit lettede ansigt. ”Safari Beach Hotel, here we come!!!”...



På Safari Beach bestilte vi ikke stort andet end at svømme rundt i Atlanten, få slået hul på knæene i bølgerne, spise hummer og drikke kølige Cocolocos i solen – kort sagt dase! I et sjældent aktivt indslag tog vi til styltebyen Nzulezu, hvor en flok landmænd ulogisk har fundet på at slå sig ned ude på en sø. Det tog en times kanosejlads gennem mangroveagtige sumpeområder, før vi gennem urskoven hørte tonerne af et musikanlæg, der spillede op til ”søndagsdans”, som de lokale fornuftigvis havde sat i stedet for gudstjenesten. På søen bad vrede kvinder i kanoer os om at undlade at tage billeder, og senere fandt vi ud af, at en opportunistisk ”naturfotograf” fra National Geographic havde taget billeder af de letpåklædte kvinder, som så var endt i hvad de lokale altså havde opfattet som en ”nøgenkalender”, og denne episode ville kvinderne forståeligvis gerne undgå en gentagelse af.

I Accra hentede vi Annas søster Stine, og det var rart at få lidt selskab i juledagene. Vi fik vasket plasticjuletræet for hamatan-støv, hængt kravlenisser op og – selvom ingen ghanesere overhovedet intet begreb har om sne – sprøjtet kunstsne på vinduer og døre. Anna og Stine diskede op med en fantastisk julemiddag med brunede kartofler, andesteg (som vi havde købt ude, da vi ikke nænnede at ofre vores egne), risalamande og hjemmelavet mandelgave: en hjemmelavet marcipangris og en fantastisk cheeseburger på dåse sendt af Annas betænksomme mor. Anna vandt mandelgaven, selvom hun nok må finde sig i, at fremtidige generationer vil betvivle troværdigheden i, at man kan finde mandelen ”ved en tilfældighed” i anden skefuld, og desuden ustraffet få lov til at bryde den universelle a la mande-regel om, at man først efter sidste skefuld må afsløre, om man har mandelen eller ej (hvilket imidlertid må siges at være en uomgængelig umulighed, når mandlen er på størrelse med en lille blomme, se billederne, red.).

Juledagene brugte vi med at tulre rundt i Tumu, arbejde lidt i sundhedscentret i Wellembelle, besøge byen Gwollu, som Anna har skrevet om i et af de første indlæg her på bloggen (genbesøget på bonesetter-klinikken afslørede, at bonesetterne trods alt ikke kan udrette mirakler, idet en af de oprindelige patienter – manden der havde fået knust knæet, da han faldt med en favnfuld brændeknuder – humpede rundt på stylter i kun marginalt bedre stand, end vi sidst forlod ham i for fire måneder siden). I Gwollu blev vi inviteret ind i selve høvdingens palads, og han viste at være en belæst herre, som vi fik lov at udveksle emailadresser med henblik på at købe rettighederne til at drive guldminedrift i området. Ideen er hermed givet videre. Stine jublede over at have mødt en af de ”royale” ghanesere.



I juledagene havde vagtmændene brokket sig lidt over, at der ikke var helt samme julestemning, som der plejer, og de var så småt gået i gang med at belære os om de danske juletraditioner, som de kender ret indgående efter 12 års danskerbesøg: ”Og så skal der være julemand, og danses rundt om huset, etc.” Dét kunne vi ikke have hængende på os, så vi flikkede en julefest sammen for vores tumugensiske venner, heriblandt Danladi, frisk hjemvendt fra sit besøg i Danmark, hvorom han kunne fortælle sine vantro venner legender om isskøjteløb, biler med to bilbatterier, kæmpe snedriver (it’s soooooo cold!) og det umulige bygningsværk ”Storebæltsbroen”, hvor man på vej i een retning kørte over vandet i bil, og på vejen hjem blev sendt under vandet i tog. Til festen blev der ikke sparet på øllen og brændevinen, og selv et par af muslimerne kunne ikke dy sig for at prøve absinten. De fleste fortrød efterfølgende, som det ses på billedet af den ellers så modige Ken. Til kyllingen og yam-fritterne havde Anna og Stine lavet en lækker salat, men Abrahams kone Sophia, som ellers måske er det mest forsagte menneske i verden, fandt det nødvendigt at grave et par agurkestykker ud af salaten med grabberne og pædagogisk forklare Anna, at sådan nogle ville hun aldrig finde på at servere, og da overhovedet ikke ukogt. Ikke for sin værste fjende! Nej, en rigtig ghanesisk kvinde skal vist helst holde sig til de max fem faste retter, der indgår i det ghanesiske cuisine.

