Beretningen om en afdanket dromedar og adskillelige andre skøre sager

Den aldrende mand med de rare øjne klør sig i skægget, eller dvs. der hvor skægget ville have siddet, hvis han havde haft et, han giver sig god tid til at forberede sin tale. Jeg kan kun lige ane hans omrids i mørket, for lyset er slukket på terrassen for at forhindre insekterne i at genere os alt for meget. Høvdingen sidder for enden af selskabets ovale kreds og drikker det sidste af sin Club – det eneste ølmærke han drikker – mens han lytter til sin undersåts beretning. Jeg kan ikke afgøre, om han er tilfreds med, at folierne får et lille lynkursus i byens historie og kultur eller han ærgrer sig over at opmærksomheden er rettet et andet sted hen end mod hans vidtrækkende beretninger om Accras herligheder. Accra, hvor han stadig arbejder som tolder ind imellem pligterne i Tumu, og Accra, som han har boet i størstedelen af sit liv før han blev kaldt tilbage til sin barndoms by for at gøre sin pligt som høvding resten af sine dage.

”Høvdingeinstitutionen er ikke særlig gammel,” fortsætter den langsommelige fortæller endelig. ”Den blev indført af englænderne i koloniseringens dage for at have et lokalt anerkendt administrativt system. Høvdingen fik indflydelse på blandt andet jordfordeling og mindre uoverensstemmelser mellem undersåtterne sådan som han også har det i dag. Den gamle leder er the landlord – jantina [djantina] hedder han på Sissali. Det er altid byens ældste, og det er derfor høvdingen skal anerkendes af de ældste, der udgør et råd omkring jantinaen.” Vi sidder alle med opmærksomheden fængslet, og fortællingen fortsætter: ”Høvdingen er valgt af de ældste og er høvding for klanen i Tumu, men også overhøvding for alle klanerne i Sissala, som har hver deres egen høvding. Tumu er så igen opdelt i sektioner, der alle er repræsenteret af ældre i ældrerådet. Desuden er de klanløse – zongo – repræsenteret. De fleste zongoer er muslimer. Det er tilflyttere.”

”Så Tumu er altså én klan?” spørger jeg blot for at sikre mig, at jeg har forstået det rigtigt. ”Ja, og vores totem er kragen. Man kan se den ved festlige lejligheder på flag og sådan. Sagnet siger at en forfader, der hvilede under et træ blev advaret om fjendens komme af en krage i træet, der vækkede ham med en knækket kvist. Tumu hed i øvrigt oprindeligt Tunmomo (’Tungmomo’) som betyder ”at være undervejs” fordi de første tumu-boere var folk fra en fjern egn, der havde rejst langt før de kom til området og boet mange steder undervejs. Det var englænderne, der forkortede navnet, fordi det var meget lettere at sige.” Vores fortæller bliver tavs, men bevarer et stykke tid et lille smil i mundvigen, mens der bliver båret mad ind og lyset bliver tændt igen. Høvdingen dirigerer slagets gang og vi spiser kylling og yam-fingers (en slags pommes frites af yam) og dypper det hele i chilistærk tomatsovs. Inden længe har vi bundet vores øl også og audiensen er ved at være slut.

Det er ikke altid let at være på god fod med en høvding. Når som helst kan han melde, at han ønsker at se dig, og så er det bare at slippe hvad man har i hænderne. Det sker nu ikke så tit, men vi havde som tidligere omtalt netop holdt filmpremiere og blev inviteret til genvisit den følgende dag. Det var ved den lejlighed vi fik ovenstående beretning. Jeg føler en ikke uretfærdig ærefrygt over i en sådan grad at være inviteret ind i tumu-boernes liv og verden, og den gamles fortælling tror jeg bedst jeg gør ære ved at fortælle den her. På en måde giver den rod til alle vores øvrige historier og indlæg hernede fra Tumu. Og det er jo ud fra vores rødder og historie at nuet og al fremtid springer.

