Tornadoer, piratfisk og frække begravelser

Sæt dig ned, luk øjnene. Ifølge et ghanesisk ordsprog må du kun lytte til historier i mørket. Ellers vil der begynde at gro horn på siden af dine ben. Så er du advaret. (Da det er vanskeligt at læse med lukkede øjne, kan du eventuelt få en ven til at læse højt fra skærmen.)

Du er i Tumu. Det er så varmt, at Colgate-tandpastaen løber ned ad tandbørsten som et ur i et surrealistisk maleri. Varmen og fugtigheden har i dagevis bygget op til regn. ”Det har forsøgt på at regne,” som vores vagtmand Bukari siger. Uden for kan du høre gedeungerne Klyt og Rocky kalde på deres mor med deres blæsebælgsstemmer fra blikskuret, hvor de har søgt ly for uvejret, der nærmer sig.

Du sidder på terassen og skriver facebookbeskeder til et gamle kammerater, som du har på fornemmelsen må have glemt, hvem du er. Det tordner et sted i det fjerne. Du skimmer et par netaviser, hastigt, for forbindelsen ryger sikkert snart. AGF har tabt igen og ligger nu under nedrykningsstregen, siger en overskrift i Ekstra-bladet, en anden meddeler, at nu har en dansk mand sat verdensrekord i at spise flest ferrero roche på et minut (syv), en begivenhed som vistnok foregik live i DRs studie under Aftenshowet.



Vinden rusker i mangotræerne, og nu begynder regnen, for første gang i mange måneder. Vinden tager til... Et par lømler ser fra byens privatskole en kæmpe hvirvelvind nærme sig, i stil med den fra Troldmanden fra Oz. Det er eksamenstid, og rektor beder dem brysk vende blikket mod opgaven. Som for at vise, at den holder med eleverne, suger hvirvelvinden nu eksamenspapirerne ud gennem de rudeløse vinduer, mens den marcherer ind i skolegården. Eleverne spørger ikke om lov, før de tager benene på nakken, men kun de hurtigste når at bringe sig i sikkerhed, før taget bliver flået af skolens nye bygning. Løse tagsten og tagplader fyger gennem luften. På Tumu FM fortæller de om katastrofen og beder alle, der har bil, om at komme til undsætning. Da Anna og jeg kommer frem, er de fleste tilskadekomne blevet evakueret, men en forskræmt pige sidder på jorden med en forvredet fod. Vi kører hende til hospitalet. Fem elever har fået kødsår på benene, og en har fået revet skulderen af led. Heldigvis er ingen af kommet alvorligt til skade.

Et par dage efter bliver vi fanget af en lignende regnstorm på kontoret. Udenfor kan vi høre træerne knirke, knage og knække, som var det levende trævæsener fra Tolkiens eventyrverden. Regnvandet fosser ind gennem taget og tvinger os til at bygge en ø af computere midt i rummet. En kastevind får fat i det 500 kvm tag på byens rådhus og sætter det ned henne ved skattekontoret, 50 meter væk. Braget kan høres i det meste af Tumu. Senere kommer det frem, at den tidligere borgmester havde givet byggekontrakten til en god ven, der altså ikke vidste så meget om tagkonstruktioner. Mirakuløst koster byggesjusket ingen menneskeliv, da byrådet samtidig deltager i et marathonmøde i stueetagen. Ghanesernes ukuelige mødedisciplin er endelig blevet retfærdiggjort.

En uge før stormen har vi forstærket vores carport med nye jernrør og betonfundament, og det redder den fra at blive blæst væk som et korthus. Andre tumugensere er knap så heldige: En bil knuses af et kæmpetræ, flere tage bliver skrællet for tagplader, og vores vagtmand Sammadu fortæller senere med et talentfuldt lille mimespil, hvordan han bogstaveligt måtte holde sit hus samme med hænderne og først slap grebet i tagpladen, da han blev løftet op gennem taget mod den skyfyldte himmel.

Men nok om vejret! (for nu)



Herover har Anna ved at tage billeder fra morgen til aften forsøgt at dokumentere en enkelt dag i april.