Fra Tumu gik turen til Ouagadougou, hvor vi shoppede og fejrede nytår på toppen af en fin restaurant, men ud fra tjenernes forbløffede blikke kunne vi udlede, at ideen med at springe nytåret ind vist ikke er nået til disse breddegrader. På en måde savnede jeg nu dronningens nytårstale, hvis løse floskler og manglende substans virker underligt betryggende.

Fra Ouaga kørte vi dagen derpå direkte til den grundtvigianske ”højskole” Dalun , hvor vi drak champagne og spiste vandmeloner til aftensmad. Det var en sjov oplevelse, selvom der var vinterpause på skolen. Vi mødte forstanderen, og det er sjovt at se, hvordan Grundtvigs ret så ”danske” tanker kan sætte spor så langt uden for Danmark.

Herfra kørte vi til Mole, en af Vestafrikas mest populære nationalparker. Det var vores mål at se elefanter helt tæt på, og det lykkedes! Trods ellers ugunstige omstændigheder. Alle guiderne var nemlig optagne, så vi måtte nøjes med en fra reservestaben, Afrikas mest uduelige, som formåede at træde på hver anden trørre kvist, lede os ind på dyrene fra vindretningen, og som ikke kendte en eneste fugl i parken, fordi han, som han selv forklarede, ”ikke havde fået fat på fuglebogen endnu”. Af samme grund forvekslede han nogle kæmpefuglereder med tilfældige tangaflejringer og var ikke klar over hvad et næsehorn er. Da jeg forklarede det ved at mime et af de store dyr (se billedet), udbrød han: ”Ooooh! It’s like a hippo with horns!” Herefter hægtede han sig på en af de erfarne guider og holdt så ellers lav profil resten af turen. Klogt træk.

En bedre guideoplevelse havde vi i regnskoven Kakum tæt ved kysten, hvor man kan gå rundt 40 meter oppe i trætoppene på hængebroer lavet af tømmerstiger og mørnede reb. Vores guide fik dog ikke den bedste start, da han indledte med at fortælle Anna, der er panisk bange for højder: ”You will all survive – if you are lucky.” Anna rystede som et espeløv hele turen over de syv hængebroer (jeg må her påpege, at de 10.000 billeder Jesper tvang mig til at stå model til ikke just hjalp: ”Prøv at hoppe...!” red.). Oplevelsen blev fulgt op af behagelige timer i vandet på Anamabo – endnu en god strandoplevelse.



Vi hentede vores nye kollegaer Simon og Kirsten d. 5. januar, og hvor var det dejligt at blive fire på projektet igen – og have nogen at spille beach volley med! Ikke at Anna og jeg ikke nød hinandens selskab i december, men det var nu begyndt at blive en smule spooky, når vi vidste på forhånd, hvad den anden ville sige – som i et gammelt ægteskab. Stine rejste hjem få dage efter, godt fyldt op af oplevelser. Det har været dejligt at vise vores ghanesiske eventyr lidt frem.

