Spørg ræven

Nu lakker det mod jul og klimatopmøde, så en lille nyhedsopdatering her fra det ørkenvarme Afrika må være på sin plads, når I sidder og skutter jer derhjemme med lammeplaiden pakket godt ned om fødderne og en kop dampende varm julete til vanillekransene.

Det bliver et langt indlæg, for rigtig rigtig mange ting er hændt siden sidst – ikke mindst er der meget at fortælle fra vores ferie i Mali, som vi netop er vendt hjem fra.

Delvist for vores egen skyld, når vi en gang sidder og vipper i en gyngestol med en kat på skødet og forsøger at huske hvad det var vi foretog os dengang i tidernes morgen, hvor vi boede i Afrika, vil jeg dog først fortælle lidt om to begivenheder der fandt sted på jobbet, inden vi tog på ferie.

For det første løb management træningen af stablen. Det er en kendt sag, at planlægning i europæisk forstand ikke er et udbredt fænomen på ghanesiske arbejdspladser og således heller ikke på DHMT. Det ved ghaneserne imidlertid godt selv, og DHMT har derfor udtrykt ønske om at lære noget mere om, hvordan man organiserer sig og planlægger sin arbejdsdag. Vi i IMCC har taget tråden op ved at arrangere et kursus i emnet. Vi fik en dygtig ghanesisk konsulent til at lede slagets gang, og Joachim, som han hedder, bragte så hen over de tre dage DHMTs ansatte til at formulere en fælles vision for deres arbejde, afklare og afgrænse deres rollefordeling og opgaver og til sidst til at se fidusen i at have en kalender og en arbejdsliste. Det bliver spændende at se, hvad resultatet bliver, men foreløbig hænger der ugeplaner alle vegne på DHMT og det virker som om i hvert fald nogle af de ansatte har fået noget ud af kurset. I IMCC har vi nydt at opleve vores kolleger fortælle om deres arbejde og de glæder og frustrationer, der følger med det. Det var spændende at høre dem give feedback til hinanden og se dem gribe muligheden til f.eks. at protestere over pengefifleri, misbrug af benzin og deslige. Andrew, der er en af de medarbejdere, der synes at have aller sværest ved at organisere sig og på eget initiativ klare sine arbejdsopgaver, var meget begejstret for ideen om planer og lister. Det er jo smart, sagde han, da det gik op for ham at man kunne tilføje alle de ting, man kom i tanke om i løbet af dagen, man skulle huske at gøre. Da jeg mandagen efter kurset tilbød samme Andrew at hjælpe ham med at få skrevet en ugeplan sagde han imidlertid: ”NOW!!!? But I am so busy this week!” Ja, ja, Rom blev ikke bygget på en dag!



Ugen inden vores ferie var der NID (National Immmunization Days). Ghana har været godt på vej til at blive erklæret poliofrit indtil for et par år siden, da et par importerede tilfælde desværre ødelagde den statistik. Derfor vaccineres der med jævne mellemrum ekstra mod polio. Systemet er ret tungt. Vaccinationerne udføres af lokale frivillige sundhedsmedarbejdere, der bliver superviseret og får udleveret vaccinerne af subdistrikterne. Hvert barn der bliver immuniseret får en lille sort sprittush-plet på højre lillefingernegl og fuldt vaccinerede huse bliver markeret med kridt. DHMT har så til opgave at tage ud og lave stikprøver i et par subdistrikter, men eftersom det giver en lille pose penge fra donoren (i dette tilfælde Rotary og UNICEF) at gøre det, tager de ud i alle subdistrikter alle tre dage. DHMT bliver så igen superviseret af regionen og det hele bliver overset af udsendte fra UNICEF. Vi i IMCC deltager på lige fod med resten af DHMT (men modtager dog ingen penge!!!). Vi lærer en masse af at tage med ud og se arbejdet i felten. I virkeligheden er det ret effektivt og stort set ingen børn bliver overset, men tænk engang, hvis det i Danmark foregik sådan at en eller anden halvgammel mand gik rundt og stemte dørklokker og hældte vaccine i gabet på vores unger!
Og så til ferien! Det er et stort projekt at fortælle om alle de mange oplevelser vi har haft, så jeg vil slå ned på nogle af dem.

