Lørdag formiddag.

Lørdag formiddag. Ahhhhh! Endelig lidt ro, til at reflektere over de seneste ugers oplevelser. Snupper lige en kop kaffe inden jeg fortæller videre…sådan! Det har ellers ikke været en stille morgen. På arbejdet har vi gang i en stor træning, der varer 12 dage, så jeg har været oppe med vand og en lille formiddagssnack til dem, og herhjemme har Valentine og hans søskende været på besøg. Til stor begejstring for dem alle tre satte Jesper drage op. Der var hvin og latter i luften lige indtil den fløj ind i et eukalyptustræ og mistede halen. Men nu er der altså endelig lidt ro til at skrive.

Siden sidst har vi afsluttet introduktionen af Simon og Kirsten til deres nye hjem og arbejde. Overlap er en travl tid på projektet, men det er ikke travlheden, synes jeg, der gør det til en hård tid også. Det er nærmere de mange omvæltninger. Når man er i fremmede omgivelser (om end de naturligvis bliver mindre og mindre fremmede som månederne går) og kun er fire, der deler sprog, kultur og i nogen grad verdensforståelse, betyder det en masse, når der er udskiftning. Simon og Kirsten er nogle rigtig søde mennesker, men det tager tid og energi at vende sig til hinanden s vaner både derhjemme og på kontoret. Jeg er glad for at de er ved at være faldet godt til og jeg kan mærke, at både Jesper og jeg igen begynder at få mere overskud til at nyde vores afrikanske eventyr end vi har haft længe, og jeg er overbevist om, at vi nok skal få nogle sjove måneder sammen.

Hov! Der røg den formiddag. Og jeg som troede jeg kunne sidde og skrive i timevis, men så røg strømmen og var væk i nogle timer. I stedet har jeg rørt rugbrødsdej og slanget mig på sofaen. Og så bedst som strømmen kom tilbage og jeg var klar til at fortsætte kom Sammy: ”Foli has made some small babies!” Tænk engang, to bitte små gedekid, netop ved at lære at gå, tumlede rundt mellem Folis klove. Ihhh, hvor er de altså søde! Men nu skal det altså være. Nu skal jeg skrive…Henter lige en ny kop kaffe…

På det seneste har jeg ved flere lejligheder bemærket ghanesernes konkurrence-mentalitet. Det ville aldrig være faldet mig ind, hvis ikke jeg havde oplevet det, hvor meget de går op i at være på det vindende hold. Afrikanernes rygte taler jo ikke ligefrem for ambition og urysteligt engagement, men historien hernede er jo en anden og således også når det kommer til sport og spil. Da Kirsten holdt fødselsdagsfest i begyndelsen af februar havde Simon arrangeret at der skulle slåes ”katten af tønden” eller rettere ”katten af papkassen”. Og jeg skal da lige love for at der blev gået til den. Køen blev strengt overholdt og alle mand var ude med lys og lygte for at lede efter battet, da en uheldigt deltager kom til at smide det over nakken idet han tog sigte på tønden. Men det bedste var nu da præmien – en T-shirt med Obama, som vi havde liggende fra jul, hvor den skulle have været mandelgave – blev overrakt til den altid oversete og usandsynligt utidige Yakubo. Yakubo er den type menneske, som altid formår at dukke op på de mest uheldige tidspunkter og altid i et ærinde, der forekommer ulideligt ligegyldigt. Men en flink fyr er han nu, og han var pavestolt af sin præmie og har flere gange spurgt efter et udprint af de billeder vi tog af ham.



Tilsvarende engagement har vi set på volleybanen. Det er blevet lidt af en tradition efter at Simon og Kirtsen er kommet at vi spiller volley hver søndag eftermiddag nede ved Tumus gymnasium. Mange af vores venner fra NGOerne dukker op, og giver den hele armen et par timer. Det kunne være sjovt at regne boldberørigsprocenter ved den lejlighed, for mens foli-holdet generelt forsøger at spille sammen og lægge op til hinanden (jeg selv er undtaget reglen fordi jeg foreløbig er så elendig en volleyspiller at det er fuldstændig tilfældigt hvorvidt bolden 1) ryger over nettet 2) ryger ud af banen eller 3) bliver lagt op til en af de andre) er næsten alle de ghanesiske spillere nogle forfærdelige egotrippere. De kaster sig uforfærdet rundt efter bolden med det ene mål for øje at være den, der slår den over nettet, og så skælder de ud på hinanden, når en eller anden ikke lykkes med det…”Pass the ball…Why didn’t you pass it?”.