Ouagadougou!...prøv lige at sige det hurtigt tre gange efter hinanden. Det er det fedeste bynavn, jeg kender. Man kan næsten høre trommerne danse deres rytmer ud i tropenatten i det navn. Ouagadougou, Ouagadougou, Ouagadougou. Euforisk! Ouagadougou er hovedstaden i Burkina Faso, og den ligger kun tre timers kørsel fra Tumu og er en rigtig by med supermarkeder, restauranter og butikker – og det er ikke sådan at kimse af, når man bor i en lille flække, hvor den største attraktion er et gadekær med et par krokodiller og den mest velassorterede butik hverken har mælk eller rugmel. Vi var deroppe på forlænget weekend for nylig og det var…hvordan skal jeg udtrykke det…vidunderligt. For én, der kommer frisk fra Europa, er Ouagadougou en støvet, kaotisk, farverig og ikke særlig storbyagtig, typisk afrikansk by, men når man kommer fra Tumu er Ouagadougou et paradis af ting, man rent faktisk kan få! Der er lækre restauranter med mad af en kvalitet der får en til at ønske, at Ghana var en gammel fransk og ikke en gammel engelsk koloni (bl.a. en, hvor man selv vælger, om man ønsker at indtage sin middag i en mauritansk salon, et tuareg telt, et gourounsi hus eller i haven), der er hoteller, hvor der bliver serveret yoghurt til morgenmad, og hvor der er en azurblå pool i midten, og der er markeder med fin afrikansk brugskunst, som garvede forhandlere som os kan få ned i en tredjedel af prisen uden at sælger på nogen måde virker utilfreds (mistænkeligt). Det er dejligt ind imellem at tage væk fra Tumu nogle dage og opdage, at man savner den.



Ud over at drive den af i Ouaga benyttede vi lejligheden til lidt sightseeing i omegnen. Vi besøgte bl.a. museet i Manega lige nord for byen, grundlagt af Burkina Fasos første advokat – Frederic Pacere Titinga. Museet er en samling af afrikanske kulturskatte, hvor flere etniske grupper var repræsenteret, men især Mossifolket, som Titinga selv er fra. Vi havde en engelsktalende guide, som vi mødte i Ouaga og ved en tilfældigheed genfandt på museet sammen med en praktikant fra den danske ambassade, til at vise os rundt. Han var en afslappet fyr i jeans og polo T-shirt, der til den kommende læges store bekymring lige kunne nå en halv smøg mellem hver museumsbygning. Men han havde styr på tingene og vidste en masse om det, vi så.

Dengang jeg var lille legede jeg på et tidspunkt med den teori, at livet gik ud på at bringe alting i balance. At når man var gået ind, skulle man også gå ud, når man satte sig ned, skulle man også stille sig op, når man tog noget væk, skulle tilsvarende lægges tilbage. Det var min forestilling, at den dag alting stemte, var den dag man døde, men at det var en lykkelig måde at dø på. Måske jeg havde en lille mossi i maven: På et tidspunkt sagde vores guide (igen med en smøg i flaben), at nu kom vi til dødsrummet, hvor dødsmasker og redskaber relateret til begravelsesceremonier var udstillet. Det var vigtigt, sagde han, at vi stilte skoene og at vi huskede at gå baglæns ind i lokalet. ”I dødsverdenen er alting omvendt. Det skal man respektere, når man nærmer sig den. Når en mossi dør, bæres fødderne også først ud af huset, for i døden sidder synet i den ende af kroppen.” Det lykkes os at træde ind i det dunkle lokale uden at snuble over dørtrinnet. Bag en rude var opstillet åndemaner-figurer med masker på, og på gulvet lå en skikkelse indsvøbt i en måtte men med sandalerne ovenpå. Det er det eneste den døde får med sig i graven hos mossierne. Dødsceremonierne var ikke for kvinder og børn, fortalte guiden, og en af maskerne blev båret af en mand, hvis job det var at skræmme dem væk. ”Når kvinder eller børn ser den maske, flygter de. Hvis de ikke er hurtige nok slår maskebæreren dem. Flere børn er døde på den måde.” Der var en højtidelig stemning i rummet, hvor vi sad på små stole lavet af træstubbe. Jesper pegede på en maske, der hang på væggen og spurgte, om det også var en dødsmaske. ”Ja, men det er kun en kopi,” svarede vores unge guide, ”originalen udstødte engang en ondsindet latter mod en turist, og siden har vi ikke turdet lade den hænge her.” ”Den lo!!?” fniser Jesper, men i samme nu kommer han til at se på guiden, der var gravalvorlig. ”Ja!” Vi forlader rummet baglæns igen og hopper i sandalerne.

