Tumu og omegn for begyndere

Det første store regnvejr har ramt Tumu, og udenfor piler en bette gris ned ad grusvejen for at finde ly for de tunge dråber. Sammy, vagtmanden med de venlige øjne, har fornemmet uvejret og har for længst gennet dyrene tilbage i folden: Anden, hanen, hønsene og kyllingerne, gederne Foli (som betyder ”hvid”) og gamle Puma, samt de to nye kid, som læserne af denne blog allernådigst må få lov til at indsende navneforslag til.

Her i byen går husdyrene frit omkring, hønsene piler ud og ind af de åbne kloakrør, og grisene roder rundt i vejkanten efter morgenmaden. Man må scanne vejen grundigt, hvis man er i bil eller på cykel. Ænderne er ganske vist rappe til at springe til side, hvis man advarer dem, og det samme er gederne, men køerne og æslerne gider end ikke røre sig ud af flækken, og fårene fatter ikke et dyt (bogstaveligt talt) men sjosker hen mod bilen, som havde man kaldt deres navn. Og så er der kamæleonerne, disse adstadige, fine grønne skabninger, som - til stor frustration for dyrevenlige bilister – vælger at krydse grusvejen i et frustrerende langsomt tempo, mens de med sirlige vuggende bevægelser prøver at efterligne et blad i vinden, endskønt 2,6 ton Landcruiser kommer tordnende imod dem.


Som mange af jer nok har hørt, fik vi ikke den bedste start på projektet: I Accra brød biltyve vores firhjulstrækker op med en skruetrækker på en bevogtet parkeringsplads og stjal vores bærbare computere, Annas kamera, næsten alt hendes tøj og nok værst af alt, ALT VORES LAKRIDS!!! (hvis en venlig sjæl skulle få lyst til at forsøde vores tilværelse er adressen: IMCC House, P.O.Box 100, Tumu, Upper West Region, Ghana :-)). Forsikringen dækker alt, pyha, men pengene forslår som en skrædder i helvede, for vi kan jo ikke tage på shoppingtur i den første den bedste H&M, slet ikke her i Tumu, hvor tøjet sælges fra småboder ved siden af grønsagerne og i mistænkelig grad ligner det tøj, jeg selv donerede til afrikaindsamlingerne i 80’erne. Vi må ty til de lokale skræddere, hvis håndværksmæssige standard er rimelig, selvom deres udvalg af spraglet klædebon i uheldige farvekombinationer udløser en mistanke, om at de rent faktisk har stået i lære hos fanden selv...

Varmen hernede er også infernalsk, men ikke meget værre end de temperaturer, vi efterlod Danmark i for en måned siden. Hovedreglen er: Hold dig ude af solen, og drik så meget vand, at du kan tisse en stor fadøl nogle gange om dagen. De varme nætter klarer vi ved at sætte airconditioningen på svale 28 grader. Så sover vi som babier, indtil enten hanen eller imamen galer ved femtiden.

Tumu får får drøje hug i guidebøgerne på grund af akut mangel på egentlige seværdigheder og vestlige spisesteder, men til gengæld har byen rigtig mange små charmer: En lille sø med fantastiske solnedgange, fisk, krokodiller og – fra tid til anden - en vildfaren flodhest; Tumu marked, hvor smådrenge drøner rundt i gyderne med majssække på æseltrukne kærrer, og hvor handlende kommer helt fra Burkina Faso for at faldbyde alskens tingeltange og årstidens grønsager (for øjeblikket ananas, forårsløg, grøn peber, yam, løg, tomater, majs, agurk og en smule gulerødder); og små hyggelige butikker, hvor man kan købe hjemmelavet sæbe, ispinde eller gårsdagens avis fra Accra; tæt på høvdingepaladset finder man også en musikforretning, hvor man kan sammensætte sin egen cd og få den brændt på en time – helt uden skelen til ophavsretsloven!

Høvdingefamilien har inviteret os til den private del af indsættelsesceremonien for den nye høvding, der er fra høvdingeslægten Kanton og kommer helt fra Accra. Som en sjælden ære får vi lov at filme indsættelsen med det projektkamera, Anna og jeg fik fragtet hertil. Dresscode: traditionel ghanesisk klædedragt. Jeg har arvet min smog, en rød, lilla og blå vævet sag i tyk bomuld. Men Anna er havnet i en ny tøjkrise og skal have taget mål til sin smog i morgen.