Selv børnene i Tumu har tidligt udviklet deres vindermentalitet. Tumu Young Heros, der er det heldige fodboldhold Jesper har doneret de spilletrøjer og shorts til han fik med fra Puma i Danmark, går i hvert fald til den hver gang de er på banen. Jesper har haft sit hyr med den sag, dels fordi trøjerne sad fast i en container på molen i Tema i mange måneder og dels fordi der blev hevet i dem fra flere sider, da de endelig kom til Tumu. Voksne mennesker, lærere og forældre, kunne ikke finde ud af at trøjerne var til holdet og ikke til for eksempel skolen eller børnehjemmet. Det var lige ved at koste træneren, den 15 årige Bashid, sin skolegang. Sikke noget. Men børnene er pavestolte over deres T-shirts og stråler af holdånd, når de spiller. Jesper var heller ikke helt uberørt over den knusende 2-0 sejr over den tyske missionær Rebeccas hold, Tumu Young Heros præsterede for en uges tid siden – aber doch!

Helt anderledes var kampstemningen den dag Simon og Kirtsen fandt en rotte – eller en kraftigt bygget mus, som vi foretrækker at kalde den – ved deres skraldespande. Krapylet pilede fra Simon og gemte sig i mellemgangen mellem de to ender i huset og så tog fanden ved Jesper og Simon. Udstyret med hver deres spand med låg lukkede de området af og gik på jagt. Instinkterne var nu vist ikke helt støvet af, for Kirsten og jeg hørte indtil flere hyl og noget, der vel nærmest kan betegnes som et panikpræget vræl og så en af de herrers stemme, der skingert udbrød ”shit, den løber sgu op på muren!”, før alfahannerne (her mener jeg ikke musen) triumferende kom ud med dyret i den ene spand. Og så smeltede hjerterne alligevel, for ingen af de 4 tilstedeværende havde lyst til at stikke næven ned og knække nakken på filuren, så i stedet kom den med til volley og blev lukket ud til et liv i sus og dus på en græstue. Oplevelsen synes nu alligevel at have påvirket Jesper, der allerede to gange siden har fattet geværet og – som en anden Hemingway – været på jagt med Bukari tidligt om morgnen. Efter sigende skulle han have været tæt på at skyde både en kanin og en fasan…så deeeeet!



Men den helt store begivenhed på det seneste har selvfølgelig været Lene og Villys (til de af jer, der ikke ved det: Jespers mor og hendes mand) besøg. Vi er rigtig glade for de besøg vi får hernede og det er dejligt at vide, at der er nogen til at hjælpe os med at berette når vi en gang (om nu sølle 5 måneder…suk) vender hjem. I 3 uger tog vi de to med rundt i Ghana og ikke mindst rundt i Tumu og viste det land frem, der nu er vores hjem. Der er langt fra charterferie med pensionistforeningen til hverdag og ferie på de ghanesiske landeveje, men jeg er imponeret over, hvor godt det gik, og hvor pænt vores gæster tog de uvandte udfordringer. Den største hurtle var jo nok varmen, og så måske modet til trods sproglige vanskeligheder at lade den vandte gænge hvile lidt og lade sig fortrylle af eventyret og alle de fremmede vaner og oplevelser. Det gik nu fint og vi lagde et program, der gav plads til en eftermiddag i airconnens kølende nærhed så ofte som muligt og i øvrigt masser af tid til refleksion og ”Hjemmet”-læsning, når det var tiltrængt.
Det er mit indtryk at både Villy og Lene følte de fik et særligt indblik i den ghanesiske kultur gennem den hverdag vi præsenterede dem for i Tumu og at det måske var det, der var den aller største oplevelse. Men ellers skortede det nu ikke på oplevelser.

