Hverdag i en anden verden.

Gaaaab, aaaah! Det er søndag aften, og jeg har søndag i kroppen. Udenfor er regnen ved at stilne af. Jeg sidder og funderer, mens jeg lytter til fanen i loftet, og mærker dens blæsen i nakken. Udenfor er det bælgmørkt, men heldigvis er både vandet og strømmen kommet tilbage. I går manglede vi begge dele. Elselskabet benytter ofte lørdag til reparationer. IMCC-huset ligger højt, så det er ikke altid, der er tryk nok på vandet til at få det herop. Normalt bliver vandtanken fyldt hver anden dag, men i går var det over to uger siden. Der kom ikke en dråbe ud af hanerne. Desværre kunne vandværket meddele, at de ikke kunne pumpe til os på grund af manglen på strøm til pumperne…suk!!! Vi skaffede vand i store bøtter ude i guesthouse (forskningslogi som IMCC har bygget i tidernes morgen), men det besværliggjorde vores lørdagsrengøring betydeligt!

Det er snart tid at lave aftensmad. Mmmmh, lækre friske grøntsager fra Burkina Faso. Jeppe og Louise havde et helt lager med i dag, da de vendte hjem fra vores naboland. De har været på en lille smuttur for at sende Signe og Thor godt af sted mod Danmark. Hovedstaden i Burkina hedder Ouagadougou og ligger kun tre timers kørsel fra Tumu. Det er et yndet udflugtsmål i weekenden, for der er gode indkøbsmuligheder og lækre stemningsfulde restauranter. Byen bugner desuden af afrikansk kunsthåndværk. Desværre må vi jo pænt blive i Tumu til vi har fået vores pas tilbage fra den danske ambassade. I mellemtiden har Jesper og jeg brugt weekenden på at flytte ind i vores nye gemakker. IMCC-huset består af to spejlvendte ender med hver en lejlighed, og i midten en fællesstue og så overlapsværelset, hvor vi har boet indtil nu. I vores ende er der tre værelser: Vores nye stue, et pulterkammer og så vores soveværelse. Alle tre har dør ud til den gang, der løber gennem hele huset og som i hver ende breder sig ud i en spiseplads. Gangen er åben ud til de to atriumgårde. I vores gård har vi potter med blomster og kaktus samt en basilikum, som vi flittigt bruger af. På den anden side af atriumgården ligger badeværelset til venstre og vores køkken og ikke mindst spisekammer til højre. Det er en kamp at holde smådyr og myrer fra madvarerne. Meget fryser vi ned, så snart det er åbnet. Forleden var Jesper nede for at købe havregryn. Der var hele tre slags at vælge mellem. Han peger på den billigste og spørger om den er fri for dyr…”No, no, lots of animals”, griner ekspedienten, nr. to er ikke meget bedre ”animals small small”, det ender med nr. tre, der er en forseglet bøtte og dobbelt så dyr som havregryn i Danmark…”no animals” siger den stolte ekspedient. Det kan man da kalde varedeklaration.



Jeg skal love for at det er blevet regntid de seneste par uger. Det er næsten hver dag, vi får en skylle. Den første, der mærker det er næsten altid vagtmanden. Han skynder sig at genne dyrene ind i folden. De små kyllinger og ællinger kan blive slået helt ud af den tunge regn. Nogle minutter senere kan man se skyerne trække sammen på himlen. Det ligner lidt danske tordenskyer, men de er massive og fylder hele horisonten. Det er ikke altid man opdager det før det pludselig begynder at blæse op. Brisen er kortvarig, så bliver det stille, men mørkere, og så…dryp…dryp…dryp…drypdrypdrypdrypdrypdryp…plaske, plaske, plaske. Så vælter det ned. Nogle gange er det meget voldsomt. Gutteren (ca. 40 cm dyb rendesten, der leder vandet fra huset) kan blive fyldt på få minutter, og selv de to meter på tværs af atriumgården til køkkenet resulterer i gennemblødt bluse. Da Signe og Thor holdt deres farvel-fest forleden, regnede det netop sådan. Der dukkede ikke en eneste op. Tiden gik. Men så, da det var stilnet lidt af kom først Sule, så kom Seidu og så Dan Ladi, og pludselig var de her alle sammen. Ghaneserne reagerer på regnen fuldstændig som vi reagerer på snevejr i Danmark…forskellen er bare, at her regner det et halvt år ad gangen. Vi sad i haven hele aftenen og spiste groundnut soup with riceballs (mums), snakkede, dansede og spillede på trommer (eller dvs. det var mest ghaneserne, der påtog sig sidstnævnte), og det var dejligt at se Signe og Thor tage afsked med alle deres mange venner på så fin en måde.