Vi løber en lille morgentur et par gange om ugen, eller det har vi sat os for. Så står vi op ved sekstiden, gnider søvnen af øjnene og prøver at vågne op sammen med byen. Selv hundene – der altid ser så målrettede ud her, som havde de et uopsætteligt ærinde – stopper forundret op og stirrer på os, når vi kommer asende i vores Nike løbetøj. Vi udgør allerede et populært indslag i de lokale børns morgenunderholdning, og deres taktfaste tilråb ”fooo-li! fooo-li!” virker i starten ansporende, men er ret træls i længden. Det lokale sissala-folk har tilsyneladende en intern spøg, hvor de binder deres børn uhyggelige historier på ærmet om os hvide, for derefter at indkassere gevinsten, når deres poder stikker i et højt hyl og spæner ned ad vejen ved synet af en ”foli”. Ikke sjældent står de spøgefulde forældre lige i nærheden, hvor de knækker sammen af grin.

På billederne kan I se billeder fra distriktskonferencen, som vi har deltaget i, og som gav os et godt indtryk af vores fremtidige partnere i arbejdet med at forbedre sundheden i området. Og der er nok udfordringer. Hvis I vil høre mere om dem, kan I følge med på vores sundhedsblog, som Anna og jeg skriver for Danidas blad Udvikling: http://www.um.dk/da/menu/Udviklingspolitik/OmUdviklingspolitik/U-landsoplysning/AvisenUdvikling/Blogs/Sundhedsblog/ Indsæt meget gerne en tankevækkende kommentar, så bliver Danida rigtig glade. :-)

Til sidst vil jeg fortælle om vores besøg i Gwollu, en by med cirka 8.000 indbyggere og hovedstaden i vores nabodistrikt Upper West District. Vi fik en uheldig start: Uden nærmere indsigt i de lokale traditioner parkerede vi bilen i udkanten af byen og travede ind mod byens seværdigheder med frokosten under armen. Imens knipsede vi kækt et par billeder af det fem-seks meter brede baobabtræ – angiveligt det største og ældste i Upper West Region – og slavemuren fra 1700-tallet, som sissalafolket byggede som et forsvar mod slavejægere fra nord.

Disse handlinger svarede dog nogenlunde til at vade ind i en moske med træsko på – fandt vi ud af... Vi fik læst og påskrevet af byens tre ældre, der sad forsamlet under træet, og som vi ikke lige havde fundet det ulejligheden værd at opsøge. Man skal hilse på byens ældre og opnå deres tilladelse til besøge byen og tage billeder af seværdighederne. Og et vestligt håndtryk er ikke godt nok, i stedet skal man tage kasketten ærbødigt af, sætte sig på hug og hilse den ældre med begge hænder. Det ved enhver i byen, og vi kunne jo faktisk godt have spurgt os for, inden vi startede vores fotosafari. Heldigvis var selve høvdingen ikke at finde under træet i dag; at begå samme brøde foran en nær slægtning til en af Ghanas første præsidenter ville være skammeligt og helt utilgiveligt!

Godt ord igen! Sammen med en anden af byens ældre, der også fungerede som leder af ”Turistcentret”, fik vi alligevel lov at se slavemuren, der var bygget af brændte muddersten og efter 200 år var i nogenlunde samme tilstand som et sandslot efterladt af et lille barn ved Vesterhavet. En af årsagerne blev os åbenbaret, da vi så en ged springe rundt på toppen af den halvt eroderede mur, og selvom en en ung gedehyrde havde fået til opgave at jage husdyrene ned, svarede det lidt til molboen, der gravede et nyt hul for at finde plads til jorden fra det gamle hul: Den unge gadehyrde sprang nemlig frejdigt op på muren og stampede af sted efter geden.