Den første uge brugte vi på at se os om inden vi satte kursen mod Tumu. Trods advarsler og forsøg på at forklare tror jeg varmen kom som lidt af et chok. Nede ved kysten er luftfugtigheden ekstrem for tiden, så det tog nogen tid at vende sig til ikke rigtig at kunne svede det hele ud og hele tiden være klistret og føle sig som en helstegt pattegris, der snart er mør nok til at falde af spydet. Vi havde derfor planlagt at bruge nogle dage på at afklimatisere ved havet og bare tage ganske få små udflugter. Jeg tror før vi har omtalt Safari Beach, hvor vi slog os ned de første 3 dage, så jeg vil nøjes ned at sige: Sand, vand og palmer. Og i sidstomtaltes sus spenderede vi så en rum tid før vores rejsekammerater havde genvundet styrke nok til at tage ud og se på landet. Jesper var imidlertid utålmodig efter eventyr og fik arrangeret en fisketur med en lokal havfisker. Efter mange historier om adskillelige barracudaer på størrelse med Neptuns knyttede næve og tænder mere dødbringende end samme skabnings trefork sendte vi ham afsted tidligt om morgnen. Jeg tror måske ikke han var helt så gæv, da han sad i en forvokset kano på vej ud over brændingen, men da han vendte hjem havde han alligevel haft heldet med sig. Et ifølge historien mægtigt ryk i linen viklet om hans efter måneder i sanddaler lidet babybløde storetå viste sig at være en nydelig Kingfish, som vi fortærede samme aften i hvidvinssovs og med kartoffelmos. Mums!

Mens Jesper var på de syv have tog vi andre en lille smuttur til Dixcove – den nærmeste lille by – hvor vi spaserede en tur, hilste på de handlende og smagte på en lokal specialitet i form af sukkerrør. Guderne må vide hvorfor vi orker at hakke roer i Danmark, når vi kunne give den afrikanske økonomi et nyk og samtidig spare en masse kræfter ved at købe rørsukker. Den plante består jo praktisk taget ikke af andet…sådan smager den i hvert fald.

Med Jesper vel hjemme tog vi en tur til Axim og så på slavefort. Det er jo på en gang mærkeligt, uhyggeligt og interessant at besøge sådan et. Vores guide var en flink mand, der boede på fortet med sin familie og tjente sine penge på at vise de relativt få turister rundt på fortet. Jeg ved ikke, hvordan oplevelsen virkede på Lene og Villy, men nu har jeg selv set fire af Ghanas forter og hver gang går jeg rundt med sådan en mærkelig fornemmelse i maven og tænker, at der ikke er ret langt fra den måde vi udnyttede afrikanerne på dengang og til den måde vi gør det på i dag. Jeg ved ikke om man kan sige at ulandhjælp er en udnyttelse, men i hvert fald al den handel og industri de vestlige lande er indvolveret i i Afrika er langt fra fair og fordelagtig for kontinentet. Et godt eksempel er Ghanas guldproduktion, men det vender jeg tilbage til senere. I en forstand kan man måske også godt sige at den måde, Afrika får sin støtte fra vestlige regeringer og donorer også er en slags udnyttelse. I hvert fald kan man godt overveje, om det måske er en bjørnetjeneste i nogen sammenhænge. Rigtig megen hjælp gennem tiden er dumpet ned så at sige fra himlen fordi vi i vores rigdom og magtrus følte behov for at viske en sort plet på samvittigheden ren. Det er for så vidt jo ikke så mærkeligt i et land som Ghana med dets 18 slaveforter der har været fordelt mellem i hvert fald seks forskellige nationer (England, Portugal, Holland, Danmark, Sverige og Tyskland). Men når noget kommer dumpende fra himlen er der to ting, der gør sig gældende: Modtageren har ikke udtrykt ønske om at modtage og giveren har beholdt al magt hvad angår hvornår, hvordan og hvor meget, der skal gives. Der skabes derved en venten. Afrika venter. Ghana venter. Venter på at vi giver, venter på at vi bestemmer, venter på at vi forklarer. Holland og Danmark er for nylig gået over til at give en støtte som ghaneserne selv skal administrere. Den betales altså direkte til finansministeriet som budgetstøtte og det er op til ghanesiske politikere at fordele den ansvarligt. Dette lader sig måske gøre i et land som Ghana fordi Ghana er et politisk stabilt demokrati med en i afrikansk sammenhæng engageret og relativt nationalt orienteret befolkning…men måske lader det sig ikke gøre i Ghana, fordi ghaneserne efter mange års passiv venten og modtagen endnu først er ved at genvinde beslutningskraften og med den ansvarsfølelsen. Det er derfor budgetstøtten kræver nøje monitorering og derfor alle vores aktiviteter på arbejdet i Tumu i bund og grund handler om at få nogle andre til at handle.

