Det er lidt ligesom før en stor eksamen. Bortset fra hjertebankenen. Og bortset fra angsten. Og bortset fra søvnløsheden. Og fra den tilbagevendende vekslen mellem beroligende at brygge sig en kop kaffe og tænke at det nok skal gå og anfald af du-klarer-det-aldrig-syndromet. Okay, det er med andre ord overhovedet ikke som før en eksamen. Men der er alligevel den samme stilhed. Bevidstheden om, at vejs ende nærmer sig og der ikke er mere at gøre. Det er som om luften står stille, og venter på at blive suget ind i det næste åndedrag. Det er så stille.
Måske er det fordi vi går og venter på det. Vi ved det. At et nyt kapitel skal til at starte. Vi går og vænner os til tanken, mens dagene går og stilheden omkring os næsten umærkeligt begynder at fortættes. Inden længe bliver luften tung og uigennemtrængelig, som en mur, og en feber tager ved os. Jeg er sikker på at det kommer til at støje. Mit hjerte flytter til den tid ind lige under strubelåget sammen med en stor klump, og de to holder mig uden tvivl vågen om natten med tanker hvirvlende rundt i hovedet. Hvordan skal det gå? Klarer vi det? Bliver det svært? Svært at vende hjem. Men endnu er her stille. Stille som før en storm, vi ved skal komme. Stille fordi alt stadig er normalt og ikke spor urovækkende.
Det er mærkeligt at tænke på, at det er sommer i Danmark nu (eller burde være det i hvert fald). Om bare to uger har vi været i Ghana i et helt år. Derhjemme har årstiderne afløst hinanden og blade og blomster er visnet for at spire påny. Her har det bare enten regnet eller ikke, og imens er tiden styrtet afsted. Om under to uger lander Kari og Kristian, vores afløsere, i Accra, og så lakker det jo mod enden.
Den seneste månedstid har på en gang været begivenhedsrig og stille og rolig. Fuld af mange små gode oplevelser, og i hvert fald for mit vedkommende fuld af kvalitetstid i Tumu.
I slutningen af maj havde projektet besøg af to eksterne rådgivere, med det formål at få lidt råd om den forestående nedlukning af projektet samt ideer til et fremtidigt nyt projekt i Ghana. Det er aldrig let på forhånd at vurdere over mail og telefon, hvordan et menneske er og arbejder, så vi var naturligvis noget spændte på, hvem det var, vi havde fået ansat. Alle fire tog vi til Ouagadougou for at hente Ole Frank, den danske hovedrådgiver. Vi benyttede lejligheden til at holde IMCC-slap-af-weekend ved poolen, så vi var helt udhvilede til den forestående evaluering.
Og så fik vi endelig set giraffen! Ja, og førstehåndsindtrykket var ikke langt fra at have den samme grad af forundring, som havde det rent faktisk været et af de plettede højben, der steg ud af flyet. Adskillelige IMCCere nåede vist at få antydninger af bekymrede panderynker, da snakken på køreturen til Tumu faldt på Calvin...og mere eller mindre blev der de stive tre timer den tog. Ole Frank viste sig imidlertid at være en kompetent og yderst flink mand, som vi straks fedtede os ind på med et par kolde Star.
Den ghanesiske halvdel af teamet, Kenneth, ankom dagen efter, efter en strabadserende tur fra Tamale med en taxa, der punkterede på halvvejen (så Simon måtte agere trotro) og en yderst gnaven chauffør med eksplosiv diaré. Hyggeligt :-)! Kenneth supplerede med sin iver og entusiasme Ole godt, og vi endte med at gennemføre en lærerig og dynamisk evaluering med de to ved roret, der kulminerede med introduktionen af Absinth den sidste aften i IMCC huset...Kenneth har udbedt sig en flaske af heksebrygget, når Simon, Kirsten, Kari og kristian besøger ham i Accra i overlappet.
I alt varede evalueringen i tolv dage og IMCCerne lå ikke på den lade side i den periode. Ud over de daglige projektaktiviteter skulle der jo arrangeres et fornuftigt program med møder med partnere og relevante institutioner for rådgiverne, og en masse tid blev også brugt på interne møder, hvor vi endevendte projektet og alle dets successer og øh....anti-successer indtil vi alle havde behov for akut defragmentering i hovederne. Besøget endte ud med afholdelsen af en workshop for alle vores samarbejdspartnere, hvor rådgiverne kort fortalte om deres indtryk af projektet, hvorefter der var gruppearbejde og diskussioner in plenum. Det var en rigtig god oplevelse og jeg tror faktisk også vores partnere fik noget ud af at møde hinanden og tale sammen. I hvert fald bidrog diskussionerne med mange nyttige oplysninger for os og rådgiverne. Den endelige rapport fra besøget venter vi stadig på, men processen har i sig selv været meget givende og undertegnede har i hvert fald fået blod på tanden i forhold til at prøve at lave et nyt projekt i Ghana.
