22. februar 2009
I går skete der noget uovertruffent stort i mit liv: Jeg købte to flybilletter til Accra, Ghana til den 6. juli 2009. This is it… nu er det snart nu. Nu er der ingen vej tilbage (heldigvis), og jeg kan slet, slet ikke vente til jeg skal se vejen frem.
At vente! At vente længe! 5 små bogstaver i rad og række V-E-N-T-E. Vente. Jeg tænker tit på, hvordan ord har forskellig betydning i forskellige sammenhænge og hvordan de bliver farvet af den kontekst de bruges i. At vente: At vente på resultatet, at vente på det går galt, du kan bare vente dig, at være ventet, at vente barn, det venter vi med, at vente på toget, på flyet. At vente på det sker.
 |
| Fra IMCC Forberedelse |
I begyndelsen af januar rejste Jeppe og Louise, de gæve unge mennesker vi blev udtaget sammen med, til Tumu. Det er mærkeligt at tænke på, at for dem er ventetiden ovre. De er fremme. Vi har talt i telefon med dem flere gange, og for hver gang bliver spændingen større. Men der er stadig….lad mig se…1, 2, 3, 4,…..,133, 134 dage til vi rejser! Det er længe siden jeg sidst havde en panikdag. En panikdag er en dag, hvor jeg tager mig til hovedet og inde i det blinker ”hvad tænker du på” med store røde typer. Jeg er sikker på, jeg når et par panikdage mere inden afrejse. Men alle de andre dage er skiftevis fulde af forventning og fulde af det liv, jeg lever her i Århus. Vi har travlt. Har arbejde, har studie, har sport og venner. I Uland er vi ved at forberede, at et nyt hold skal udvælges. Jesper og jeg er ikke med til selve udvælgelsen, men vi har mange opgaver, når de nye skal introduceres i foreningen. To af dem bliver jo vores kolleger det sidste halve år i Ghana. Uhhh, det bliver spændende.
Jeg opfatter Uland som en slags organisme. Intet er fast indhold. Helheden skabes trods en stadig og aldrig svigtende omsætning. Nye kræfter tilføres og giver alt, hvad de har i sig indtil de afløses på ny. Ingen skaber projektet, men det lever og udvikler sig i takt med de mennesker, der for en stund får lov at være dets hænder. De, som udvalgte Jesper og jeg til projektet er allerede væk, og de, der netop var hjemkommet fra Ghana, da vi blev introduceret har lige været til deres sidste Ghanamøde. Nu kommer nye kræfter til. Kræfter, der skal tænke det samme om os på et tidspunkt. Som enhver kan erkende er den evige omsætning en forudsætning for alt levende. Så uanset at det på sin vis er besværligt for projektet at udskiftningen er så stor, så tror jeg det er med til at udvikle det og holde det i live.
Udenfor larmer trafikken. Computeren summer og stearinlysene på vores spisebord sprutter en smule. Gad vide, hvordan lydene er i Tumu...?
Kærlig hilsen Anna
Tilbage til www.annaogjesper.tumu.dk
Comments for this post