Det lykkedes os hurtigt at give Simon og Kirsten nogle smagsprøver på det ghanesiske bureaukrati. Under et rutinebesøg på Registrar General – ghanesernes svar på Borgerservice, bare uden service – fik vi først at vide, at IMCC’s sagsmappe var utilgængelig på grund af ”et teknisk problem”, som bestod i, at man havde lånt den eneste stige ud og derfor ikke kunne nå de øverste lag i papirdyngerne. Efter to dages ventetid, lykkedes det at få fat på mappen, som dog var helt og aldeles t-o-m: 12 års papirer var gået tabt! Da der ikke eksisterer noget bevis på, at Anna og jeg var hvem vi påstod, nemlig co-secretary og -director, måtte vi ty til dokumentfalsk: Jeg måtte skyndsomt udpege mig selv til direktør og – i en anden sag – udpege en kollega i sundhedsadministrationen som direktør, hvis underskrift jeg måtte forfalske, så ”han” kunne udpege mig som sekretær. Det er ikke en let sag, skulle jeg hilse og sige, specielt ikke når der står to koleriske embedsmænd og en statsautoriseret advokat og ånder en i nakken.

Nå, vi fik betalt regninger, udfyldt de nødvendige papirer, købt ny projektcomputer, introduceret Simon og Kirsten til de nødvendige kontorer – og alt dette uden at få stjålet alle vores ting. Vi købte så mange ting på vores 5 timers marathonshoppingtur i Accra Mall, at en hel tyvebande ikke ville kunne slæbe det. Herunder dåser nok til et skydetelt i Tivoli og legetøj nok til det næste halve år (inklusiv et aldeles anvendeligt badmintonsæt, med hvilket Jesper allerede har måttet erkende adskillelige nederlag, red.).

Vi er nu tilbage i Tumu, og vores nye kollegaer er ved at falde til. Følg dem på www.simonogkirsten.blogspot.com. Simon og Kirsten fik ellers ikke den bedste introduktion til byens rådhus, idet borgmesteren havde glemt vores aftale, og den nyvalgte byrådsdirektør optrådte som sindbilledet på en korrupt afrikansk embedsmand – hvad han vist nok også er. Da vi spurgte ham om strukturen i byrådet, tegnede han på det nærmeste en kransekage med sig selv i toppen, og når vi snakkede, sad han konstant med sin ene finger dybt begravet i næsen. Dog spidsede han ører, da han hørte, at Kirsten er lægestuderende: ”Om hun ikke kunne anbefale ham en effektiv slankepille?” Kirsten svarede fornuftigt, at piller i hvert fald skal kombineres med motion og et lavere kalorieindtage. Her ville distriktsdirektøren gerne vide, om alkohol virkelig fedede, og om det gjaldt ”Både øl og vin?” Kirstens bekræftende svar hensatte den skuffede direktør i en tavshed, der nåede at blive en smule kejtet, før det håbefuldt lød: ”Hvad så med gin?”

I disse dage har der været afrikanske fodboldmesterskaber, og Ghana gik næsten hele vejen, og selvom de tabte finalen, har stemningen været høj. Under distriktssundhedskonferencen, hvor Anna og jeg holdt oplæg, brød hele salen pludselig ud i et jubelbrøl, som vistnok skyldtes Ghanas føringsmål i semifinalen, end vores PowerPoint-evner. Normalt beder ghanesernes udgangsbøn, men den udpegede dame nåede ikke at ytre mere end den indledende sætning, før en fodboldinteresseret sundhedsmedarbejder utålmodigt udbrød: ”Amen!” hvorpå alle masede mod udgangen. Da vi kom hjem til huset, var vores vagtmand Sammy bogstaveligt talt hoppet ud af sine sko af glæde, da radioen havde annonceret føringsmålet: Tåstroppen på hans sandaler var sprunget. Som et plaser på såret fik han mine gamle sandaler.

VI savner alle derhjemme, og glæder os til at vise Ghana frem endnu en gang for mine forældre om en lille måned. Det fortæller Anna nok mere om. Jeg kan allerede høre bølgebruset fra Safari Beach i det fjerne! :-)

Kærlig hilsen Jesper