Anna og Jespers dagbog

Stilhed før stormen*

2010-07-19T00:28:00.004+02:00

*Med gæsteindlæg: "Fra Nelson Mandela til vuvuzela – Jespers rejse i Johannesburg"

Det er lidt ligesom før en stor eksamen. Bortset fra hjertebankenen. Og bortset fra angsten. Og bortset fra søvnløsheden. Og fra den tilbagevendende vekslen mellem beroligende at brygge sig en kop kaffe og tænke at det nok skal gå og anfald af du-klarer-det-aldrig-syndromet. Okay, det er med andre ord overhovedet ikke som før en eksamen. Men der er alligevel den samme stilhed. Bevidstheden om, at vejs ende nærmer sig og der ikke er mere at gøre. Det er som om luften står stille, og venter på at blive suget ind i det næste åndedrag. Det er så stille.

Måske er det fordi vi går og venter på det. Vi ved det. At et nyt kapitel skal til at starte. Vi går og vænner os til tanken, mens dagene går og stilheden omkring os næsten umærkeligt begynder at fortættes. Inden længe bliver luften tung og uigennemtrængelig, som en mur, og en feber tager ved os. Jeg er sikker på at det kommer til at støje. Mit hjerte flytter til den tid ind lige under strubelåget sammen med en stor klump, og de to holder mig uden tvivl vågen om natten med tanker hvirvlende rundt i hovedet. Hvordan skal det gå? Klarer vi det? Bliver det svært? Svært at vende hjem. Men endnu er her stille. Stille som før en storm, vi ved skal komme. Stille fordi alt stadig er normalt og ikke spor urovækkende.

Det er mærkeligt at tænke på, at det er sommer i Danmark nu (eller burde være det i hvert fald). Om bare to uger har vi været i Ghana i et helt år. Derhjemme har årstiderne afløst hinanden og blade og blomster er visnet for at spire påny. Her har det bare enten regnet eller ikke, og imens er tiden styrtet afsted. Om under to uger lander Kari og Kristian, vores afløsere, i Accra, og så lakker det jo mod enden.
Den seneste månedstid har på en gang været begivenhedsrig og stille og rolig. Fuld af mange små gode oplevelser, og i hvert fald for mit vedkommende fuld af kvalitetstid i Tumu.

I slutningen af maj havde projektet besøg af to eksterne rådgivere, med det formål at få lidt råd om den forestående nedlukning af projektet samt ideer til et fremtidigt nyt projekt i Ghana. Det er aldrig let på forhånd at vurdere over mail og telefon, hvordan et menneske er og arbejder, så vi var naturligvis noget spændte på, hvem det var, vi havde fået ansat. Alle fire tog vi til Ouagadougou for at hente Ole Frank, den danske hovedrådgiver. Vi benyttede lejligheden til at holde IMCC-slap-af-weekend ved poolen, så vi var helt udhvilede til den forestående evaluering.
Og så fik vi endelig set giraffen! Ja, og førstehåndsindtrykket var ikke langt fra at have den samme grad af forundring, som havde det rent faktisk været et af de plettede højben, der steg ud af flyet. Adskillelige IMCCere nåede vist at få antydninger af bekymrede panderynker, da snakken på køreturen til Tumu faldt på Calvin...og mere eller mindre blev der de stive tre timer den tog. Ole Frank viste sig imidlertid at være en kompetent og yderst flink mand, som vi straks fedtede os ind på med et par kolde Star.

Den ghanesiske halvdel af teamet, Kenneth, ankom dagen efter, efter en strabadserende tur fra Tamale med en taxa, der punkterede på halvvejen (så Simon måtte agere trotro) og en yderst gnaven chauffør med eksplosiv diaré. Hyggeligt :-)! Kenneth supplerede med sin iver og entusiasme Ole godt, og vi endte med at gennemføre en lærerig og dynamisk evaluering med de to ved roret, der kulminerede med introduktionen af Absinth den sidste aften i IMCC huset...Kenneth har udbedt sig en flaske af heksebrygget, når Simon, Kirsten, Kari og kristian besøger ham i Accra i overlappet.

I alt varede evalueringen i tolv dage og IMCCerne lå ikke på den lade side i den periode. Ud over de daglige projektaktiviteter skulle der jo arrangeres et fornuftigt program med møder med partnere og relevante institutioner for rådgiverne, og en masse tid blev også brugt på interne møder, hvor vi endevendte projektet og alle dets successer og øh....anti-successer indtil vi alle havde behov for akut defragmentering i hovederne. Besøget endte ud med afholdelsen af en workshop for alle vores samarbejdspartnere, hvor rådgiverne kort fortalte om deres indtryk af projektet, hvorefter der var gruppearbejde og diskussioner in plenum. Det var en rigtig god oplevelse og jeg tror faktisk også vores partnere fik noget ud af at møde hinanden og tale sammen. I hvert fald bidrog diskussionerne med mange nyttige oplysninger for os og rådgiverne. Den endelige rapport fra besøget venter vi stadig på, men processen har i sig selv været meget givende og undertegnede har i hvert fald fået blod på tanden i forhold til at prøve at lave et nyt projekt i Ghana.
Helt slippe rådgiverbesøget kan jeg ikke før jeg har berettet om den katastrofe, der indtraf undervejs. Det drejer sig om noget nær en humanitær krise, som på sit mest kritiske tidspunkt ledte tankerne ind på terror, udrensning og amputation. Det drejer sig naturligvis om min venstre langetå!

Historien, der uden tvivl vil gå over i historien i form af en myte inkluderende et grusomt uhyre og en uskyldig prinsesse, tager sit udgangspunkt udenfor vores kontor, hvor jeg (prinsessen) intetanende sidder og taler i telefon under en strålende himmel. Med et går en sky for solen og jeg mærker en svidende smerte i...ja, min venstre langetå, og ser med frygt malet i alle træk ned. Og hvad skuer mit øje? En grusom, fælt udseende og truende sort myre, hele fem milimeter lang og med hvæssede kæber. Med nød og næppe tilbageholder jeg et smertens og frygtens skrig og værfer den lille galning væk. Men ak, historien slutter ikke der. Indenfor ganske få dage svulmer min stakkels langetå og med den halvdelen af min fod op til noget på størrelse med en gennemsnitlig elefantfus, og ender med at stramme så meget, at jeg må en tur op til Dr. Zack, der bekymret, yderst relevant og måske med en snert af vantro i stemmen spørger: Er du helt sikker på, at det var en myre? Med nød og næppe har jeg overlevet angrebet og min fod er mirakuløst svundet ind igen, men jeg vil gerne benytte lejligheden til at bringe en advarsel til enhver af de ikke ubetydelige biologisk uddannede onkler i min familie, der kunne finde på at smage på den slags myrekryb: Gør det IKKE!!!

Apropos sommer, så har det jo netop været den første dag i den og dermed MIN fødselsdag. Og den blev fejret med manér! På selve dagen havde Jesper naturligvis sørget for lækker morgenmad og gavebord, og det blev en super hyggelig dag traditionen tro afsluttet med en solid gang pasticchio og kanadisk lagkage. Mums! Imidlertid var den mest fortælleværdige del af fejringen løbet af stablen allerede weekenden før, hvor jeg holdt fødselsdagesfest for venner og bekendte i Tumu. Det er jo ikke den første fest, vi har afholdt her i IMCC huset, og det plejer at være en succes, når der bydes på mad og en kold Star. Min fødselsdag var ingen undtagelse. Sammen med Adrianna, der er forlovet med en af vores gode venner, Ken, lavede jeg mad hele eftermiddagen. Adrianna havde lovet at lære mig at lave groundnutsoup og rice balls, så det gjorde hun. Suppen er ret let, men den søde pige var ved at falde ned af taburetten af grin, da Jesper og jeg skulle forsøge at forme riceballs, og hun rystede opgivende på hovedet, da vi måtte erkende, at vi ikke ejede et apparat til at sætte gryder over glødende kul. Jeg forsøgte mig med en lang forklaring om madvanerne i Danmark, men af en eller anden grund kunne Adrianna ikke lige se frikadeller på pande og kogte kartofler for sig. Hun syntes imidlertid det var smart, da jeg viste hende min mango-skærer, som Stine venligt har sendt herned fra Danmark. Om ikke jeg kunne skaffe et parti til hende og hendes veninder!!? Igen vækkede det nogen undren, da jeg fortalte at det jo i virkeligheden er lidt tåbeligt at man kan få en mangoskærer i Danmark eftersom vi ingen mangotræer har, og ikke mindst da jeg tilføjede at en mango af den grund koster hen ved 3 GHC (12 kr. Til sammenligning koster de her ca. 1 kr pr stk!) i mit hjemland. Really!!! For one!!? Mangoerne selv, der sammen med en chokoladekage var aftenens dessert, vakte imidlertid generel begejstring. IMCCernes forkærlighed for kager er ikke rigtig delt af de lokale. De synes det er lidt tørt. Ja, ja, så må vi jo spise den selv. :-)

Og så dukkede gæsterne op. Som sædvanlig en hel del forsinket, men i højt humør. Yaa, vores vaskekone tøffede ud i køkkenet og smagte på suppen. ”Rimeligt, men lidt for salt”, var hendes kyndige vurdering, og den er jo ikke at kimse af. En kold øl hjalp på sagen og senere på aften havde suppen været udemærket :-) Et af de festlige indslag den aften var da Jesper satte limborock-sangen på og vi lærte ghaneserne at danse. Vi fik bank! Et andet var da Kirsten, Jesper og Sule i fællesskab fik smuglet vand ud og afledt min opmærksomhed, så jeg ikke slap for den ghanesiske fødselsdagstradition: Buksevand.

Festen var godt i gang, da Jesper rejste sig op. Jeg havde hele ugen godt vidst, at han havde noget for, og jeg glædede mig mildt sagt ikke, eftersom han tilbage i oktober, da han havde fået krokodille på sin egen fødselsdag havde lovet mig stegt slange. Men det lød meget mærkeligt, hvad han nu stod og sagde. Noget om en overraskelse, der var sød og blød og noget støjende og lettest at skaffe i det mandlige eksemplar. Jeg må erkende at jeg ikke havde noget clue. Min hjerne var forståeligt stadig tunet ind på slanger, men så sagde jesper, at han ville hente den, overraskelsen. Og i det sekund vidste jeg det pludselig: ET ÆSEL!!!

Og ganske rigtigt, rundt om hjørnet kom Koku, et fem måneder gammelt æselføl. Stadig noget usikker på den nye situation, men tydeligt lykkelig for at være min fødselsdagsgave...er jeg sikker på. Resten af aftenen stod han bundet til mangotræet og fortalte med jævne mellemrum med et ordentligt skryd, at han gerne ville have en forklaring på alt det hurlumhej. Da gæsterne senere var gået tog vi os en ordentlig snak og Koku er nu faldet rigtig godt til. Han kommer spænende, når vi kommer hjem som en hund, puffer til mig, når det tager for lang tid at hælde hans mælk op, og lægger ørerne tilbage og napper, når han vil lege. Han lever af knust majs, græs, rugbrød, mango og mælk og elsker især det sidste, selv om han er ved at være for stor til det. Navnet Koku har jeg selv givet ham. På Sissali hedder æsel Kokumo og jeg tænkte at vagtmændene måske lettere ville kunne huske det, hvis jeg gav ham et navn, der lignede, men resultatet er ikke udelt en succes. Han hedder nu alt fra Koku til Kaku, Koka og Kumo. :-)

Til festen sagde Sammy, vores vagtmand, at jeg skulle vide, at min mand elskede mig meget højt, når han sådan købte et æsel, som han vist havde været hele Tumu og omegn rundt efter og til sidst fandt i landsbyen Kong (Donkeykong :-)). Interflora dukkede straks op på nethinden: ”Sig det med...æsler!”

Apropos Jesper, så er det jo faktisk ham, der har oplevet mest på det seneste. I begyndelsen af juni drog han 14 dage til Sydafrika, for at overvære Danmark dumme sig og Black Stars samle alt det held de kunne mønstre. Jeg giver nu for en kort bemærkning ordet videre til min Sydafrikanske korrespondent:

Fra Nelson Mandela til vuvuzela – Jespers rejse i Johannesburg

Tak til Anna for for at tillade denne ”korte” gæsteoptræden, som jeg naturligvis er beæret over. :-)

Efter en begivelsesrig tur ned gennem Ghana, hvor jeg – uden held – havde forsøgt at lære vores ven Danladi at svømme på universitetets svømmestadion i Kumasi (og fået en reprimande af livredderen for at forsøge at lokke en svømmemæssig analfabet op på femten-meter-vippen); samt erfaret, at hvis man køber en generator fra Kina (hvilket man AB-SO-LUT ikke bør gøre), træder den ghanesiske returret først i kraft ved at man råber og skriger uafbrudt i en time ad butikspersonalet, og derefter truer med at tilkalde Danladis bror, som er politimand (hvorpå butiksejeren kaster pengene på gulvet og spæner i panik ud af butikken). Det kan for øvrigt ikke anbefales at tage med ghanesiske busser uden ørepropper, specielt ikke hvis en prædikant med skærebrænderstemme har fået lov af chaufføren til gøre et forsøg på at omvende samtlige passagerer til hendes version af den kristne trosretning.

Af sted kom jeg med Namibia Air, som – kan det nævnes – serverer en himmelsk gang kylling med pasta. Snart befandt jeg mig i Johannesburg, hvor jeg følte mig lige så fremmeartet som Onkel Rejsende Mac fra Fragglerne, der er på besøg i menneskenes verden, dog i en mindre behåret udgave.

Johannesburg er Sydafrikas økonomiske kraftværk, hvor racer fra hele verden har blandet sig og atter er blevet opdelt i bydele: europæerne i Sandton, portugiserne i Kensington, de sorte i Soweto, afrikanske udlændinge i Hillbrow, og så videre. Her stod menneskehedens vugge ifølge antropologerne, og herfra udvandrede mennesket nordpå for årtusinder senere at vende tilbage i form af først sorte bantufolk, der fortrængte det oprindelige khoisan-jægerfolk, og senere europæiske kolonister, samt slaver fra Asien, Afrika og Caribien.

I dag er Johannesburg en af de mest moderne byer i verden, en misantropisk metropolis, der ifølge nogen guidebøger skulle være et af de farligste steder på jorden, der ikke er en krigszone. Noget i retning af den sidste kreds i Dantes Inferno. Denne beskrivelse var jeg ikke langt fra at godkende, da jeg i lufthavnstaxien opdagede, at kilometertaksten på grund af VM var hævet med 50 procent til hele 13 kr. (et beløb man kan køre tværs over Ghana for). Mine planer om en budgetrejse fortonede sig langsomt i horisonten, da jeg beregnede, at det ville koste mig halvdelen af min første Visakort-hævning at køre til hotelkvarteret i Sandton, hvor jeg også skulle hente mine VM-billetter. Her valgte jeg at hælde en hel del galde ud over chaufføren, der imidlertid forsvarede sig med, at prisstigningen var blevet pålagt af regeringen.