Mali ligger på den anden side af Burkina Faso, der ligger nord for Ghana, så det er principielt muligt at køre derop på en dag, men vi brugte nu to. Første destination var Dogon country, der er hjemsted for dogon-folket, et bonde/jager/fisker folk, der oprindeligt var bosat vest for Bamako, men fordi de nægtede at konvertere til islam måtte flygte fra tuareccerne (arabiske nomader fra Sahara). Fire ægtepar er altid afbilledet på de smukt udhuggede trædøre de har i området og symboliserer de første par i Dogon. Sagnet siger at deres forfædre fulgte dem i form af slanger. Den dag i dag er hovedparten af dogonfolket animister og i hver eneste landsby findes indtil flere fetisher, i form af ofte ganske udekorerede runde sten. Dogon-landet er en stor op til 600 meter høj klippeformation, der rejser sig af en flad slette og dogonfolket bor både under og på klippen. I tidernes morgen boede her også Tellem-folket, hvis lerhytter stadig ses direkte på de stejle klippevægge, men da maden blev knap blev de fordrevet af dogon. Efter sigende skulle tellem være god til magi og blandt andet kunne flyve (hvilke må have været handy når man ser, hvor de har boet). Uheldet var imidlertid at magien kun kunne bruges til det gode og derfor ikke var stort bevendt i krigen mod dogon.

I Dogon vandrede vi rundt blandt de utallige landsbyer, og havde det ikke været for varmen ville jeg have tænkt at det mindede om fortids ture til Norge. Det var dejligt at gå, og sikke udsigter!!! Dogon-landsbyerne bærer præg af en særlig arkitektur og er blandt andet kendt for de karakteristiske firkantede kornlagre med stråtag. Hver landsby er bygget op som et menneske. I midten er en plads med en navlesten – byens centrum. I forhold hertil ligger byens indgang og dens fetish, svarende til hovedet, kvindehytter til ”urene” menstruerende kvinder svarende til venstre side, de gamle mænds område i benene osv.

Vi havde engageret os med en ung dygtig guide, Line (men af hankøn), som havde planlagt en smuk tur rundt i landskabet for os. Om natten sov vi på tagene af små gæstgiverier under stjernehimlen og et myggenet. Det var i sig selv en fantastisk oplevelse. På andendagen gik vi en vældig krævende tur rundt til tre søsterlandsbyer, der lå henholdsvis under, oven på og på den anden side af klippen. Her kom vi også tæt på tellemhusene, og det var en helt forrygende smuk tur. Normalt, fortalte Line os, fik han en chauffør til at vente på den anden side, men eftersom vi jo havde egen bil, der holdt ved udgangspunktet ville han føre os en ny vej ned. Fint nok! Men at der overhovedet var tale om en vej er temmelig diskutabelt og aldrig i mit liv har jeg været så bange for at træde forkert! Line kunne naturligvis overhovedet ikke forstå, at et par stærke unge mennesker som os kunne finde på at protestere over en smule klatretur, men vi forklarede med meget store bogstaver at i Danmark er det højeste bjerg en bakke og det er ikke normalt at spadsere på ydersiden af klippevægge og over afgrunde dybere end svarende til en grøft.



I dogon mødte vi også en vismand, der sad på jorden og tegnede i sandet. Han tegnede med fingrene og lagde sirligt små sten og pinde ind i sin tegning. Line forklarede at manden skrev spørgsmål i sandet. Når han var færdig smed han peanuts på værket og i nattens mulm og mørke kommer så rævene og spiser nødderne og sætter fodspor. Af sporene aflæser den kloge man svarene på spørgsmålene. Så skulle du brænde inde med et spørgsmål, så er det bare at spørge en ræv! Selv spurgte vi bl.a. om Jespers arbejde, når han kommer hjem. Svaret svæver pt. stadig imellem rævepoterne, eftersom vismanden glemte at give besked, men Line har lovet os svar pr. mail snarest!
Efter Dogon gik turen til Mopti, der er en travl havneby ved Nigerflodens bred. Her fik vi Line til at hjælpe os med at leje en båd. Det endte efter hårde forhandlinger omkring et hvidt plastikhavebord med en pinasse – en bredbundet båd med sivtag – ejet af selveste pinasse-foreningens formand, som vi fejlagtigt troede også skulle sejle skuden. Det havde han imidlertid folk til. Vi lagde fra en fredelig formiddag og delte den 10 m lange båd med skidehul i enden og privat kok ombord kun med de to medarbejdere og så en spansk ungkarl på eventyr i Afrika, der med spanske gestikulationer og gebrokkent fransk/engelsk/spansk lod os forstå, at han ikke brød sig om turister og afrikanske byer, men i øvrigt syntes at sætte pris på vores selskab og var så venlig at fægte signaler til os på hele den 3 døgn lange tur i forsøg på at konversere.

