Vores kære, dyreglade vagtmand Sammy er havnet i det, jeg vil kalde en slem gebrækkelighed, eller som han selv udtrykker det, i ”trouble”. Netop som den godmodige midaldrende ungkarl skulle smedes i hybens lænker, er hans tilkommende blevet smidt ud af compounden – den udvidede families bosted – af ingen andre end hans egen mor! Den vordende brud var for skade kommet til at klemme fingeren på Sammys lille forkælede niece i døren, og compoundens furier rottede sig sammen imod synderen. Nu er hun så taget hjem til Kumasi nede sydpå, og stakkels Sammy må fortsætte sin ufrivillige ungkarletilværelse, for uden familiens accept er ægteskab ganske enkelt utænkeligt.
Sammy er nu heller ikke lige typen, der har held i kærlighed. Hans første ægteskab gik fløjten, da han mistede sit job i en NGO, der fik barberet støtten væk efter forrige regeringsskifte. Tidligere præsident Koffour er ikke populær hos Sammy, for som han siger, ”He cost me my job and my wife”. Ekskonen, som havde udviklet en eksklusiv smag for dyrt tøj og hairbraids (en slags fletninger, som afrikanske kvinder gerne bruger fem timer ved frisøren for at opnå) lod ham forstå, at en mand med en købekraft på én kjole om året ikke er værd at holde på og rejste til Accra med ”some young boy”.
Selvom en kone ikke er billig i drift, kan hun som bekendt levere noget, afrikanske mænd ikke kan klare på egen hånd, nemlig – mad. Så man sparer penge i sidste ende, forklarer Sammy. At spise ved vejboderne koster næsten 10 kroner om dagen, næsten en hel dagsløn, og så kan de ovenikøbet finde på at lave jordnøddesuppen med de maggi-terninger, Sammy ikke kan udstå... Det er sin sag at være ungkarl midt i 50’erne!
Men nok dårlige nyheder. Sidste uge bragte også sine lyspunkter – for bedemændene... Først døde den ene chauffør på sundhedsadministratonen, som Anna og jeg dog ikke kendte. Så udåndede en ung kvinde fra Kanton-familien (høvdingens familie) efter et gement astmaanfald. Nu står fire små børn uden mor, og forleden kom Ladi, der arbejder på DHA, så ind på vores kontor med en lille purk, der synes, det var meget sjovt at røre ved en hvid ”foli” og hive i hårene på mine arme. Han hedder Valentine og ved endnu ikke, at hans mor er død, selvom vi og hele byen har været til hendes begravelsesceremoni. Nu har den gode Ladi – der i forvejen bruger meget af sin fritid til at lave mad til sundhedsdirektøren uden at få en tøddel for det – lovet at opfostre ham. Jeg spurgte hende, om det ikke blev en meget stor opgave for hende. ”Jo, det gør,” lød det stille svar fra Ladi, der ikke er helt ung længere. En lille tåre i øjenkrogen. Det er svært at sige noget i sådan en situation, men jeg lovede på ”holdets” vegne, at hun bare skulle komme til os, hvis hun nogensinde får brug for hjælp.
På vores søsterprojekt i Bolivia (som minder meget om vores, bortset fra at Bolivia ikke kvalificerede sig til VM – he he) har en af IMCC’s ansatte netop adopteret et lille barn, hvis mor døde under lignende tragiske omstændigheder. Læs Jonas rørende historie om det på http://heleneogjonas.wordpress.com.
Døden arbejdede over i sidste uge. Madame Ruth, jordemoderen på sundhedscenteret i Wellembelle, hvor Anna og jeg arbejder, mistede sin mand. Vi var ude i hendes landsby for at kondolere med en pose sodavand, som det er kutume. Traditionen byder, at den efterladte hustru sørger siddende i et værelse, hvor venner og familie kommer fra nær og fjern og kondolerer og er sammen med hende i den nye situation. Hos muslimerne skal kvinden sidde sådan i samfulde 40 dage, men da Ruths mand var traditionalist, forventes hun at fordøje sorgen på en uges tid. Da vi kom ind i hytten, sad hun på gulvet på et tæppe sammen med to gode veninder. Stemningen var selvfølgelig trist, men samtidig fattet og varm, og Ruth havde endda overskud til at tale lidt om arbejdet i Wellembelle og udtrykke glæde over, at vi kom.
