Store vaccinedag

27. november 2008 Kære dagbog. Det er mørkt og kold og trist udenfor. Vi nærmer os vintersolhverv. Den ranglede gut på tv2-vejret siger at 2008 slår varmerekord. Jeg skutter mig og tænker, at han skulle stikke næsen ud af døren i stedet for i prognoserne. Men her indenfor er dejligt varmt. Jesper står og rører i karrysuppen i køkkenet, og vi har netop købt årets første æbleskiver. På DR1 testsmages glögg, og det konstateres, at den hjemmelavede er bedre end den med Rudolf på fra Netto… godt at vi får så meget for licensen. Jeg opgiver og slukker. I stedet læner jeg mig tilbage, krammer tæppet tættere om mig og drømmer….. om 2009! Der er nu præcis 215 dage til vi sætter os i flysæderne og sætter kursen mod Accra. Det føles stadig som noget, der hører en fjern tidsalder til. Stadig er det som om savannen er en udstrakt gullig græsmåtte foran en evig solnedgang. Der er ingen mennesker at sætte på den endnu. Intet liv at forbinde den med. Men der er varmt. Ikke som nu i Danmark. Jeg tænker på, hvordan det bliver at være fremmed i et andet land. Helst vil jeg slet ikke være fremmed der. Bare føle mig hjemme. Sådan er det vel for alle, der skal have en hverdag til at fungere i uvante rammer. Det siges, at ghaneserne er meget hjertelige og gæstfrie (sådan helt ublu skåret over en kam). Det bekymrer mig ikke at møde dem. Men jeg tænker på, om jeg kan være ligeså hjertelig. Jeg fra det kolde nord. Jeg håber, jeg kan lære af dem. I dag har Jesper og jeg fået vores første vacciner. Det har fået mig til at føle mig gennemhullet og tættere på afrejsen. Vi talte om på hjemvejen, hvor absurd det er at tænke på, at vi i teorien har en lille smule stivkrampe, tuberkulose, hepatitis, tyfus, meningitis og gul feber samtidig lige nu. Jeg håber (og tror naturligvis på bedste kollegiale manér) at the white coats ved, hvad de gør.

Fra Dagbog

Siden vores udtagelse til projektet i starten af marts har tiden opført sig som en dieselbil med benzin i tanken… eller en ikke-vaccineret, der har været for tæt på en TB-bacille. Den har hostet sig af sted. Først hurtigt, så laaaaangsomt, så hurtigt igen. Og skiftevis har jeg tænkt: ”Shit, det er jo lige om lidt” og ”bliver det da aldrig vores tur?” Jeppe og Louise, som vi blev udtaget sammen med, skal rejse allerede nu til januar. Lige nu er jeg glad for at jeg ikke står midt i pakkeriet og alle farvel’erne og ”hvor … køber man et myggenet?”, men når de er taget af sted, er jeg stensikker på, at jeg synes tiden bliver lang, og jeg bliver drøn-misundelig, når de ringer og har drukket deres første pito (majs-øl… vist generelt en blandet fornøjelse) med høvdingen i Tumu.

Arbejdet i Uland byder på mange oplevelser og udfordringer, selv før afrejse. Dels er der alle møderne, hvor vi herhjemme forsøger at hjælpe udegruppen med dens arbejde og støtte dem i at holde projekterne i gang og tilpasse dem til de evigt ændrende behov i distriktet. Dels har vi gennemgået en god forberedelse, med relevante seminarer og kurser. Man bliver hurtigt klogere… men aldrig rigtigt klog. I virkeligheden tror jeg, det er den rigtige tilgang at tage med sig derned. Meget kan vi forberede, meget har vi lært gennem vores liv og opvækst i Danmark. Vi er dygtige til at organisere og planlægge, facilitere og igangsætte. Men vores hjemland er ikke et Uland, og vi bliver aldrig ghanesere. Jeg håber, vi bliver meget meget klogere undervejs!

Nu hvor jeg sidder og tænker på forberedelsestiden, slår det mig hvor mange ting, jeg får lov at arbejde med gennem uland. Tro det eller lad være, men jeg kan faktisk skifte hjul på en 4WD med en dunkraft og en… ja sådan en til at skrue hjulet af med. Jeg kan også godt køre dyret rundt i en sandgrav, hvis det skal være. Og jeg kender forskellen på at bruge en rød og en grøn kuglepen, når jeg taler med folk. Og jeg ved, at jeg langt fra er nær så god til at kende min egen citron på faconen, som hvis jeg var analfabet. Jeg ved også, at en af de største dræbere i Afrika er hjerte-karsygdomme, og jeg har erfaret, hvor dejligt overrasket man kan blive af andre menneskers indsigt i de ting, man ikke selv forstår. Og så ved jeg, hvordan man mimer alle fire hovedpersoner fra Sex and the city, og jeg har prøvet at side til møde på 5. eller 6. time og stadig syntes, det er interessant (jeg har også prøvet det samme uden at have den slags ulideligt engagerede følelser).

Karrysuppen er gledet ned nu med største velbehag, og fjernsynet har endnu engang demonstreret sin utrolige evne til at skabe billeder uden relevans. Vi er kravlet i seng, og Jesper, der er ved at komme sig over en gang influenza, er drattet i søvn. Der er helt stille her nu (bortset fra hovedfærdselsåren udenfor vinduet), og jeg føler mig meget meget langt fra Tumu, men inden længe skal flybilletten bestilles, og hepatitisvaccinen skal boostes, og næste Ghanamøde skal holdes i en afkrog af Danmark (som oftest i København) og før jeg når at stave til ”pakkeliste” lander flyet i Ghana.

Kærlig hilsen Anna

Tilbage til www.annaogjesper.tumu.dk