Guiden var en dygtig fortæller. Når han beskrev europæernes effektivisering og systematisering af de slavetraditioner, som kun fandtes i kimform i de afrikanske samfund, og den efterfølgende ødelæggelse af de lokale traditioner, og om fremmede slavejægeres angreb, var det, som om han selv trådte ind på dette uheldige tidspunkt i verdenshistorien og på egen krop følte vægten af jernkæderne, adskillelsen fra familien, ydmygelserne på slavemarkedet, ja selv toiletforholdene blev på pædagogisk vis anskueliggjort sammen med skyggens bevægelse væk fra det sted, hvor han nu sad tøjret til en pæl som et andet kreatur.

Herefter fik vi, efter ønske fra Anna, lov til at se den lokale ”bonesetter-klinik”, hvor en familie af healere har specialiseret sig i at sætte brækkede knogler på plads og hele åbne benbrud. Under det store træ uden for klinikken fik vi fortællingen om, hvordan familien havde fået den særlige evne: Farfar havde to koner (hvilket er et almindeligt gode her, eller onde om man vil), som var jaloux på hinanden. En dag, hvor den ene gik i marken, kom den anden til at knække hendes ”pounding stick” (en træpæl, der bruges til at støde kassava med), og nu krævede den første kone, at hendes rival skaffede en, der var nøjagtig magen til den første. Den anden kone blev ude af sig selv, for hvordan i alverden skulle det dog kunne lade sig gøre? Midt i fortvivlelsen viste Allah sig for hende og bad hende lægge hånden på den knækkede træpæl og bede, og se! Nu blev den atter som ny. Gad vide, tænkte nu manden, om ikke denne praktiske teknik kunne bruges på brækkede lemmer?

I dag er klinikken i Gwollu berømt langt uden for landets grænser for at kunne udrette resultater, hvor selv den moderne medicin må give fortabt. Vi hilste på flere af patienterne, der var indkvarteret på stedet, heriblandt en ung fyr, der havde ødelagt knæet i en motorcykeludlykke, men havde ventet så længe med at lade sig behandle, at han var blevet til en krøbling; en kvinde, hvis brækkede arm nu var helet tilstrækkeligt til, at hun kunne give en hjælpende hånd under madlavningen; en ung fyr, der havde villet skaffe penge til sin syge far ved at indsamle og sælge brændekævler, men havde tabt dem ned over sig og knust lårbenet. Alle tre fortalte, at de havde oplevet stor fremgang under behandlingen.

I det sidste rum mødte der os et hjertegribende syn: En lille dreng fra Upper East Region, som var faldet ned fra et træ og havde slået knæet af led. Vi blev indbudt til at overvære behandlingen, lige fra indsamlingen og kogningen af urter, rensning af det åbne sår, hvor knoglen var synlig, og påsmøring af desinficerende midler og sheanøddesmør (shaenødder er kendt fra Århus Havn, hvor de ligger i store bunker på kajen foran oliemøllen). Den lille drengs tapre blik er noget, jeg sjældent vil glemme.

Vores tilstedeværelse må have virket forvirrende, og behandlingen må have været smertefuld, men heldigvis var behandleren dygtig til at aflede den lille drengs opmærksomhed. Vi gav en lille donation til klinikken, som gør et stort stykke arbejde på et område, som er svært at håndtere for det lokale sundhedssystem. Her er der nemlig langt mellem specialkirurgerne. I vores distrikt og nabodistriktet er Dr Zack den eneste lokale læge, og han kan ikke overkomme de over 100.000 mennesker, som tilsammen bor i Sissala East og Sissala West District. Selvom han brænder for arbejdet på landet, er han udmattet og træt af at skulle tigge sundhedsmyndighederne om den mindste tjeneste. Som en velfortjent ”pause” rejser han d. 10. august til Danmark, hvor Danida har tildelt ham et scholarship til en Masteruddannelse i folkesundhedsvidenskab. Dårligt nyt for distriktet, som endnu ikke har fundet en afløser, der har lyst til at arbejde i Tumu-Sibirien, som vittige hunde har døbt det. Måske går bonesetting-klinikken snart et boom i møde...

Vi lovede os selv at komme tilbage til klinikken med lidt legetøj til drengen, inden hans behandling slutter om en måneds tid: Måske er det optimistisk at håbe på, at han kan bruge en fodbold, men man har da lov at håbe.

Til alle jer derhjemme sender vi kærlige hilsner og opfordringer til at påskønne det danske sundhedssystem. ;-)
Jesper