Efter at have svoret ved min bedstemor om aldrig at tage taxien i Johannesburg igen (et løfte jeg holdt, med en enkelt undtagelse) valgte jeg at benytte mig af min Plan B (ja, det gælder altså om at være velforberedt i Sydafrika) som bestod i at blive sat af på vejen Highland Street, hvor jeg havde læst på internettet, at der skulle være værelser til leje. Desværre indeholdt Plan B ikke noget husnummer, og det viste sig snart, at jeg var havnet i et uoverskueligt stort og trist, overvejende hvidt og uendeligt småborgerligt villakvarter – Sydafrikas svar på Skjoldhøjparken i Århus. På trods af de hjemlige omgivelser – som blev suppleret af en kulde, der mindede om en dansk efterårsdag – følte jeg mig egentlig ikke specielt velkommen. Jeg fik samme triste fornemmelse som at gå rundt i en zoologisk have, samme følelse af indestængt frihed. Måske var det de skulende blikke, sikkerhedshegn, høje mure, pigtråd og hyppige sikkerhedspatruljer, der gjorde udslaget. Kun vagthundene fandt det for godt at hilse, men det gjorde de til gengæld også klart og tydeligt. Jeg hilste ikke på nogen beboere, men snakkede lidt med den smilende vagtmand fra Malawi og en sikkerhedsvagt fra Lesotho,der var bevæbnet med en automatpistol. Han fortalte, han tit blev nødt til at skyde mod bevæbnede tyvebander, og så tiggede han mig om penge til mad, som hans løn ikke dækkede.

Nu tilsmilede lykken mig. Da jeg spurgte en lokal beboer om vej, inviterede han mig indenfor. Og før jeg vidste af det, var jeg i gang med at hjælpe ham og konen med at flytte brudekagen fra sidste år og flyttekasserne over i deres nye hus. Parret var begge sorte, grafikere og havde en lille dreng, der kunne blæse så højt i sin vuvuzela, at signalet til fjernsynet slørede. Manden, Sahel, var arbejdsløs og en rigtig slacker, der var som taget ud af filmen The Big Lebowsky: Han sagde ting som ”Hey, man! Take it easy. Howzit? More fine, man!”, tilbragte det meste af tiden med at ryge smøger med sin barndomsven Mukladze nede ved swimmingpoolen, og havde indgået en aftale med sig selv om først at gå i gang med jobsøgningen efter VM i fodbold. Konen, Denero, havde et job med sene arbejdstider på et iværksættermagasin, hvor hun var art director, men hun var ikke for fin til at rulle sig en joint, når det havde været en stressende dag. De var begge to rigtig søde. Jeg blev indlogeret på første etage i deres nye lejlighed, og mødte gennem min meget sociale værtsfamilie deres venner og familie, som bød mig velkomne med åbne arme.
Sahel og Denero lærte mig at begå mig i Johannesburg, gav mig tip til byens oplevelser og vejledte mig i byens offentlige transportsystem. Med udgangspunkt i villaen i Kensington, som bydelen hed, tog jeg nu på udflugt ind til ”det rigtige” Johannesburg i de lokale minibusser, selvom de udelukkende sorte og farvede passagerer godtnok kiggede en ekstra gang, når de blev prajet af en hvid mand. Mange af mine fordomme om byen blev gjort til skamme, mens andre blev bekræftet. Johannesburg er en dybt moderne storby med skyskrabere og folk, der ikke taler med hinanden i bussen. Sorte, hvide og farvede lever stadig i adskilte verdener, snakker derfor ikke sammen, og nærer følgelig stor mistillid til hinanden. Jeg mødte hvide afrikaanere, der i fortrolighed sagde, at de ønskede sig apartheidtiden tilbage. Da jeg spurgte, om ikke det var et fremskridt, at de sorte var blevet inkluderet, svarede de: ”Næh, dengang var det altså bedre for os.” Her undlod jeg gerne at stille flere spørgsmål.

Men der var også mange positive overraskelser: Selv i downtown Johannesburg var folk åbne og hjælpsomme, viste mig vej på kortet, og selvom jeg tog de berygtede lokale minibusser og travede rundt i byen om aftenen, havde jeg ikke en eneste oplevelse, hvor jeg følte mig utryg. Den værste oplevelse havde jeg en dag, hvor en stor sort firhjulstrækker standsede ud for mig. Fra passagersædet stirrede en ung hvid fyr på mig med kuglerunde øjne. Han rullede ruden ned, mens en anden hvid mand tiltalte mig fra førersædet: ”Er du turist, makker?” Han fortsatte brysk, før jeg nåede at bekræfte hans antagelse: ”Se og kom væk. Folk her er vanvittige. De slår dig ihjel. De æder dig levende, og de er fuldstændig ligeglade.” Fyren med de kuglerunde øjne rullede ruden op uden at tage øjnene fra mig, inden bilen accellererede væk og lod mig stå tilbage med et bøvet udtryk.

En dag tog jeg på det fremragende Apartheidmuseum og på rundtur i det legendariske township Soweto. Da jeg forklarede direktøren for busselskabet, at jeg ville se Nelson Mandelas hus, blev den før så skeptiske mand pludselig fyr og flamme, og han sørgede for at arrangere en privatchauffør til at køre mig ud til Soweto, inden det blev mørkt. Jeg havde en minibus helt for mig selv. Jeg tog på rundtur i de snævre gyder, som ikke er uden charme. Til forskel fra forstæderne, er der masser af udeliv: Grillende familiefædre og hylende børn på legepladserne. Jeg drak dus med de lokale på en ”shebeen”, en af de legendariske værtshuse, hvor afrikanerne i apartheidtiden solgte øl og spiritus fra hjemmebryggeriet i deres egen stue. Som det kan ses på billedet, ligner en shebeen stadig et almindeligt hjem og fungerer også som sådant.

En dag gik jeg til frisør i Soweto. Med tanke på afrikanske mænds forkærlighed for det karseklippede look, som betragtes som det eneste mandlige, bad jeg udtrykkeligt om ikke at blive klippet med maskine, men med hænder og saks. Ikke noget problem. Det varede dog ikke længe, før saksens klipppelyde blev afløst af en brummende maskinlyd, og da jeg kiggede op, havde trimmeren allerede arbejdet sig så langt ned i min manke, at jeg blot affandt mig med situationen med et dybt suk. Til gengæld fik jeg – også helt uventet – en meget tæt barbering med i købet. Bag mig samlede alle salonens frisørelever sig, mens de med forundring iagttog, hvordan man behandler en hvid mands fine, glatte hår, hvilket åbenbart kan opbyde store udfordringer, også selvom det bare skal barberes af.

Tilbage i Johannesburg besøgte jeg Mai Mai Market, en slags Silvan for de traditionelle behandlere. Her mødte jeg en inyaga, en af zulufolkets medicinkvinder – næringsdrivende i abehjerner, krokodillepeniser og alle slags dyrekranier – som solgte mig en plasticvuvuzela i de danske farver. En zulu-spåkvinde, en sangoma, spåede Danmark og Ghanas kampe ved hjælp af en håndfuld knogler, dominobrikker, tinsoldater, halskæder og konkylier, som jeg skulle kyle på gulvet, efter at have rådspurgt mine forfædre. Selvom jeg ikke mindes at have mange fodboldkyndige forfædre i familien, lykkedes det dem at spå Danmarks hurtige exit, idet alle dominobrikkerne vendte billedsiden nedad. Her tog sangomaen sig til hovedet, øjensynligt rystet. Måske havde hun aldrig set så ringe et kast? Hun gav mig dog en ny chance. Og da det også mislykkedes, fik jeg en tredje, før hun kastede sig ud i en lang tungetale. ”Bed for Danmark”, sagde hun, efter hun havde indkrævet de 100 rand, det koster at få åndernes tunge på gled. ”Bed gennem hele kampen.”

Egentlig kom jeg jo til Sydafrika for at se VM. Danmarks kamp mod Holland vil jeg ikke spilde plads på, men Ghana fik hevet en flot sejr over Serbien i land, og så var der fest i gaden i Pretoria, den sydafrikanske hovedstad, som ligger kun en halv times kørsel fra Johannesburg. Jeg havde foræret lillebrors billet til Mukladze, Sahels gode ven, og vi fejrede Ghanas sejr hele natten i det indre Pretoria, hvor barerne og dansestederne var lige så etnisk opdelte som i apartheidtiden.

Sidst men ikke mindst var jeg på ølmuseum. Vidste I, at øl er opfundet i Afrika for fem tusind år siden? Indtil dette VM var det imidlertid ikke tilladt at nyde øl i det offentlige rum i Sydafrika, et forbud der, som så meget andet i Sydafrika, stammer fra apartheidtiden. Derfor findes der ikke megen udendørskultur i Johannesburg, og selv under VM var gaderne i midtbyen nærmest øde efter kl 20, hvor folk strømmede tilbage til forstæderne. Det hjalp dog lidt, da der blev sat storskærm op flere steder i byen og givet tilladelse til at drikke øl. Folk strømmede ud på gaderne og bevægende sig syngende og dansende gennem byen, mens de truttede i de larmende plastichorn, vuvuzelaerne, som ifølge støjforskere kan larme mere end en Boeing 727.

Jeg vil slutte af med at sige, at Sydafrika virkelig er et besøg værd, ikke mindst på grund af den i bogstaveligste forstand farverige historie, de forskellige kulturer og de utroligt søde mennesker. Og dermed vil jeg give ordet tilbage til Anna, med tak for lån.

Kærlig hilsen,
Jesper

Mens Jesper var væk tuldrede undertegnede så halvforvirret rundt i Tumu og prøvede at nyde for en gangs skyld at savne ham. Det slog mig, at i et helt år har vi været sammen 24/7 med ganske få undtagelser og på den baggrund følte jeg mig klart berettiget til en ekstra ration chokolade.

Men det var nu ikke fordi jeg kedede mig. Allerede samme morgen som Jesper tog afsted var jeg med Simon og Kirsten til navngivningsceremoni hos trommespilleren Tahiro. Eller dvs. vi kom for sent til ceremonien. I stedet kom Tahiro hoppende og viste det parterede gedekid frem med samme begejstring som han viste sin lille nye søn frem og tog os med hen og hilse på de ældre i hans familie. Og så stod den på Ghana-mad. Vi takkede pænt nej tak til TZ oven på en ordentlig morgenmad, men slap ikke afsted før vi havde drukket adskillelige poser kenkey-vand og spist en halv skål kogt hirse.

I det hele taget bar de oplevelser jeg havde med Simon og Kirsten de uger præg af at vi befinder os i Ghana. Efter i lang tid at have snakket om alle de ærinder vi har gået og udskudt tog vi os en fredag sammen til at køre de tre bumpende, hoppende timer til Wa. Jeg mener vagt at kunne huske at Simon og jeg dagen før havde en snak om, at det nok var klogest at køre i den gamle bil eftersom den nyes reservehjul ifølge Danladi vist trængte til et dækskifte, men ikke desto mindre kom vi afsted i den nye. Ja, og så gik det naturligvis hverken værre eller bedre end at vi en halv time fra Wa punkterede med et knald. Dækket på højre baghjul var eksploderet. Ingen panik. Vi har alle taget motorkursus inden vi kom til Ghana og kan det der pis med at skifte hjul med dunkraft og sådan, så præcis som vi har lært trådte Kirstenog jeg tilbage og lod Simon om arbejdet. Venlige som vi er smed vi dog lige reservehjulet ud af bagagerummet, så det var klar til at blive monteret. Men ak, da stakkels Simon højlydt prustende og med sveden dryppende havde overladt dunkraften til en hjælpsom ghaneser og rejste det nye hjul op lød et højlydt suk. Det var fladt som en pandekage og fuldstændig ubrugeligt.

Heldigvis er der mobilkontakt i den udørk ved navn Bussie, hvor vi stod, og vi fik fat i gode gamle Danladi, der 2 timer efter nåede noget gnaven frem med et hjul fra den gamle bil, som han derefter monterede idet han venligt men bestemt puffede os alle til side. Danladi havde medbragt en af sine gode venner, der under arbejdet gjorde sig behjælpelig med indgående og hovedrystende at forklare Kirsten og mig at det da også var et helt forkert dækmærke vi havde valgt (som om de to timer i en hed bil ikke var straf nok). Vi kom til Wa den dag og fik klaret alle vores ærinder inklusive indkøb af 2 L vanilleis, som vi planlægger at byde Danladi på en portion af.