Tilbage i Ouaga kørte vi mod nordøst til Loumbila, hvor der ligger en gedefarm, der angiveligt skulle være et yndet udflugtsmål til søndagstidsfordriv for udsendte i Burkina Faso. Vi tænkte, at en gang frisk gedeost vel ikke var den værste frokost, man kunne komme ud for. Som sagt, så smagt. Det var herligt. Frisk salat med omtalte ost og derefter ged på spyd og pommes frittes, mums! Efter frokosten fik vi en rundvisning på ostemageriet, der viste sig at være et rum på ca. 4 m2, med 1,5 m køkkenbord, et skab med fluenet for og en skål til mælken samt et udvalg af tørrede krydderier til at pynte varerne. På fransk og fagtesprog blev processen opsummeret: Mælk i skål, røre, mælk i dåser, vente, ostemasse ud, vente, pynte, færdig! Og så kan de købes i supermarkeder i Ouaga... vi så dem selv dagen efter! Bagefter spurgte gutten, om vi ikke ville se hans turdelduer... hmm! tænkte jeg og fulgte lidt skeptisk med. Men se, i et lille indelukke gik tre kæmpestore skildpadder rundt (til de, der som jeg ikke måtte vide det: skildpadde på fransk = tortue – og ikke turteldue). Og når jeg nu siger stor, så mener jeg på størrelse med en lille flyttekasse – så stor at jeg var alvorligt bange for at blive bidt i fingeren, da vi fodrede dem med et par kviste. Men der var mere at se på dette sære sted. Bag en stor busk, vi blev vist rundt om lå en udsultet drommedar og drøvtyggede. Den sukkede, da den så os, og kom møgsommeligt på benene, som om den tænkte: ”Nu igen, op og stå, smil til kameraet, klap klap og så farvel og tak”. Og den fik ganske ret. Jeg havde nu ondt af den, da vi gik, for den var så tynd og forståeligt gnaven. Snappede lidt efter os og brød sig tydeligt ikke om at blive drevet op af sin middagslur, så vi skyndte os videre ned og se på udsigten over den nærliggende sø, hvor ejeren af det lokale hotel drønede rundt på jetski og forbi den lille fold med 10-15 langhårede geder, før vi vendte snuden mod Ouaga igen.
Det er helt sikkert ikke sidste gang vi besøger Ouagadougou.

Tilbage i Tumu går livet sin vandte gang. På kontoret er vi travlt beskæftiget, dels med alt det vi har planlagt at skulle lave her i efteråret og dels med alt det uforudsete, som ofte tager størstedelen af vores tid. Under førstnævnte hører bl.a. forberedelser af et kursus i management, vi vil holde for DHMT her i oktober, og i HIV/AIDS netværket, SHANET, er vi også ved at lave et kursus – om fundraising, og så er vi begyndt at forberede det besøg vi skal have i december af en projektrådgiver. Jesper og Jeppe har arrangeret en durbar om forskning (durbar = oplysningsmøde under mangotræet eller et andet egnet sted), hvor den seneste forskning i distriktet blev fremlagt, og hvor det gæstehus, IMCC har bygget til forskere, der kommer til distriktet, blev overdraget til DHMT.