På Udviklings hjemmeside kan man læse om vores samarbejde med Ruth i Wellembelle, hvor vi hjælper med vacciner, praktiske opgaver, journaler og med at lave et lille studie. Forleden havde jeg en grim oplevelse, da jeg var ude for at teste en ung, gravid førstegangsfødende HIV-positiv. Læs mere på www.udvikling.dk. Man kan abonnere på bloggen ved at sende en mail med teksten ”tilmeld sundhedsblog” til madmar@um.dk. Anna har et indlæg på trapperne. Udenrigsministeriets undervisningsportal www.u-web.dk har for øvrigt meddelt os, at de gerne vil bruge bloggen i deres undervisningsmateriale, så nu skal danske folkeskoleelever måske til at skrive stil om nogle af vores oplevelser. Stakkels dem.
Den fjerde begravelse stod vi selv for. Som Anna fortalte i sidste indlæg er Puma død, og vi har begravet ham bagerst i haven, under det store eukalyptustræ. Vores vagtmænd er ikke vant til hverken gravsteder eller dyrebegravelser og undrede sig, da vi kom slæbende med en kampesten, som vi havde skrevet Pumas navn på med hvid maling. Bukaris muslimske tro forhindrede ham ikke i at kundgøre, at det stakkels kræ vil blive reinkarneret, fordi vi ikke har gravet hullet dybt nok. Som hvad melder historien intet om. Måske som Bette-gnu, det ene af kiddene?
At bo i Tumu er som at tage en tidskapsel tilbage i tiden til Danmark i 50’erne og træde ind i en simplere verden, før kvinderne fik akt og magt(en). Kort sagt, en patriarkalsk kultur, hvor mændene får lov til at fylde meget mere end i Danmark – på godt og ondt. Byens gadeliv og foreningsliv og til dels også forretningslivet er domineret af mænd, selvom ældrerådet netop har godkendt en kvindelig borgmester, hvilket muligvis hænger sammen med, at alle var klar over, at hendes modstander til posten, den tidligere borgmester, havde skummet den kommunale pengekasse i årevis.
I det traditionelle system, der er centreret omkring høvdingepaladset i den nord-østlige del af byen, har mænd faste roller som jægere og trommespillere, organiseret i en slags laug med en stærk hierakisk struktur og en ubestridt leder. Også uden det traditinelle system holder mændene samme i kliker. Nede på hjørnet står ”MC-Mohammed” og dirigerer motorcykelrødderne, der bikser ihærdigt med deres indiske LVS-knallerter og kinesiske kopi-hondaer.
Byen er fuld af unge iværksættere, og det er som om, de fleste unge mænd går rundt med en håndfuld forretningsideer, der blot mangler en villig investor. Der er folk som Sule, der fandt ud af, at der er en uudnyttet niche for ægproduktion i Tumu. Nu er Sule en handlingens mand, og efter at have sparet sammen sprang han en dag på bussen til Wa og købte 200 kyllinger på det store marked, som han kørte hjem i en trækasse på skødet, og nu er han så blevet IMCC-husets faste leverandør af fine hvidblommede æg og hele byens æggemand.
Sule arbejder i Save Ghana, og derigennem har han fundet en hollandsk ulandsorganisation, som gerne vil skænke for 80.000 kroner hospitalsudstyr til Wellembelle, det subdistrikt hvor Anna og jer er ”udstationeret”. På Wellembelles ønskeseddel står der blandt andet ”en blodbank”, og se dét ville jo være en fjer i hatten på Save Ghana, så Sule er fyr og flamme. Anna prøver at få ham til at slå koldt vand i blodet ved at forklare ham nogle af de praktiske udfordringer ved at håndtere og vedligeholde en blodbank i et lille sundhedscenter med dårligt uddannet personale (læs mere herom på sundhedsbloggen). Det var måske smartere at koncentrere indsatsen om de basale fornødenheder, som sundhedscentret mangler, herunder el og rindende vand, foreslår Anna snusfornuftigt. Og kvindelig realitetssans er måske netop, hvad mange af de unge mænd mangler. Men Sule har set sig varm på tanken, og lytter kun med et halvt øre. For sit indre blik ser han en funklende ny hollandsk blodbank skyde op fra savannen. Efter en halv time må han dog strække våben over for Annas logik og medicinske indsigt: ”Okay, you convinced me!” indrømmer han slukøret.