I en bisætning skal det bemærkes, at undertegnede var syg af en ufærdig pandekage på hele flodturen, så de tre døgn for mit vedkommende for en stor del blev brugt på at sove, men ikke desto mindre var det en fantastisk flot tur, med masser af fugleliv og god tid til at betragte de travle fiskere i små træbåde, der arbejdede langs hele ruten. Vi overnattede i båden og sejlede klokken 5 hver morgen. Jeg kan næsten stadig høre motorens tøffen, og det var utrolig afslappende og idyllisk...lige undtagen de tidspunkter hvor vi var inden for mobildækning, og kokkens telefon kimede idyllen langt ned i de grå vandmasser. Desværre var der for meget vand i floden til at vi så flodheste, men i stedet så vi landskabet forandre sig, så Sahara titte frem, så børnene på breden vinke og trygle om at få vores tomme vandflasker at lege med, så isfugle med lange næb, og ørne med krumme, så byer af ler og gamle mænd med turban stirre ud over vandet og filosofere ved deres rejses afslutning, så og smagte couscous med løgtomatsovs for 500. gang i Mali, så svenskerne overhale og mærkede fryden, da vi igen tog føringen. Til de af jer der ikke måtte vide det eksisterer i Sverige ”Rosa Bussarne”, der er en pink turistbus, fyldt med unge svenskergæs med afbleget hår på deres livs rejse efter en middelmådig studentereksamen og gamle svenske grise klar til sjov (helst med en billig negerpige, der ikke har andet valg). Denne bus kører så over to måneder gennem hele Vestafrika og året efter tilbage igen med den samme ølfede guide hver eneste gang (få dig et liv!). Vi traf de rosa nordboere allerede på hotellet i Mopti, hvor deres bus holdt side om side med vores elskede Toyota Landcruiser, mens vi var på udflugt.
Landgangen i Timbuktu var noget forsinket. Hotellet, der skulle hente os havde liiiiiiiiiiige glemt aftalen. Men det lykkes os da lagt om længe at komme ind i byen. Og sikke en by. Gaderne er af sand og husene er af ler. Det ligner næsten noget fra en gammel western. I stedet for øgene, der står tøjret udenfor salonen er der bare æsler og de står mere sandsynligt tøjret ved en af de tre moskeer, man desværre ikke kan komme ind og se fordi en eller anden dumsindet turist har kælet for meget med sin kæreste i en af dem, hvorefter imamen besluttede at der kun er adgang for muslimer. Sikkert en svensker.

Vi spiste aftensmad på en lokal restaurant...eller dvs. Jesper spiste og jeg drømte om dage, hvor jeg var sulten og faktisk kunne spise uden at min mave slog tre knuder og muggede i et hjørne inde bag leveren. På restauranten mødte vi en del lokale guider her iblandt en mand, der fortalte at han engang i de glade firsere havde arbejdet på Hotel Hilton i København i tre måneder. Han talte stadig dansk og sagde, at han elskede Nørrebro, mens han strammede sin turban og til forveksling lignede en af ørknens sønner. Sært.