For nu ikke at forstyrre Simon og Kirsten alt for meget med spørgsmål a la ”hvad mon Jesper laver nu?” tog jeg et par dage til Wellembelle og besøgte sundhedsklinikken der, hvor Jesper og jeg tilbragte en del tid i starten af vores ophold i Ghana. De var meget glade for besøgene og kogte yam og bushmeat til mig. Til gengæld hjalp jeg dem med deres patienter. Subklinikkerne fungerer som de praktiserende læger i Danmark og er åbne døgnet rundt for akutte patienter, men om morgnen er det alle småskaderne, så jeg fik set en masse folk med alt fra snitsår til graviditetssmerter. Infektionssygdomme som øjenbetændelse, svamp i munden og selvfølgelig malaria fylder mest. Klinikken har meget begrænsede behandlingsmuligheder. Sår renses med saltvand og vat. Der er ingen disinfektionsmidler. Det lille apotek inkluderer antibiotika, malariamedicin og smertestillende midler, men der er f.eks. ingen svampemidler, så det par fire måneder gamle tvillinger jeg diagnosticerede med trøske måtte enten tage til Tumu (hvilket der på ingen måde kunne blive tale om pga. udgiften til transport) eller forsøge sig med et godt gammeldags lægmandsråd: Tomatsaft. Ja, man lærer hver dag. Det er noget anderledes at behandle ghanesiske patienter end danske. At jeg næsten er læge gav mig usædvanlig stor magt og der blev lyttet og nikket en masse når personalet oversatte mine forklaringer til lokalsproget, Sissali. Klinikken er bemandet af sygeplejersker og en enkelt jordmoder, og det er ikke altid deres viden rækker til at give fornuftige forklaringer på hvorfor patienterne skal gøre dette og hint. Specielt i et tilfælde, hvor en dreng kom med et dybt sår, hjalp det at kunne forklare sig. Drengens bedstefar var med og stod og lurede ind, da jeg rensede såret og bagefter udleverede antibiotika som forebyggelse mod at der skulle gå infektion i såret. De to talte meget hurtigt på sissali et stykke tid, og jeg kunne se, at bedstefaren ikke var tilfreds. Sygeplejersken forklarede da modstræbende at de to var kommet i håb om at få en indsprøjtning og var skuffede over at blive spist af med piller. Jeg satte mig ned og forklarede, at pillerne og indsprøjtningen var det samme stof og at en rask dreng som ham her, ikke behøvede noget så drastisk som en sprøjte. Det svar var bedstefaderen åbenbart tilfreds med og de to lovede at komme tilbage dagen efter og få såret renset og forbundet igen. Det er imidlertid ikke altid at man kan spise patienten af med en forklaring, og sundhedspersonalet sørger for aldrig at lade nogen gå tomhændet hjem. Så vil de nemlig ikke komme igen. Hvis nogen ikke fejler det fjerneste får de en lille pose multivitaminpiller, der er knaldrøde hernede. Man kunne indvende, at det var bedre at uddanne befolknigen om sundhed og sygdom, men indtil da gælder det jo om at forhindre, at de, der virkelig er syge vælger heksedoktoren frem for lægen. I Bugubelle, en landsby ganske tæt på Wellembelle, døde en gravid kvinde og hendes ufødte tvillinger forleden. Kvinden havde svangerskabsforgiftning og krampede, men familien tog hende til en lokal behandler, der behandlede hende med røg og urter. Da den stakkels kvinde bagefter krampede påny blev hun endelig bevidstløs bragt til Tumu, men da var det for sent.
Apropos fødsel havde jeg en interessant snak med en af sygeplejerskerne i Wellembelle. Vi sad og strakte benene efter den sidste patient var gået og Mary, der ikke er den skarpeste kniv i skuffen, men en godmodig, kuglerundt dame, begyndte at snakke om hendes FIRE fødsler og udmalende forklare mig, hvor ondt det gør at føde. Med et stort smil sagde hun at inden længe ville det være min tur, men lige i den situation faldt det mig på ingen måde svært at forklare, at der nok ville gå lidt tid. Jeg mumlede noget med at studiet jo skulle færdiggøres og at i Danmark får kvinderne børn sent og så videre og så var det Mary pludselig så op med et kryptisk udtryk i øjnene. ”Må jeg spørge dig om noget, som jeg længe har gået og tænkt på”, sagde hun. ”Ja”, fortsatte hun, da jeg nikkede, ”det er fordi jeg har fået fortalt, at når hvide kvinder føder, så gør det ikke ondt, som det gør på sorte kvinder. Er det virkelig rigtigt?” I Ghana er der en tendens til at behandle hvide kvinder som porcelæn, som om vi krakkelerer så snart vi tager hænderne op af lommerne, men dette udsagn forklarer måske en del af grunden. Jeg skyndte mig at fortælle Mary sandheden, men tilføjede lidt om, hvordan man i Danmark kan få blokader og bedøvelse, hvis man vil. ”Men”, sagde jeg, ”der er jo stadig mange kvinder, der gerne vil...” ”mærke det ske”, færdiggjorde Mary sætningen, og jeg følte mig pludselig mærkelig forbundet med Mary og alle de andre kvinder omkring mig. I Wellembelle har der indtil nu ikke været nogen vandforsyning, så når en kvinde har valgt at føde på klinikken, måtte hun selv (eller hendes familie) medbringe vandet. Intet under at det er svært at tale kvinderne fra en hjemmefødsel. I samarbejde med en NGO, der har skaffet penge til en vandpumpe, har IMCC løst problemet ved at donere vores gamle generator. Nu fungerer boringen og vi håber det kan hjælpe kvinderne i området.

Og så kom Jesper endelig hjem medbringende en vuvuzela, der nær fik mig til at ønske ham bort igen. Både mens han var i Sydafrika og siden han kom har vi brugt ikke så lidt tid på fodbold, som vi enten ser med sne på skærmen i IMCC huset eller tager ned på den lokale radio RADFORD (Radio For Development), hvor de viser alle kampe på storskærm og gerne benytter pausen til at interviewe en foli eller to, hvorefter den lokale fodboldtræner on air gør sig klog på kampens udvikling og trænernes dispositioner. Efter Danmarks pinlige deroute satser vi alle jetoner på Ghanas Black Stars, der med det held, de synes at have uden tvivl kan nå langt.

På arbejdet har det været en stille tid efter projektrådgiverbesøget. Vi går jo og tripper lidt og venter på rapporten og dens anbefalinger før vi kan gå i gang med det helt store igen. Men lidt er det da blevet til. Jesper og jeg var en lørdag på udflugt til Bawisibelle, der nok er den fjernest beliggende klinik i hele Ghana. Når regntiden er på sit højeste kan man slet ikke køre derud fra Tumu. Men det lykkes os at nå frem til det imponerende bygningsværk, som Danida i en længst udgået æra, har bygget. Man kunne tænke, at 10 parkeringspladser og en ambulancerampe måske ikke var det første, stedet havde brug for, men ikke desto mindre er den lille klinik med to ansatte den fornemmeste i distriktet med ikke mindre end to store vandbeholdere, men ingen fungerende boring, et konferencerum, adskillelige kontorer og en masse andet. Ud af de måske 25 rum bliver to brugt til klinikken, resten står tomme hen. Som en spørgelsesby i det vilde vesten, blev vi enige om, da vi holdt frokost i det grønne og guffede æggesandwich på vej hjem.

Fra den ene dag til den anden meddelte regionsdirektøren for sundhed at han ville aflægge Tumu et besøg, og til vores glæde udbad han sig et møde med IMCC. Vores samarbejde med vores egen director har ikke været så let på det seneste, så det var en usigelig glæde at mærke regionens fulde opbakning til vores arbejde og vi benyttede også lejligheden til at diskutere muligheder for et nyt projekt et andet sted i regionen. Dr. Alexis havde flere gode ideer og roste blandt andet vores arbejde med forskning og vores kaffe  Efterfølgende har det virket som om director har været lidt blødere i filten, så hvem ved, måske han har fået et hint eller to fra Alexis om at behandle os godt.

Ikke alting i IMCC projektet er dog ren succes. Et af vores smertensbørn er det gæstehus vi byggede for mange år siden med det formål at have forskere boende der, der kunne tilføre distriktet ny viden om sig selv. Huset er overgået til DHMT, og efter næsten et år er de nu nået til at åbne det officielt som deres hus. På åbningsdagen var alle spidser i byen inviteret på gratis middag mellem klokken et og tre og en alenlang menu var udarbejdet, som Ester, den nyansatte caretaker og kok dog valgte at ignorere og reducere til kylling eller fisk med ris eller pasta. IMCC var på pletten klokken halv to, maden var klar klokken to og director selv kom sammen med den første ”spids” klokken tre, da vi netop var ved at gå. Suk!
Men maden var god og nu er huset da i funktion. Apropos mad, er der så nogen, der ved, hvordan man laver uforloren skildpadde? Da Danladi kom hjem fra Tamale, hvor han havde kørt vores bil ned til service, hjalp Simon ham med at montere nye dæk. Den stakkels mand skulle lige have fat i noget værktøj og ledte efter det under forsædet, da hans hånd fik fingre i noget hårdt og rundt. ”Åhh”, udbrød Danladi, ”den havde jeg glemt”, da Simon sekunder efter stod med en levende skildpadde i hånden. Eller levende og levende, det er måske så meget sagt, for dyret havde ligget under sædet stiv af skræk i syv dage uden hverken vådt eller tørt. Danladi havde købt den til os, fordi skildpadde ifølge ham skulle være yderst delikat og så kunne vi jo spise den sammen. I skrivende stund har vi foræret padden tilbage til Danladi med besked på at vi er klar, når suppen er klar...

Se nu engang, igen har jeg ævlet side op og side ned. Selv når jeg tænker, der ikke er sket noget særligt, er der åbenbart masser at fortælle om, når først jeg får sat mig til tastaturet. Men engang om nogle måneder, når stormen er raset af og jeg igen sidder i Århus og skutter mig med en kop skoldhed te og hvem ved måske en cheeser fra Havnens Perle, er jeg sikker på at fortællingerne om Calvin, om skildpadder, om Koku og mangomaskiner og fødende kvinders smerte vil virke som det rene eventyr og jeg vil læse det alt sammen igen og ikke kunne forstå, at det er i mit liv de er hændt.

Jeg ønsker jer alle en rigtig lun og solbeskinnet sommer i Danmark.

Kærlig hilsen
Anna

Tornadoer, piratfisk og frække begravelser

2010-05-23T11:53:00.004+02:00

Sæt dig ned, luk øjnene. Ifølge et ghanesisk ordsprog må du kun lytte til historier i mørket. Ellers vil der begynde at gro horn på siden af dine ben. Så er du advaret. (Da det er vanskeligt at læse med lukkede øjne, kan du eventuelt få en ven til at læse højt fra skærmen.)

Du er i Tumu. Det er så varmt, at Colgate-tandpastaen løber ned ad tandbørsten som et ur i et surrealistisk maleri. Varmen og fugtigheden har i dagevis bygget op til regn. ”Det har forsøgt på at regne,” som vores vagtmand Bukari siger. Uden for kan du høre gedeungerne Klyt og Rocky kalde på deres mor med deres blæsebælgsstemmer fra blikskuret, hvor de har søgt ly for uvejret, der nærmer sig.

Du sidder på terassen og skriver facebookbeskeder til et gamle kammerater, som du har på fornemmelsen må have glemt, hvem du er. Det tordner et sted i det fjerne. Du skimmer et par netaviser, hastigt, for forbindelsen ryger sikkert snart. AGF har tabt igen og ligger nu under nedrykningsstregen, siger en overskrift i Ekstra-bladet, en anden meddeler, at nu har en dansk mand sat verdensrekord i at spise flest ferrero roche på et minut (syv), en begivenhed som vistnok foregik live i DRs studie under Aftenshowet.

Vinden rusker i mangotræerne, og nu begynder regnen, for første gang i mange måneder. Vinden tager til... Et par lømler ser fra byens privatskole en kæmpe hvirvelvind nærme sig, i stil med den fra Troldmanden fra Oz. Det er eksamenstid, og rektor beder dem brysk vende blikket mod opgaven. Som for at vise, at den holder med eleverne, suger hvirvelvinden nu eksamenspapirerne ud gennem de rudeløse vinduer, mens den marcherer ind i skolegården. Eleverne spørger ikke om lov, før de tager benene på nakken, men kun de hurtigste når at bringe sig i sikkerhed, før taget bliver flået af skolens nye bygning. Løse tagsten og tagplader fyger gennem luften. På Tumu FM fortæller de om katastrofen og beder alle, der har bil, om at komme til undsætning. Da Anna og jeg kommer frem, er de fleste tilskadekomne blevet evakueret, men en forskræmt pige sidder på jorden med en forvredet fod. Vi kører hende til hospitalet. Fem elever har fået kødsår på benene, og en har fået revet skulderen af led. Heldigvis er ingen af kommet alvorligt til skade.

Et par dage efter bliver vi fanget af en lignende regnstorm på kontoret. Udenfor kan vi høre træerne knirke, knage og knække, som var det levende trævæsener fra Tolkiens eventyrverden. Regnvandet fosser ind gennem taget og tvinger os til at bygge en ø af computere midt i rummet. En kastevind får fat i det 500 kvm tag på byens rådhus og sætter det ned henne ved skattekontoret, 50 meter væk. Braget kan høres i det meste af Tumu. Senere kommer det frem, at den tidligere borgmester havde givet byggekontrakten til en god ven, der altså ikke vidste så meget om tagkonstruktioner. Mirakuløst koster byggesjusket ingen menneskeliv, da byrådet samtidig deltager i et marathonmøde i stueetagen. Ghanesernes ukuelige mødedisciplin er endelig blevet retfærdiggjort.

En uge før stormen har vi forstærket vores carport med nye jernrør og betonfundament, og det redder den fra at blive blæst væk som et korthus. Andre tumugensere er knap så heldige: En bil knuses af et kæmpetræ, flere tage bliver skrællet for tagplader, og vores vagtmand Sammadu fortæller senere med et talentfuldt lille mimespil, hvordan han bogstaveligt måtte holde sit hus samme med hænderne og først slap grebet i tagpladen, da han blev løftet op gennem taget mod den skyfyldte himmel.

Men nok om vejret! (for nu)

Herover har Anna ved at tage billeder fra morgen til aften forsøgt at dokumentere en enkelt dag i april.

Siden vores sidste blogindlæg, har vores ged Foli foli’et (kiddene Klyt og Rocky), hundredvis af mangoer er til Annas begejstring vokset frem på træerne, og regnen har fået græsset til at spire, så Tumu nu har fået et grønt skær. Vi har genbesøgt Gbele reservatet, denne gang med mere held end vores første besøg (se Annas indlæg fra sidste år). På en tidlig morgentur så vi en grasscutter (en stor gnaver, vel i virkeligheden en slags rotte) knejse stolt på savannen op imod solopgangen, vi så biæder-fugle og legende vortesvin, selvom den lille guideflok, der fulgte med os, angiveligt for at beskytte os mod krybskytter, trampede som et eksprestog gennem skovbunden.

Til min store overraskelse måtte man fiske i dyrereservatet. Ghaneserne regner åbenbart ikke fisk og fugle med til dyreriget, for da jeg spurgte vores guide om navnet på en farvestrålende fugl, kiggede han på mig med et tomt blik og svarede: ”Jeg kender kun dyrene.” Nuvel. Vi satte kødpølse på krogen og kastede snøren, samtidig med at vi ud af øjenkrogen holdt et vågent øje med de gnavne små krokodiller, der lå på lur i vandoverfladen. Bid! En slags skalle. Anna skulle også prøve, og fik bid allerede i sit første kast, til pigebarnets store fryd – men det var også hendes første fisk nogensinde. Vi brugte en af skallerne som madding, og snart havde jeg en ordentlig krabat på krogen, en grum satan at dømme ud fra vores guides begejstrede tilråb og rykket i fiskestangen. Efter at have dystet med dræberfisken i hvad der føltes som en halv time, kunne jeg mærke den søge mod bunden, hvor den dødeligt udmattet krøb ind under en sten. Nu var den ikke til at rykke ud. Heldigvis kunne bæstet nås inde fra bredden. Da jeg fik den skællede krabat op i hænderne, viste det sig at være en krydsning mellem en dansk gedde og en piratfisk med 7 mm lange, sylespidse tænder. ”Smager den godt, sådan en?” råbte jeg til guiden. Han gav mig et af sine tomme blikke: ”Alle fisk er gode at spise.” Jeg gav fisken en over nakken med min ”præst”, før uhyret genvandt kræfterne. Aftensmaden var reddet! Hemingway ville have været stolt – og nok også en smule misundelig.

