Akwaaba!!!

Jeg aner simpelthen ikke hvad jeg skal skrive. Ikke fordi der ikke er noget at skrive om. Der har ikke været andet end lutter oplevelser fra dag et. Heller ikke fordi jeg ikke gerne vil indvie jer i noget af alt det, jeg har set og følt og oplevet. Men fordi jeg simpelthen ikke ved, hvor jeg skal starte og hvor jeg skal slutte. Det forekommer mig måneder siden flyet endelig lettede efter de sidste aldeles hektiske men dejlige dage (ikke mindst en uforglemmelig lørdag i Hyglikyy med familien), og i virkeligheden har jeg ikke foretaget mig meget andet end at se og se og se.

Da vi ankom omkring kl. 19 (lokal tid) var det allerede bælgmørkt. Jeppe og Louise – vores kommende nærmeste kolleger – stod udenfor og ventede på at tage imod os. Efter flere sikkerhedstjek og den første test af vores evne til at forstå ghaneser-engelsk (der bliver talt med lav mumlende stemme) slap vi ud til dem. Jeg husker egentlig ikke at det føltes så fremmed, da vi kom. Måske fordi vi lige havde mødt vores gamle venner, måske fordi det var mørkt. Snart lå vi i tæpperne under vores nye myggenet og slumrede med maven fuld af ghanesermad og lyden af et brusende hav og air conditioneren i ørerne.

Og så vågnede vi…..

Ghana er farver og lyde og visse steder lugte (af varierende kvalitet og fornøjelse J), der blander sig med hinanden og med skæve huse, skilte med skøre tekster (skøreste so far er ”here you can learn how to do cake-icing. Courses of 1-3 months”), kvinder der bærer alt muligt på hovedet (f.eks. det klassiske fad med bananer, vasketøj eller sågar fittnessudstyr, der forsøges solgt til forbipasserende) og mænd med brede grin, der hvirvler rundt midt i trafikken og sælger alt mulig mærkeligt, når bilerne holder for rødt. Forleden så vi en der solgte lim, efterfulgt af en, der udbød regnjakker, der igen blev afløst af en, der forsøgte at sælge Shakespeares samlede værker (en klassiker blandt gadesælgere?). Mange steder står også handicappede og lemlæstede mennesker i krydsende og tigger. Deres vilkår er hårde i et land som Ghana.

De store gader er asfalterede, og enkelte er ret gode, men generelt kører vi på små, røde, hullede jordveje, som har et navn på kortet, men man har glemt også at give dem et på et skilt i hver ende. Når det er værst er det som at køre pukkelpist. Godt vi har en stor bil på projektet. Når man ikke er, hvor der er mest trafik eller mange handlende, er der fuld af geder, høns og køer mellem husene, og på hotellet, hvor der er ro, kommer de sky firben og gekkoer ind imellem frem i solen og sidder bomstille og plirrer med øjnene. Vi blinker tilbage, for de hjælper med at holde myggene i ave.

Det er regntid hernede, så med nogle dages mellemrum får vi en ordentlig skylle, hvorefter det gerne støvregner nogen tid og så bygger lummervarmen langsomt op til det hele gentager sig. Generelt er det ikke så varmt, omkring 25-28 grader, og der er ofte lidt brise fra havet. Vi kom jo fra hedebølgen i Danmark, så for os var det næsten som at træde ud fra en sauna frem for ind i en. Det er rart ikke at skulle kæmpe med for voldsom varme, når der nu er så meget andet at rette opmærksomheden mod.

I den uge vi har været her har vi oplevet og set virkelig, virkelig meget. En stor del af dagtimerne er gået med at ordne formalia dels for projektet og dels for os selv. Der er mange ting i forhold til bank, forsikring og indrejse, der skal være på plads, før vi kan vende næsen mod Tumu. Og ting, der skal på plads er jo ikke lige ghanesernes stærke side. Der er en sjov modsætning mellem det næsten kafkaske bureaukrati, hvor underskriften skal være med SORT kuglepen for at gælde, der skal udfyldes formularer og skemaer og sættes blækstempler på kryds og tværs og alt skal være medbragt for at man ikke skal begynde helt forfra i morgen og så til de tilfældige stakke sagsmapper og dokumenter, der synes at ligge og flyde i, det uendeligt lave tempo og den gnavende fornemmelse man nogle gange sidder med, af at reglerne bliver lavet sådan lidt along the road. Forleden var vi inde for at forny bilforsikringer. Et lille bitte sted inde i en smøge op ad en trappe. Der var tilsyneladende tomt selv om vi havde ringet på forhånd. Vi bankede pænt på samtlige 7 døre. Bag den sidste sad en ung mand, der høfligt og noget usikkert første os ind på et kontor med tre tomme skriveborde og nogle stole. Der sad vi og ventede en halv times tid. Så kom han ind og hjalp os med at forny den ene forsikring (skrible skrible, formular, check og stempel). Derefter bekendtgjorde han, at de øvrige forsikringer (hvoraf en var præcis den samme som den vi netop havde lavet) skulle vi have lavet på firmaets nye kontor. Han kunne køre os derud, mente han. Vi forklarede om vores 4WD og han foreslog at vi kunne følge efter ham og hans kollega i vores bil. Som sagt så gjort…at følge efter en ghaneser i ghanesisk trafik er ikke nødvendigvis let, men det gik forholdsvis smertefrit og vi blev ledt helt ud i den anden ende af byen. Og se så: Et stort, fornemt hus og et professionelt kontor, med receptionist og det hele. En anelse bekymrede bemærkede vi at der var tale om et andet forsikringsselskab end vores. En fusion? Hvorfor havde vi ikke hørt om den? Og så fik vi så langt om længe forklaringen. Vores eget forsikringsselskab havde fået frataget deres licens. Det havde de så åbenbart ikke følt for at fortælle deres kunder om hverken i telefonen eller da vi sad på deres kontor. Først da en medarbejder fra det andet selskab pressede vores unge mand måtte han gå til bekendelse. Men tænkt da også at det kunne interessere os!!!! J