Og det blev morgen den...hmm...niende dag! Og denne solvarme dag lagde vi ud med to timers udflugt på kamelryg ud i ørknen. Til Jespers glæde besad han en tidligere vinderkamel i det årligt tilbagevendende kamelræs, mens min kamel var noget mere beskeden, men aldeles rar og venlig. De er fantastiske de dyr. Så høje og med de længste curlede øjenvipper jeg har set. L’oreal go home! Når monsteret rejser sig eller lægger sig ned foregår det ende for ende hvorfor det bare er med at holde fast, mens man sidder der i en 70 graders vinkel. Selve rideturen var ikke just behagelig. Mest fordi man åbenbart ikke bruger fór på sadlerne i Sahara. Man skulle tro det kunne spare ballerne for en del ubehag på de lange ørkenridt, som kan vare i over 40 dage. Ude midt i ørknen holdt vi hvil og vores kamelfører og den engelsktalende guide bød os på tuarec-te (UADRK) mens vi beså et udvalg af smykker de havde medbragt i den tro at det er lettere at sælge ting og sager til turisterne, når de er søsyge efter et kamelridt og helt alene på ørknens sletter. De fik ret!
Vel tilbage i Timbuktu ringede vi til Salek - en flink tuarec-mand vi havde mødt dagen forinden. Han er karavaneleder og var i Timbuktu for at sælge det salt, han havde fragtet ned med sin karavane fra saltbruddene nordpå. Han viste os rundt i byen og dets markeder. Han hjalp os også med at bestille en bush-taxi til morgendagens tur tilbage til Mopti (den historie vender vi tilbage til). Til slut bød han på te i sit telt (BVADR...igen) og endnu engang blev vi tilbudt smykker af sølv og perler til en favorabel pris, som vi forhandlede stærkt ned under tedrikkeriet. Tuarec’erne er et rigtigt ørkenfolk, der går med sabel, rider på kamel og lever i telte i ørknen. Deres kvinder rejser aldrig og lever således hele deres liv i den samme bunke sand. Salek boede i Timbuktu hos noget familie, men hans kone og barn var flere hundrede kilometer nordpå midt ude i Sahara. Når tuarec’erne handler skal der altid drikkes te. Man drikker tre kopper (BVADR, BVADR og BVADR) stærk, bitter te sødet med lige dele sukker. Kvinderne får altid først. Teen er brændvarm men bliver kølet ved at blive hældt fra stor højde fra potten til glasset og tilbage. Dette også for at opløse sukkeret. Under drikkeriet giver hver part tre bud på varerne og til sidst afgør man så om der kan findes et kompromis...ofte er kompromiet at tillade et par ekstra bud: ”what is your last last price?”
Salek fortalte begejstret om sine lange karavaneridt i ørknen. Blandt sine varer havde han en brevåbner med form som en turec-sabel. Han slyngede sin klødning lidt til side og viste stolt den ægte, halv meter lange vare. Det er åbenbart absolut nødvendigt at bære et sådant våben i ørknen og med store fagter forklarede Salek hvordan han adskillelige gange havde såret angribende røvere. ”Jamen, ramte du dem?” Spurgte en naiv og noget chokeret Jesper. ”Ja, Ja. Her og her og her”, svarede Salek under turbanen og tog sig på armen og skulderen og brystkassen. ”Jamen, blødte det? (her begyndte naiviteten at blive pinlig)” ”Ja ja”, svarede den overbærende beduin og smilede et smil værdigt for enhver colgate-reklame.

Før vi sagde farvel til Salek donerede vi lidt til familien (han havde til hans ære ikke bedt om penge for turen rundt i byen) og forærede papir og kuglepenne til børnene i teltet. Det bragte tilsyneladende stor lykke, for da Jesper senere gik en aftentur syntes alle børn at vide, at de hvide fra Danmark havde kuglepenne :-)
Turen fra Timbuktu til Mopti skulle efter sigende kunne tilbagelægges på 6-7 timer i firhjulstrækker, hvorfor vi havde bestilt sådan en, sikret os at den havde sikkerhedsseler på forsædet og aftalt at den hentede os på hotellet mandag morgen klokken 4:00. Halvdelen af betalingen fik ejeren ved bestillingen og resten skulle betales, når vi var sikkert på hotellet i Mopti. Alle tiders.....

For nu at fortælle historien om vores hjemtur fra verdens ende rigtigt må jeg introducere Heinrich og Petra. Ja, det er opdigtede navne, dels fordi de uden tvivl ønsker at være anonyme og dels fordi jeg ikke aner, hvad de hed. Heinrich og Petra var det tyske kærestepar, der allerede sad i firhjulstrækkeren, da den præcis som aftalt stod klar klokken 4. Det var også Heinrich og Petra, der valgte at bliver edderspændt rasende over at være nødt til at flytte om på bagsædet, fordi vi jo havde købt forsædet. De syntes, vi var tåbelige at bekymre os om sikkerhedsseler i Afrika...tja, men i så fald kunne de jo være ligeglade. ”Stupid Africans and your stupid country. We should never have come” (citat: Heinrich)... Ja, gid du havde tænkt over det noget før!