Helt slippe rådgiverbesøget kan jeg ikke før jeg har berettet om den katastrofe, der indtraf undervejs. Det drejer sig om noget nær en humanitær krise, som på sit mest kritiske tidspunkt ledte tankerne ind på terror, udrensning og amputation. Det drejer sig naturligvis om min venstre langetå!
Historien, der uden tvivl vil gå over i historien i form af en myte inkluderende et grusomt uhyre og en uskyldig prinsesse, tager sit udgangspunkt udenfor vores kontor, hvor jeg (prinsessen) intetanende sidder og taler i telefon under en strålende himmel. Med et går en sky for solen og jeg mærker en svidende smerte i...ja, min venstre langetå, og ser med frygt malet i alle træk ned. Og hvad skuer mit øje? En grusom, fælt udseende og truende sort myre, hele fem milimeter lang og med hvæssede kæber. Med nød og næppe tilbageholder jeg et smertens og frygtens skrig og værfer den lille galning væk. Men ak, historien slutter ikke der. Indenfor ganske få dage svulmer min stakkels langetå og med den halvdelen af min fod op til noget på størrelse med en gennemsnitlig elefantfus, og ender med at stramme så meget, at jeg må en tur op til Dr. Zack, der bekymret, yderst relevant og måske med en snert af vantro i stemmen spørger: Er du helt sikker på, at det var en myre? Med nød og næppe har jeg overlevet angrebet og min fod er mirakuløst svundet ind igen, men jeg vil gerne benytte lejligheden til at bringe en advarsel til enhver af de ikke ubetydelige biologisk uddannede onkler i min familie, der kunne finde på at smage på den slags myrekryb: Gør det IKKE!!!
Apropos sommer, så har det jo netop været den første dag i den og dermed MIN fødselsdag. Og den blev fejret med manér! På selve dagen havde Jesper naturligvis sørget for lækker morgenmad og gavebord, og det blev en super hyggelig dag traditionen tro afsluttet med en solid gang pasticchio og kanadisk lagkage. Mums! Imidlertid var den mest fortælleværdige del af fejringen løbet af stablen allerede weekenden før, hvor jeg holdt fødselsdagesfest for venner og bekendte i Tumu. Det er jo ikke den første fest, vi har afholdt her i IMCC huset, og det plejer at være en succes, når der bydes på mad og en kold Star. Min fødselsdag var ingen undtagelse. Sammen med Adrianna, der er forlovet med en af vores gode venner, Ken, lavede jeg mad hele eftermiddagen. Adrianna havde lovet at lære mig at lave groundnutsoup og rice balls, så det gjorde hun. Suppen er ret let, men den søde pige var ved at falde ned af taburetten af grin, da Jesper og jeg skulle forsøge at forme riceballs, og hun rystede opgivende på hovedet, da vi måtte erkende, at vi ikke ejede et apparat til at sætte gryder over glødende kul. Jeg forsøgte mig med en lang forklaring om madvanerne i Danmark, men af en eller anden grund kunne Adrianna ikke lige se frikadeller på pande og kogte kartofler for sig. Hun syntes imidlertid det var smart, da jeg viste hende min mango-skærer, som Stine venligt har sendt herned fra Danmark. Om ikke jeg kunne skaffe et parti til hende og hendes veninder!!? Igen vækkede det nogen undren, da jeg fortalte at det jo i virkeligheden er lidt tåbeligt at man kan få en mangoskærer i Danmark eftersom vi ingen mangotræer har, og ikke mindst da jeg tilføjede at en mango af den grund koster hen ved 3 GHC (12 kr. Til sammenligning koster de her ca. 1 kr pr stk!) i mit hjemland. Really!!! For one!!? Mangoerne selv, der sammen med en chokoladekage var aftenens dessert, vakte imidlertid generel begejstring. IMCCernes forkærlighed for kager er ikke rigtig delt af de lokale. De synes det er lidt tørt. Ja, ja, så må vi jo spise den selv. :-)
Og så dukkede gæsterne op. Som sædvanlig en hel del forsinket, men i højt humør. Yaa, vores vaskekone tøffede ud i køkkenet og smagte på suppen. ”Rimeligt, men lidt for salt”, var hendes kyndige vurdering, og den er jo ikke at kimse af. En kold øl hjalp på sagen og senere på aften havde suppen været udemærket :-) Et af de festlige indslag den aften var da Jesper satte limborock-sangen på og vi lærte ghaneserne at danse. Vi fik bank! Et andet var da Kirsten, Jesper og Sule i fællesskab fik smuglet vand ud og afledt min opmærksomhed, så jeg ikke slap for den ghanesiske fødselsdagstradition: Buksevand.
