Herlige hekse og hellige krokodiller

Hvad gør man, når man drømmer, man bliver angrebet af en bidsk komodo-varan og opdager, at det alligevel ikke er nogen drøm? Eller når et to meter langt reptil, som burde have været uddød for 100 millioner år siden, ligger og slænger sig på terassen? Eller når man finder sig selv siddende overskrævs på et af bemeldte reptiler? Eller – ikke mindst – hvad gør man, når man en mørk nat møder Ghanas mest blodtørstige slange, puff-adderen? Få svarene i dette hæsblæsende indlæg på den velnok mest øglevenlige blog i verden!

Der var en enkelt anstødssten ved det letsindige løfte, Anna og jeg havde givet vores vagtmand Bukari om at komme og besøge hans marker, hans ”farm”, der ligger et par kilometer syd for byen: Den stædige fritidsbonde havde insisteret på, at besøget skulle afvikles kl 5.30 på en lørdag, hvilket er flere timer, før jeg normalt kommer til bevidsthed. Men da høstsæsonen gik på hæld, og det snart var sidste chance, inden markerne braklægges for tørsæsonen, fik jeg ved en overmenneskelig kraftpræstation gelejdet mig selv – og ikke mindst min søvnige sengekammerat – ud af fjerene.

Af sted gik det så til Bukaris ”compound” – den udvidede families bosted – og derfra på cykel gennem det frodige dalstrøg bag markedspladsen, ad smalle stier, over sumpene i bunden af dalen, indtil vi pludselig står på den forkerte side af et femten meter bredt vandløb, der mestendels ser ud til at bestå af stillestående brakvand. ”Vi skal derover!” orienterer Bukari og peger over på den anden side. ”Hvis I vil uden om vandet, kan I cykle en lang omvej, men så finder I sikkert aldrig frem til min farm.” Ja tak, fordi du nævnte det nu, hvor det er for sent! tænker jeg morgengnaven, mens jeg møjsommeligt tager sko og strømper af og smøger bukserne op. I mit morgentrætte hoved passerer billeder af blodsugende igler, glubske krokodiller og sygdomsbefængte flodparasitter hastigt revy.

Endelig når vi frem til markerne. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet mig. Vel noget i retning af en forvokset kolonihave. Men hvad der møder os er et lille velorganiseret landbrug, marker som dækker et areal på 13,5 acres eller 6-7 hektarer, hvilket svarer til ti fodboldbaner. Det tager cirka ti minutter at gå hele vejen rundt. Måske, tænkte jeg, burde jeg revidere betegnelsen ”fritidsbonde”. Det var tydeligt, at her var tale om fuldtidsarbejde. Ofte går vagtmændene i marken lige fra nattevagten – som ligger kl 18 til 6 om morgenen, og så tager de lige seks timer mere i marken. Ikke så underligt, at de kan finde på at benytte et uset øjeblik til at snuppe en kort blund, især i høstsæsonen.

Bukari er en beskeden mand og en mand af få ord, en rigtig bondemand, men han er tydeligvis pavestolt, da han viser os rundt, og han suger til sig af vores beundrende kommentarer. Markerne er meget velorganiserede, og hver afgrøde har sit eget nøje afmærkede område, jordnødder her, bambara beans der, her majs og der yams, sødekartofler og okra. Der er luget og sprøjtet for ukrudt, kartoflerne hyppede, og ikke et strå sidder skævt.

I et hjørne har Bukari konstrueret en lille græshytte til redskaber, sprøjtemaskiner og til ly imod regnen. Udenfor står en gryde, og da vi nysgerrigt letter på låget, ligger der en øgle i bunden, parteret i syv stykker. Og så fortæller Bukari historien om, hvordan han en dag i marken under fredagsbønnen hørte en sælsom lyd. Hen over jordnøddemarken, med kurs direkte mod det bedetæppe, Bukari lå på, kom dette forhistoriske apparat krybende, knurrende som en vaskebjørn at dømme ud fra hans livagtige gengivelse. Bukari var sikker på, det var et syn eller en ond drøm, hvilket imidlertid ikke hindrede ham i snarrådigt at springe op og – før han havde fået søvnen gnedet af øjnene – skille hovedet fra kroppen af den ulyksagelige leguan med sin skarpslebne machete.