På stranden blev der også tid til lidt naturoplevelser. En af de mindre vellykkede var en aftenvandretur i sandet fordi det efter sigende skulle være skildpaddesæson. Ærgeligt at der få dage før vores ankomst var set en kæmpe stor ”leatherback” grave sine æg ned, men da vi gik der ikke var så meget som en lille bitte pildskadde. ØV! Men beskjoldede dyr fik vi nu alligevel set, da vi tog en kanotur tidligt om morgnen ud i en mangrovesump langs en flodmunding. Her kravlede nemlig krabber op og ned af mangrovetræernes stængler. Med tanke på ”African Queen” eller andre tropiske klassikere var turen faretruende autentisk idet kanoen lå usædvanligt dårligt i vandet og alene aktiv balletræning hos samtlige passagerer sikrede at vi nåede tørskoede i land. Men dejligt var det nu at glide (eller snarere skvulpe) gennem vandet, lytte til papegøjerne og aberne og se den sære tætte bevoksning. Guiden var traditionen tro fuldstændig uanvendelig: Jesper: ”So what kind of birds are making those sounds?” Guide: “They can be all kinds!” Jesper: “Ohh” efterfulgt af en lang pause, hvor han brummer noget i skægget. Jesper: ”Do you have crocodilles here?” Guide: ”Unless last year” Jesper:”Ohh”. Endnu en lang pause indtil guiden uventet tager initiativ til at forklare idet han brækker noget af en af træerne. Guide: “So this is the leaf!”

Og så gik turen endelig nordpå. Vi besluttede at tage den over tre dage og overnattede i Kumasi begge gange således at vi fik andendagen helt fri til en udflugt. Den gik til guldminebyen Obuasi sydvest for Kumasi. Udstyret ved gummistøvler, blå kittel, hjelm og pandelampe (hvis nogen af jer kender muldvarpen fra Peter Plys, så se godt på Jesper på billederne fra minen og fortæl mig om ikke ligheden er slående!) begav vi os på en guided tur 240 meter ned under jorden og så på industrien. Hvor vi gik var træningsområde for nye minearbejdere, men minen er stadig aktiv og der er boret 1,5 km ned i jorden. 4000 mand er ansat ved minen og der sker ”kun” ca. en ulykke om måneden og et dødsfald pr. år så vidt vi kunne se af statistikkerne. Disse nydelige grafer var jo ikke ligefrem med til at gøre os trygge ved udflugten, men det var først da vi fik udleveret en iltcontainer og maske til bæltet med beskeden om at den skulle vi bruge, hvis der var gasudslip, at vi begyndte at se lidt usikkert på hinanden. Efter grundig instruktion i brug af masken spurgte jeg forsigtigt hvordan vi kunne vide, om der var brug for den. ”You will smell it”, sagde guiden, men fik heldigvis tilføjet at i hans 5 år ved minen havde han aldrig brugt den. Pyha!