På projektet har Anna og jeg været i strid modvind, og vores partner, distriktets sundhedsdirektør, har med Erasmus Montanus-logik og tålmodig mine vist os, at fri forskning og ny viden absolut ikke er et nødvendigt, endsige ønskværdigt, element i det ghanesiske sundhedssystem. Således valgte han at bandlyse vores studie i dækningsgraden af vaccinationsprogrammet, fordi dets konklusioner pillede lidt ved sundhedssystemets billede af virkeligheden (læs mere om studiet på www.udvikling.dk). I sidste ende fik vi dog godkendelsen i hus, efter at have bortredigeret visse ”stødende” sætninger, og vi kunne medbringe De sataniske vers light til sundhedskonferencen i slutningen af april.

Den store sundhedskonference i Accra er stedet, hvor donorerne og sundhedsministeriet bliver enige om, hvordan sundhedsbudgettet og sundhedsplanerne skal skures sammen. For sådan et par ”bønder” som Anna og jeg, var det spændende at se, hvordan systemet fungerer på højeste niveau, og vi tog lystigt for os af de bolsjer, der gavmildt var drysset ud på bordene. Ikke mindst var det interessant at se, at mange af de problemer, DANIDA, Unicef og WHO kæmper med på nationalt plan til forveksling ligner dem, vi IMCC’ere oplever i lillebitte Tumu. Det er dog nedslående at se, hvor lidt indflydelse DANIDA har på de hundreder millioner af kroner, vi skyder i det ghanesiske sundhedssystem, og hvor let det er for en ghanesisk minister at snakke diplomaterne og eksperterne efter munden. Forhåbentlig vil den danske ambassade i fremtiden blive bedre til at sætte spørgsmålstegn ved ministrenes dispositioner, som fx når sundhedsministeriet hæver sundhedspersonalets lønninger til et skyhøjt niveau, så der ikke hverken er penge til administration eller serviceydelser i distrikterne; eller når de køber 5000 skrammelkasser (kinesiske motorcykler) til Ghanas grusveje; eller bruger millionerne fra Unicef på privatbiler til sundhedsdirektørerne.

Spørgsmålet er, om udviklingshjælpen ikke gør mere skade end gavn? Jeg har før argumenteret for, at Ghana ikke længere bør betragtes som et uland, og at landet selv kunne løse de alvorligste problemer omkring fattigdom og sygdom, hvis regeringen tog sit ansvar alvorligt og lavede nogle enkelte svære omprioriteringer. Desværre har en selvbestaltet elite af embedsmænd, ministre og offentlige tjenestefolk ingen interesse i at ændre tingenes tilstand, hvilket også forklarer modstanden mod vores studie, som sætter spørgsmålstegn ved systemets fortolkning af virkeligheden. Anna har i sundhedsbloggen (www.udvikling.dk) beskrevet, hvordan strømmen af udviklingspenge skaber en evig venten, en mangel på initiativ og tro på, at man selv kan ændre sin fremtid.

Hvis man vil forstå den ghanesiske tankegang og problemerne i landet, må man lidt tilbage i historien. I 1700- og 1800-tallet valgte europæiske handelskompagnier at favoritisere visse stammer og handelsfolk i en del-og-hersk-politik. Der var således ikke så meget tale om en europæisk ”kolonisering”, som er den populære opfattelse, som om gensidige handelsforbindelser mellem ligeværdige partnere: ghanesiske magthavere og europæiske handelsmænd. I de første hundreder år strakte ”kolonimagternes” magtsfære sig ikke mange kilometer ind i landet, og danskerne formåede for eksempel aldrig at kolonisere nogen dele af Ghana. Slaverne blev taget af de ghanesiske stammer selv og solgt til europæerne, med stor fortjeneste. Først i slutningen af 1800-tallet valgte briterne at gøre Ghana til en koloni, men tillod en høj grad af lokalt selvstyre.

Den lokale magtelite har altså fra starten siddet på flæsket, ja i lang tid før europæerne satte fod i Ghana. Ghaneserne er derfor – i langt højere grad end fx de taknemmelge og turistafhængige østafrikanerne (som fx er skildret i Jakob Ejersbos roman Eksil) – et stolt og meget egensindigt folkefærd: Man har på fornemmelsen, at de i virkeligheden ikke har behov for vores hjælp, at de føler, at de kan bedre selv (hvad de ofte også kan) – i virkeligheden et udtryk for en sund national selvfølelse.

Nøglen til Ghanas videre udvikling hen imod selvstændighed og frihed, er at få befolkningen til at udfordre den magtelite, der stadig sidder og hytter deres eget skind på regeringskontorerne. For nylig har jeg hørt de nye afrikanske ungdomsårgange beskrevet som ”gepard-generationen”, og det er nok i høj grad op til dem at udfordre den såkaldte ”flodheste-generation”. Det kan ingen udefrakommende NGO’er – heller ikke vi IMCC’ere – gøre for dem.

Et andet udtryk for ghanesisk selvfølelse er deres kultur og traditioner. I april var jeg til min første ghanesiske begravelse. Selvom anledningen var min kammerats mors alt for tidlige død, var denne begivenhed, ligesom ghanesiske begravelse generelt, ikke nogen ubetinget sørgelig affære, måske fordi begravelsen ifølge de traditionelle vestafrikanske religioner markerer, at den afdøde finder tilbage til forfædrene. Familiemedlemmer valfarter til begivenheden fra hele landet og mødes i et kæmpe gilde, der varer tre dage. Jeg kom klædt i den traditionelle nordghanesiske klædedragt, en smock, og da jeg trådte ind på begravelsespladsen – hvor det vrimlede med mennesker på et område på størrelse med tre fodboldbaner - var det som at træde ind på en markedplads eller et omrejsende tivoli, med et fast inventar af sørgekoner, dansetrupper og småhandlende – en snu sjæl havde medbragt en generator, hvor man kunne få opladt sin mobiltelefon, andre solgte kødspyd og stegt yams, der følger begravelserne rundt i landet. Med havde jeg en kasse sodavand, som jeg overrakte til den afdødes familie – som traditionen besynderligt nok tilsiger. Herudover bestod mit bidrag mest i at spise en masse af den gode mad, der blev stillet foran mig (som det sig hør og bør).

Selvom det var en befriende afveksling fra vores kedelige protestantiske traditioner at gå til en ghanesisk begravelse, er der også betænkelige aspekter, som et par af mine venner gjorde mig opmærksom på under begravelsen. I højsæsonen for begravelser (man udsætter ofte begravelserne for ikke at kollidere med høstsæsonen) kan begravelse følge begravelse, og det kan koste landet dyrt i tabte arbejdsdage – specielt fordi det forventes, at man viser sin respekt over for selv de fjerneste familiemedlemmer. I modsat fald kan det koste venskaber, og forbindelser.

Begravelsen kastede også nyt lys over et par mærkelig resultater fra et nyt studie, vi er ved at lave i samarbejde med en lokal NGO, hvor vi undersøger, hvorfor mænd ikke benytter sig af den gratis HIV-testning. Et par af mændene havde i interviews nævnt, at man burde gøre noget ved de traditionelle begravelser, hvis man vil sygdommen til livs: Ghanesiske begravelser kan åbenbart blive meget løsslupne, og til begravelsen hørte jeg, at der eksisterer en hedonistisk tradition, ifølge hvilken en mand kan bytte sig til sex imod at forære et stykke råt kød til den udvalgte kvinde. Jeg fik dog ikke lejlighed til at afprøve påstanden.

Efter sundhedskonferencen – som vi lige er kommet hjem fra – benyttede Anna og jeg lejligheden til at opleve lidt af Ghana: Vi har været til fodboldkamp i den ghanesiske superliga (Accras hold, Hearts of Oak, spiller cirka lige så godt som AGF, men ligger nummer ét i ligaen; kunne man forestille sig, at GF søgte om licens til at spille som eksilhold? ), dase ved stranden (hvor jeg var ved at blive ført ud i Atlanterhavet af en stærk understrøm: Tak til min svømmetræner for at have insisteret på at lære mig at svømme teknisk korrekt crawl!), været hos kistebygger, hvor Anna købte en mini-tomatkiste (sydghaneserne lader sig gerne begrave i en kiste, der står i forbindelse til deres erhverv, fx kan en fisker begraves i en krabbe-kiste, en chauffør i en lastbilskiste, osv.), se kakaoplantage, sejle på Lake Bosumtwi (hvor vi fiskede fra en kano, selvom der eksisterer et lokalt tabu mod at bevæge sig ud på kratersøen i andet end udhulede træstammer. Måske var det derfor vi ikke fangede noget?), og ude at se aber i en skov, hvor de lokale ifølge et tabu skal lade de frække små spilopmagere spise ustraffet af kødgryderne og begrave dem på en kirkegård, som var de fuldgyldige medlemmer af samfundet. Vi rutsjede ned ad vandfaldet i Kintampo, vandrede i sandstensklipper, så kæmpeflokke af flyvende hunde og et lokalt ”skrin”, et relikvie hvor en traditionel guddom har manifesteret sig. Vi flottede os og købte en flaske Gordon’s dry gin, hvilket den oldgamle fetishpræst med de plirrende øjne satte pris på – på gudernes vegne forstås. Men når det regner på skrinet, drypper det gerne lidt på fetishpræsten.

Jeg kunne fortælle mange andre ting, for der sker mange ting på halvanden måned, når man er i Afrika, men der skal jo altså også være noget at fortælle, når vi kommer hjem om efterhånden ikke så mange måneder. Vi er i gang med at planlægge den sidste ferie med den gamle filosofilæsegruppe, og så har jeg bestilt billetter til VM i Sydafrika, hvor jeg vil slå mine folder d. 5.-15. juni sammen med min lillebror og journalisten Kim fra Accra. Jeg har lovet mine ghanesiske kammerater, at Danmark nok skal slå Ghana i finalen. :-)

Savner jer derhjemme, så pas godt på jer selv, indtil vi kommer hjem igen til september,
Jesper

Lørdag formiddag.

2010-03-28T18:21:00.002+02:00

Lørdag formiddag. Ahhhhh! Endelig lidt ro, til at reflektere over de seneste ugers oplevelser. Snupper lige en kop kaffe inden jeg fortæller videre…sådan! Det har ellers ikke været en stille morgen. På arbejdet har vi gang i en stor træning, der varer 12 dage, så jeg har været oppe med vand og en lille formiddagssnack til dem, og herhjemme har Valentine og hans søskende været på besøg. Til stor begejstring for dem alle tre satte Jesper drage op. Der var hvin og latter i luften lige indtil den fløj ind i et eukalyptustræ og mistede halen. Men nu er der altså endelig lidt ro til at skrive.

Siden sidst har vi afsluttet introduktionen af Simon og Kirsten til deres nye hjem og arbejde. Overlap er en travl tid på projektet, men det er ikke travlheden, synes jeg, der gør det til en hård tid også. Det er nærmere de mange omvæltninger. Når man er i fremmede omgivelser (om end de naturligvis bliver mindre og mindre fremmede som månederne går) og kun er fire, der deler sprog, kultur og i nogen grad verdensforståelse, betyder det en masse, når der er udskiftning. Simon og Kirsten er nogle rigtig søde mennesker, men det tager tid og energi at vende sig til hinanden s vaner både derhjemme og på kontoret. Jeg er glad for at de er ved at være faldet godt til og jeg kan mærke, at både Jesper og jeg igen begynder at få mere overskud til at nyde vores afrikanske eventyr end vi har haft længe, og jeg er overbevist om, at vi nok skal få nogle sjove måneder sammen.

Hov! Der røg den formiddag. Og jeg som troede jeg kunne sidde og skrive i timevis, men så røg strømmen og var væk i nogle timer. I stedet har jeg rørt rugbrødsdej og slanget mig på sofaen. Og så bedst som strømmen kom tilbage og jeg var klar til at fortsætte kom Sammy: ”Foli has made some small babies!” Tænk engang, to bitte små gedekid, netop ved at lære at gå, tumlede rundt mellem Folis klove. Ihhh, hvor er de altså søde! Men nu skal det altså være. Nu skal jeg skrive…Henter lige en ny kop kaffe…

På det seneste har jeg ved flere lejligheder bemærket ghanesernes konkurrence-mentalitet. Det ville aldrig være faldet mig ind, hvis ikke jeg havde oplevet det, hvor meget de går op i at være på det vindende hold. Afrikanernes rygte taler jo ikke ligefrem for ambition og urysteligt engagement, men historien hernede er jo en anden og således også når det kommer til sport og spil. Da Kirsten holdt fødselsdagsfest i begyndelsen af februar havde Simon arrangeret at der skulle slåes ”katten af tønden” eller rettere ”katten af papkassen”. Og jeg skal da lige love for at der blev gået til den. Køen blev strengt overholdt og alle mand var ude med lys og lygte for at lede efter battet, da en uheldigt deltager kom til at smide det over nakken idet han tog sigte på tønden. Men det bedste var nu da præmien – en T-shirt med Obama, som vi havde liggende fra jul, hvor den skulle have været mandelgave – blev overrakt til den altid oversete og usandsynligt utidige Yakubo. Yakubo er den type menneske, som altid formår at dukke op på de mest uheldige tidspunkter og altid i et ærinde, der forekommer ulideligt ligegyldigt. Men en flink fyr er han nu, og han var pavestolt af sin præmie og har flere gange spurgt efter et udprint af de billeder vi tog af ham.

Tilsvarende engagement har vi set på volleybanen. Det er blevet lidt af en tradition efter at Simon og Kirtsen er kommet at vi spiller volley hver søndag eftermiddag nede ved Tumus gymnasium. Mange af vores venner fra NGOerne dukker op, og giver den hele armen et par timer. Det kunne være sjovt at regne boldberørigsprocenter ved den lejlighed, for mens foli-holdet generelt forsøger at spille sammen og lægge op til hinanden (jeg selv er undtaget reglen fordi jeg foreløbig er så elendig en volleyspiller at det er fuldstændig tilfældigt hvorvidt bolden 1) ryger over nettet 2) ryger ud af banen eller 3) bliver lagt op til en af de andre) er næsten alle de ghanesiske spillere nogle forfærdelige egotrippere. De kaster sig uforfærdet rundt efter bolden med det ene mål for øje at være den, der slår den over nettet, og så skælder de ud på hinanden, når en eller anden ikke lykkes med det…”Pass the ball…Why didn’t you pass it?”.