Festen var godt i gang, da Jesper rejste sig op. Jeg havde hele ugen godt vidst, at han havde noget for, og jeg glædede mig mildt sagt ikke, eftersom han tilbage i oktober, da han havde fået krokodille på sin egen fødselsdag havde lovet mig stegt slange. Men det lød meget mærkeligt, hvad han nu stod og sagde. Noget om en overraskelse, der var sød og blød og noget støjende og lettest at skaffe i det mandlige eksemplar. Jeg må erkende at jeg ikke havde noget clue. Min hjerne var forståeligt stadig tunet ind på slanger, men så sagde jesper, at han ville hente den, overraskelsen. Og i det sekund vidste jeg det pludselig: ET ÆSEL!!!
Og ganske rigtigt, rundt om hjørnet kom Koku, et fem måneder gammelt æselføl. Stadig noget usikker på den nye situation, men tydeligt lykkelig for at være min fødselsdagsgave...er jeg sikker på. Resten af aftenen stod han bundet til mangotræet og fortalte med jævne mellemrum med et ordentligt skryd, at han gerne ville have en forklaring på alt det hurlumhej. Da gæsterne senere var gået tog vi os en ordentlig snak og Koku er nu faldet rigtig godt til. Han kommer spænende, når vi kommer hjem som en hund, puffer til mig, når det tager for lang tid at hælde hans mælk op, og lægger ørerne tilbage og napper, når han vil lege. Han lever af knust majs, græs, rugbrød, mango og mælk og elsker især det sidste, selv om han er ved at være for stor til det. Navnet Koku har jeg selv givet ham. På Sissali hedder æsel Kokumo og jeg tænkte at vagtmændene måske lettere ville kunne huske det, hvis jeg gav ham et navn, der lignede, men resultatet er ikke udelt en succes. Han hedder nu alt fra Koku til Kaku, Koka og Kumo. :-)
Til festen sagde Sammy, vores vagtmand, at jeg skulle vide, at min mand elskede mig meget højt, når han sådan købte et æsel, som han vist havde været hele Tumu og omegn rundt efter og til sidst fandt i landsbyen Kong (Donkeykong :-)). Interflora dukkede straks op på nethinden: ”Sig det med...æsler!”
Apropos Jesper, så er det jo faktisk ham, der har oplevet mest på det seneste. I begyndelsen af juni drog han 14 dage til Sydafrika, for at overvære Danmark dumme sig og Black Stars samle alt det held de kunne mønstre. Jeg giver nu for en kort bemærkning ordet videre til min Sydafrikanske korrespondent:
Fra Nelson Mandela til vuvuzela – Jespers rejse i Johannesburg
Tak til Anna for for at tillade denne ”korte” gæsteoptræden, som jeg naturligvis er beæret over. :-)
Efter en begivelsesrig tur ned gennem Ghana, hvor jeg – uden held – havde forsøgt at lære vores ven Danladi at svømme på universitetets svømmestadion i Kumasi (og fået en reprimande af livredderen for at forsøge at lokke en svømmemæssig analfabet op på femten-meter-vippen); samt erfaret, at hvis man køber en generator fra Kina (hvilket man AB-SO-LUT ikke bør gøre), træder den ghanesiske returret først i kraft ved at man råber og skriger uafbrudt i en time ad butikspersonalet, og derefter truer med at tilkalde Danladis bror, som er politimand (hvorpå butiksejeren kaster pengene på gulvet og spæner i panik ud af butikken). Det kan for øvrigt ikke anbefales at tage med ghanesiske busser uden ørepropper, specielt ikke hvis en prædikant med skærebrænderstemme har fået lov af chaufføren til gøre et forsøg på at omvende samtlige passagerer til hendes version af den kristne trosretning.
Af sted kom jeg med Namibia Air, som – kan det nævnes – serverer en himmelsk gang kylling med pasta. Snart befandt jeg mig i Johannesburg, hvor jeg følte mig lige så fremmeartet som Onkel Rejsende Mac fra Fragglerne, der er på besøg i menneskenes verden, dog i en mindre behåret udgave.
Johannesburg er Sydafrikas økonomiske kraftværk, hvor racer fra hele verden har blandet sig og atter er blevet opdelt i bydele: europæerne i Sandton, portugiserne i Kensington, de sorte i Soweto, afrikanske udlændinge i Hillbrow, og så videre. Her stod menneskehedens vugge ifølge antropologerne, og herfra udvandrede mennesket nordpå for årtusinder senere at vende tilbage i form af først sorte bantufolk, der fortrængte det oprindelige khoisan-jægerfolk, og senere europæiske kolonister, samt slaver fra Asien, Afrika og Caribien.