Ud over alt det vi skal have ordnet har vi nu også masser af tid til at opleve byen. Nogle af jer er måske klar over det allerede, men vi er ankommet til Ghana på et utrolig heldigt tidspunkt. I løbet af vores første uge i landet har vi hilst på ikke mindre end to præsidenter!!! (Eller hilst og hilst er måske så meget sagt, meeeeeeen) . Forleden sad vi fast i en rundkørsel og bevægede os med sneglefart rundt. Det er ikke nogen enestående oplevelse i Ghana, hvor trafikken og reglerne for samme er sådan cirka lige så principfaste som en regnorm. I dette tilfælde var den ellers tosporede vej midlertidigt syvsporet og der var vel i gennemsnit ti centimeter mellem sidespejlene (i de få tilfælde hvor bilerne var udstyret hermed), altså nøjagtig nok til at en scooter på forunderligvis mente at kunne klemme sig imellem. Mens vi sad der hørte vi bilsirener og snart ankom motorcykelbetjente og begyndte at koste rundt med os. Det viste sig at de eskorterede et par fornemme biler og at Ghanas egen præsident John Atta Mills sad i den ene. Hvordan det lykkes dem ved jeg ikke, men de fik ryddet plads til at han passerede lige forbi os.

Og så i fredags landede jo ingen anden end Barrack Obama. Ghaneserne har set frem til dagen, som var det Messias’ komme. De har hængt store skilte op: Akwaaba (velkommen) Obama; together we can!!! I krydsene har gadesælgerne udbudt amerikanske flag, T-shirts med Obamas ansigt og ja, selv et wunderbaum dekoreret med Stars And Stribes. Jesper lod sig inspirere og købte en skjorte med Obama og ifølge ham selv ”flotte store guldknapper”. Resultat: Noget nær stjernestatus, da han gik i byen lørdag. Hver anden ghaneser vendte sig om og udtrykte sin sympati med et Ohhh, Obaaaaamaa! Efterfulgt af et bredt grin. Rygtet siger også at en ung ghaneserinde skulle have udtalt at den klædte ham!

Obama holdt desværre ikke tale offentligt, men vi var så heldige at han passerede os i sin Morris Mascot (J) netop da vi gik fra hotellet. Et langt opbud af køretøjer naturligvis og så tre store sorte ”beasts” med ghanesisk og amerikansk flag på. Senere på dagen så vi hans tale på TV i en irsk pub (sikkert Accras eneste). The world is what you make it! En tale meget rettet til de unge i Afrika. I skal selv vende udviklingen. På mange måder har han ret. Afrikanerne har en tendens til at finde en stor mand at følge (ikke ulig deres reaktion på Obamas besøg) uden selv at tage ansvar for deres lands tilstand og udvikling. Et levn fra kolonitiden velsagtens. På den anden side må man give afrikanerne dette, at selv om de tog ansvaret fuldt og helt på deres skuldre, så har vesten – inklusiv ikke mindst USA – gjort det svært for alvor at skabe vækst og velstand, med handelsbarrierer og internationale økonomiske planlægninger. Et nyligt eksempel er det lån, Ghana er blevet nødt til at tage i Verdensbanken pga. finanskrisen. Det er pålagt at pengene bruges til veje ud til landets miner (hvilket sikkert er vældig tiltrængt), men det er samtidig et krav at Ghana skal spare 3 % på de offentlige budgetter og indføre ansættelsesstop i den offentlige sektor. Gad vide hvilken betydning det får i Tumu, hvor der ingen mine er, men der imod et underbemandet offentligt system og meget få penge. I 2009 har distriktets sundhedsudvalg i alt modtaget ca. 300 US$ til primær sundhedsforebyggelse. The world is what you make it?

I skrivende stund er vi kørt ud af Accra. Det er en tradition når nye folk skal til Tumu at tage et par dage ved stranden for at fordøje indtryk fra det første møde med Ghana. Vi er taget til Keta, der ligger mod Øst lige mellem havet og en stor lagune ved Voltaflodens udløb. Ud over at dase, bade og nyde udsigten i palmernes skygge besøgte vi i dag det gamle danske fort Prinzenstein. Da vi ankom, blev vi introduceret til Ketas høvding (og fik lært hvordan man bukker lidt i knæene og holder fast med den venstre hånd om højre underarm mens man hilser for at vise respekt). Efter lidt høflig samtale gav han et grynt til opsynsmanden, der havde introduceret os, som tegn på at han nu kunne tage os med ind på fortet. Han viste rundt og forklarede hvad vi så. Han virkede rigtig engageret og velorienteret. Fortet er temmelig ramponeret men alligevel i bedre stand end jeg havde troet. Det var en mærkelig fornemmelse at gå rundt der. Det føltes lidt i maven, som jeg tror en tysker føler det, når han bliver vist rundt i en tidligere koncentrationslejr. Vi hentede immervæk mellem 150.000 og 200.000 slaver i Ghana og sejlede dem til Vestindien. Kun omkring halvdelen levede da de kom frem. Et sted på en væg havde nogen skrevet ”Until the lion has his historian, the hunter will always be a hero”.

Kærlig hilsen Anna