Forleden var vi til et rigtigt byrådsmøde. Vi var der for at bakke DHMTs direktør op. Han skulle fremlægge DHMTs aktiviteter og ønsker. Byrådet er med til at financiere en del af DHMTs arbejde, så det var ret vigtigt, at det gik godt. Som sædvanlig havde vi overvurderet ghaneserne med hensyn til tidsplanlægning. Vi regnede med bare lige at kigge ind, se directors fremlæggelse, der skulle på allerførst og så liste af igen. Meeeeen så var der jo lige den her rapport, som byrådet ikke havde nået på sidste møde og var nødt til at gennemgå slavisk fra første versal til sidste punktum. ”This should not take more than an hour!” bekendtgjorde ordstyreren, og vi så på hinandenog vidste, at det ville blive en laaaang formiddag. Fire stive timer senere kom director endelig på, men da var vi fuldstændig mørbankede. Ordstyrerens ofte gentagede ”please let’s make progress” havde ikke rigtig haft nogen virkning. Vi fandt det nu egentlig spændende at se, hvordan byrådet arbejdede, og det meste af det diskuterede var fornuftigt og interessant nok. Ikke desto mindre fandt vi følgende kommentar vedrørende sikkerheden i distriktet en smule opsigtsvækkende: ”Some time ago they (uvist præcist hvem der henvises til)expected a new world war, and then weapons were stored. Some people heard about this and now they are in the hands of the international mafia, which is all over, and they have the keys to the store!”
Jeg ville ønske jeg bedre kunne beskrive for jer, hvad det egentlig er tiden går med på en helt almindelig arbejdsdag, men det er bare rigtig svært. Ofte ændrer vores planer sig mange gange i løbet af dagen, fordi en eller anden skal have hjælp til deres computer, eller der lige er et møde, vi kunne have gavn af at sidde med til, eller der sker et eller andet uventet.

Som nu for eksempel i fredags. Planen var, at jeg skulle lave en kontrakt og en arbejdsbeskrivelse til omtalte projektrådgiver færdig, og så ellers arbejde med Jespers og mit lille studie om børnevaccination i Wellembelle, hvor vi er ved at skrive alle data ind i excel, så vi kan analysere dem. Senere skulle vi holde et kort møde med Jeppe og Louise for at gøre en rapport færdig, der skal sendes hjem til hjemmegruppen. Det lød jo som et fint og overskueligt program, meeeen!!! Inden jeg overhovedet kom afsted på kontoret, beder en af vagtmændene om at få lidt forudbetalt løn, og så skal vi også lige finde en afløser til an anden vagtmand, der skal til begravelse, på vej på kontoret bliver jeg standset af en fyr fra en ny NGO – Youth Vision – der bare gerne lige vil takke, fordi jeg forleden hjalp dem med at få adgang til nogle data om HIV/AIDS. Endelig noget forpustet og varm, fordi solen allerede bager, når jeg kontoret og kan gå igang med arbejdet. Men så kommer Kenneth, der er Disease Control Officer på DHMT, ind, og beder om at måtte låne papir til at kopiere dagsordenen til et møde med subdistrikterne, han vil holde i dag. Det er et nyt tiltag, at DHMT holder disse møder en gang om måneden, og vi har bakket op om det og oven i købet hjulpet økonomisk med at køre det i gang, så jeg er noget overrasket over ikke at have fået besked, men mødet er åbenbart blevet flyttet. Jeg beslutter at glemme alt om min dagsplan og tage med til mødet. Det kan nogle gange let føre til irritation sådan at slippe, hvad man har i hænderne, men det er et af de vilkår, vi arbejder under her, og på gode dage formår man at holde tungen lige i munden og lade nye prioriteter gøre sig gældende. Denne dag undgår jeg ikke at føle mig lidt presset, indtil jeg accepterer tingenes tilstand og i hovedet lægger en ny slagplan.