Det var en stor oplevelse at gå dernede under jorden. På et tidspunkt bad guiden os slukke vores lygter, så vi kunne se, hvor mørkt der var. Og jeg siger jer…der var helt, helt, helt sort! Ikke engang ens egen næsetip kunne man fornemme. Intet! Utroligt! I de lag, hvor vi gik var der køligt. Luft blev trukket ind udefra af en udluftningsmaskine og nær ved indgangen føltes det som en hel efterårsstorm. Men i de dybere lag skulle der være frygtelig varmt kunn evi forstå. Det er noget af et arbejdsklima. Vi så de håndholdte bor, som bliver brugt i den hårde væg med jævne intervaller. Hullerne kommer sprængningsmændene så og fylder og BOOOOOOOOM! Så er der sten at samle. Og der stopper det så mere eller mindre. På minen lå et raffinaderi, der udvinder guldet af stenene (og ja, vi så en 1000 US dollar sten med en rigtig guldåre, men kunne desværre ikke smugle den ud fordi en skide pertentlig vagtmand insisterede på at undersøge os fra top til tå med metaldetektorer… og lidt fordi det ville være tyveri), men kun til grovt rensede guldbarer. Derfra sendes varerne til Sydafrika og finrense og senere rundt i verden til forarbejdning. Og firmaet er såmænd et internationalt mineselskab, så vær så god kære ghanesere: Jeres allerdyreste ressource indbringer jer: Tadadadaaaaaaa: 4000 arbejdspladser, lidt skattekroner og intet som helst andet!



Efter lang tids skramlen på landevejen til Tumu ankom vi så endelig! Ingen tvivl om, at det er fedt at vise Tumu frem og introducere alle vore mange venner for vores gæster, men det er ikke let at holde ferie 100 meter fra sit arbejde og med alle kollegerne farende rundt om sig. Jesper og jeg valgte at lave en kombination således at vi også var lidt på kontoret ind imellem, og jeg tror det passede vores gæster godt at have tid til bare at slappe af for sig selv ind imellem eller cykle en lille tur i byen på egen hånd. I løbet af de næste to uger blev det til mange små oplevelser i Tumu og to større udflugter.

Det faldt så heldigt at ret mange begivenheder fandt sted netop i de dage Lene og Villy var hos os. Allerede på dag et var der NID (National Immunisation Days), så Jesper hev dem begge med ud i felten og vaccinerede småbørn med poliodråber. Det var derude i en landsby at en mand tilbød Jesper at købe et lille Duiker-kid – altså en antilopeunge, hvis mor han havde jaget væk inden han nuppede ungen. Det er nok den mest tragiske historie i dette indlæg. I bevidstheden om at han havde brug fra tilladelse fra mig og kollegerne sagde jesper foreløbig nej til det lille kræ, der havde ualmindeligt store ører og var usædvanligt nuttet ifølge hans beskrivelse og billederne. Da vi endelig havde besluttet at tage imod tilbuddet nogle dage efter havde klodrianerne imidlertid lukket kræet inde i et dårligt ventileret værelse og den var død - formentlig af dehydrering. Suk! De var ellers klar til at fange en ny, men vi gestikulerede og forklarede at det synes vi bestemt ikke de skulle , men i stedet ladet dyrerne have deres unger i fred.

Ghana er det første land i Afrika der vandt sin uafhængighed. Det var den 6. marts i det herrens år 1957. Uafhængighedsdagen blev fejret af alle byens skolebørn, der marcherede syngende rundt på stadion og ud for fanen og borgmesteren gjorde et flot hornør. Det er mig noget imod at se børn marchere, men der var nu alligevel noget rørende og sjældent ved at se ghaneserne fejre deres nation. Det var en fin oplevelse, som vi lige nåede inden vi tog en smut til Ouaga, spiste lækker mad, besøgte gedefarmen (se tidligere indlæg) og gik på marked. Ouagas gadesælgere er nu et kapitel for sig. Jeg kunne ikke lade være med at grine af en, der forsøgte at sælge mig DVDer. Først kom han med en romantisk film. Liiiige noget for dig mente han. Jeg løj hvidt og sagde at jeg ikke var så meget til romantik. Han luskede af men kom tilbage to sekunder senere med en pornofilm…øhhhh nej tak du, erotik er heller ikke lige mig, sagde jeg og sendte ham et nonnefromt smil. Slukøret vendte han om igen og jeg fik næsten ondt af ham men tænkte at nu måtte han da give op. Og så kom han alligevel tilbage i et tredje forsøg. Tom og Jerry.

