Hvordan man lærer æslerne at synge, mimer et næsehorn og overlever Afrikas ti plager uden at havne i retten

Før jeg kaster mig ud i det, vil jeg se, om jeg kan tage livet af et par sejlivede fordomme, som nogle læsere – jeg nævner ingen navne – kunne finde på at sidde inde med, fordi deres forestillinger om ”det mørke kontinent”, alt efter aldersgruppe, stammer fra: Tarzan-filmene, Lille Sorte Sambo, Min afrikanske farm, 80’ernes nødhjælpssange eller nyhedsindslag om Rwanda og Somalia.

Myteaflivelse nr. 1: Afrika vrimler ikke med vilde dyr, specielt ikke Vestafrika. Men her er fuldt af husdyr! Geder, får, køer, grise, høns, ænder, kalkuner, æsler går rundt og skræpper, bræger, mæher, kagler, muher, pipper – og vrinsker, eller hvad æsler nu gør. Her har Anna fremsat det rimelige forslag, at æselet – dette nuttede dyr, hvis ydre modsiges totalt af dens platte, vulgære udbrud: ”Hiiihååååååååååå!” – burde tilbydes sangundervisning og en revideret kendingslyd: ”Lalala-lalaaaaaaaaaaaaaaaaa!”

(Notabene til myteaflivning nr. 1: Henregner man kryb og kravl til kategorien ”vilde dyr”, er myten måske alligevel sand. Det gamle testamentes ti plager kan meget vel have udgået fra et sted i nærheden af Tumu. Mens jeg sidder og skriver dette indlæg, dratter et par fede insekt-jagende firben ned fra terasseloftet, lander med et dumpt ”smak” og piler hen over fliserne. Tidligere er vi blevet invaderet, i kronologisk rækkefølge, af: Mosquitoer, kæmpebiller, dræberbier, glubske minimyrer, sorte gigant-græshopper og – til Annas fortrydelse – edderkopper på størrelse med tekopper med en trækkraft, der gør de ottebenede krapyler i stand til at modstå støvsugerens sugeevne - med lethed! Seneste tillæg til rædselskabinettet er naboens fem haner i kalkunstørrelse (de ghanesiske kalkuner er igen på størrelse med strudser), der terroriserer vores ænder, voldtager vores høns og klukker arrogant, når man pøser vand på dem eller prøver at jorde dem med motorcykelen. Heldigvis har vi endnu ikke haft slangesæson, og det tror jeg Anna er meget glad for: Let’s keep it that way.)

Myteaflivelse nr. 2: Afrika er ikke et af den slags tropiske lokaliteter, hvor man ligger og daser under en palme dagen lang, men man venter på, at frugterne dumper ned i favnen. Faktisk er der utroligt få frugter og grønsager i Tumu, ud over tomater, løg, kål og i ny og næ en ananas eller mango. I virkeligheden stammer alle de frugter, vi forbinder med Afrika, andre steder fra: Mango er fra Indien, Ananas og kakaobønner fra Sydamerika, og noget så ”afrikansk” som kokosnødder, sukkerør og – ja! – bananer kommer minsandten fra Asien!

Og så lige en advarsel: Længden af dette indlæg afspejler, at der er sket rigtig meget hernede siden sidst, samt vores forsøg på at beskrive de vigtigste begivenheder hernede, så vi kan huske dem, når vi kommer hjem. Altså en slags dagbog. Vores læsere er selvfølgelig velkomne til at springe i beretningen og for øvrigt kaste sig over de 200 billeder, vi lige har lagt ind og kommenteret.
Men til sagen!

Som de fleste af jer ved, har vi haft en turbulent periode. Det startede i slutningen af november, hvor vores kollegaer Jeppe og Louise blev nødt til at rejse hjem grundet alvorlig sygdom. Det har selvfølgelig sat sit præg på stemningen og givet os nogle ekstra udfordringer: At styre et DANIDA-projekt med et budget på 7 millioner kroner er ikke helt ukompliceret, og arbejdspresset og den psykisk svære situation gav da også Anna og jeg et par grå hår – især mig, hvis man skal tro min frisør (Chez Anna).

Oven i købet ankom så vores nye projektrådgiver, Marie, over for hvem vi selvfølgelig helst ville give et ikke aaaalt for uprofessionelt indtryk. Det gik nu godt, og Anna og jeg er gået i gang med at sætte gang i en masse nye initiativer, som udspringer af besøget: Før juleferien nåede vi således at udskrive en konkurrence, der går ud på at foreslå et forskningsprojekt, der er til gavn for lokalbefolkningens sundhed. Præmien er financiering og hjælp til udførelsen. For dem, der er interesseret i det udviklingsarbejde, vi laver eller forsøger at lave hernede, har jeg netop færdiggjort et nyt indlæg til DANIDAs sundhedsblog, som snart vil blive sat online. Hold udkig på hjemmesiden www.udvikling.dk.

