Ih, hvor er der forår i luften i disse dage. Jeg bliver helt kulret af at høre fuglene synge og se knopper på alting (mest flora naturligvis). Det går godt nok op af bakke til Skejby Sygehus, men trods det, er det lige før cykelturen om morgnen er en fornøjelse. På fødeafdelingen, hvor jeg er i klinik lige nu, er der også masser af den livskraftige stemning, der hører foråret til, men jeg tror måske det er tilfældet hele året rundt på netop den afdeling. Jeg tænker meget på, at dette forår er et jeg skal holde på og gemme i mit hjerte, så jeg kan fornemme det næste år, når jeg er ”vårløs”. Foråret er kraft og vækst og styrke. Alting gror og vokser. Sindene vågner og erkendelser slår rod. Lige meget hvor man ser hen – opad, nedad, udad og indad – vælder det frem med små spirer.
Uland vokser også. Der er udtaget 12 nye, spændende mennesker til gruppen, der iblandt de 4 første kooperanter til vores nye projektland – Mali. Vi mødte de gæve folk for første gang i forrige weekend på introseminar. Det er svært at forstå, at det kun er et år siden, at vi var i deres sko, men det var dejligt at mærke, hvor meget, der er sket med os siden, og det selvfølgelig fantastisk at lære alle vores nye kolleger at kende. Til Ghana er udtaget Kirsten og Simon, der kommer til Tumu i vores sidste halve år dernede. Kirsten er stud. med. mens Simon læser musik og film/medievidsk. Desuden er udtaget Hanne-Kari og Kristian, henholdsvis stud. med. og journaliststuderende, der skal overtage vores plads i Tumu. Alle 4 virker meget søde, og vi glæder os meget til at arbejde sammen med dem.
Der er sket noget med danskerne gennem de seneste årtier. Før ville vi, når vi blev spurgt, beskrive Danmark som en søfartsnation. Et folk af havet. Eventyrlystne, nysgerrige, udadvendte. Åbne overfor fremmede måder at gøre tingene på. Sådan er det ikke mere. Nu svarer vi ’et bondesamfund’ når nogen spørger til vores lands hovedakse. Vi har vendt os indad. Til jordlodderne, til markskellene og til de mere end 20 fold på havreaksene. Vores horisont er blevet smallere og vi skal knibe øjnene sammen blot vi skal skue fra Århus til Djævleøen. Bølgebruset skræmmer os, for hvem ved hvad den næste bølge bringer over os!!?
Ja, det er altså ikke noget jeg selv har fundet på. Jeg har for nylig været til foredrag med Carsten Jensen, forfatter fra Marstal, der har skrevet adskillelige rejsebøger og romaner (I kender ”Vi, de druknede”). Han sagde noget i retningen af ovenstående – vel mest rettet mod den individualisme, der kendetegner vores samfund. Skal man hjælpe, åbne døre, yde støtte, forære, ja så skal det kunne betale sig. Men mon vi husker at (tilbage)betaling ikke altid (vel faktisk sjældent) foregår med klingende mønter?
Jeg kan godt forstå, hvad det er Carsten Jensen opponerer imod i dagens Danmark – et slags lukket rum for de særligt inviterede. Heldigvis rummer Danmark jo meget mere end det, og netop bondesamfundet står i min bevidsthed som symbol for noget helt andet. Oplysning!
I min virkelighed hviler retfærdighed på gensidig tillid og forpligtelse. Heraf kommer de demokratiske principper om lighed og oplyst indflydelse. Forpligtelse i fællesskabet er drivkraften bag et sundt samfund hvad end der er tale om en familie, en stamme, en nation…eller såmænd en hel klode. Men at være forpligtet af hinanden og tage beslutninger i fællesskab for et fælles bedste kræver, at livet er mere end en kamp for at overleve. At individet tillægges værdi. At det så at sige bliver værdigt i samfundet, ved at give det mulighed for at sætte sig ind i sin egen sammenhæng, dets rødder, dets kultur, dets muligheder – ja, dets fortælling. Med andre ord: At individet bliver ’lyst op’!
Den måde moderne Ulandsbistand bliver administreret på, har fokus på netop dette. At individet skal sættes i stand til at se sig selv i en større sammenhæng og at fællesskaber bygget på gensidig forpligtelse skal styrkes og vokse og være med til at definere verdensordnen regionalt, nationalt og globalt i fremtiden. Danida har udtrykt dette i civilsamfundsstrategien, der er den teoretiske baggrund for administrationen af dansk ulandsstøtte. I projektet i Tumu lægger vi af samme grund vægt på at styrke de lokale initiativer. Vi forsøger at skabe bedre muligheder for at små grupper og interesseorganisationer kan komme til orde og vi forsøger at bakke op om tiltag, der har fællesskabet for øje.
For nylig blev jeg bekendt med et andet interessant projekt i Ghana. Et samarbejde mellem Nationalmuseet i København og Ghanas universitet i Accra, der har til formål at genopbygge Ghanas gamle slaveforter, med det formål at øge ghanesernes viden om den uhyggelige fase i deres fortid, som de ellers har for vane at fortie. Ghanesisk arkæolog Dr. Yaw Bredwa-Mensah fra Accra siger: ”Hvis man skal lave et flot stykke musik, skal man bruge både de hvide og de sorte tangenter. Det samme gør sig gældende, hvis vi ønsker at få belyst et trist kapitel i vores fælles historie. Det gøres bedst i fællesskab.”
Personligt lægger jeg stor vægt på at arbejde for, at en større del af jordens befolkning bliver bevidste om dem selv i deres kontekst og får mulighed for at træffe valg i livet ud fra denne kontekst. Det er netop dette, der for mig er oplysning, og jeg taler således ikke om dannelse eller intellektuel viden, men om bevidsthed. Jeg er overbevist om at diktatur, dobbelte carporte, religionskrig, finanskriser, brændende biler, manglende integration, korruption, ligusterhække, perl(/k)er og meget meget mere alt sammen handler om mangel på oplysning, og det forekommer mig, at det måske netop er oplysning Carsten Jensen så febrilsk efterlyser og som vi lærde og travle nordboere måske efterhånden har glemt essensen af!!?
Carsten Jensen sagde forresten også noget andet. Noget om det at rejse. Det var noget han havde hørt et eller andet sted i Sydøstasien. Noget, jeg har tænkt på mange gange siden, og som har fået mig til at tænke på Tumu som et eventyr, der på mange måder kan være med til at skrive min egen fortælling. Han sagde: ”At rejse er at få vasket øjnene”.
Kærlig hilsen,
Anna
Comments for this post