Det var for tidligt på dagen til øgle-ragout, men vi spurgte Bukari, hvordan bæstet smager. ”Just like chicken”, svarede han prompte og slikkede sig om munden.



Vi skulle dog snart få en ny mulighed for at sætte tænderne i et eksemplar fra reptilernes orden. Dagen inden min fødselsdag kørte jeg ind ad indkørselen til et sælsomt optrin. Fussi, en skydeglad nogen og halvtredsårig gavtyv med høvdingeblod i årene, var under hvad der lignede latterkramper ved at spænde to store bylter af motorcyklen. Stadig uden at forklare sig fik han og hans to kumpaner, heriblandt vores egen drengede vagtmand Sammadu, slæbt bylterne ind på terassen, men de nægtede stadig at spytte ud med, hvilke slyngelstreger de havde hittet på. Var der mon tale om et traditionelt eller rituelt foretagende? Da jeg så blodet på lærredssækkene, begyndte jeg at ane uråd. Jægeren Fussi - som er kendt for at skyde efter alt, hvad der bevæger sig og går på to ben – havde bragt os et jagtbytte! Nu løsnede Fussi snøren, og ud af den ene sæk dumpede et dyr af ubestemt omend utvivlsom øgleagtig karakter. Her flækkede Fussi næsten sammen af grin. Vores vantro ansigter må også have været et kosteligt syn.

Den næste sæk var meget større, og svupti! Ud gled en næsten to meter langt krapyl af en krokodille med tænder som en tyrannosaurus rex, som jeg den dag i dag vil sværge stadig slog med halen, selvom den burde være stendød at dømme efter de to skudhuller i nakken.

Det store hit til fødselsdagsfesten var selvfølgelig ristet krokodille! (Opskrift: krokodillen flås, parteres, ryges, koges, grilles og serveres med yams-pomfritter, salat og hjemmelavet ananasøl) Tro det eller lad være, men selv her i det vilde Ghana er folk faktisk ikke vant til at spise krybdyr og var ved at falde ned af stolen, da jeg fortalte dem menuen: Pattegris til de kristne og animisterne, krokodillesteg til muslimerne (og alle andre der havde lyst)! Og nej, det smager ikke helt som kylling, men som en mellemting mellem kalkun og tunfisk.

Nå, i sidste weekend havde Anna og jeg fået udlængsel og tog til Bolgatanga i den nordøstlige del af Ghana. Udover at de her har Nordghanas bedste – og vel egentlig også eneste – pizzaria, en fabelagtig restaurant og et hotel med noget så eksotisk som varmt vand i bruserne, så er her også et par gedigne turistseværdigheder, heriblandt krodillebyen Paga. Her i denne landsby er krokodillen et tabu, hvilket vil sige, at det er ”forbudt” at skyde, slå, spise, lemlæste, endsige række tunge ad krokodillerne, som i mange tilfælde – fortælles det – udgør glubske reinkarnationer af jægernes og høvdingenes slægtninge.

Vi går med krokodilletæmmeren ned til søens bred med tre kyllinger som lokkemad. Jeg får lidt bange anelser, da jeg ser hans forkrøblede højre arm, som dog viser sig at skyldes en medfødt deformitet snarere end en sulten krokodilles snappende kæber. Lokket til af de små kræs desperate, hjerteskærende skrig, kommer krokodillerne nu glidende gennem sivene, disse millioner år gamle anakronistiske dræbermaskiner, og mens Anna ser endnu mere bekymret ud, end jeg nogensinde har set hende før (selv dengang hun fandt en jagtedderkop på soveværelset) hæver et tre meter langt udyr sig nu op af vandet, som en nydramatisering af vore fjerne salamanderforfædres første tøvende skridt på landjorden, efter de havde forladt ursumpene.