I dag er Johannesburg en af de mest moderne byer i verden, en misantropisk metropolis, der ifølge nogen guidebøger skulle være et af de farligste steder på jorden, der ikke er en krigszone. Noget i retning af den sidste kreds i Dantes Inferno. Denne beskrivelse var jeg ikke langt fra at godkende, da jeg i lufthavnstaxien opdagede, at kilometertaksten på grund af VM var hævet med 50 procent til hele 13 kr. (et beløb man kan køre tværs over Ghana for). Mine planer om en budgetrejse fortonede sig langsomt i horisonten, da jeg beregnede, at det ville koste mig halvdelen af min første Visakort-hævning at køre til hotelkvarteret i Sandton, hvor jeg også skulle hente mine VM-billetter. Her valgte jeg at hælde en hel del galde ud over chaufføren, der imidlertid forsvarede sig med, at prisstigningen var blevet pålagt af regeringen.
Efter at have svoret ved min bedstemor om aldrig at tage taxien i Johannesburg igen (et løfte jeg holdt, med en enkelt undtagelse) valgte jeg at benytte mig af min Plan B (ja, det gælder altså om at være velforberedt i Sydafrika) som bestod i at blive sat af på vejen Highland Street, hvor jeg havde læst på internettet, at der skulle være værelser til leje. Desværre indeholdt Plan B ikke noget husnummer, og det viste sig snart, at jeg var havnet i et uoverskueligt stort og trist, overvejende hvidt og uendeligt småborgerligt villakvarter – Sydafrikas svar på Skjoldhøjparken i Århus. På trods af de hjemlige omgivelser – som blev suppleret af en kulde, der mindede om en dansk efterårsdag – følte jeg mig egentlig ikke specielt velkommen. Jeg fik samme triste fornemmelse som at gå rundt i en zoologisk have, samme følelse af indestængt frihed. Måske var det de skulende blikke, sikkerhedshegn, høje mure, pigtråd og hyppige sikkerhedspatruljer, der gjorde udslaget. Kun vagthundene fandt det for godt at hilse, men det gjorde de til gengæld også klart og tydeligt. Jeg hilste ikke på nogen beboere, men snakkede lidt med den smilende vagtmand fra Malawi og en sikkerhedsvagt fra Lesotho,der var bevæbnet med en automatpistol. Han fortalte, han tit blev nødt til at skyde mod bevæbnede tyvebander, og så tiggede han mig om penge til mad, som hans løn ikke dækkede.
Nu tilsmilede lykken mig. Da jeg spurgte en lokal beboer om vej, inviterede han mig indenfor. Og før jeg vidste af det, var jeg i gang med at hjælpe ham og konen med at flytte brudekagen fra sidste år og flyttekasserne over i deres nye hus. Parret var begge sorte, grafikere og havde en lille dreng, der kunne blæse så højt i sin vuvuzela, at signalet til fjernsynet slørede. Manden, Sahel, var arbejdsløs og en rigtig slacker, der var som taget ud af filmen The Big Lebowsky: Han sagde ting som ”Hey, man! Take it easy. Howzit? More fine, man!”, tilbragte det meste af tiden med at ryge smøger med sin barndomsven Mukladze nede ved swimmingpoolen, og havde indgået en aftale med sig selv om først at gå i gang med jobsøgningen efter VM i fodbold. Konen, Denero, havde et job med sene arbejdstider på et iværksættermagasin, hvor hun var art director, men hun var ikke for fin til at rulle sig en joint, når det havde været en stressende dag. De var begge to rigtig søde. Jeg blev indlogeret på første etage i deres nye lejlighed, og mødte gennem min meget sociale værtsfamilie deres venner og familie, som bød mig velkomne med åbne arme.
Sahel og Denero lærte mig at begå mig i Johannesburg, gav mig tip til byens oplevelser og vejledte mig i byens offentlige transportsystem. Med udgangspunkt i villaen i Kensington, som bydelen hed, tog jeg nu på udflugt ind til ”det rigtige” Johannesburg i de lokale minibusser, selvom de udelukkende sorte og farvede passagerer godtnok kiggede en ekstra gang, når de blev prajet af en hvid mand. Mange af mine fordomme om byen blev gjort til skamme, mens andre blev bekræftet. Johannesburg er en dybt moderne storby med skyskrabere og folk, der ikke taler med hinanden i bussen. Sorte, hvide og farvede lever stadig i adskilte verdener, snakker derfor ikke sammen, og nærer følgelig stor mistillid til hinanden. Jeg mødte hvide afrikaanere, der i fortrolighed sagde, at de ønskede sig apartheidtiden tilbage. Da jeg spurgte, om ikke det var et fremskridt, at de sorte var blevet inkluderet, svarede de: ”Næh, dengang var det altså bedre for os.” Her undlod jeg gerne at stille flere spørgsmål.