Dagen efter kommer han glædesstrålende hen i vores indkørsel og fortæller, at han nu havde indsendt ansøgningen på: et vand-borehul, en ny elforsyning og – en blodbank...
Forleden indviede jeg Sule i, at han burde starte en opfyldningsstation, hvor man kan få fyldt sine gasflasker. Sådan en har vi ikke i Tumu, selvom der er gaskomfurer overalt. I stedet må folk rejse seks timer til Wa og tilbage efter gas. Men Sule var lysår foran og havde sandelig allerede forretningsplanen klar! Etableringsbudgettet lyder på 8.000 kr, hvis man starter forsigtigt ud, så hvis nogle af jer derhjemme skulle mangle et bæredygtigt sted at investere SP-pensionen, kan jeg varmt anbefale jer at købe aktier i Sules gasprojekt. Manden er dygtig og har potentiale til virkelig at gøre en forskel for sin hjemby og for sit land.
I dag var Anna og jeg til motorcykeltræning, og vi slap billigt med en forstuvet tommelfinger, en stiv lægmuskel (mig), en forstuvet fod og tusind blå mærker (Anna), men hvis man havde været med til træningen, villle man sige, at det var billigt sluppet... Vores træner Mohammed er nemlig ikke den mest pædagogiske, og apropos Tumus drengerøvskultur, går han somme tider lidt for meget op i at lave konkurrencer i pukkelpistekørsel og flaskeopsamling med én hånd i stedet for at undervise de deltagende sundhedsarbejdere i de mest basale færdselsregler, som at holde afstand og ikke køre for stærkt. Han har også en kedelig vane med at grine af folk, der styrter, og gemme de vigtige sikkerhedsoplysninger, til lige efter ulykkerne er sket.
Nogle af jer har måske hørt historier i medierne om oversvømmelser i Nordghana og Burkino Faso, med tusinder af fordrevne mennesker. Vi er stadig nogenlunde tørskoede i Tumu, men da vi besluttede at tage en dag i vildtreservatet Gbele, opdagede vi, hvor svært det er at rejse rundt i regntiden. Takket være firhjulstrækket formåede vi at krydse det ene vandløb i parken, men 400 meter fra teltlejren blev vi standset af en ti meter bred og halvanden meter dyb flod, der havde skåret grusvejen midt over. Turen var slut, og vi måtte vende slukørede om. Vi nåede dog at se masser af ”green monkeys” i trætoppene, selvom de var så langt væk, at de for min skyld kunne have været både røde, blå og gule. På vejen hjem var vandet allerede steget, og jeg kørte fast, da jeg skred ud fra sporet. Ud af bilen og skubbe! Men bilen rørte sig ikke af flækken. Først da vi havde gravet hjulene fri med de bare næver (eller dvs. mest guidernes bare næver, red.) og kylet masser af grene og sten ind under dækkene, lykkedes det en stolt Anna at bakke bilen op af hængedyndet til guidernes stående ovationer.
Den uge startede ellers ikke heldigt for Anna, men nærmere tragisk - i hvert fald ifølge hende selv. Som velkomstgave på sundhedscentret havde Ruth foræret os en pose tomater og pebre, og dem ville Anna og jeg servere i en lækker moussaka for Danladi, sundhedsadministrationens chauffør og vores gode ven. Anna smager nu yderst forsigtigt på en lille flig af peberet, men da hun ikke rigtigt kan smage noget, propper hun frejdigt et større stykke i munden. Her hører jeg – fra den modsatte ende af huset – et skrækkeligt øredøvende hyl, der går gennem marv og ben - det må enten være en lækat eller en såret sjakal, der er sluppet ind i køkkenet, når jeg at tænke. Jeg styrter ud til Anna, der netop har opdaget, at der har ligget chili i porerne på hendes fingre og i den klud, som hun lige tørret ansigtet med efter at have spyttet den afsindigt stærke peber ud i hånden. Resultatet er yderst pinefuldt at overvære: I en halv time ligger Anna gudsjammerligt sprællende og grædende på ryggen, mens jeg ikke kan gøre andet end pøse vand på hendes sviende øjne, selvom hun at dømme ud fra skrigene for længst er blevet blind på begge øjne. Så galt gik det heldigvis ikke, men pebrene var ikke til at spøge med. Selv efter at have skrubbet hænder med varmt sæbevand og håndsprit føltes det dagen efter stadig, som om vi begge havde båret jernbyrd.