Mødet forløber fint, selv om fremmødet ikke er imponerende. Med til mødet er en mand fra JICA (det japanske ”Danida”). JICA er meget aktive i supervisions- og feedbacksystemet mellem region, distrikt og subdistrikt og var mødt op for at støtte DHMT i det nye initiativ. Det passer mig fint. Den selvsamme mand, der hedder Joachim, er nemlig super dygtig, og ham vi har engageret til at afholde kurset i management for DHMT, så efter distriktets møde benytter vi lejligheden til at få en snak med ham om kursets indhold. Det tegner super godt, og han gav os samtidig en masse ideer til, hvordan vi bagefter kan følge op på kurset. Jeg følter mig inspireret og ved godt mod, da Joachim vender hjem til Wa.

Efter at Joachim er kørt fik jeg endelig tid til lidt frokost og bagefter gør jeg mine dokumenter færdige og sender dem til vores nyansatte projektrådgiver. Sent på eftermiddagen læser jeg rapporten til hjemmegruppen, for nu er der ikke tid, til at vi kan gennemgå den sammen alle sammen. Jeppe og Louise er på vej på ferie og har travlt med at pakke, så jeg skriver et par uklarheder ned og snakker med dem om det senere.

Det er allerede ved at mørkne, da jeg låser kontoret og cykler hjem. Uden for lågen står Foli, Bettegnu og Skak sammen med ænderne og venter på at få en kiks. Sammy griner af mig, fordi gederne står på to ben og næsten vælter mig omkuld. Han genner dem alle ind i folden, mens jeg falder om i en stol i stuen og ser et afsnit Scrubs (tosset læge-tv serie, vi illegalt har erhvervet i Accra og som vi benytter som basalt genoplivningsudstyr efter lange arbejdsdage) før jeg tusser ud i køkkenet og laver aftensmad.

Ja, sådan går dagene, og jeg synes de går hurtigt. Pludselig er ugen gået, og så er det weekend igen. I sidste weekend havde vi børn på besøg. Der kommer ofte børn forbi IMCC-huset, og hvis vi har tid, kommer de ind og tegne lidt, får et glas saft, eller vi spiller kup eller bold i haven. Denne lørdag var det nu os selv, der havde inviteret. Det var Haki på 12 år og lillebror Valentine på måske 3 eller 4 år, der var her. De er sønner af den kvinde, Jesper fortalte om i sidste indlæg, der døde af astma. Vi tænkte at vi kunne aflaste Ladi, der tager sig af børnene, lidt ved at underholde dem en eftermiddag. Pyha, det kunne nok holde fire IMCC’ere beskæftiget. Valentine er en rigtig lille krudtugle og taler jo kun sissali, så han ævlede løs hele eftermiddagen, mens vi tegnede, byggede med klodser, spillede badminton, pustede sæbebobler, byggede hule og kastede med frisbee. Han fandt en køretur i trillebøren aldeles underholdende, hvor imod han ikke rigtig forstod ideen i at fodre dyrene. I stedet spiste han kiksen selv, trak gederne i halen og jagede ænderne væk. Det var en hyggelig eftermiddag, og jeg tror det var til stor hjælp. Mage til søde og, i hvert fald hvad angår den ældste, velopdragne børn skal man lede længe efter.

Nu ruller tordnen i mørket udenfor. Måske er vi heldige at få lidt regn. Det bliver sjældnere og sjældnere, og temperaturerne er meget højere i middagsheden nu end for bare et par uger siden. Tørtiden nærmer sig fornemmer man, men når jeg nævner det for ghaneserne siger de alle: ”Bare vent til februar og marts, SÅ er det vamt,” eller også beroliger de mig med, at hamartanen – vinden fra Sahara – kommer i december og januar og med sit støv skygger for solen. Den tid kalder ghaneserne cold season. Det betyder 25-28 grader. For mig lyder det perfekt!

Pas på jer selv og nyd jeres kolde efterårsstorme. Man kan faktisk godt savne dem!

Kærlig hilsen
Anna