Selv børnene i Tumu har tidligt udviklet deres vindermentalitet. Tumu Young Heros, der er det heldige fodboldhold Jesper har doneret de spilletrøjer og shorts til han fik med fra Puma i Danmark, går i hvert fald til den hver gang de er på banen. Jesper har haft sit hyr med den sag, dels fordi trøjerne sad fast i en container på molen i Tema i mange måneder og dels fordi der blev hevet i dem fra flere sider, da de endelig kom til Tumu. Voksne mennesker, lærere og forældre, kunne ikke finde ud af at trøjerne var til holdet og ikke til for eksempel skolen eller børnehjemmet. Det var lige ved at koste træneren, den 15 årige Bashid, sin skolegang. Sikke noget. Men børnene er pavestolte over deres T-shirts og stråler af holdånd, når de spiller. Jesper var heller ikke helt uberørt over den knusende 2-0 sejr over den tyske missionær Rebeccas hold, Tumu Young Heros præsterede for en uges tid siden – aber doch!

Helt anderledes var kampstemningen den dag Simon og Kirtsen fandt en rotte – eller en kraftigt bygget mus, som vi foretrækker at kalde den – ved deres skraldespande. Krapylet pilede fra Simon og gemte sig i mellemgangen mellem de to ender i huset og så tog fanden ved Jesper og Simon. Udstyret med hver deres spand med låg lukkede de området af og gik på jagt. Instinkterne var nu vist ikke helt støvet af, for Kirsten og jeg hørte indtil flere hyl og noget, der vel nærmest kan betegnes som et panikpræget vræl og så en af de herrers stemme, der skingert udbrød ”shit, den løber sgu op på muren!”, før alfahannerne (her mener jeg ikke musen) triumferende kom ud med dyret i den ene spand. Og så smeltede hjerterne alligevel, for ingen af de 4 tilstedeværende havde lyst til at stikke næven ned og knække nakken på filuren, så i stedet kom den med til volley og blev lukket ud til et liv i sus og dus på en græstue. Oplevelsen synes nu alligevel at have påvirket Jesper, der allerede to gange siden har fattet geværet og – som en anden Hemingway – været på jagt med Bukari tidligt om morgnen. Efter sigende skulle han have været tæt på at skyde både en kanin og en fasan…så deeeeet!

Men den helt store begivenhed på det seneste har selvfølgelig været Lene og Villys (til de af jer, der ikke ved det: Jespers mor og hendes mand) besøg. Vi er rigtig glade for de besøg vi får hernede og det er dejligt at vide, at der er nogen til at hjælpe os med at berette når vi en gang (om nu sølle 5 måneder…suk) vender hjem. I 3 uger tog vi de to med rundt i Ghana og ikke mindst rundt i Tumu og viste det land frem, der nu er vores hjem. Der er langt fra charterferie med pensionistforeningen til hverdag og ferie på de ghanesiske landeveje, men jeg er imponeret over, hvor godt det gik, og hvor pænt vores gæster tog de uvandte udfordringer. Den største hurtle var jo nok varmen, og så måske modet til trods sproglige vanskeligheder at lade den vandte gænge hvile lidt og lade sig fortrylle af eventyret og alle de fremmede vaner og oplevelser. Det gik nu fint og vi lagde et program, der gav plads til en eftermiddag i airconnens kølende nærhed så ofte som muligt og i øvrigt masser af tid til refleksion og ”Hjemmet”-læsning, når det var tiltrængt.
Det er mit indtryk at både Villy og Lene følte de fik et særligt indblik i den ghanesiske kultur gennem den hverdag vi præsenterede dem for i Tumu og at det måske var det, der var den aller største oplevelse. Men ellers skortede det nu ikke på oplevelser.

Den første uge brugte vi på at se os om inden vi satte kursen mod Tumu. Trods advarsler og forsøg på at forklare tror jeg varmen kom som lidt af et chok. Nede ved kysten er luftfugtigheden ekstrem for tiden, så det tog nogen tid at vende sig til ikke rigtig at kunne svede det hele ud og hele tiden være klistret og føle sig som en helstegt pattegris, der snart er mør nok til at falde af spydet. Vi havde derfor planlagt at bruge nogle dage på at afklimatisere ved havet og bare tage ganske få små udflugter. Jeg tror før vi har omtalt Safari Beach, hvor vi slog os ned de første 3 dage, så jeg vil nøjes ned at sige: Sand, vand og palmer. Og i sidstomtaltes sus spenderede vi så en rum tid før vores rejsekammerater havde genvundet styrke nok til at tage ud og se på landet. Jesper var imidlertid utålmodig efter eventyr og fik arrangeret en fisketur med en lokal havfisker. Efter mange historier om adskillelige barracudaer på størrelse med Neptuns knyttede næve og tænder mere dødbringende end samme skabnings trefork sendte vi ham afsted tidligt om morgnen. Jeg tror måske ikke han var helt så gæv, da han sad i en forvokset kano på vej ud over brændingen, men da han vendte hjem havde han alligevel haft heldet med sig. Et ifølge historien mægtigt ryk i linen viklet om hans efter måneder i sanddaler lidet babybløde storetå viste sig at være en nydelig Kingfish, som vi fortærede samme aften i hvidvinssovs og med kartoffelmos. Mums!

Mens Jesper var på de syv have tog vi andre en lille smuttur til Dixcove – den nærmeste lille by – hvor vi spaserede en tur, hilste på de handlende og smagte på en lokal specialitet i form af sukkerrør. Guderne må vide hvorfor vi orker at hakke roer i Danmark, når vi kunne give den afrikanske økonomi et nyk og samtidig spare en masse kræfter ved at købe rørsukker. Den plante består jo praktisk taget ikke af andet…sådan smager den i hvert fald.

Med Jesper vel hjemme tog vi en tur til Axim og så på slavefort. Det er jo på en gang mærkeligt, uhyggeligt og interessant at besøge sådan et. Vores guide var en flink mand, der boede på fortet med sin familie og tjente sine penge på at vise de relativt få turister rundt på fortet. Jeg ved ikke, hvordan oplevelsen virkede på Lene og Villy, men nu har jeg selv set fire af Ghanas forter og hver gang går jeg rundt med sådan en mærkelig fornemmelse i maven og tænker, at der ikke er ret langt fra den måde vi udnyttede afrikanerne på dengang og til den måde vi gør det på i dag. Jeg ved ikke om man kan sige at ulandhjælp er en udnyttelse, men i hvert fald al den handel og industri de vestlige lande er indvolveret i i Afrika er langt fra fair og fordelagtig for kontinentet. Et godt eksempel er Ghanas guldproduktion, men det vender jeg tilbage til senere. I en forstand kan man måske også godt sige at den måde, Afrika får sin støtte fra vestlige regeringer og donorer også er en slags udnyttelse. I hvert fald kan man godt overveje, om det måske er en bjørnetjeneste i nogen sammenhænge. Rigtig megen hjælp gennem tiden er dumpet ned så at sige fra himlen fordi vi i vores rigdom og magtrus følte behov for at viske en sort plet på samvittigheden ren. Det er for så vidt jo ikke så mærkeligt i et land som Ghana med dets 18 slaveforter der har været fordelt mellem i hvert fald seks forskellige nationer (England, Portugal, Holland, Danmark, Sverige og Tyskland). Men når noget kommer dumpende fra himlen er der to ting, der gør sig gældende: Modtageren har ikke udtrykt ønske om at modtage og giveren har beholdt al magt hvad angår hvornår, hvordan og hvor meget, der skal gives. Der skabes derved en venten. Afrika venter. Ghana venter. Venter på at vi giver, venter på at vi bestemmer, venter på at vi forklarer. Holland og Danmark er for nylig gået over til at give en støtte som ghaneserne selv skal administrere. Den betales altså direkte til finansministeriet som budgetstøtte og det er op til ghanesiske politikere at fordele den ansvarligt. Dette lader sig måske gøre i et land som Ghana fordi Ghana er et politisk stabilt demokrati med en i afrikansk sammenhæng engageret og relativt nationalt orienteret befolkning…men måske lader det sig ikke gøre i Ghana, fordi ghaneserne efter mange års passiv venten og modtagen endnu først er ved at genvinde beslutningskraften og med den ansvarsfølelsen. Det er derfor budgetstøtten kræver nøje monitorering og derfor alle vores aktiviteter på arbejdet i Tumu i bund og grund handler om at få nogle andre til at handle.

På stranden blev der også tid til lidt naturoplevelser. En af de mindre vellykkede var en aftenvandretur i sandet fordi det efter sigende skulle være skildpaddesæson. Ærgeligt at der få dage før vores ankomst var set en kæmpe stor ”leatherback” grave sine æg ned, men da vi gik der ikke var så meget som en lille bitte pildskadde. ØV! Men beskjoldede dyr fik vi nu alligevel set, da vi tog en kanotur tidligt om morgnen ud i en mangrovesump langs en flodmunding. Her kravlede nemlig krabber op og ned af mangrovetræernes stængler. Med tanke på ”African Queen” eller andre tropiske klassikere var turen faretruende autentisk idet kanoen lå usædvanligt dårligt i vandet og alene aktiv balletræning hos samtlige passagerer sikrede at vi nåede tørskoede i land. Men dejligt var det nu at glide (eller snarere skvulpe) gennem vandet, lytte til papegøjerne og aberne og se den sære tætte bevoksning. Guiden var traditionen tro fuldstændig uanvendelig: Jesper: ”So what kind of birds are making those sounds?” Guide: “They can be all kinds!” Jesper: “Ohh” efterfulgt af en lang pause, hvor han brummer noget i skægget. Jesper: ”Do you have crocodilles here?” Guide: ”Unless last year” Jesper:”Ohh”. Endnu en lang pause indtil guiden uventet tager initiativ til at forklare idet han brækker noget af en af træerne. Guide: “So this is the leaf!”

Og så gik turen endelig nordpå. Vi besluttede at tage den over tre dage og overnattede i Kumasi begge gange således at vi fik andendagen helt fri til en udflugt. Den gik til guldminebyen Obuasi sydvest for Kumasi. Udstyret ved gummistøvler, blå kittel, hjelm og pandelampe (hvis nogen af jer kender muldvarpen fra Peter Plys, så se godt på Jesper på billederne fra minen og fortæl mig om ikke ligheden er slående!) begav vi os på en guided tur 240 meter ned under jorden og så på industrien. Hvor vi gik var træningsområde for nye minearbejdere, men minen er stadig aktiv og der er boret 1,5 km ned i jorden. 4000 mand er ansat ved minen og der sker ”kun” ca. en ulykke om måneden og et dødsfald pr. år så vidt vi kunne se af statistikkerne. Disse nydelige grafer var jo ikke ligefrem med til at gøre os trygge ved udflugten, men det var først da vi fik udleveret en iltcontainer og maske til bæltet med beskeden om at den skulle vi bruge, hvis der var gasudslip, at vi begyndte at se lidt usikkert på hinanden. Efter grundig instruktion i brug af masken spurgte jeg forsigtigt hvordan vi kunne vide, om der var brug for den. ”You will smell it”, sagde guiden, men fik heldigvis tilføjet at i hans 5 år ved minen havde han aldrig brugt den. Pyha!

Det var en stor oplevelse at gå dernede under jorden. På et tidspunkt bad guiden os slukke vores lygter, så vi kunne se, hvor mørkt der var. Og jeg siger jer…der var helt, helt, helt sort! Ikke engang ens egen næsetip kunne man fornemme. Intet! Utroligt! I de lag, hvor vi gik var der køligt. Luft blev trukket ind udefra af en udluftningsmaskine og nær ved indgangen føltes det som en hel efterårsstorm. Men i de dybere lag skulle der være frygtelig varmt kunn evi forstå. Det er noget af et arbejdsklima. Vi så de håndholdte bor, som bliver brugt i den hårde væg med jævne intervaller. Hullerne kommer sprængningsmændene så og fylder og BOOOOOOOOM! Så er der sten at samle. Og der stopper det så mere eller mindre. På minen lå et raffinaderi, der udvinder guldet af stenene (og ja, vi så en 1000 US dollar sten med en rigtig guldåre, men kunne desværre ikke smugle den ud fordi en skide pertentlig vagtmand insisterede på at undersøge os fra top til tå med metaldetektorer… og lidt fordi det ville være tyveri), men kun til grovt rensede guldbarer. Derfra sendes varerne til Sydafrika og finrense og senere rundt i verden til forarbejdning. Og firmaet er såmænd et internationalt mineselskab, så vær så god kære ghanesere: Jeres allerdyreste ressource indbringer jer: Tadadadaaaaaaa: 4000 arbejdspladser, lidt skattekroner og intet som helst andet!

Efter lang tids skramlen på landevejen til Tumu ankom vi så endelig! Ingen tvivl om, at det er fedt at vise Tumu frem og introducere alle vore mange venner for vores gæster, men det er ikke let at holde ferie 100 meter fra sit arbejde og med alle kollegerne farende rundt om sig. Jesper og jeg valgte at lave en kombination således at vi også var lidt på kontoret ind imellem, og jeg tror det passede vores gæster godt at have tid til bare at slappe af for sig selv ind imellem eller cykle en lille tur i byen på egen hånd. I løbet af de næste to uger blev det til mange små oplevelser i Tumu og to større udflugter.

Det faldt så heldigt at ret mange begivenheder fandt sted netop i de dage Lene og Villy var hos os. Allerede på dag et var der NID (National Immunisation Days), så Jesper hev dem begge med ud i felten og vaccinerede småbørn med poliodråber. Det var derude i en landsby at en mand tilbød Jesper at købe et lille Duiker-kid – altså en antilopeunge, hvis mor han havde jaget væk inden han nuppede ungen. Det er nok den mest tragiske historie i dette indlæg. I bevidstheden om at han havde brug fra tilladelse fra mig og kollegerne sagde jesper foreløbig nej til det lille kræ, der havde ualmindeligt store ører og var usædvanligt nuttet ifølge hans beskrivelse og billederne. Da vi endelig havde besluttet at tage imod tilbuddet nogle dage efter havde klodrianerne imidlertid lukket kræet inde i et dårligt ventileret værelse og den var død - formentlig af dehydrering. Suk! De var ellers klar til at fange en ny, men vi gestikulerede og forklarede at det synes vi bestemt ikke de skulle , men i stedet ladet dyrerne have deres unger i fred.

