Farvelfest i Hyglikyy

Kære dagbog,

Vennerne kom, solguderne leverede varen, og sjatterne fra barskabet klarede resten, da vores farvel-fest løb af stabelen i go'e gamle Hyglikyy lørdag d. 30. maj.

Festen fik ellers en snøvlende start. En beskeden skare af trofaste medlemmer af den pukkelryggede - Jespers lillebror Jan, fætter Anders og hans kone Dina skød gildet i gang kl. 14 sammen med Annas veninde Lotte fra København, der havde overnattet hos os. En del sene afbud pga. eksamen. Begyndende krisestemning!...

Snart trippede det dog ind med gæster fra nær og fjern: flere af de ny IMCC ulændere kiggede forbi - fedt! Annas søster og venner fra blandt andet kirken og studiet, Jespers venner fra universitetet og gymnasiet, og senere troppede endnu flere op, ca. 30 i alt var vi samlet i alt fra kl. 14 til kl. 4 om natten. Aktiviteterne var vikingespil, ølsmagning, dart, grill, hygge og snak i solen. Senere på aftenen hængte vi kulørte lamper op i æbletræerne, tændte faklerne og musikken (med lånt strøm fra naboen) og mixede cocktails af resterne fra barskabet.

Her er de dejlige billeder fra en fest, som Anna og jeg vil glæde os til at tænke tilbage på i Afrika:



Et enkelt skår i glæden var en misforståelse, der var opstået omkring benyttelsen af fælleshuset, som vi havde lejet denne aften. Udlejeren dukkede pludselig op, blodrød i ansigtet, eddikesur over at vi havde dristet os til at "okkupere fælleshuset", idet vi havde taget køkkenet i brug til at anrette kager og salater. Vi MÅTTE da kunne regne ud, at hun og manden skulle bruge køkkenet til at forberede familiens pinsefrokost dagen efter! At deles om det store køkken med tre køleskaber kunne ikke komme på tale...

Nu var gode råd dyre, og ethvert forsøg på at udnytte de konfliktløsningsteknikker, vi har lært i IMCC Uland, blev surmulende afvist. Og stakkels Anna blev lagt på is af udlejeren, som kun ville snakke med synderen selv, nemlig undertegnede... Her havde man udvist u-sæd-van-lig stor tillid og bøjet reglerne ved at udleje huset UDEN kontrakt, og så havde vi jokket på denne tillid, trampet den ned under jorden, og skændet den kontrakt, som vi ganske vist aldrig var blevet forevist. En århundredårig lang pinse- og familietradition lå nu i grus på grund af os! Jeg gravede dybt i posen med grønne kuglepenne og fandt de pæne, næsten fedtende gloser frem, lovede bod og bedring, bukkende, skrabende, ja nejende: - Vi gør hovedrent med det samme! Laver et forsivindingsnummer! Tag et stykke kage, venner!

Men fredspiben blæste hurtigt ud. Senere på aftenen modtog vi en vred sms-besked, om at nu var målet fuldt: vi havde glemt at tømme skraldeposen, som var næsten halvt fuld, og tabt adskillige kagekrummer under et af bordene...

Ifølge konfliktløsningsteorien findes løsningen på en konflikt i 99% af tilfældene hos dig selv, men... ét er teori, et andet virkeligheden - specielt kolonihavevirkeligheden... Jeg greb knoglen og betalte tilbage med samme hidsige mønt! Og sådan skaber man sig fjender i en kolonihaveforening.

Dette intermezzo var dog kun en lille krusning på overfladen af en fantastisk vellykket fest, som for den hårde kerne endte næste morgen kl 6 ude foran diskotek Buddy Holly i midtbyen. Tusind tak til alle, som var med, for en uforglemmelig farvel-fest! Anna og jeg kommer til at savne jeres selskab rigtig meget i de næste 14 måneder. :-)

Mandagen efter festen var 1. pinsedag og den første dag i sommeren, dvs. Annas fødselsdag, og den fejrede vi hos Annas familie i Brørup, hvor også Jespers familie var inviteret. Det var endnu en side til mindebogen i Ghana, med masser af solskin, vikingespil og god mad. Her er lidt billeder:



I dag er der præcis en måned, til flyet går mod Accra, og vi føler os næsten helt parate til den store rejse. Vi har købt det meste nødvendige ekstraudstyr, herunder en såkaldt duffel-bag, en taske så stor, at Anna med lethed kan være i den. Det ser samtidig ud til, at jeg har fundet en løsning med min lejlighed, som jeg kan leje ud, syv-ni-tretten. Anna er i fuld gang med forberedelsen til sin sidste eksamen, og jeg forsøger at overlevere tøjlerne til min afløser på Hovedland, hvor jeg kun har tre uger tilbage. Ellers bider vi negle over vores visaer, som er blevet forsinket på den ghanesiske ambassade eller i posten... Mere om det i næste dagbogsindlæg.

Vi ses her på siden!

KH,
Jesper