Sammen med Heinrich og Petra samt to franske piger startede turen så. Vi kørte 20 minutter i rasende fart og standsede så ved breden af Niger og ventede. Ingen tænkte på at informere os om, hvad vi ventede på, men efter næsten to stive timer på lårene af hinanden viste det sig, at vi skulle med en færge over floden. Som sagt så gjort. Om bord gik det på en pram, der ligeså godt kunne have sejlet mellem Mors og Fur. Gennem bilruden havde jeg udsigt til motoren, der stod på dækket og lignede en vandkedel med en cykelkæde og et stempel monteret for enden. Mod al forventningen fik den hostet os over på den modsatte bred. Straks vi var i land krævede vores chauffør at få resten af betalingen for turen. Det var naturligvis både suspekt og imod vores aftale, men eftersom han tydeligt angav med livlige fakter at han agtede at lade os blive hvor vi var, hvis vi ikke hostede op, var der jo ikke meget at gøre.
Afsted gik det så gennem ørkenen af sandede stier. Det var relativt behageligt omend vi sad lidt tæt, og jeg priste mig lykkelig for at vi sad i en 4WD. Men så ankom vi til Douentza, der ligger cirka halvejs, og hvorfra der er asfaltvej helt til Mopti. Her holdt vi pause...troede vi. Men pludselig meddelte chauføren, at nu skulle han ikke længere. Øh nå!!! Ja, men vi kunne køre med det her rugbrød, sagde han og pegede på et eksemplar af slagsen. Jesper og jeg blev placeret på forsædet under en spydig kommentar fra Heinrich om, hvor ærgeligt det var, at der ikke var sikkerhedsseler. Heinrich selv blev heldigvis stuvet ind bagi på de bænke, der der var indrettet til formålet. Jeg var nu tilbøjelig til at give ham ret eftersom jeg kunne konstatere, at der heller ikke var håndbremse og at samtlige installationer i instrumentbrættet fraset rattet var fraværende. Det viste sig dog at være et mindre problem. Chaufføren var en ualmindeligt forsigtig bilist, der næppe nåede over de 20 km/t. Grunden kan have været hans omsorg for vores velbefindende eller det kan have været det fakta, at bilens dæk var så slidte at der skulle et minimum af fejlkørsel på de hullede veje til at forårsage en punktering. Desværre måtte selv samme chauffør allerede 5 km udenfor byen konstaterer at besværet var forgæves. Højre forhjul var fladt som en pandekage og vi blev alle gennet ud, mens den måske 8 år gamle hjælper skiftede til reservehjulet.

Det lykkedes at køre lige præcis 200 m før reservehjullet også punkterede. Desværre var der ikke flere hjul at tage af og der forekom os også at være langt til Mopti på denne måde. Klokken var lidt over 11 om formiddagen og vi manglede at tilbagelægge 170 km. Men kommer tid kommer råd. Vores venlige chauffør prajede en taxabus til os. Dvs. en af disse køretøjer, malineserne selv bruger til at komme frem og tilbage. Der er tale om en minibus med plads til ca. 20 personer. I dette tilfælde var der allerede omkring 35 passagerer og desuden var gulvet dækket af geder pakket ned i hver deres pose. Vi kravlede ind på toppen af det hele og forsøgte at se det hele lidt fra den morsomme side. Det kneb for Jesper, da det gik op for ham, at der så en stor vædder med to sylespidse horn mellem hans ben! Heinrich havde også svært ved at se det sjove i det hele. Han mente vi havde meget bedre pladser end ham: ”Sie sind asozial. Are you the the queen of Denmark or what”. Jeg svarede at hvis han synes det var lettere at forholde sig til en dronning, så kunne vi da godt sige det, og så inviterede jeg ham om og sidde sammen med de 5 mennesker og 4 geder på min række. Han afstod fra yderligere kommentarer og blev hvor han var.