Ghana er det første land i Afrika der vandt sin uafhængighed. Det var den 6. marts i det herrens år 1957. Uafhængighedsdagen blev fejret af alle byens skolebørn, der marcherede syngende rundt på stadion og ud for fanen og borgmesteren gjorde et flot hornør. Det er mig noget imod at se børn marchere, men der var nu alligevel noget rørende og sjældent ved at se ghaneserne fejre deres nation. Det var en fin oplevelse, som vi lige nåede inden vi tog en smut til Ouaga, spiste lækker mad, besøgte gedefarmen (se tidligere indlæg) og gik på marked. Ouagas gadesælgere er nu et kapitel for sig. Jeg kunne ikke lade være med at grine af en, der forsøgte at sælge mig DVDer. Først kom han med en romantisk film. Liiiige noget for dig mente han. Jeg løj hvidt og sagde at jeg ikke var så meget til romantik. Han luskede af men kom tilbage to sekunder senere med en pornofilm…øhhhh nej tak du, erotik er heller ikke lige mig, sagde jeg og sendte ham et nonnefromt smil. Slukøret vendte han om igen og jeg fik næsten ondt af ham men tænkte at nu måtte han da give op. Og så kom han alligevel tilbage i et tredje forsøg. Tom og Jerry.

I Ouaga bemærkede vi at der var en masse kvinder og mænd, der var klædt i tøj af det samme stof. Det er meget almindeligt her i Vestafrika at trykke stof med f.eks. en skoles logo og så få lavet en klædning af det, når man har været ellev der eller lignende. Ved nærmere eftersyn blev vi alligevel imponerede. Dette stof var påtrykt et logo der agiterede for kvindernes kampdag…hverken jeg selv eller Lene havde hevet de røde strømper frem og faktisk er jeg overbevist om at ingen af os havde skænket dagen en tanke. Men det havde altså utallige burkinabeer. Ja, der kan man bare se!

Vel tilbage i Tumu stod menuen på ghanesisk kultur. Vi var på besøg hos Alex, en nær ven af IMCC huset og se fodbold og spise TZ med lightsoup. Eller dvs. fingerere lidt ved det og nikke opmuntrene og billigende til ham, da vi smagte på sagerne og forsøgte at slukke flammerne i halsen med mundvand. En anden dag var Lene og Villy med nede på børnehjemmet med noget genbrugstøj, de havde med fra Danmark. Som altid var der sat et show op med børnerim og remser og sjældent føler man sig mere hvid end der. Men det er også hensigten, for så er det lettere at bede om lidt mere. Børnene var glade for gaven og vi fik hilst på Mussah igen (jf. indlægget fra Stines besøg), der så ud til at være blomstret lidt op siden sidst selv om han stadig nødigt ville danse.

En gammel tradition er i år blevet genoptaget i Tumu på den nye høvdings foranledning: Høstfestivallen Para Gbele. Der er tale om en blanding mellem et dyreskue med udstillinger af avl og produktion så som cashewnødder, yam af usædvanlig størrelse, en haleløs høne og adskillelige redskaber og en slags festival med dans og konkurrencer. Jesper meldte sig ufortrødent til bueskydningskonkurrencen og klarede det hæderligt. Han var nær ved at snuppe førstepladsen, men endte som nr. 3 ud af 4, men med dagens bedste skud på samvittigheden. Men nu er han jo også lidt af en jæger… For vores gæster var det en fin lejlighed til at møde lidt af sissaliernes kultur. Jeg tror faktisk det var en stor oplevelse med de berusende trommerytmer og danserne.

En større udflugt mere havde vi i ærmet. Jeg tror måske vores kære besøgende var ved at være fyldt op, men for Jesper og jeg var det rart igen at forlade arbejdet lidt og slappe helt af med vores gæster. Turen gik til Washau i nærheden af Wa, hvor vi besøgte et flodhestereservat, men først efter at have overnattet i regionahovedstaden og fået klø for halvtredsindstyvende gang af Villy i Kasino. Sammen med en guide sejlede vi ud i en fladbundet kano og sneg os frem langs flodens bred mens vi talte om, hvor farlige flodheste er, specielt i denne tid, hvor de har unger. Og så var de der pludselig. En stor flok, men kun et par stykker synlig ad gangen før de lagde nakken tilbage og sank ned i dybet. Det kan godt være de er farlige, men hold kæft hvor har de nuttede ører og hvor ser de sjove ud som de ligger der og lurer i vandoverfladen. Overvejede et kort sekund om en af dem kunne presses ned i andepølen hjemme i IMCC-huset, men opgav ideen.

Tilbage i Tumu blev de sidste dage fyldt op af små hyggelige oplevelser. Mandag var der marked og Jesper og hans mor lavede grillmad til os alle sammen. Den tidligere omtalte store træning, der har til formål at uddanne nye HIV/AIDS konsulenter, startede den dag, så jeg selv og Kirsten var godt bombede efter at have diskuteret med trænerne hvor vidt deres dagsløn var rimelig og om man får menigitis (ja, der er menigitis udbrud i området og ja, vi er blevet vaccineret efter alle kunstens regler og til skingre hyl blandt vores ghanesiske kolleger…de er lidt pivede) af at være i et rum, hvor en ud af tre loftsfaner er ude af funktion. Det var perfekt at komme hjem til lidt forkælelse. Dagen efter tog vi på en lille formiddagsudflugt til Kasana, en landsby, der ligger 20 km nordøst for Tumu, men som udemærker sig ved at have Upper West Regions eneste museum, der er lavet i samarbejde med danske arkæologer, der for et par år siden var med til at udgrave nogle bosættelser fra 1800-tallet i området. Der er tale om et eneste rundt lokale med nogle laminerede billeder på væggene og en montre i midten med 10-15 udgravede genstande. Den virkelige attraktion syntes at være…os! Mens vi så os om i rummet kom børne og gamle mænd og koner fra hele byen og snart var måske 30-40 mennesker samlet for at se museets besøgende. Bagefter var vi med ude ved udgravningerne sammen med tre af de tilsyneladende ligeligt (u)informerede tilstedeværende. Der har angiveligt været et stort slavemarked på stedet, hvor krigsfanger blev solgt af de nordlige høvdinge til mellemmænd, der så påtog sig at føre dem sydpå til kysten og de ventende skibe. Rester af runde hytter, udhulninger i stenene, hvor slaverne spillede kalaha, og en fordybning, der efter sigende var deres badested, var stort set det eneste der var tilbage. Kasana er ud over sin uhyggelige historie kendt for sine jernforekomster. På jorden fandt vi flere steder tunge, sorte sten, fra hvilke malmen bliver udvundet. Resultatet er nogle lettere sten med kuglerunde huller, der tillige lå spredt ud over jorden. Måske man skulle være blevet geolog…

Og så løb tiden fra os og besøget nåede sin ende. Den sidste dag havde vi inviteret vores kollega, Ladi, til at komme og lave groundnutsoup with riceballs med os og siden Danladi og Tahiro til at spise den sammen med os og give en lille trommekoncert. Det er ghanesernes måde at give vores gæster en oplevelse på og selv om det var lige på falderebet og vi vidst alle var lidt trætte, håber jeg Lene og Villy forstod deres gestus og satte pris på underholdningen.

Og så gik det sydover på ny. Ingen ferie i Ghana uden besvær og bureaukrati. Lige til aller sidste sekund hang Lene og Villys flybilletter fra Tamale til Accra i en sytråd tynd snor. Antrak Air – et ghanesisk indenrigs flyselskab var noget nær ved at gøre os skaldede før tid. Først da Jesper efter mindst 10 opringninger og adskillelige raseriudbrud samt tre kvarters venten på kontoret i Tamale, der var 10 gange længere end det var bredt og rummede 4 medarbejdere, der ikke kunne tage stilling før chefen kom tilbage fra frokost, lykkedes det selskabet at finde nogle nye reservationer til erstatning for dem vi bestilte for 2 måneder siden og som på mystisk vis var forsvundet, da Jesper ringede for at bekræfte. Men sådan er Ghana også!

Og nu er det så weekend. Lene og Villy er vel hjemme og Jesper og jeg nyder vores stille lørdag og lyden af to nye gedekid, der er sultne efter mælk. På vej fra Tamale var vi forbi ”whistling hills” i Tongo, som siger lyde under hamartanen, men pt er pinligt tavse. Vi besøgte områdets helligdom – en klippe – hvor kranierne af en mængde ofrede æsler var det eneste jeg fik at se. Jesper derimod var bedre stillet og var med helt ind i helligdommen og se stakke af fuglefjer, mystiske sten og offersteder. Og hvorfor så denne kønslige ulighed? Ja, den var mere eller mindre selvvalgt eftersom man kun kan gå ind i det allerhelligste fuldstændig topløs og vi fulgtes med ikke mindre end 4 utålmodige ghanesiske ungersvende. En anden gang måske… :-)

Kærlig hilsen
Anna

Lidt hjemmevideo fra IMCC-huset

2010-03-20T15:29:00.009+01:00

Rygterne har længe svirret om, at der på nettet cirkulerer en meget talentfuld amatørvideo lavet af IMCC'erne fra Tumu. Her er den!

Den er henvendt til nye IMCC'ere og tjener som en smagsprøve på, hvordan deres nye hjem er indrettet. Vi har valgt at fokusere på stemningen i og omkring huset.

I, der endnu ikke har været i Tumu, er velkomne til at kigge med! Som I kan se, er IMCC-huset fuldt af rum, og flere af dem kan bruges som gæsteværelser. ;-)

Tak til gæstestjernerne Danladi og Sammy!

Hvordan man lærer æslerne at synge, mimer et næsehorn og overlever Afrikas ti plager uden at havne i retten

2010-02-03T13:04:00.005+01:00

Før jeg kaster mig ud i det, vil jeg se, om jeg kan tage livet af et par sejlivede fordomme, som nogle læsere – jeg nævner ingen navne – kunne finde på at sidde inde med, fordi deres forestillinger om ”det mørke kontinent”, alt efter aldersgruppe, stammer fra: Tarzan-filmene, Lille Sorte Sambo, Min afrikanske farm, 80’ernes nødhjælpssange eller nyhedsindslag om Rwanda og Somalia.

Myteaflivelse nr. 1: Afrika vrimler ikke med vilde dyr, specielt ikke Vestafrika. Men her er fuldt af husdyr! Geder, får, køer, grise, høns, ænder, kalkuner, æsler går rundt og skræpper, bræger, mæher, kagler, muher, pipper – og vrinsker, eller hvad æsler nu gør. Her har Anna fremsat det rimelige forslag, at æselet – dette nuttede dyr, hvis ydre modsiges totalt af dens platte, vulgære udbrud: ”Hiiihååååååååååå!” – burde tilbydes sangundervisning og en revideret kendingslyd: ”Lalala-lalaaaaaaaaaaaaaaaaa!”

(Notabene til myteaflivning nr. 1: Henregner man kryb og kravl til kategorien ”vilde dyr”, er myten måske alligevel sand. Det gamle testamentes ti plager kan meget vel have udgået fra et sted i nærheden af Tumu. Mens jeg sidder og skriver dette indlæg, dratter et par fede insekt-jagende firben ned fra terasseloftet, lander med et dumpt ”smak” og piler hen over fliserne. Tidligere er vi blevet invaderet, i kronologisk rækkefølge, af: Mosquitoer, kæmpebiller, dræberbier, glubske minimyrer, sorte gigant-græshopper og – til Annas fortrydelse – edderkopper på størrelse med tekopper med en trækkraft, der gør de ottebenede krapyler i stand til at modstå støvsugerens sugeevne - med lethed! Seneste tillæg til rædselskabinettet er naboens fem haner i kalkunstørrelse (de ghanesiske kalkuner er igen på størrelse med strudser), der terroriserer vores ænder, voldtager vores høns og klukker arrogant, når man pøser vand på dem eller prøver at jorde dem med motorcykelen. Heldigvis har vi endnu ikke haft slangesæson, og det tror jeg Anna er meget glad for: Let’s keep it that way.)

Myteaflivelse nr. 2: Afrika er ikke et af den slags tropiske lokaliteter, hvor man ligger og daser under en palme dagen lang, men man venter på, at frugterne dumper ned i favnen. Faktisk er der utroligt få frugter og grønsager i Tumu, ud over tomater, løg, kål og i ny og næ en ananas eller mango. I virkeligheden stammer alle de frugter, vi forbinder med Afrika, andre steder fra: Mango er fra Indien, Ananas og kakaobønner fra Sydamerika, og noget så ”afrikansk” som kokosnødder, sukkerør og – ja! – bananer kommer minsandten fra Asien!

Og så lige en advarsel: Længden af dette indlæg afspejler, at der er sket rigtig meget hernede siden sidst, samt vores forsøg på at beskrive de vigtigste begivenheder hernede, så vi kan huske dem, når vi kommer hjem. Altså en slags dagbog. Vores læsere er selvfølgelig velkomne til at springe i beretningen og for øvrigt kaste sig over de 200 billeder, vi lige har lagt ind og kommenteret.
Men til sagen!

Som de fleste af jer ved, har vi haft en turbulent periode. Det startede i slutningen af november, hvor vores kollegaer Jeppe og Louise blev nødt til at rejse hjem grundet alvorlig sygdom. Det har selvfølgelig sat sit præg på stemningen og givet os nogle ekstra udfordringer: At styre et DANIDA-projekt med et budget på 7 millioner kroner er ikke helt ukompliceret, og arbejdspresset og den psykisk svære situation gav da også Anna og jeg et par grå hår – især mig, hvis man skal tro min frisør (Chez Anna).

Oven i købet ankom så vores nye projektrådgiver, Marie, over for hvem vi selvfølgelig helst ville give et ikke aaaalt for uprofessionelt indtryk. Det gik nu godt, og Anna og jeg er gået i gang med at sætte gang i en masse nye initiativer, som udspringer af besøget: Før juleferien nåede vi således at udskrive en konkurrence, der går ud på at foreslå et forskningsprojekt, der er til gavn for lokalbefolkningens sundhed. Præmien er financiering og hjælp til udførelsen. For dem, der er interesseret i det udviklingsarbejde, vi laver eller forsøger at lave hernede, har jeg netop færdiggjort et nyt indlæg til DANIDAs sundhedsblog, som snart vil blive sat online. Hold udkig på hjemmesiden www.udvikling.dk.