I Ouaga bemærkede vi at der var en masse kvinder og mænd, der var klædt i tøj af det samme stof. Det er meget almindeligt her i Vestafrika at trykke stof med f.eks. en skoles logo og så få lavet en klædning af det, når man har været ellev der eller lignende. Ved nærmere eftersyn blev vi alligevel imponerede. Dette stof var påtrykt et logo der agiterede for kvindernes kampdag…hverken jeg selv eller Lene havde hevet de røde strømper frem og faktisk er jeg overbevist om at ingen af os havde skænket dagen en tanke. Men det havde altså utallige burkinabeer. Ja, der kan man bare se!

Vel tilbage i Tumu stod menuen på ghanesisk kultur. Vi var på besøg hos Alex, en nær ven af IMCC huset og se fodbold og spise TZ med lightsoup. Eller dvs. fingerere lidt ved det og nikke opmuntrene og billigende til ham, da vi smagte på sagerne og forsøgte at slukke flammerne i halsen med mundvand. En anden dag var Lene og Villy med nede på børnehjemmet med noget genbrugstøj, de havde med fra Danmark. Som altid var der sat et show op med børnerim og remser og sjældent føler man sig mere hvid end der. Men det er også hensigten, for så er det lettere at bede om lidt mere. Børnene var glade for gaven og vi fik hilst på Mussah igen (jf. indlægget fra Stines besøg), der så ud til at være blomstret lidt op siden sidst selv om han stadig nødigt ville danse.

En gammel tradition er i år blevet genoptaget i Tumu på den nye høvdings foranledning: Høstfestivallen Para Gbele. Der er tale om en blanding mellem et dyreskue med udstillinger af avl og produktion så som cashewnødder, yam af usædvanlig størrelse, en haleløs høne og adskillelige redskaber og en slags festival med dans og konkurrencer. Jesper meldte sig ufortrødent til bueskydningskonkurrencen og klarede det hæderligt. Han var nær ved at snuppe førstepladsen, men endte som nr. 3 ud af 4, men med dagens bedste skud på samvittigheden. Men nu er han jo også lidt af en jæger… For vores gæster var det en fin lejlighed til at møde lidt af sissaliernes kultur. Jeg tror faktisk det var en stor oplevelse med de berusende trommerytmer og danserne.

En større udflugt mere havde vi i ærmet. Jeg tror måske vores kære besøgende var ved at være fyldt op, men for Jesper og jeg var det rart igen at forlade arbejdet lidt og slappe helt af med vores gæster. Turen gik til Washau i nærheden af Wa, hvor vi besøgte et flodhestereservat, men først efter at have overnattet i regionahovedstaden og fået klø for halvtredsindstyvende gang af Villy i Kasino. Sammen med en guide sejlede vi ud i en fladbundet kano og sneg os frem langs flodens bred mens vi talte om, hvor farlige flodheste er, specielt i denne tid, hvor de har unger. Og så var de der pludselig. En stor flok, men kun et par stykker synlig ad gangen før de lagde nakken tilbage og sank ned i dybet. Det kan godt være de er farlige, men hold kæft hvor har de nuttede ører og hvor ser de sjove ud som de ligger der og lurer i vandoverfladen. Overvejede et kort sekund om en af dem kunne presses ned i andepølen hjemme i IMCC-huset, men opgav ideen.