Siden vores sidste blogindlæg, har vores ged Foli foli’et (kiddene Klyt og Rocky), hundredvis af mangoer er til Annas begejstring vokset frem på træerne, og regnen har fået græsset til at spire, så Tumu nu har fået et grønt skær. Vi har genbesøgt Gbele reservatet, denne gang med mere held end vores første besøg (se Annas indlæg fra sidste år). På en tidlig morgentur så vi en grasscutter (en stor gnaver, vel i virkeligheden en slags rotte) knejse stolt på savannen op imod solopgangen, vi så biæder-fugle og legende vortesvin, selvom den lille guideflok, der fulgte med os, angiveligt for at beskytte os mod krybskytter, trampede som et eksprestog gennem skovbunden.

Til min store overraskelse måtte man fiske i dyrereservatet. Ghaneserne regner åbenbart ikke fisk og fugle med til dyreriget, for da jeg spurgte vores guide om navnet på en farvestrålende fugl, kiggede han på mig med et tomt blik og svarede: ”Jeg kender kun dyrene.” Nuvel. Vi satte kødpølse på krogen og kastede snøren, samtidig med at vi ud af øjenkrogen holdt et vågent øje med de gnavne små krokodiller, der lå på lur i vandoverfladen. Bid! En slags skalle. Anna skulle også prøve, og fik bid allerede i sit første kast, til pigebarnets store fryd – men det var også hendes første fisk nogensinde. Vi brugte en af skallerne som madding, og snart havde jeg en ordentlig krabat på krogen, en grum satan at dømme ud fra vores guides begejstrede tilråb og rykket i fiskestangen. Efter at have dystet med dræberfisken i hvad der føltes som en halv time, kunne jeg mærke den søge mod bunden, hvor den dødeligt udmattet krøb ind under en sten. Nu var den ikke til at rykke ud. Heldigvis kunne bæstet nås inde fra bredden. Da jeg fik den skællede krabat op i hænderne, viste det sig at være en krydsning mellem en dansk gedde og en piratfisk med 7 mm lange, sylespidse tænder. ”Smager den godt, sådan en?” råbte jeg til guiden. Han gav mig et af sine tomme blikke: ”Alle fisk er gode at spise.” Jeg gav fisken en over nakken med min ”præst”, før uhyret genvandt kræfterne. Aftensmaden var reddet! Hemingway ville have været stolt – og nok også en smule misundelig.

På projektet har Anna og jeg været i strid modvind, og vores partner, distriktets sundhedsdirektør, har med Erasmus Montanus-logik og tålmodig mine vist os, at fri forskning og ny viden absolut ikke er et nødvendigt, endsige ønskværdigt, element i det ghanesiske sundhedssystem. Således valgte han at bandlyse vores studie i dækningsgraden af vaccinationsprogrammet, fordi dets konklusioner pillede lidt ved sundhedssystemets billede af virkeligheden (læs mere om studiet på www.udvikling.dk). I sidste ende fik vi dog godkendelsen i hus, efter at have bortredigeret visse ”stødende” sætninger, og vi kunne medbringe De sataniske vers light til sundhedskonferencen i slutningen af april.

Den store sundhedskonference i Accra er stedet, hvor donorerne og sundhedsministeriet bliver enige om, hvordan sundhedsbudgettet og sundhedsplanerne skal skures sammen. For sådan et par ”bønder” som Anna og jeg, var det spændende at se, hvordan systemet fungerer på højeste niveau, og vi tog lystigt for os af de bolsjer, der gavmildt var drysset ud på bordene. Ikke mindst var det interessant at se, at mange af de problemer, DANIDA, Unicef og WHO kæmper med på nationalt plan til forveksling ligner dem, vi IMCC’ere oplever i lillebitte Tumu. Det er dog nedslående at se, hvor lidt indflydelse DANIDA har på de hundreder millioner af kroner, vi skyder i det ghanesiske sundhedssystem, og hvor let det er for en ghanesisk minister at snakke diplomaterne og eksperterne efter munden. Forhåbentlig vil den danske ambassade i fremtiden blive bedre til at sætte spørgsmålstegn ved ministrenes dispositioner, som fx når sundhedsministeriet hæver sundhedspersonalets lønninger til et skyhøjt niveau, så der ikke hverken er penge til administration eller serviceydelser i distrikterne; eller når de køber 5000 skrammelkasser (kinesiske motorcykler) til Ghanas grusveje; eller bruger millionerne fra Unicef på privatbiler til sundhedsdirektørerne.

