Høvdingeindsættelsen - blod, sved og talende trommer

Som tidligere nævnt var jeg heldig at blive inviteret til at filme indsættelsesceremonien, da byen 1. august fik en ny høvding, Richard Babine Kanton den 6., der indtil da havde været toldofficer i Accra (en af de fornemmeste poster, en tumugenser har opnået). Ceremonien - der foregik hen over hele ugen - var intern for Tumu og høvdinge fra de omgivende communities, og det føltes derfor som en stor ære at få lov til at filme. Den "rigtige" indsættelsesfest løber af stabelen d. 7. november, hvor man venter besøg af dignitarer fra hele landet, tv-stationerne og repræsentanter fra regeringen, måske endog Mr. President.

Den første film viser selve indsættelsesceremonien, som jeg tilbragte i traditionelle gevandter, der fik de 32 graders skygge-varme til at føles som det indre af en pizzaovn, slæbende på et tungt kamera, mens jeg forsøgte at følge med i begivenheder, som jeg ofte ikke forstod et klap af. Nuvel, resultatet er blevet okay, synes jeg, og vi har nu haft gallapremiere, hvor høvdingen himself med følge personligt gav den godkendt-stemplet og takkede os. Dagens største bifald tilfaldt dog den portion snacks, vi havde stillet frem ved siden af den royale yndlings-øl, Club. Synligt imponeret over Annas lukulliske evner, udbrød høvdingen, som er rundet af lidt andre gastronimske traditioner end vor egen prinsgemal, idet han er vandt til at få serveret friske bunker af jordnødder under audiensen: "Hvordan har du lavet dem?" hvortil Anna befippet svarer: "Æh ja, vi har jo købt dem i Accra..." En lang (lettere pinlig) tavshed breder sig i stuen, indtil høvdingen til sidst snupper en chips til og knaser den mellem tænderne. "Kan jeg få opskriften?" spørger han så med alvor i stemmen. Her et par uger senere har vi ikke fået den skaffet fra chipsfabrikken, men vi har købt en helt ny pose flammegrillede barbequechips i Ouagadougou, til næste gang han kommer forbi... Filmen indledes for øvrigt med en række nøje koordinerede trommeslag på de berømte "talking drums", hvor hvert tumugenser og hver høvding præsenteres med sin egen unikke trommehvirvel, en aukustisk gengivelse af hans eller hendes navn.



Film nummer to viser takke-ceremonien 2. august, hvor høvdingen og den royale Kanton-klan dagen efter indsættelsen begiver sig rundt i byen for at takke de forskellige familieoverhoveder under byens tiljubel. Der holdes lange, andægtige taler, men jeg har koncentreret mig om dansen, musikken, glæden og stemningen. Filmen viser dog også geværsalutter og udveksling af gaver: traditionel pito-øl, pengesedler og en kasse med Fanta, og under det andet besøg hører man høvdingen sige et par formanende ord til "Zongo-samfundet", den sydlige del af byen, der består mest af tilflyttere, der blandt de lokale har ry for at isolere sig og sætte "muslimske" eller vestlige intereser foran byens interesser.



Den tredje film om dyreofringer, der foregik 6. august, er nok min personlige favorit, mest på grund af lydsporet: det er altså en fed sang- og danseopvisning, kvinderne giver høvdingen! Dyreofringerne er hård kost for især dyrevenner, men det er måske værd at tænke på, at der er tale om hundredårige traditioner, som vi har haft tilsvarende i Danmarks bronzealder og senere. Noget af det jeg husker tydligst fra er, da en af de ældre efter slagtningerne kommer hen til mig med et undskyldende blik og stille og roligt siger: "This is our tradition." Alligevel har jeg valgt at klippe væk lige før vædderens endeligt, som virker unødvendigt grusomt, takket være sissala-folkets tro på, at dyrets dødsmåde indholder et tegn om fremtiden. Selvom husarerne således må gå forgæves, er filmen dog stadig "forbudt for børn og sarte sjæle".