Men der var også mange positive overraskelser: Selv i downtown Johannesburg var folk åbne og hjælpsomme, viste mig vej på kortet, og selvom jeg tog de berygtede lokale minibusser og travede rundt i byen om aftenen, havde jeg ikke en eneste oplevelse, hvor jeg følte mig utryg. Den værste oplevelse havde jeg en dag, hvor en stor sort firhjulstrækker standsede ud for mig. Fra passagersædet stirrede en ung hvid fyr på mig med kuglerunde øjne. Han rullede ruden ned, mens en anden hvid mand tiltalte mig fra førersædet: ”Er du turist, makker?” Han fortsatte brysk, før jeg nåede at bekræfte hans antagelse: ”Se og kom væk. Folk her er vanvittige. De slår dig ihjel. De æder dig levende, og de er fuldstændig ligeglade.” Fyren med de kuglerunde øjne rullede ruden op uden at tage øjnene fra mig, inden bilen accellererede væk og lod mig stå tilbage med et bøvet udtryk.
En dag tog jeg på det fremragende Apartheidmuseum og på rundtur i det legendariske township Soweto. Da jeg forklarede direktøren for busselskabet, at jeg ville se Nelson Mandelas hus, blev den før så skeptiske mand pludselig fyr og flamme, og han sørgede for at arrangere en privatchauffør til at køre mig ud til Soweto, inden det blev mørkt. Jeg havde en minibus helt for mig selv. Jeg tog på rundtur i de snævre gyder, som ikke er uden charme. Til forskel fra forstæderne, er der masser af udeliv: Grillende familiefædre og hylende børn på legepladserne. Jeg drak dus med de lokale på en ”shebeen”, en af de legendariske værtshuse, hvor afrikanerne i apartheidtiden solgte øl og spiritus fra hjemmebryggeriet i deres egen stue. Som det kan ses på billedet, ligner en shebeen stadig et almindeligt hjem og fungerer også som sådant.
En dag gik jeg til frisør i Soweto. Med tanke på afrikanske mænds forkærlighed for det karseklippede look, som betragtes som det eneste mandlige, bad jeg udtrykkeligt om ikke at blive klippet med maskine, men med hænder og saks. Ikke noget problem. Det varede dog ikke længe, før saksens klipppelyde blev afløst af en brummende maskinlyd, og da jeg kiggede op, havde trimmeren allerede arbejdet sig så langt ned i min manke, at jeg blot affandt mig med situationen med et dybt suk. Til gengæld fik jeg – også helt uventet – en meget tæt barbering med i købet. Bag mig samlede alle salonens frisørelever sig, mens de med forundring iagttog, hvordan man behandler en hvid mands fine, glatte hår, hvilket åbenbart kan opbyde store udfordringer, også selvom det bare skal barberes af.
Tilbage i Johannesburg besøgte jeg Mai Mai Market, en slags Silvan for de traditionelle behandlere. Her mødte jeg en inyaga, en af zulufolkets medicinkvinder – næringsdrivende i abehjerner, krokodillepeniser og alle slags dyrekranier – som solgte mig en plasticvuvuzela i de danske farver. En zulu-spåkvinde, en sangoma, spåede Danmark og Ghanas kampe ved hjælp af en håndfuld knogler, dominobrikker, tinsoldater, halskæder og konkylier, som jeg skulle kyle på gulvet, efter at have rådspurgt mine forfædre. Selvom jeg ikke mindes at have mange fodboldkyndige forfædre i familien, lykkedes det dem at spå Danmarks hurtige exit, idet alle dominobrikkerne vendte billedsiden nedad. Her tog sangomaen sig til hovedet, øjensynligt rystet. Måske havde hun aldrig set så ringe et kast? Hun gav mig dog en ny chance. Og da det også mislykkedes, fik jeg en tredje, før hun kastede sig ud i en lang tungetale. ”Bed for Danmark”, sagde hun, efter hun havde indkrævet de 100 rand, det koster at få åndernes tunge på gled. ”Bed gennem hele kampen.”
Egentlig kom jeg jo til Sydafrika for at se VM. Danmarks kamp mod Holland vil jeg ikke spilde plads på, men Ghana fik hevet en flot sejr over Serbien i land, og så var der fest i gaden i Pretoria, den sydafrikanske hovedstad, som ligger kun en halv times kørsel fra Johannesburg. Jeg havde foræret lillebrors billet til Mukladze, Sahels gode ven, og vi fejrede Ghanas sejr hele natten i det indre Pretoria, hvor barerne og dansestederne var lige så etnisk opdelte som i apartheidtiden.