Der er tale om søens største og ældste ud af søens over 100 krokodiller, Gamle Kurt (som jeg kalder den, det er ikke dens rigtige navn). Ved hjælp af fem-seks raske svirp med kæppen over snuden lykkes det guiden at få gelejdet hvad der vistnok er hans egen afdøde bedstefar frem fra sivene og over i en fotogen positur. Jeg knipser løs. Pludselig tager begivenhederne dog en uventet drejning, da guiden vinker Anna hen til sig. Han vil have hende til at klappe krokodillens skællede rygparti. Med bævende skridt træder Anna tappert hen imod et dyr, der nemt kunne tænke sig at sluge hende i een mundfuld uden at tygge en eneste gang, hvis ikke det havde været for to simple, men effektive forebyggende midler: kæppen og kyllingerne. Jeg kigger måbende og i stigende grad skeptisk til, mens Anna forsigtigt bukker sig ned og nænsomt klapper den langtfra tandløse olding, som havde det været en skødehund. Guiden fumler med kameraet, som han har lånt af Anna, men med kun een hånd er det vanskeligt at betjene et digitalkamera. Jeg snupper det ud af hænderne på ham og knipser et par billeder. Det her må ikke glippe på grund af misforstået hensyn til en minoritet!... Senere da guiden tilkaster Kurt en kylling, griber det forhistoriske uhyre behændigt byttet i luften og knaser det i to hurtige mundfulde. Det gamle bæst kan endnu! Inden Kurt får lov at slippe, får jeg lov til at sidde overskrævs på ham og klø ham lidt på pandebrasken, mens Anna knipser billeder.

Jeg når at sende Pavlov (ham med hundene) en taknemmelig tanke – hans love adlydes åbenbart også af verdens ældste dyr. Ifølge guiden har søens krokodiller simpelthen vænnet sig så meget til lugten af mennesker, at de ikke længere opfatter dem som en trussel. Derfor har der heller aldrig været dødsfald eller tilskadskomne som følge af krokodillebid i søen. Og på varme dage svømmer landsbyens børn frejdigt rundt i søen. Måske er forklaringen bare, at krokodillerne foretrækker kylling frem for menneskekød...

Ikke langt fra Paga ligger Sirigu, en beskeden lille landsby, der er kommet på verdenskortet (og forsiden af Bradts turistguide) på grund af en tradition med at male byens huse i særlige blå og røde mønstre. Desuden er byens kvinder kendt for deres keramik. I byen har kvinderne slået sig sammen og driver i fællesskab en lille butik med lertøj og et pensionat.

De berømte farvestrålende huse i området er indrettet med et slags dobbelte beskyttelsesrum, hvortil manden i krigstid har kunnet sende sine kvinder og børn. Til det første rum er der kun adgang via en cirka 70 centimeter høj åbning, og når fjenden stikker hovedet ind, passer det lige med, at manden kan stå parat på den anden side med sin kølle og give den indtrængende et betragteligt gok i nødden. Kvinder og børn bliver sendt dybere ind, til det inderste rum. Da jeg krøb derind og lyste med kamerablitzen, mødte der mig syv par sultne vampyrøjne i loftet, en flok flagermus havde taget bolig i det kulsorte kammer. Gennem den tykke lervæg kunne jeg svagt høre Anna advare mig om risikoen for at få hundegalskab af flagermusebid, samtidig med at hun grafisk fremmalede slutscenariet i tilfælde af, at jeg skulle blive smittet. Med flagermusene baskende om ørene lykkedes det mig at knipse et par billeder, før jeg tog benene på nakken.

De fleste af husenes beboere var i marken (det er jo høsttid), men vi traf en gammel mand, der var ved at bygge et skyggetag og en bedstemor, der til den spirende læges store interesse led af elefantitis og derfor slæbte rundt på en betragtelig klumpfod. Hun viste os, hvordan man laver sheanødder om til en balsam, der benyttes til alt mellem himmel og jord, blandt andet madlavning, kosmetik og desinfektion af sår. Det er de samme nødder, som ligger i store dynger på Århus havn, og som på Oliemøllen omdannes til en vigtig bestanddel i vestlig kosmetik og chokolade.