Nu, hvor vi er faldet godt til i huset, kunne jeg godt tænke mig at præsentere dets beboere ordentlig for jer. IMCC-huset fylder meget i vores hverdag. Det er jo vores hjem, det er her vi ikke er på, her vi kan være os selv og lege lille Danmark, når vi trænger til det. Samtidig er det netop ikke vores hus, men IMCC-huset, og knyttet til det er alle IMCCs relationer, både vores nære venner og de mere løse bekendtskaber. Der kommer folk og hilser på ved lågen, vi har folk hjemme til middag eller til en sodavand og så er der naturligvis de ansatte - vagtmændene og madam Yaa, vores vaskekone - som vi hurtigt bliver knyttede til og som er en fast og vigtig del af den fornemmelse af hjem, der findes i vores bevidsthed.
Vores senior watchman, Bukari, er landmand og i øvrigt en af Tumus ”ældste”, så han er en respekteret mand. Han er dygtig både til dyrene og til mange af de praktiske ting, vi har svært ved. F.eks. er det Bukari, der slagter kyllinger for os, når de bliver for store og unghanerne begynder at forstyrre vores nattesøvn (Kykkeliydddrrh kykkeliydddrrh fra 3:30 a.m.). Bukari har været i huset i mange år og kan huske langt de fleste af de IMCC’ere, der har boet her. Han er vores omvandrende IMCC-leksikon. Bukari er en klog mand, og jeg tror han tænker over mange ting. Forleden, da jeg sad lidt sent og arbejdede ved computeren sagde han ”the computer is your farm”… Hvad ville han dog ikke sige, hvis han kunne besøge en dansk virksomhed.

Ud over Bukari har vi tre vagtmænd. Sammy er her hver dag fra middag til aften. Han er så sød. De rareste øjne og altid klar til at give en hånd med. Vi piger får ikke lov til meget. Sammy er rigtig god til at tage sig af dyrene også. Han holder øje med hver enkelt af dem og passer så godt på dem. En dag, hvor regnen var på vej og vi fik to gæster prioriterede han lige at lukke dyrene ind først, før han fortalte os om de besøgende… og da var de desværre gået igen! Sammy hjælper os også med at købe kød. Han låner vores vægt, så han er sikker på vi får, hvad vi betaler for, og så tager han ned og finder godt kød til os. Han ved, at vi i modsætning til ghaneserne foretrækker kød uden hud, knogler og alt for mange sener, så han sætter en ære i at skaffe det til os. Det er bare rigtig rigtig rart.

Seidu skiftes med Bukari til nattevagterne og formiddagsvagterne. Han er noget mere reserveret end de to andre. Hans engelsk er ikke så godt, så det kan være svært at have længere samtaler, men når vi holder fest hvor de ansatte er med er han altid i højt humør og med på en fællessang.