Tilbage i Tumu blev de sidste dage fyldt op af små hyggelige oplevelser. Mandag var der marked og Jesper og hans mor lavede grillmad til os alle sammen. Den tidligere omtalte store træning, der har til formål at uddanne nye HIV/AIDS konsulenter, startede den dag, så jeg selv og Kirsten var godt bombede efter at have diskuteret med trænerne hvor vidt deres dagsløn var rimelig og om man får menigitis (ja, der er menigitis udbrud i området og ja, vi er blevet vaccineret efter alle kunstens regler og til skingre hyl blandt vores ghanesiske kolleger…de er lidt pivede) af at være i et rum, hvor en ud af tre loftsfaner er ude af funktion. Det var perfekt at komme hjem til lidt forkælelse. Dagen efter tog vi på en lille formiddagsudflugt til Kasana, en landsby, der ligger 20 km nordøst for Tumu, men som udemærker sig ved at have Upper West Regions eneste museum, der er lavet i samarbejde med danske arkæologer, der for et par år siden var med til at udgrave nogle bosættelser fra 1800-tallet i området. Der er tale om et eneste rundt lokale med nogle laminerede billeder på væggene og en montre i midten med 10-15 udgravede genstande. Den virkelige attraktion syntes at være…os! Mens vi så os om i rummet kom børne og gamle mænd og koner fra hele byen og snart var måske 30-40 mennesker samlet for at se museets besøgende. Bagefter var vi med ude ved udgravningerne sammen med tre af de tilsyneladende ligeligt (u)informerede tilstedeværende. Der har angiveligt været et stort slavemarked på stedet, hvor krigsfanger blev solgt af de nordlige høvdinge til mellemmænd, der så påtog sig at føre dem sydpå til kysten og de ventende skibe. Rester af runde hytter, udhulninger i stenene, hvor slaverne spillede kalaha, og en fordybning, der efter sigende var deres badested, var stort set det eneste der var tilbage. Kasana er ud over sin uhyggelige historie kendt for sine jernforekomster. På jorden fandt vi flere steder tunge, sorte sten, fra hvilke malmen bliver udvundet. Resultatet er nogle lettere sten med kuglerunde huller, der tillige lå spredt ud over jorden. Måske man skulle være blevet geolog…

Og så løb tiden fra os og besøget nåede sin ende. Den sidste dag havde vi inviteret vores kollega, Ladi, til at komme og lave groundnutsoup with riceballs med os og siden Danladi og Tahiro til at spise den sammen med os og give en lille trommekoncert. Det er ghanesernes måde at give vores gæster en oplevelse på og selv om det var lige på falderebet og vi vidst alle var lidt trætte, håber jeg Lene og Villy forstod deres gestus og satte pris på underholdningen.

Og så gik det sydover på ny. Ingen ferie i Ghana uden besvær og bureaukrati. Lige til aller sidste sekund hang Lene og Villys flybilletter fra Tamale til Accra i en sytråd tynd snor. Antrak Air – et ghanesisk indenrigs flyselskab var noget nær ved at gøre os skaldede før tid. Først da Jesper efter mindst 10 opringninger og adskillelige raseriudbrud samt tre kvarters venten på kontoret i Tamale, der var 10 gange længere end det var bredt og rummede 4 medarbejdere, der ikke kunne tage stilling før chefen kom tilbage fra frokost, lykkedes det selskabet at finde nogle nye reservationer til erstatning for dem vi bestilte for 2 måneder siden og som på mystisk vis var forsvundet, da Jesper ringede for at bekræfte. Men sådan er Ghana også!



Og nu er det så weekend. Lene og Villy er vel hjemme og Jesper og jeg nyder vores stille lørdag og lyden af to nye gedekid, der er sultne efter mælk. På vej fra Tamale var vi forbi ”whistling hills” i Tongo, som siger lyde under hamartanen, men pt er pinligt tavse. Vi besøgte områdets helligdom – en klippe – hvor kranierne af en mængde ofrede æsler var det eneste jeg fik at se. Jesper derimod var bedre stillet og var med helt ind i helligdommen og se stakke af fuglefjer, mystiske sten og offersteder. Og hvorfor så denne kønslige ulighed? Ja, den var mere eller mindre selvvalgt eftersom man kun kan gå ind i det allerhelligste fuldstændig topløs og vi fulgtes med ikke mindre end 4 utålmodige ghanesiske ungersvende. En anden gang måske… :-)

Kærlig hilsen
Anna