Sidst men ikke mindst var jeg på ølmuseum. Vidste I, at øl er opfundet i Afrika for fem tusind år siden? Indtil dette VM var det imidlertid ikke tilladt at nyde øl i det offentlige rum i Sydafrika, et forbud der, som så meget andet i Sydafrika, stammer fra apartheidtiden. Derfor findes der ikke megen udendørskultur i Johannesburg, og selv under VM var gaderne i midtbyen nærmest øde efter kl 20, hvor folk strømmede tilbage til forstæderne. Det hjalp dog lidt, da der blev sat storskærm op flere steder i byen og givet tilladelse til at drikke øl. Folk strømmede ud på gaderne og bevægende sig syngende og dansende gennem byen, mens de truttede i de larmende plastichorn, vuvuzelaerne, som ifølge støjforskere kan larme mere end en Boeing 727.
Jeg vil slutte af med at sige, at Sydafrika virkelig er et besøg værd, ikke mindst på grund af den i bogstaveligste forstand farverige historie, de forskellige kulturer og de utroligt søde mennesker. Og dermed vil jeg give ordet tilbage til Anna, med tak for lån.
Kærlig hilsen,
Jesper
Mens Jesper var væk tuldrede undertegnede så halvforvirret rundt i Tumu og prøvede at nyde for en gangs skyld at savne ham. Det slog mig, at i et helt år har vi været sammen 24/7 med ganske få undtagelser og på den baggrund følte jeg mig klart berettiget til en ekstra ration chokolade.
Men det var nu ikke fordi jeg kedede mig. Allerede samme morgen som Jesper tog afsted var jeg med Simon og Kirsten til navngivningsceremoni hos trommespilleren Tahiro. Eller dvs. vi kom for sent til ceremonien. I stedet kom Tahiro hoppende og viste det parterede gedekid frem med samme begejstring som han viste sin lille nye søn frem og tog os med hen og hilse på de ældre i hans familie. Og så stod den på Ghana-mad. Vi takkede pænt nej tak til TZ oven på en ordentlig morgenmad, men slap ikke afsted før vi havde drukket adskillelige poser kenkey-vand og spist en halv skål kogt hirse.
I det hele taget bar de oplevelser jeg havde med Simon og Kirsten de uger præg af at vi befinder os i Ghana. Efter i lang tid at have snakket om alle de ærinder vi har gået og udskudt tog vi os en fredag sammen til at køre de tre bumpende, hoppende timer til Wa. Jeg mener vagt at kunne huske at Simon og jeg dagen før havde en snak om, at det nok var klogest at køre i den gamle bil eftersom den nyes reservehjul ifølge Danladi vist trængte til et dækskifte, men ikke desto mindre kom vi afsted i den nye. Ja, og så gik det naturligvis hverken værre eller bedre end at vi en halv time fra Wa punkterede med et knald. Dækket på højre baghjul var eksploderet. Ingen panik. Vi har alle taget motorkursus inden vi kom til Ghana og kan det der pis med at skifte hjul med dunkraft og sådan, så præcis som vi har lært trådte Kirstenog jeg tilbage og lod Simon om arbejdet. Venlige som vi er smed vi dog lige reservehjulet ud af bagagerummet, så det var klar til at blive monteret. Men ak, da stakkels Simon højlydt prustende og med sveden dryppende havde overladt dunkraften til en hjælpsom ghaneser og rejste det nye hjul op lød et højlydt suk. Det var fladt som en pandekage og fuldstændig ubrugeligt.
Heldigvis er der mobilkontakt i den udørk ved navn Bussie, hvor vi stod, og vi fik fat i gode gamle Danladi, der 2 timer efter nåede noget gnaven frem med et hjul fra den gamle bil, som han derefter monterede idet han venligt men bestemt puffede os alle til side. Danladi havde medbragt en af sine gode venner, der under arbejdet gjorde sig behjælpelig med indgående og hovedrystende at forklare Kirsten og mig at det da også var et helt forkert dækmærke vi havde valgt (som om de to timer i en hed bil ikke var straf nok). Vi kom til Wa den dag og fik klaret alle vores ærinder inklusive indkøb af 2 L vanilleis, som vi planlægger at byde Danladi på en portion af.