Om søndagen kommer Sammadu, en ung og lidt drenget fyr. Jeg kender ham ikke så godt endnu, men han er meget flink og rar. Det var Sammadu, der hjalp Jesper og jeg med at købe ænder. Vi spurgte ham en søndag, om han kendte nogen, der havde en and til salg. Det mente han da nok han gjorde, og sammen tog vi på andejagt i Tumu. Vi var rundt i adskillelige gårde og bebyggelser. Typisk er der tale om lerklinede længer, der omgiver en åben gård, hvor kvinderne vasker, laver mad og tørrer kastanjer (eller noget der ligner). Der er ret hyggeligt og jeg fik næsten lyst til at flytte ind. Efter nogen søgen lykkedes det os at finde frem til en mand, der havde ikke mindre end seks ællinger. Han var noget uforstående over, at vi var klar på at købe dem så små. De kunne jo ikke spises endnu. Vi forklarede, at vi ville fede dem op til jul, men spurgte samtidig om han ikke havde en voksen and, der kunne underholde vores enlige og ualmindeligt skrukke hun. Forståeligt nok ville han gerne beholde sin eneste voksne andrik, men da vi lidt efter kom tilbage med en kasse til vores investering havde han ombestemt sig. (Han havde formentlig regnet ud, at vi var gode betalere og at de små i hans kuld jo ville vokse op). Det endte med at vi købte andrikken og så en af de små – også en han, for de skulle ifølge ghaneserne smage bedst. På vej hjem navngav vi den store Handrik og jeg forklarede Sammadu, at jeg ikke ville give den lille et navn, for så ville jeg bare blive ked af det, når den skulle slagtes, hvorefter han prompte sagde: ”We will call it Anna!!!” Siden har vi i øvrigt investeret i endnu en lille ælling, Lillepjok, fordi Sammy mente at Anna var ensom...Tja, sådan kan det gå, men nu er der i hvert fald håb om andesteg til jul.



Jeg tror allerede vi har præsenteret de øvrige dyr. Puma er blevet lidt af en yngling hos mig. Det er en oldgammel ged, der bliver trynet af de øvrige, men han bliver så taknemmelig, når han får lidt brød og bliver kløet mellem hornene. Forleden havde Foli skubbet ham i gutteren, og når man er lidt rund på maven og har gigt i knæene kan det jo være svært at komme op igen, så der sad han så indtil Bukari fandt ham og gav ham en hånd. Foli er en værre grovæder. Hun hopper næsten op af en som en lille hund, hvis man har mad. Hendes to små kid er livlige og bliver mere og mere tamme. Jesper har nu døbt dem Skak og Bette Gnu, men tak for jeres forslag.

Når jeg læser ovenstående kan jeg se, at det er et lidt kedeligt indlæg I får denne gang. Nogle har efterspurgt lidt flere oplysninger om vores hverdag, og det er det jeg har forsøgt, men jeg lover at der er masser af spændende fortællinger i støbeskeen til næste indlæg, der iblandt høvdingeindsættelsen, som specielt Jesper har oplevet på nært hold fordi han var kameramand under mange af ceremonierne, og vores subdistriktsarbejde i Wellembelle, hvor vi begge har været ude og vaccinere små brune chokoladebørn.

ÅHHH NEJ, siden jeg skrev ovenstående er søde lille Puma død! Han ville ikke gå i går morges og vi kunne se at han havde en flækket klov, men der må være gået betændelse i eller også har han også fejlet noget andet, for han ville ikke spise. Sammy gik hen efter dyrlægen, men hun var selv syg (sikkert malaria), så hun kunne ikke komme. Bukari fortalte, at det stakkels dyr havde beklaget sig noget i nat, men var død ud på morgnen. Sammen med Seidu og Sammy, der kom ekstraordinært forbi for at hjælpe til, har vi givet ham noget nær en statsbegravelse i et hjørne af haven. IMCC fik Puma som kid helt tilbage i 1997 i projektets første år (læs evt. om lille puma på: http://viden.jp.dk/explorer/ekspeditioner/500dage/ekspeditionen/reportager/default.asp?cid=125067), så han var allerældste medlem af IMCC familien.
Gode, gamle Puma!

Kærlig hilsen og snøft
Anna