Nu var vi klar til at holde juleferie! Så vi tog til kysten, til strandparadiset Safari Beach Hotel. Åbenbart havde vi så travlt med at komme af sted, at en nidkær betjent, der tydeligt målte hastigheden på den forkerte side af byskiltet, nappede mig i fartkontrollen. Da betjenten gik i gang med at udskrive bøden, blev jeg hed om ørerne, for en ghanesisk bøde er nemlig, ligegyldigt hvor lille, ensbetydende med en dag i retten. Adskillelsen af bødeudskrivelse og bødeinddragelse er faktisk indført for at forhindre korruption. Mange politifolk bruger dog alligevel truslen om en retsindkaldelse til at presse folk til bestikkelse. Jeg så allerede strandferien flyve bort i den nedgående aftensol. Jeg måtte tænke hurtigt! Så jeg brokkede mig lidt, og fandt så på at nævne, at jeg kommer fra Ghana Health Service – hvilket står trykt uden på vores bil, og faktisk ikke er helt løgn – og det giver altid en vis respekt. ”Are you a doctor?” spurgte politimanden brysk og nok en smule tvivlende (jeg havde på dette tidspunkt forventningsfuldt iført mig strandtøjet: shorts, t-shirt og blå Diesel-kasket), og halvt i trods, halvt i panik svarede jeg, at ”Det kunne man sådan set godt sige, ja.” I samme øjeblik kom Anna hen til bilen, og jeg må have sendt hende et meget sigende blik, for da politimanden spurgte ”Are you a doctor as well?” tøvede hun kun få millisekunder, før hun frejdigt svarede ”Yes!” ”Lad nu være med at genere de her folk fra sundhedsstyrelsen,” blev betjenten nu irettesat af den overordnede officer, som havde overhørt det sidste af samtalen. Bøden blev revet itu, og papirstumperne dalende ned foran mit lettede ansigt. ”Safari Beach Hotel, here we come!!!”...



På Safari Beach bestilte vi ikke stort andet end at svømme rundt i Atlanten, få slået hul på knæene i bølgerne, spise hummer og drikke kølige Cocolocos i solen – kort sagt dase! I et sjældent aktivt indslag tog vi til styltebyen Nzulezu, hvor en flok landmænd ulogisk har fundet på at slå sig ned ude på en sø. Det tog en times kanosejlads gennem mangroveagtige sumpeområder, før vi gennem urskoven hørte tonerne af et musikanlæg, der spillede op til ”søndagsdans”, som de lokale fornuftigvis havde sat i stedet for gudstjenesten. På søen bad vrede kvinder i kanoer os om at undlade at tage billeder, og senere fandt vi ud af, at en opportunistisk ”naturfotograf” fra National Geographic havde taget billeder af de letpåklædte kvinder, som så var endt i hvad de lokale altså havde opfattet som en ”nøgenkalender”, og denne episode ville kvinderne forståeligvis gerne undgå en gentagelse af.

I Accra hentede vi Annas søster Stine, og det var rart at få lidt selskab i juledagene. Vi fik vasket plasticjuletræet for hamatan-støv, hængt kravlenisser op og – selvom ingen ghanesere overhovedet intet begreb har om sne – sprøjtet kunstsne på vinduer og døre. Anna og Stine diskede op med en fantastisk julemiddag med brunede kartofler, andesteg (som vi havde købt ude, da vi ikke nænnede at ofre vores egne), risalamande og hjemmelavet mandelgave: en hjemmelavet marcipangris og en fantastisk cheeseburger på dåse sendt af Annas betænksomme mor. Anna vandt mandelgaven, selvom hun nok må finde sig i, at fremtidige generationer vil betvivle troværdigheden i, at man kan finde mandelen ”ved en tilfældighed” i anden skefuld, og desuden ustraffet få lov til at bryde den universelle a la mande-regel om, at man først efter sidste skefuld må afsløre, om man har mandelen eller ej (hvilket imidlertid må siges at være en uomgængelig umulighed, når mandlen er på størrelse med en lille blomme, se billederne, red.).