Spørgsmålet er, om udviklingshjælpen ikke gør mere skade end gavn? Jeg har før argumenteret for, at Ghana ikke længere bør betragtes som et uland, og at landet selv kunne løse de alvorligste problemer omkring fattigdom og sygdom, hvis regeringen tog sit ansvar alvorligt og lavede nogle enkelte svære omprioriteringer. Desværre har en selvbestaltet elite af embedsmænd, ministre og offentlige tjenestefolk ingen interesse i at ændre tingenes tilstand, hvilket også forklarer modstanden mod vores studie, som sætter spørgsmålstegn ved systemets fortolkning af virkeligheden. Anna har i sundhedsbloggen (www.udvikling.dk) beskrevet, hvordan strømmen af udviklingspenge skaber en evig venten, en mangel på initiativ og tro på, at man selv kan ændre sin fremtid.

Hvis man vil forstå den ghanesiske tankegang og problemerne i landet, må man lidt tilbage i historien. I 1700- og 1800-tallet valgte europæiske handelskompagnier at favoritisere visse stammer og handelsfolk i en del-og-hersk-politik. Der var således ikke så meget tale om en europæisk ”kolonisering”, som er den populære opfattelse, som om gensidige handelsforbindelser mellem ligeværdige partnere: ghanesiske magthavere og europæiske handelsmænd. I de første hundreder år strakte ”kolonimagternes” magtsfære sig ikke mange kilometer ind i landet, og danskerne formåede for eksempel aldrig at kolonisere nogen dele af Ghana. Slaverne blev taget af de ghanesiske stammer selv og solgt til europæerne, med stor fortjeneste. Først i slutningen af 1800-tallet valgte briterne at gøre Ghana til en koloni, men tillod en høj grad af lokalt selvstyre.

Den lokale magtelite har altså fra starten siddet på flæsket, ja i lang tid før europæerne satte fod i Ghana. Ghaneserne er derfor – i langt højere grad end fx de taknemmelge og turistafhængige østafrikanerne (som fx er skildret i Jakob Ejersbos roman Eksil) – et stolt og meget egensindigt folkefærd: Man har på fornemmelsen, at de i virkeligheden ikke har behov for vores hjælp, at de føler, at de kan bedre selv (hvad de ofte også kan) – i virkeligheden et udtryk for en sund national selvfølelse.

Nøglen til Ghanas videre udvikling hen imod selvstændighed og frihed, er at få befolkningen til at udfordre den magtelite, der stadig sidder og hytter deres eget skind på regeringskontorerne. For nylig har jeg hørt de nye afrikanske ungdomsårgange beskrevet som ”gepard-generationen”, og det er nok i høj grad op til dem at udfordre den såkaldte ”flodheste-generation”. Det kan ingen udefrakommende NGO’er – heller ikke vi IMCC’ere – gøre for dem.



Et andet udtryk for ghanesisk selvfølelse er deres kultur og traditioner. I april var jeg til min første ghanesiske begravelse. Selvom anledningen var min kammerats mors alt for tidlige død, var denne begivenhed, ligesom ghanesiske begravelse generelt, ikke nogen ubetinget sørgelig affære, måske fordi begravelsen ifølge de traditionelle vestafrikanske religioner markerer, at den afdøde finder tilbage til forfædrene. Familiemedlemmer valfarter til begivenheden fra hele landet og mødes i et kæmpe gilde, der varer tre dage. Jeg kom klædt i den traditionelle nordghanesiske klædedragt, en smock, og da jeg trådte ind på begravelsespladsen – hvor det vrimlede med mennesker på et område på størrelse med tre fodboldbaner - var det som at træde ind på en markedplads eller et omrejsende tivoli, med et fast inventar af sørgekoner, dansetrupper og småhandlende – en snu sjæl havde medbragt en generator, hvor man kunne få opladt sin mobiltelefon, andre solgte kødspyd og stegt yams, der følger begravelserne rundt i landet. Med havde jeg en kasse sodavand, som jeg overrakte til den afdødes familie – som traditionen besynderligt nok tilsiger. Herudover bestod mit bidrag mest i at spise en masse af den gode mad, der blev stillet foran mig (som det sig hør og bør).