For nu ikke at forstyrre Simon og Kirsten alt for meget med spørgsmål a la ”hvad mon Jesper laver nu?” tog jeg et par dage til Wellembelle og besøgte sundhedsklinikken der, hvor Jesper og jeg tilbragte en del tid i starten af vores ophold i Ghana. De var meget glade for besøgene og kogte yam og bushmeat til mig. Til gengæld hjalp jeg dem med deres patienter. Subklinikkerne fungerer som de praktiserende læger i Danmark og er åbne døgnet rundt for akutte patienter, men om morgnen er det alle småskaderne, så jeg fik set en masse folk med alt fra snitsår til graviditetssmerter. Infektionssygdomme som øjenbetændelse, svamp i munden og selvfølgelig malaria fylder mest. Klinikken har meget begrænsede behandlingsmuligheder. Sår renses med saltvand og vat. Der er ingen disinfektionsmidler. Det lille apotek inkluderer antibiotika, malariamedicin og smertestillende midler, men der er f.eks. ingen svampemidler, så det par fire måneder gamle tvillinger jeg diagnosticerede med trøske måtte enten tage til Tumu (hvilket der på ingen måde kunne blive tale om pga. udgiften til transport) eller forsøge sig med et godt gammeldags lægmandsråd: Tomatsaft. Ja, man lærer hver dag. Det er noget anderledes at behandle ghanesiske patienter end danske. At jeg næsten er læge gav mig usædvanlig stor magt og der blev lyttet og nikket en masse når personalet oversatte mine forklaringer til lokalsproget, Sissali. Klinikken er bemandet af sygeplejersker og en enkelt jordmoder, og det er ikke altid deres viden rækker til at give fornuftige forklaringer på hvorfor patienterne skal gøre dette og hint. Specielt i et tilfælde, hvor en dreng kom med et dybt sår, hjalp det at kunne forklare sig. Drengens bedstefar var med og stod og lurede ind, da jeg rensede såret og bagefter udleverede antibiotika som forebyggelse mod at der skulle gå infektion i såret. De to talte meget hurtigt på sissali et stykke tid, og jeg kunne se, at bedstefaren ikke var tilfreds. Sygeplejersken forklarede da modstræbende at de to var kommet i håb om at få en indsprøjtning og var skuffede over at blive spist af med piller. Jeg satte mig ned og forklarede, at pillerne og indsprøjtningen var det samme stof og at en rask dreng som ham her, ikke behøvede noget så drastisk som en sprøjte. Det svar var bedstefaderen åbenbart tilfreds med og de to lovede at komme tilbage dagen efter og få såret renset og forbundet igen. Det er imidlertid ikke altid at man kan spise patienten af med en forklaring, og sundhedspersonalet sørger for aldrig at lade nogen gå tomhændet hjem. Så vil de nemlig ikke komme igen. Hvis nogen ikke fejler det fjerneste får de en lille pose multivitaminpiller, der er knaldrøde hernede. Man kunne indvende, at det var bedre at uddanne befolknigen om sundhed og sygdom, men indtil da gælder det jo om at forhindre, at de, der virkelig er syge vælger heksedoktoren frem for lægen. I Bugubelle, en landsby ganske tæt på Wellembelle, døde en gravid kvinde og hendes ufødte tvillinger forleden. Kvinden havde svangerskabsforgiftning og krampede, men familien tog hende til en lokal behandler, der behandlede hende med røg og urter. Da den stakkels kvinde bagefter krampede påny blev hun endelig bevidstløs bragt til Tumu, men da var det for sent.
Apropos fødsel havde jeg en interessant snak med en af sygeplejerskerne i Wellembelle. Vi sad og strakte benene efter den sidste patient var gået og Mary, der ikke er den skarpeste kniv i skuffen, men en godmodig, kuglerundt dame, begyndte at snakke om hendes FIRE fødsler og udmalende forklare mig, hvor ondt det gør at føde. Med et stort smil sagde hun at inden længe ville det være min tur, men lige i den situation faldt det mig på ingen måde svært at forklare, at der nok ville gå lidt tid. Jeg mumlede noget med at studiet jo skulle færdiggøres og at i Danmark får kvinderne børn sent og så videre og så var det Mary pludselig så op med et kryptisk udtryk i øjnene. ”Må jeg spørge dig om noget, som jeg længe har gået og tænkt på”, sagde hun. ”Ja”, fortsatte hun, da jeg nikkede, ”det er fordi jeg har fået fortalt, at når hvide kvinder føder, så gør det ikke ondt, som det gør på sorte kvinder. Er det virkelig rigtigt?” I Ghana er der en tendens til at behandle hvide kvinder som porcelæn, som om vi krakkelerer så snart vi tager hænderne op af lommerne, men dette udsagn forklarer måske en del af grunden. Jeg skyndte mig at fortælle Mary sandheden, men tilføjede lidt om, hvordan man i Danmark kan få blokader og bedøvelse, hvis man vil. ”Men”, sagde jeg, ”der er jo stadig mange kvinder, der gerne vil...” ”mærke det ske”, færdiggjorde Mary sætningen, og jeg følte mig pludselig mærkelig forbundet med Mary og alle de andre kvinder omkring mig. I Wellembelle har der indtil nu ikke været nogen vandforsyning, så når en kvinde har valgt at føde på klinikken, måtte hun selv (eller hendes familie) medbringe vandet. Intet under at det er svært at tale kvinderne fra en hjemmefødsel. I samarbejde med en NGO, der har skaffet penge til en vandpumpe, har IMCC løst problemet ved at donere vores gamle generator. Nu fungerer boringen og vi håber det kan hjælpe kvinderne i området.