Juledagene brugte vi med at tulre rundt i Tumu, arbejde lidt i sundhedscentret i Wellembelle, besøge byen Gwollu, som Anna har skrevet om i et af de første indlæg her på bloggen (genbesøget på bonesetter-klinikken afslørede, at bonesetterne trods alt ikke kan udrette mirakler, idet en af de oprindelige patienter – manden der havde fået knust knæet, da han faldt med en favnfuld brændeknuder – humpede rundt på stylter i kun marginalt bedre stand, end vi sidst forlod ham i for fire måneder siden). I Gwollu blev vi inviteret ind i selve høvdingens palads, og han viste at være en belæst herre, som vi fik lov at udveksle emailadresser med henblik på at købe rettighederne til at drive guldminedrift i området. Ideen er hermed givet videre. Stine jublede over at have mødt en af de ”royale” ghanesere.



I juledagene havde vagtmændene brokket sig lidt over, at der ikke var helt samme julestemning, som der plejer, og de var så småt gået i gang med at belære os om de danske juletraditioner, som de kender ret indgående efter 12 års danskerbesøg: ”Og så skal der være julemand, og danses rundt om huset, etc.” Dét kunne vi ikke have hængende på os, så vi flikkede en julefest sammen for vores tumugensiske venner, heriblandt Danladi, frisk hjemvendt fra sit besøg i Danmark, hvorom han kunne fortælle sine vantro venner legender om isskøjteløb, biler med to bilbatterier, kæmpe snedriver (it’s soooooo cold!) og det umulige bygningsværk ”Storebæltsbroen”, hvor man på vej i een retning kørte over vandet i bil, og på vejen hjem blev sendt under vandet i tog. Til festen blev der ikke sparet på øllen og brændevinen, og selv et par af muslimerne kunne ikke dy sig for at prøve absinten. De fleste fortrød efterfølgende, som det ses på billedet af den ellers så modige Ken. Til kyllingen og yam-fritterne havde Anna og Stine lavet en lækker salat, men Abrahams kone Sophia, som ellers måske er det mest forsagte menneske i verden, fandt det nødvendigt at grave et par agurkestykker ud af salaten med grabberne og pædagogisk forklare Anna, at sådan nogle ville hun aldrig finde på at servere, og da overhovedet ikke ukogt. Ikke for sin værste fjende! Nej, en rigtig ghanesisk kvinde skal vist helst holde sig til de max fem faste retter, der indgår i det ghanesiske cuisine.

Fra Tumu gik turen til Ouagadougou, hvor vi shoppede og fejrede nytår på toppen af en fin restaurant, men ud fra tjenernes forbløffede blikke kunne vi udlede, at ideen med at springe nytåret ind vist ikke er nået til disse breddegrader. På en måde savnede jeg nu dronningens nytårstale, hvis løse floskler og manglende substans virker underligt betryggende.

Fra Ouaga kørte vi dagen derpå direkte til den grundtvigianske ”højskole” Dalun , hvor vi drak champagne og spiste vandmeloner til aftensmad. Det var en sjov oplevelse, selvom der var vinterpause på skolen. Vi mødte forstanderen, og det er sjovt at se, hvordan Grundtvigs ret så ”danske” tanker kan sætte spor så langt uden for Danmark.

Herfra kørte vi til Mole, en af Vestafrikas mest populære nationalparker. Det var vores mål at se elefanter helt tæt på, og det lykkedes! Trods ellers ugunstige omstændigheder. Alle guiderne var nemlig optagne, så vi måtte nøjes med en fra reservestaben, Afrikas mest uduelige, som formåede at træde på hver anden trørre kvist, lede os ind på dyrene fra vindretningen, og som ikke kendte en eneste fugl i parken, fordi han, som han selv forklarede, ”ikke havde fået fat på fuglebogen endnu”. Af samme grund forvekslede han nogle kæmpefuglereder med tilfældige tangaflejringer og var ikke klar over hvad et næsehorn er. Da jeg forklarede det ved at mime et af de store dyr (se billedet), udbrød han: ”Ooooh! It’s like a hippo with horns!” Herefter hægtede han sig på en af de erfarne guider og holdt så ellers lav profil resten af turen. Klogt træk.

En bedre guideoplevelse havde vi i regnskoven Kakum tæt ved kysten, hvor man kan gå rundt 40 meter oppe i trætoppene på hængebroer lavet af tømmerstiger og mørnede reb. Vores guide fik dog ikke den bedste start, da han indledte med at fortælle Anna, der er panisk bange for højder: ”You will all survive – if you are lucky.” Anna rystede som et espeløv hele turen over de syv hængebroer (jeg må her påpege, at de 10.000 billeder Jesper tvang mig til at stå model til ikke just hjalp: ”Prøv at hoppe...!” red.). Oplevelsen blev fulgt op af behagelige timer i vandet på Anamabo – endnu en god strandoplevelse.