Nu var vi klar til at holde juleferie! Så vi tog til kysten, til strandparadiset Safari Beach Hotel. Åbenbart havde vi så travlt med at komme af sted, at en nidkær betjent, der tydeligt målte hastigheden på den forkerte side af byskiltet, nappede mig i fartkontrollen. Da betjenten gik i gang med at udskrive bøden, blev jeg hed om ørerne, for en ghanesisk bøde er nemlig, ligegyldigt hvor lille, ensbetydende med en dag i retten. Adskillelsen af bødeudskrivelse og bødeinddragelse er faktisk indført for at forhindre korruption. Mange politifolk bruger dog alligevel truslen om en retsindkaldelse til at presse folk til bestikkelse. Jeg så allerede strandferien flyve bort i den nedgående aftensol. Jeg måtte tænke hurtigt! Så jeg brokkede mig lidt, og fandt så på at nævne, at jeg kommer fra Ghana Health Service – hvilket står trykt uden på vores bil, og faktisk ikke er helt løgn – og det giver altid en vis respekt. ”Are you a doctor?” spurgte politimanden brysk og nok en smule tvivlende (jeg havde på dette tidspunkt forventningsfuldt iført mig strandtøjet: shorts, t-shirt og blå Diesel-kasket), og halvt i trods, halvt i panik svarede jeg, at ”Det kunne man sådan set godt sige, ja.” I samme øjeblik kom Anna hen til bilen, og jeg må have sendt hende et meget sigende blik, for da politimanden spurgte ”Are you a doctor as well?” tøvede hun kun få millisekunder, før hun frejdigt svarede ”Yes!” ”Lad nu være med at genere de her folk fra sundhedsstyrelsen,” blev betjenten nu irettesat af den overordnede officer, som havde overhørt det sidste af samtalen. Bøden blev revet itu, og papirstumperne dalende ned foran mit lettede ansigt. ”Safari Beach Hotel, here we come!!!”...

På Safari Beach bestilte vi ikke stort andet end at svømme rundt i Atlanten, få slået hul på knæene i bølgerne, spise hummer og drikke kølige Cocolocos i solen – kort sagt dase! I et sjældent aktivt indslag tog vi til styltebyen Nzulezu, hvor en flok landmænd ulogisk har fundet på at slå sig ned ude på en sø. Det tog en times kanosejlads gennem mangroveagtige sumpeområder, før vi gennem urskoven hørte tonerne af et musikanlæg, der spillede op til ”søndagsdans”, som de lokale fornuftigvis havde sat i stedet for gudstjenesten. På søen bad vrede kvinder i kanoer os om at undlade at tage billeder, og senere fandt vi ud af, at en opportunistisk ”naturfotograf” fra National Geographic havde taget billeder af de letpåklædte kvinder, som så var endt i hvad de lokale altså havde opfattet som en ”nøgenkalender”, og denne episode ville kvinderne forståeligvis gerne undgå en gentagelse af.

I Accra hentede vi Annas søster Stine, og det var rart at få lidt selskab i juledagene. Vi fik vasket plasticjuletræet for hamatan-støv, hængt kravlenisser op og – selvom ingen ghanesere overhovedet intet begreb har om sne – sprøjtet kunstsne på vinduer og døre. Anna og Stine diskede op med en fantastisk julemiddag med brunede kartofler, andesteg (som vi havde købt ude, da vi ikke nænnede at ofre vores egne), risalamande og hjemmelavet mandelgave: en hjemmelavet marcipangris og en fantastisk cheeseburger på dåse sendt af Annas betænksomme mor. Anna vandt mandelgaven, selvom hun nok må finde sig i, at fremtidige generationer vil betvivle troværdigheden i, at man kan finde mandelen ”ved en tilfældighed” i anden skefuld, og desuden ustraffet få lov til at bryde den universelle a la mande-regel om, at man først efter sidste skefuld må afsløre, om man har mandelen eller ej (hvilket imidlertid må siges at være en uomgængelig umulighed, når mandlen er på størrelse med en lille blomme, se billederne, red.).

Juledagene brugte vi med at tulre rundt i Tumu, arbejde lidt i sundhedscentret i Wellembelle, besøge byen Gwollu, som Anna har skrevet om i et af de første indlæg her på bloggen (genbesøget på bonesetter-klinikken afslørede, at bonesetterne trods alt ikke kan udrette mirakler, idet en af de oprindelige patienter – manden der havde fået knust knæet, da han faldt med en favnfuld brændeknuder – humpede rundt på stylter i kun marginalt bedre stand, end vi sidst forlod ham i for fire måneder siden). I Gwollu blev vi inviteret ind i selve høvdingens palads, og han viste at være en belæst herre, som vi fik lov at udveksle emailadresser med henblik på at købe rettighederne til at drive guldminedrift i området. Ideen er hermed givet videre. Stine jublede over at have mødt en af de ”royale” ghanesere.

I juledagene havde vagtmændene brokket sig lidt over, at der ikke var helt samme julestemning, som der plejer, og de var så småt gået i gang med at belære os om de danske juletraditioner, som de kender ret indgående efter 12 års danskerbesøg: ”Og så skal der være julemand, og danses rundt om huset, etc.” Dét kunne vi ikke have hængende på os, så vi flikkede en julefest sammen for vores tumugensiske venner, heriblandt Danladi, frisk hjemvendt fra sit besøg i Danmark, hvorom han kunne fortælle sine vantro venner legender om isskøjteløb, biler med to bilbatterier, kæmpe snedriver (it’s soooooo cold!) og det umulige bygningsværk ”Storebæltsbroen”, hvor man på vej i een retning kørte over vandet i bil, og på vejen hjem blev sendt under vandet i tog. Til festen blev der ikke sparet på øllen og brændevinen, og selv et par af muslimerne kunne ikke dy sig for at prøve absinten. De fleste fortrød efterfølgende, som det ses på billedet af den ellers så modige Ken. Til kyllingen og yam-fritterne havde Anna og Stine lavet en lækker salat, men Abrahams kone Sophia, som ellers måske er det mest forsagte menneske i verden, fandt det nødvendigt at grave et par agurkestykker ud af salaten med grabberne og pædagogisk forklare Anna, at sådan nogle ville hun aldrig finde på at servere, og da overhovedet ikke ukogt. Ikke for sin værste fjende! Nej, en rigtig ghanesisk kvinde skal vist helst holde sig til de max fem faste retter, der indgår i det ghanesiske cuisine.

Fra Tumu gik turen til Ouagadougou, hvor vi shoppede og fejrede nytår på toppen af en fin restaurant, men ud fra tjenernes forbløffede blikke kunne vi udlede, at ideen med at springe nytåret ind vist ikke er nået til disse breddegrader. På en måde savnede jeg nu dronningens nytårstale, hvis løse floskler og manglende substans virker underligt betryggende.

Fra Ouaga kørte vi dagen derpå direkte til den grundtvigianske ”højskole” Dalun , hvor vi drak champagne og spiste vandmeloner til aftensmad. Det var en sjov oplevelse, selvom der var vinterpause på skolen. Vi mødte forstanderen, og det er sjovt at se, hvordan Grundtvigs ret så ”danske” tanker kan sætte spor så langt uden for Danmark.

Herfra kørte vi til Mole, en af Vestafrikas mest populære nationalparker. Det var vores mål at se elefanter helt tæt på, og det lykkedes! Trods ellers ugunstige omstændigheder. Alle guiderne var nemlig optagne, så vi måtte nøjes med en fra reservestaben, Afrikas mest uduelige, som formåede at træde på hver anden trørre kvist, lede os ind på dyrene fra vindretningen, og som ikke kendte en eneste fugl i parken, fordi han, som han selv forklarede, ”ikke havde fået fat på fuglebogen endnu”. Af samme grund forvekslede han nogle kæmpefuglereder med tilfældige tangaflejringer og var ikke klar over hvad et næsehorn er. Da jeg forklarede det ved at mime et af de store dyr (se billedet), udbrød han: ”Ooooh! It’s like a hippo with horns!” Herefter hægtede han sig på en af de erfarne guider og holdt så ellers lav profil resten af turen. Klogt træk.

En bedre guideoplevelse havde vi i regnskoven Kakum tæt ved kysten, hvor man kan gå rundt 40 meter oppe i trætoppene på hængebroer lavet af tømmerstiger og mørnede reb. Vores guide fik dog ikke den bedste start, da han indledte med at fortælle Anna, der er panisk bange for højder: ”You will all survive – if you are lucky.” Anna rystede som et espeløv hele turen over de syv hængebroer (jeg må her påpege, at de 10.000 billeder Jesper tvang mig til at stå model til ikke just hjalp: ”Prøv at hoppe...!” red.). Oplevelsen blev fulgt op af behagelige timer i vandet på Anamabo – endnu en god strandoplevelse.

Vi hentede vores nye kollegaer Simon og Kirsten d. 5. januar, og hvor var det dejligt at blive fire på projektet igen – og have nogen at spille beach volley med! Ikke at Anna og jeg ikke nød hinandens selskab i december, men det var nu begyndt at blive en smule spooky, når vi vidste på forhånd, hvad den anden ville sige – som i et gammelt ægteskab. Stine rejste hjem få dage efter, godt fyldt op af oplevelser. Det har været dejligt at vise vores ghanesiske eventyr lidt frem.

Det lykkedes os hurtigt at give Simon og Kirsten nogle smagsprøver på det ghanesiske bureaukrati. Under et rutinebesøg på Registrar General – ghanesernes svar på Borgerservice, bare uden service – fik vi først at vide, at IMCC’s sagsmappe var utilgængelig på grund af ”et teknisk problem”, som bestod i, at man havde lånt den eneste stige ud og derfor ikke kunne nå de øverste lag i papirdyngerne. Efter to dages ventetid, lykkedes det at få fat på mappen, som dog var helt og aldeles t-o-m: 12 års papirer var gået tabt! Da der ikke eksisterer noget bevis på, at Anna og jeg var hvem vi påstod, nemlig co-secretary og -director, måtte vi ty til dokumentfalsk: Jeg måtte skyndsomt udpege mig selv til direktør og – i en anden sag – udpege en kollega i sundhedsadministrationen som direktør, hvis underskrift jeg måtte forfalske, så ”han” kunne udpege mig som sekretær. Det er ikke en let sag, skulle jeg hilse og sige, specielt ikke når der står to koleriske embedsmænd og en statsautoriseret advokat og ånder en i nakken.

Nå, vi fik betalt regninger, udfyldt de nødvendige papirer, købt ny projektcomputer, introduceret Simon og Kirsten til de nødvendige kontorer – og alt dette uden at få stjålet alle vores ting. Vi købte så mange ting på vores 5 timers marathonshoppingtur i Accra Mall, at en hel tyvebande ikke ville kunne slæbe det. Herunder dåser nok til et skydetelt i Tivoli og legetøj nok til det næste halve år (inklusiv et aldeles anvendeligt badmintonsæt, med hvilket Jesper allerede har måttet erkende adskillelige nederlag, red.).

Vi er nu tilbage i Tumu, og vores nye kollegaer er ved at falde til. Følg dem på www.simonogkirsten.blogspot.com. Simon og Kirsten fik ellers ikke den bedste introduktion til byens rådhus, idet borgmesteren havde glemt vores aftale, og den nyvalgte byrådsdirektør optrådte som sindbilledet på en korrupt afrikansk embedsmand – hvad han vist nok også er. Da vi spurgte ham om strukturen i byrådet, tegnede han på det nærmeste en kransekage med sig selv i toppen, og når vi snakkede, sad han konstant med sin ene finger dybt begravet i næsen. Dog spidsede han ører, da han hørte, at Kirsten er lægestuderende: ”Om hun ikke kunne anbefale ham en effektiv slankepille?” Kirsten svarede fornuftigt, at piller i hvert fald skal kombineres med motion og et lavere kalorieindtage. Her ville distriktsdirektøren gerne vide, om alkohol virkelig fedede, og om det gjaldt ”Både øl og vin?” Kirstens bekræftende svar hensatte den skuffede direktør i en tavshed, der nåede at blive en smule kejtet, før det håbefuldt lød: ”Hvad så med gin?”

I disse dage har der været afrikanske fodboldmesterskaber, og Ghana gik næsten hele vejen, og selvom de tabte finalen, har stemningen været høj. Under distriktssundhedskonferencen, hvor Anna og jeg holdt oplæg, brød hele salen pludselig ud i et jubelbrøl, som vistnok skyldtes Ghanas føringsmål i semifinalen, end vores PowerPoint-evner. Normalt beder ghanesernes udgangsbøn, men den udpegede dame nåede ikke at ytre mere end den indledende sætning, før en fodboldinteresseret sundhedsmedarbejder utålmodigt udbrød: ”Amen!” hvorpå alle masede mod udgangen. Da vi kom hjem til huset, var vores vagtmand Sammy bogstaveligt talt hoppet ud af sine sko af glæde, da radioen havde annonceret føringsmålet: Tåstroppen på hans sandaler var sprunget. Som et plaser på såret fik han mine gamle sandaler.

VI savner alle derhjemme, og glæder os til at vise Ghana frem endnu en gang for mine forældre om en lille måned. Det fortæller Anna nok mere om. Jeg kan allerede høre bølgebruset fra Safari Beach i det fjerne! :-)

Kærlig hilsen Jesper

Spørg ræven

2009-12-12T16:27:00.006+01:00

Nu lakker det mod jul og klimatopmøde, så en lille nyhedsopdatering her fra det ørkenvarme Afrika må være på sin plads, når I sidder og skutter jer derhjemme med lammeplaiden pakket godt ned om fødderne og en kop dampende varm julete til vanillekransene.

Det bliver et langt indlæg, for rigtig rigtig mange ting er hændt siden sidst – ikke mindst er der meget at fortælle fra vores ferie i Mali, som vi netop er vendt hjem fra.

Delvist for vores egen skyld, når vi en gang sidder og vipper i en gyngestol med en kat på skødet og forsøger at huske hvad det var vi foretog os dengang i tidernes morgen, hvor vi boede i Afrika, vil jeg dog først fortælle lidt om to begivenheder der fandt sted på jobbet, inden vi tog på ferie.

For det første løb management træningen af stablen. Det er en kendt sag, at planlægning i europæisk forstand ikke er et udbredt fænomen på ghanesiske arbejdspladser og således heller ikke på DHMT. Det ved ghaneserne imidlertid godt selv, og DHMT har derfor udtrykt ønske om at lære noget mere om, hvordan man organiserer sig og planlægger sin arbejdsdag. Vi i IMCC har taget tråden op ved at arrangere et kursus i emnet. Vi fik en dygtig ghanesisk konsulent til at lede slagets gang, og Joachim, som han hedder, bragte så hen over de tre dage DHMTs ansatte til at formulere en fælles vision for deres arbejde, afklare og afgrænse deres rollefordeling og opgaver og til sidst til at se fidusen i at have en kalender og en arbejdsliste. Det bliver spændende at se, hvad resultatet bliver, men foreløbig hænger der ugeplaner alle vegne på DHMT og det virker som om i hvert fald nogle af de ansatte har fået noget ud af kurset. I IMCC har vi nydt at opleve vores kolleger fortælle om deres arbejde og de glæder og frustrationer, der følger med det. Det var spændende at høre dem give feedback til hinanden og se dem gribe muligheden til f.eks. at protestere over pengefifleri, misbrug af benzin og deslige. Andrew, der er en af de medarbejdere, der synes at have aller sværest ved at organisere sig og på eget initiativ klare sine arbejdsopgaver, var meget begejstret for ideen om planer og lister. Det er jo smart, sagde han, da det gik op for ham at man kunne tilføje alle de ting, man kom i tanke om i løbet af dagen, man skulle huske at gøre. Da jeg mandagen efter kurset tilbød samme Andrew at hjælpe ham med at få skrevet en ugeplan sagde han imidlertid: ”NOW!!!? But I am so busy this week!” Ja, ja, Rom blev ikke bygget på en dag!