Og så kom Jesper endelig hjem medbringende en vuvuzela, der nær fik mig til at ønske ham bort igen. Både mens han var i Sydafrika og siden han kom har vi brugt ikke så lidt tid på fodbold, som vi enten ser med sne på skærmen i IMCC huset eller tager ned på den lokale radio RADFORD (Radio For Development), hvor de viser alle kampe på storskærm og gerne benytter pausen til at interviewe en foli eller to, hvorefter den lokale fodboldtræner on air gør sig klog på kampens udvikling og trænernes dispositioner. Efter Danmarks pinlige deroute satser vi alle jetoner på Ghanas Black Stars, der med det held, de synes at have uden tvivl kan nå langt.
På arbejdet har det været en stille tid efter projektrådgiverbesøget. Vi går jo og tripper lidt og venter på rapporten og dens anbefalinger før vi kan gå i gang med det helt store igen. Men lidt er det da blevet til. Jesper og jeg var en lørdag på udflugt til Bawisibelle, der nok er den fjernest beliggende klinik i hele Ghana. Når regntiden er på sit højeste kan man slet ikke køre derud fra Tumu. Men det lykkes os at nå frem til det imponerende bygningsværk, som Danida i en længst udgået æra, har bygget. Man kunne tænke, at 10 parkeringspladser og en ambulancerampe måske ikke var det første, stedet havde brug for, men ikke desto mindre er den lille klinik med to ansatte den fornemmeste i distriktet med ikke mindre end to store vandbeholdere, men ingen fungerende boring, et konferencerum, adskillelige kontorer og en masse andet. Ud af de måske 25 rum bliver to brugt til klinikken, resten står tomme hen. Som en spørgelsesby i det vilde vesten, blev vi enige om, da vi holdt frokost i det grønne og guffede æggesandwich på vej hjem.
Fra den ene dag til den anden meddelte regionsdirektøren for sundhed at han ville aflægge Tumu et besøg, og til vores glæde udbad han sig et møde med IMCC. Vores samarbejde med vores egen director har ikke været så let på det seneste, så det var en usigelig glæde at mærke regionens fulde opbakning til vores arbejde og vi benyttede også lejligheden til at diskutere muligheder for et nyt projekt et andet sted i regionen. Dr. Alexis havde flere gode ideer og roste blandt andet vores arbejde med forskning og vores kaffe Efterfølgende har det virket som om director har været lidt blødere i filten, så hvem ved, måske han har fået et hint eller to fra Alexis om at behandle os godt.
Ikke alting i IMCC projektet er dog ren succes. Et af vores smertensbørn er det gæstehus vi byggede for mange år siden med det formål at have forskere boende der, der kunne tilføre distriktet ny viden om sig selv. Huset er overgået til DHMT, og efter næsten et år er de nu nået til at åbne det officielt som deres hus. På åbningsdagen var alle spidser i byen inviteret på gratis middag mellem klokken et og tre og en alenlang menu var udarbejdet, som Ester, den nyansatte caretaker og kok dog valgte at ignorere og reducere til kylling eller fisk med ris eller pasta. IMCC var på pletten klokken halv to, maden var klar klokken to og director selv kom sammen med den første ”spids” klokken tre, da vi netop var ved at gå. Suk!
Men maden var god og nu er huset da i funktion. Apropos mad, er der så nogen, der ved, hvordan man laver uforloren skildpadde? Da Danladi kom hjem fra Tamale, hvor han havde kørt vores bil ned til service, hjalp Simon ham med at montere nye dæk. Den stakkels mand skulle lige have fat i noget værktøj og ledte efter det under forsædet, da hans hånd fik fingre i noget hårdt og rundt. ”Åhh”, udbrød Danladi, ”den havde jeg glemt”, da Simon sekunder efter stod med en levende skildpadde i hånden. Eller levende og levende, det er måske så meget sagt, for dyret havde ligget under sædet stiv af skræk i syv dage uden hverken vådt eller tørt. Danladi havde købt den til os, fordi skildpadde ifølge ham skulle være yderst delikat og så kunne vi jo spise den sammen. I skrivende stund har vi foræret padden tilbage til Danladi med besked på at vi er klar, når suppen er klar...
Se nu engang, igen har jeg ævlet side op og side ned. Selv når jeg tænker, der ikke er sket noget særligt, er der åbenbart masser at fortælle om, når først jeg får sat mig til tastaturet. Men engang om nogle måneder, når stormen er raset af og jeg igen sidder i Århus og skutter mig med en kop skoldhed te og hvem ved måske en cheeser fra Havnens Perle, er jeg sikker på at fortællingerne om Calvin, om skildpadder, om Koku og mangomaskiner og fødende kvinders smerte vil virke som det rene eventyr og jeg vil læse det alt sammen igen og ikke kunne forstå, at det er i mit liv de er hændt.
Jeg ønsker jer alle en rigtig lun og solbeskinnet sommer i Danmark.
Kærlig hilsen
Anna