Selvom det var en befriende afveksling fra vores kedelige protestantiske traditioner at gå til en ghanesisk begravelse, er der også betænkelige aspekter, som et par af mine venner gjorde mig opmærksom på under begravelsen. I højsæsonen for begravelser (man udsætter ofte begravelserne for ikke at kollidere med høstsæsonen) kan begravelse følge begravelse, og det kan koste landet dyrt i tabte arbejdsdage – specielt fordi det forventes, at man viser sin respekt over for selv de fjerneste familiemedlemmer. I modsat fald kan det koste venskaber, og forbindelser.

Begravelsen kastede også nyt lys over et par mærkelig resultater fra et nyt studie, vi er ved at lave i samarbejde med en lokal NGO, hvor vi undersøger, hvorfor mænd ikke benytter sig af den gratis HIV-testning. Et par af mændene havde i interviews nævnt, at man burde gøre noget ved de traditionelle begravelser, hvis man vil sygdommen til livs: Ghanesiske begravelser kan åbenbart blive meget løsslupne, og til begravelsen hørte jeg, at der eksisterer en hedonistisk tradition, ifølge hvilken en mand kan bytte sig til sex imod at forære et stykke råt kød til den udvalgte kvinde. Jeg fik dog ikke lejlighed til at afprøve påstanden.

Efter sundhedskonferencen – som vi lige er kommet hjem fra – benyttede Anna og jeg lejligheden til at opleve lidt af Ghana: Vi har været til fodboldkamp i den ghanesiske superliga (Accras hold, Hearts of Oak, spiller cirka lige så godt som AGF, men ligger nummer ét i ligaen; kunne man forestille sig, at GF søgte om licens til at spille som eksilhold? ), dase ved stranden (hvor jeg var ved at blive ført ud i Atlanterhavet af en stærk understrøm: Tak til min svømmetræner for at have insisteret på at lære mig at svømme teknisk korrekt crawl!), været hos kistebygger, hvor Anna købte en mini-tomatkiste (sydghaneserne lader sig gerne begrave i en kiste, der står i forbindelse til deres erhverv, fx kan en fisker begraves i en krabbe-kiste, en chauffør i en lastbilskiste, osv.), se kakaoplantage, sejle på Lake Bosumtwi (hvor vi fiskede fra en kano, selvom der eksisterer et lokalt tabu mod at bevæge sig ud på kratersøen i andet end udhulede træstammer. Måske var det derfor vi ikke fangede noget?), og ude at se aber i en skov, hvor de lokale ifølge et tabu skal lade de frække små spilopmagere spise ustraffet af kødgryderne og begrave dem på en kirkegård, som var de fuldgyldige medlemmer af samfundet. Vi rutsjede ned ad vandfaldet i Kintampo, vandrede i sandstensklipper, så kæmpeflokke af flyvende hunde og et lokalt ”skrin”, et relikvie hvor en traditionel guddom har manifesteret sig. Vi flottede os og købte en flaske Gordon’s dry gin, hvilket den oldgamle fetishpræst med de plirrende øjne satte pris på – på gudernes vegne forstås. Men når det regner på skrinet, drypper det gerne lidt på fetishpræsten.



Jeg kunne fortælle mange andre ting, for der sker mange ting på halvanden måned, når man er i Afrika, men der skal jo altså også være noget at fortælle, når vi kommer hjem om efterhånden ikke så mange måneder. Vi er i gang med at planlægge den sidste ferie med den gamle filosofilæsegruppe, og så har jeg bestilt billetter til VM i Sydafrika, hvor jeg vil slå mine folder d. 5.-15. juni sammen med min lillebror og journalisten Kim fra Accra. Jeg har lovet mine ghanesiske kammerater, at Danmark nok skal slå Ghana i finalen. :-)

Savner jer derhjemme, så pas godt på jer selv, indtil vi kommer hjem igen til september,
Jesper