Dagen efter besøger vi byen Gambaga, som er berømt for at huse en hekselejr, Gambaga Outcast Home Project, et projekt startet af den katolske kirke (af alle!) og som med tilladelse fra den lokale høvding har fået lov til at etablere en lejr, hvor bortdrevne kvinder kan søge tilflugt fra forfølgelse. I Nordghana hersker der en frygtelig dum tradition for at bortjage, mishandle, og somme tider endog dræbe, hekse, som man kalder de ulyksagelige kvinder, der er er blevet beskyldt for at fremkalde mystiske ulykker, uforklarlige sygdomme eller pludelige dødsfald.

Da vi besøgte hekselejren, sov høvdingen middagslur, men vi fik lov til at betale en skærv til hans højre hånd, og så blev vi ført ned til en lille ”by i byen”. De små lerklinede, runde mamprusi-hytter var knyttet sammen til små bosteder på hver tre-fem hytter, og i hver hytte boede en ”heks” – eller en udstødt, som det korrekt hedder. Mange af dem var gået i marken, hvor de får lov at hjælpe de lokale til gengæld for lidt høstudbytte. Andre kvinder sad og pillede jordnødder eller lavede mad på bostedets bålplads.

Vi snakkede med en sød gammel bedstemor, som var blevet udråbt til at være heks, da en af landsbyens beboere var styrtet ned fra et træ. For at beskytte hende havde hendes egen familie kørt hende til Gambaga, hvis høvding siges at kunne eliminere heksenes magiske evner. De udstødte skulle efter sigende trives godt i landsbyen, og vi så da heller intet, der afkræftede dette billede. Men høvdingepaladset har også en lille men stabil indtægtskilde i turister, der som os kommer for at besigtige de omtrent 100 ”hekse”.

Initiativtageren til hekselejren, Simon Ngota, er en rigtig ildsjæl, der også har været med til at starte en forening for blinde i Wellembelle, hvor Anna og jeg har hjulpet med at vaccinere og veje småbørn. Desværre har en lokal kirkelig organisation snydt ham for en hulens masse penge, og derfor er genudslusningsprogrammet nu kuldsejlet, og ”heksene” må indtil videre finde sig i at leve resten af deres liv afskåret fra familie og venner, i modstrid med alle menneskerettighedskonventioner. Desværre støtter den ghanesiske regering ikke projektet, og mange donorer fravælger måske støtte til en forening, der på en måde fastholder og bekræfter patriarkalske traditioner, om at kvinder kan være hekse. På den anden side er det jo et faktum, at kvinderne ikke uden videre kan vende hjem, men er i reel fare for at blive splittet ad til atomer af en rasende folkemængde.

Da vi kørte hjem mod Tumu efter en fantastik tur til Bolga, var vi blevet fanget af mørket, og på de ghansiske grusveje kan det altså blive RIGTIGT mørkt, skulle vi hilse og sige. Mens jeg sad og småblundede - Anna havde rattet – stak bemeldte pigebarn pludselig i et øredøvende hyl: ”En slange! Det var en SLANGE! Jesper, en SLANGE!” Frem med kameraet. Fumle, fumle. ”Hvor? Hvor?” snøvlede jeg, men vi var allerede kørt forbi. ”Nej, Jesper, vi tager IKKE tilbage. Det gør vi bare IKKE!” Da det lykkedes mig at få Anna overtalt til at vende kareten, var en stor, fed, doven puff-adder ganske rigtigt i færd med at sno sig hen over grusvejen. Puff-adderen er den slange, der har flest liv på samvittigheden i Ghana, ikke fordi det er den mest giftige, men fordi den er sløv som en padde, hvorfor bønderne ofte kommer til at træde på den ude i markerne. Vi havde heller ikke lyst til at udveksle visitkort med den, og følelsen lod til at være gengældt, for slangen snoede sig hurtigt over i grøften, ud i sandet, hvor den gravede sig ned, før jeg nåede at stille skarpt med kameraet.

Nu har jeg lovet Anna, at vi skal have slange til hendes fødselsdag. Heldigvis kender jeg en skydegal jæger med høvdingeblod i årene, der garanteret kan skaffe et par stykker til grillen. ;-)

Kærlig hilsen,
Jesper