Vi hentede vores nye kollegaer Simon og Kirsten d. 5. januar, og hvor var det dejligt at blive fire på projektet igen – og have nogen at spille beach volley med! Ikke at Anna og jeg ikke nød hinandens selskab i december, men det var nu begyndt at blive en smule spooky, når vi vidste på forhånd, hvad den anden ville sige – som i et gammelt ægteskab. Stine rejste hjem få dage efter, godt fyldt op af oplevelser. Det har været dejligt at vise vores ghanesiske eventyr lidt frem.

Det lykkedes os hurtigt at give Simon og Kirsten nogle smagsprøver på det ghanesiske bureaukrati. Under et rutinebesøg på Registrar General – ghanesernes svar på Borgerservice, bare uden service – fik vi først at vide, at IMCC’s sagsmappe var utilgængelig på grund af ”et teknisk problem”, som bestod i, at man havde lånt den eneste stige ud og derfor ikke kunne nå de øverste lag i papirdyngerne. Efter to dages ventetid, lykkedes det at få fat på mappen, som dog var helt og aldeles t-o-m: 12 års papirer var gået tabt! Da der ikke eksisterer noget bevis på, at Anna og jeg var hvem vi påstod, nemlig co-secretary og -director, måtte vi ty til dokumentfalsk: Jeg måtte skyndsomt udpege mig selv til direktør og – i en anden sag – udpege en kollega i sundhedsadministrationen som direktør, hvis underskrift jeg måtte forfalske, så ”han” kunne udpege mig som sekretær. Det er ikke en let sag, skulle jeg hilse og sige, specielt ikke når der står to koleriske embedsmænd og en statsautoriseret advokat og ånder en i nakken.

Nå, vi fik betalt regninger, udfyldt de nødvendige papirer, købt ny projektcomputer, introduceret Simon og Kirsten til de nødvendige kontorer – og alt dette uden at få stjålet alle vores ting. Vi købte så mange ting på vores 5 timers marathonshoppingtur i Accra Mall, at en hel tyvebande ikke ville kunne slæbe det. Herunder dåser nok til et skydetelt i Tivoli og legetøj nok til det næste halve år (inklusiv et aldeles anvendeligt badmintonsæt, med hvilket Jesper allerede har måttet erkende adskillelige nederlag, red.).

Vi er nu tilbage i Tumu, og vores nye kollegaer er ved at falde til. Følg dem på www.simonogkirsten.blogspot.com. Simon og Kirsten fik ellers ikke den bedste introduktion til byens rådhus, idet borgmesteren havde glemt vores aftale, og den nyvalgte byrådsdirektør optrådte som sindbilledet på en korrupt afrikansk embedsmand – hvad han vist nok også er. Da vi spurgte ham om strukturen i byrådet, tegnede han på det nærmeste en kransekage med sig selv i toppen, og når vi snakkede, sad han konstant med sin ene finger dybt begravet i næsen. Dog spidsede han ører, da han hørte, at Kirsten er lægestuderende: ”Om hun ikke kunne anbefale ham en effektiv slankepille?” Kirsten svarede fornuftigt, at piller i hvert fald skal kombineres med motion og et lavere kalorieindtage. Her ville distriktsdirektøren gerne vide, om alkohol virkelig fedede, og om det gjaldt ”Både øl og vin?” Kirstens bekræftende svar hensatte den skuffede direktør i en tavshed, der nåede at blive en smule kejtet, før det håbefuldt lød: ”Hvad så med gin?”

I disse dage har der været afrikanske fodboldmesterskaber, og Ghana gik næsten hele vejen, og selvom de tabte finalen, har stemningen været høj. Under distriktssundhedskonferencen, hvor Anna og jeg holdt oplæg, brød hele salen pludselig ud i et jubelbrøl, som vistnok skyldtes Ghanas føringsmål i semifinalen, end vores PowerPoint-evner. Normalt beder ghanesernes udgangsbøn, men den udpegede dame nåede ikke at ytre mere end den indledende sætning, før en fodboldinteresseret sundhedsmedarbejder utålmodigt udbrød: ”Amen!” hvorpå alle masede mod udgangen. Da vi kom hjem til huset, var vores vagtmand Sammy bogstaveligt talt hoppet ud af sine sko af glæde, da radioen havde annonceret føringsmålet: Tåstroppen på hans sandaler var sprunget. Som et plaser på såret fik han mine gamle sandaler.

VI savner alle derhjemme, og glæder os til at vise Ghana frem endnu en gang for mine forældre om en lille måned. Det fortæller Anna nok mere om. Jeg kan allerede høre bølgebruset fra Safari Beach i det fjerne! :-)

Kærlig hilsen Jesper