Taxabussen fløj ikke ligefrem afsted. Max hastighed var 30 km/t og med intervaller på ca. en time måtte chaufføren stoppe og ud og tømme sin drikkedunk i køleanlægget til den overophedede motor. Samtidig måtte hans hjælper (igen en unge på 8-9 år) ud og efterspænde hjulene. Til det formål benyttede han en lille bitte svensknøgle, som formentlig oprindelig har hørt til i et ”dit første cykelværksted-legesæt”. Men fremad gik det. Geder kom ind, geder steg ud. På et tidspunkt stoppede vi op og læssede 10 m3 trækævler på taget og endelig lige før nattemørket sænkede sig ankom vi til Savare, der ligger 5 km fra Mopti. På dette tidspunkt var vi forlængst holdt op med at insistere på vores oprindelige aftale, og nøjedes med at praje en taxa, der kunne køre os til hotellet. Og der, hvor uendelig bittert det end var, ventede svenskerne, der mageligt havde tilbagelagt en 7 timers 4WD tur fra Timbuktu mellem 8 og 15. GRRRRR!
Status:

Lovet: 6 timers køretur på forsædet i 4WD med sikkerhedsseler. Chauffør selvsamme mand som modtog den halve betaling. Det resterende betales ved ankomst til hotellet.
Fået: 14 timers køretur i hhv. 4WD, rugbrød uden håndbremse og overfyldt minibus på toppen af 35 malinesere og ligeså mange geder samt to gale tyskere. Chauffører af skiftende karakter som modtog betaling på forhånd. Destination 5 km fra hotellet! Men trods ovenstående en usædvanlig og morsom oplevelse til samlingen.

Vores ferie sluttede i ro og mag i Ouagadougou, hvor vi tilbragte lige knap et døgn med at købe ind (der er så meget, man kan få i et supermarked!) og spise os en pukkel til på en af de lækre restauranter i byen. Aftenen inden vi vendte næsen mod Tumu hentede vi projektets nye projektrådgiver – Marie – i lufthavnen. Marie har boet i Tumu den seneste uge, og fulgt os på kontoret og i alle vores aktiviteter. Vi har sørget for at hun har mødt en masse af de mennesker, der er centrale for vores arbejde og i fællesskab med dem og os, har hun evalueret vores projekt og hjulpet os til at se nye muligheder i det og nye måder at gribe tingene an på. Det har været hårdt sådan at skulle endevende vores hjertebarn og se på det med helt nye øjne, men også utrolig givende for os begge, og vi glæder os til at begynde at anvende nogle af de mange gode råd.

Desværre skete der det, da vi kom hjem til Tumu, at Jeppe og Louise, vores kære kolleger, var nødt til at køre til Wa for at få en hævelse på Louises kind undersøgt nærmere. I Wa blev Louise sendt til Accra, for at blive scannet og derfra til Danmark. Det har vist sig, at der er tale om en alvorlig tilstand, og Louise og Jeppe, der havde cirka tre måneder tilbage i Tumu, vender ikke tilbage. Jesper og jeg er utrolig kede af situationen og tænker meget på vores venner, og på hvor tomt det er nu, hvor de med et er så langt væk. Når vi fortæller om situationen til ghaneserne bliver de alle først tavse. Sidder lidt og lader beskeden bundfælde sig. Nogle bliver kede af ikke at have sagt farvel. Andre spørger, hvordan Jeppe og Louise så skal få alle deres ting hjem til Danmark eller om de kan få et telefonnummer og ringe til dem. Men alle næsten uden undtagelse siger til slut: ”I will pray for a speedy recovery”.



Vi har brugt en del af projektrådgiverens besøg på at sadle lidt om, og indstille os på den næste tid, hvor vi er alene på projektet og på de to måneder i januar og februar, hvor vi skal køre vores nye kolleger, Simon og Kirsten, der skulle have afløst Jeppe og Louise, ind i projektet. Vi er sikre på at vi med støtte fra de gamle IMCCere i hjemmegruppen nok skal klare udfordringen trods mandefaldet. Men der er ingen tvivl om, at denne pludselige og store forandring i vores liv hernede kommer til at påvirke os resten af tiden i Tumu. Også vi ‘will pray for a speedy recovery!’

Kærlig hilsen,
Anna