Det her er blevet et langt indlæg, men jeg har lovet at fortælle lidt om indsættelsesceremonien for den ny høvding, så det vil jeg slutte med. Et par dage inden begivenheden, får jeg pludselig at vide af høvdingens sendebud (Danladi), at den ny høvding forventer, at vi dukker op og filmer hele ceremonien. Hvordan det var kommet ham for øre, at vi netop havde købt et kamera, ved jeg ikke, men rygterne løber hurtigt i Tumu (...Danladi). Og i Tumu modsætter man sig ikke høvdingens ord, så jeg får travlt med at teste udstyret.
1. august går hele Tumu amok. Festen, der kulminerer i hujen og dansen og geværsalutter foran høvdingepaladset, begynder tidligt om morgenen, og jeg filmer de omfattende forberedelser i høvdingens palads, en prangende hvidkalket bygning med palisader holdt i britisk kolonistil, som englænderne lod bygge i 1700-tallet (i sissali betyder ordet for hvid, ”foli”, bogstaveligt talt englænder). Jeg bliver gelejdet ned i det aflåste høvdingekammer, hvor de hellige høvdingeregalier ligger: den støvede røde høvdingekåbe, adskillige mølædte antilopeskind og et falmet løveskind fra dengang, løverne stadig huserede på egnen. Under det lerstampede gulv hviler den gamle høvding, som for få måneder siden blev begravet her sammen med de fire tidligere Kanton-høvdinge, og her vil den nye også komme til at hvile. Det er en sjælden ære at få lov til at filme her, forstår jeg.
Så kommer høvdingen, der indtil for nylig fristede en tilværelse som toldofficer i Accra. Alle bliver tavse, indtil han atter træder ud af høvdingekammeret i kåben og bestiger tronen, hvor vores vagtmand Bukari (som er en fremtrædende ældre) hænger en gigantisk sølvmedalje om hans hals. Nu er han høvding Richard Banene Kanton VI. Jubelen vil ingen ende tage. Jeg filmer løs, og det lykkes mig at få en del gode billeder, især af de sange og danse, som trommespillerne og danserne har indøvet. Jeg er samtidig millimeter fra at miste hørelsen, da jægerne som en hyldest vælger at affyre en muskedonnersallut to meter fra mit højre øre.
Indtil sidste øjeblik var en god ven af IMCC-huset, Fussi, udset til at følge i fodsporet på sin bedstefar, høvding Kanton IV. Men Richards status og forbindelser i Accra overtrumfede det faktum, at Fussi har levet i Tumu hele sit liv. Fussi har betroet mig, at han ingen indvendinger gjorde, da han blev fravalgt af byens ældre, for det kunne have resulteret i strid og kampe mellem familierne. Andre distrikter her nordpå har oplevet mindre borgerkrige af samme grund.
Dagen efter skal høvdingen med sit følge rundt i byen for at takke de klanoverhoveder, der har fået ham valgt. Det foregår med trommespil, sang, rituelle taler og udveksling af gaver - en kasse med Fanta eller en dunk hirseøl - samt sprængning af hjemmelavede kanonslag, som graves ned i grøftekanten og bringes til springning ud for kameramandens eneste fungerende øre. Jeg filmede også de ofringer af geder, køer, får og kyllinger, der blev foretaget til høvdingens ære. Det er en meget blodig affære, og filmen – som jeg nu er ved at færdigklippe – tegner allerede til at blive forbudt for småbørn. Høvdingen har sagt, han vil tage filmen med til Accra og aflevere den til G-TV, den nationale tv-station, og der skulle faktisk være en reel chance for, at den bliver vist som opvarmning til den officielle indsættelsesfest d. 7. november, hvor præsidenten har lovet at komme.
Det var alt for denne gang.
Mua mua (på gensyn) fra Tumu!
Comments for this post