Ugen inden vores ferie var der NID (National Immmunization Days). Ghana har været godt på vej til at blive erklæret poliofrit indtil for et par år siden, da et par importerede tilfælde desværre ødelagde den statistik. Derfor vaccineres der med jævne mellemrum ekstra mod polio. Systemet er ret tungt. Vaccinationerne udføres af lokale frivillige sundhedsmedarbejdere, der bliver superviseret og får udleveret vaccinerne af subdistrikterne. Hvert barn der bliver immuniseret får en lille sort sprittush-plet på højre lillefingernegl og fuldt vaccinerede huse bliver markeret med kridt. DHMT har så til opgave at tage ud og lave stikprøver i et par subdistrikter, men eftersom det giver en lille pose penge fra donoren (i dette tilfælde Rotary og UNICEF) at gøre det, tager de ud i alle subdistrikter alle tre dage. DHMT bliver så igen superviseret af regionen og det hele bliver overset af udsendte fra UNICEF. Vi i IMCC deltager på lige fod med resten af DHMT (men modtager dog ingen penge!!!). Vi lærer en masse af at tage med ud og se arbejdet i felten. I virkeligheden er det ret effektivt og stort set ingen børn bliver overset, men tænk engang, hvis det i Danmark foregik sådan at en eller anden halvgammel mand gik rundt og stemte dørklokker og hældte vaccine i gabet på vores unger!
Og så til ferien! Det er et stort projekt at fortælle om alle de mange oplevelser vi har haft, så jeg vil slå ned på nogle af dem.

Mali ligger på den anden side af Burkina Faso, der ligger nord for Ghana, så det er principielt muligt at køre derop på en dag, men vi brugte nu to. Første destination var Dogon country, der er hjemsted for dogon-folket, et bonde/jager/fisker folk, der oprindeligt var bosat vest for Bamako, men fordi de nægtede at konvertere til islam måtte flygte fra tuareccerne (arabiske nomader fra Sahara). Fire ægtepar er altid afbilledet på de smukt udhuggede trædøre de har i området og symboliserer de første par i Dogon. Sagnet siger at deres forfædre fulgte dem i form af slanger. Den dag i dag er hovedparten af dogonfolket animister og i hver eneste landsby findes indtil flere fetisher, i form af ofte ganske udekorerede runde sten. Dogon-landet er en stor op til 600 meter høj klippeformation, der rejser sig af en flad slette og dogonfolket bor både under og på klippen. I tidernes morgen boede her også Tellem-folket, hvis lerhytter stadig ses direkte på de stejle klippevægge, men da maden blev knap blev de fordrevet af dogon. Efter sigende skulle tellem være god til magi og blandt andet kunne flyve (hvilke må have været handy når man ser, hvor de har boet). Uheldet var imidlertid at magien kun kunne bruges til det gode og derfor ikke var stort bevendt i krigen mod dogon.

I Dogon vandrede vi rundt blandt de utallige landsbyer, og havde det ikke været for varmen ville jeg have tænkt at det mindede om fortids ture til Norge. Det var dejligt at gå, og sikke udsigter!!! Dogon-landsbyerne bærer præg af en særlig arkitektur og er blandt andet kendt for de karakteristiske firkantede kornlagre med stråtag. Hver landsby er bygget op som et menneske. I midten er en plads med en navlesten – byens centrum. I forhold hertil ligger byens indgang og dens fetish, svarende til hovedet, kvindehytter til ”urene” menstruerende kvinder svarende til venstre side, de gamle mænds område i benene osv.

Vi havde engageret os med en ung dygtig guide, Line (men af hankøn), som havde planlagt en smuk tur rundt i landskabet for os. Om natten sov vi på tagene af små gæstgiverier under stjernehimlen og et myggenet. Det var i sig selv en fantastisk oplevelse. På andendagen gik vi en vældig krævende tur rundt til tre søsterlandsbyer, der lå henholdsvis under, oven på og på den anden side af klippen. Her kom vi også tæt på tellemhusene, og det var en helt forrygende smuk tur. Normalt, fortalte Line os, fik han en chauffør til at vente på den anden side, men eftersom vi jo havde egen bil, der holdt ved udgangspunktet ville han føre os en ny vej ned. Fint nok! Men at der overhovedet var tale om en vej er temmelig diskutabelt og aldrig i mit liv har jeg været så bange for at træde forkert! Line kunne naturligvis overhovedet ikke forstå, at et par stærke unge mennesker som os kunne finde på at protestere over en smule klatretur, men vi forklarede med meget store bogstaver at i Danmark er det højeste bjerg en bakke og det er ikke normalt at spadsere på ydersiden af klippevægge og over afgrunde dybere end svarende til en grøft.

I dogon mødte vi også en vismand, der sad på jorden og tegnede i sandet. Han tegnede med fingrene og lagde sirligt små sten og pinde ind i sin tegning. Line forklarede at manden skrev spørgsmål i sandet. Når han var færdig smed han peanuts på værket og i nattens mulm og mørke kommer så rævene og spiser nødderne og sætter fodspor. Af sporene aflæser den kloge man svarene på spørgsmålene. Så skulle du brænde inde med et spørgsmål, så er det bare at spørge en ræv! Selv spurgte vi bl.a. om Jespers arbejde, når han kommer hjem. Svaret svæver pt. stadig imellem rævepoterne, eftersom vismanden glemte at give besked, men Line har lovet os svar pr. mail snarest!
Efter Dogon gik turen til Mopti, der er en travl havneby ved Nigerflodens bred. Her fik vi Line til at hjælpe os med at leje en båd. Det endte efter hårde forhandlinger omkring et hvidt plastikhavebord med en pinasse – en bredbundet båd med sivtag – ejet af selveste pinasse-foreningens formand, som vi fejlagtigt troede også skulle sejle skuden. Det havde han imidlertid folk til. Vi lagde fra en fredelig formiddag og delte den 10 m lange båd med skidehul i enden og privat kok ombord kun med de to medarbejdere og så en spansk ungkarl på eventyr i Afrika, der med spanske gestikulationer og gebrokkent fransk/engelsk/spansk lod os forstå, at han ikke brød sig om turister og afrikanske byer, men i øvrigt syntes at sætte pris på vores selskab og var så venlig at fægte signaler til os på hele den 3 døgn lange tur i forsøg på at konversere.

I en bisætning skal det bemærkes, at undertegnede var syg af en ufærdig pandekage på hele flodturen, så de tre døgn for mit vedkommende for en stor del blev brugt på at sove, men ikke desto mindre var det en fantastisk flot tur, med masser af fugleliv og god tid til at betragte de travle fiskere i små træbåde, der arbejdede langs hele ruten. Vi overnattede i båden og sejlede klokken 5 hver morgen. Jeg kan næsten stadig høre motorens tøffen, og det var utrolig afslappende og idyllisk...lige undtagen de tidspunkter hvor vi var inden for mobildækning, og kokkens telefon kimede idyllen langt ned i de grå vandmasser. Desværre var der for meget vand i floden til at vi så flodheste, men i stedet så vi landskabet forandre sig, så Sahara titte frem, så børnene på breden vinke og trygle om at få vores tomme vandflasker at lege med, så isfugle med lange næb, og ørne med krumme, så byer af ler og gamle mænd med turban stirre ud over vandet og filosofere ved deres rejses afslutning, så og smagte couscous med løgtomatsovs for 500. gang i Mali, så svenskerne overhale og mærkede fryden, da vi igen tog føringen. Til de af jer der ikke måtte vide det eksisterer i Sverige ”Rosa Bussarne”, der er en pink turistbus, fyldt med unge svenskergæs med afbleget hår på deres livs rejse efter en middelmådig studentereksamen og gamle svenske grise klar til sjov (helst med en billig negerpige, der ikke har andet valg). Denne bus kører så over to måneder gennem hele Vestafrika og året efter tilbage igen med den samme ølfede guide hver eneste gang (få dig et liv!). Vi traf de rosa nordboere allerede på hotellet i Mopti, hvor deres bus holdt side om side med vores elskede Toyota Landcruiser, mens vi var på udflugt.
Landgangen i Timbuktu var noget forsinket. Hotellet, der skulle hente os havde liiiiiiiiiiige glemt aftalen. Men det lykkes os da lagt om længe at komme ind i byen. Og sikke en by. Gaderne er af sand og husene er af ler. Det ligner næsten noget fra en gammel western. I stedet for øgene, der står tøjret udenfor salonen er der bare æsler og de står mere sandsynligt tøjret ved en af de tre moskeer, man desværre ikke kan komme ind og se fordi en eller anden dumsindet turist har kælet for meget med sin kæreste i en af dem, hvorefter imamen besluttede at der kun er adgang for muslimer. Sikkert en svensker.

Vi spiste aftensmad på en lokal restaurant...eller dvs. Jesper spiste og jeg drømte om dage, hvor jeg var sulten og faktisk kunne spise uden at min mave slog tre knuder og muggede i et hjørne inde bag leveren. På restauranten mødte vi en del lokale guider her iblandt en mand, der fortalte at han engang i de glade firsere havde arbejdet på Hotel Hilton i København i tre måneder. Han talte stadig dansk og sagde, at han elskede Nørrebro, mens han strammede sin turban og til forveksling lignede en af ørknens sønner. Sært.

Og det blev morgen den...hmm...niende dag! Og denne solvarme dag lagde vi ud med to timers udflugt på kamelryg ud i ørknen. Til Jespers glæde besad han en tidligere vinderkamel i det årligt tilbagevendende kamelræs, mens min kamel var noget mere beskeden, men aldeles rar og venlig. De er fantastiske de dyr. Så høje og med de længste curlede øjenvipper jeg har set. L’oreal go home! Når monsteret rejser sig eller lægger sig ned foregår det ende for ende hvorfor det bare er med at holde fast, mens man sidder der i en 70 graders vinkel. Selve rideturen var ikke just behagelig. Mest fordi man åbenbart ikke bruger fór på sadlerne i Sahara. Man skulle tro det kunne spare ballerne for en del ubehag på de lange ørkenridt, som kan vare i over 40 dage. Ude midt i ørknen holdt vi hvil og vores kamelfører og den engelsktalende guide bød os på tuarec-te (UADRK) mens vi beså et udvalg af smykker de havde medbragt i den tro at det er lettere at sælge ting og sager til turisterne, når de er søsyge efter et kamelridt og helt alene på ørknens sletter. De fik ret!
Vel tilbage i Timbuktu ringede vi til Salek - en flink tuarec-mand vi havde mødt dagen forinden. Han er karavaneleder og var i Timbuktu for at sælge det salt, han havde fragtet ned med sin karavane fra saltbruddene nordpå. Han viste os rundt i byen og dets markeder. Han hjalp os også med at bestille en bush-taxi til morgendagens tur tilbage til Mopti (den historie vender vi tilbage til). Til slut bød han på te i sit telt (BVADR...igen) og endnu engang blev vi tilbudt smykker af sølv og perler til en favorabel pris, som vi forhandlede stærkt ned under tedrikkeriet. Tuarec’erne er et rigtigt ørkenfolk, der går med sabel, rider på kamel og lever i telte i ørknen. Deres kvinder rejser aldrig og lever således hele deres liv i den samme bunke sand. Salek boede i Timbuktu hos noget familie, men hans kone og barn var flere hundrede kilometer nordpå midt ude i Sahara. Når tuarec’erne handler skal der altid drikkes te. Man drikker tre kopper (BVADR, BVADR og BVADR) stærk, bitter te sødet med lige dele sukker. Kvinderne får altid først. Teen er brændvarm men bliver kølet ved at blive hældt fra stor højde fra potten til glasset og tilbage. Dette også for at opløse sukkeret. Under drikkeriet giver hver part tre bud på varerne og til sidst afgør man så om der kan findes et kompromis...ofte er kompromiet at tillade et par ekstra bud: ”what is your last last price?”
Salek fortalte begejstret om sine lange karavaneridt i ørknen. Blandt sine varer havde han en brevåbner med form som en turec-sabel. Han slyngede sin klødning lidt til side og viste stolt den ægte, halv meter lange vare. Det er åbenbart absolut nødvendigt at bære et sådant våben i ørknen og med store fagter forklarede Salek hvordan han adskillelige gange havde såret angribende røvere. ”Jamen, ramte du dem?” Spurgte en naiv og noget chokeret Jesper. ”Ja, Ja. Her og her og her”, svarede Salek under turbanen og tog sig på armen og skulderen og brystkassen. ”Jamen, blødte det? (her begyndte naiviteten at blive pinlig)” ”Ja ja”, svarede den overbærende beduin og smilede et smil værdigt for enhver colgate-reklame.

Før vi sagde farvel til Salek donerede vi lidt til familien (han havde til hans ære ikke bedt om penge for turen rundt i byen) og forærede papir og kuglepenne til børnene i teltet. Det bragte tilsyneladende stor lykke, for da Jesper senere gik en aftentur syntes alle børn at vide, at de hvide fra Danmark havde kuglepenne :-)
Turen fra Timbuktu til Mopti skulle efter sigende kunne tilbagelægges på 6-7 timer i firhjulstrækker, hvorfor vi havde bestilt sådan en, sikret os at den havde sikkerhedsseler på forsædet og aftalt at den hentede os på hotellet mandag morgen klokken 4:00. Halvdelen af betalingen fik ejeren ved bestillingen og resten skulle betales, når vi var sikkert på hotellet i Mopti. Alle tiders.....

For nu at fortælle historien om vores hjemtur fra verdens ende rigtigt må jeg introducere Heinrich og Petra. Ja, det er opdigtede navne, dels fordi de uden tvivl ønsker at være anonyme og dels fordi jeg ikke aner, hvad de hed. Heinrich og Petra var det tyske kærestepar, der allerede sad i firhjulstrækkeren, da den præcis som aftalt stod klar klokken 4. Det var også Heinrich og Petra, der valgte at bliver edderspændt rasende over at være nødt til at flytte om på bagsædet, fordi vi jo havde købt forsædet. De syntes, vi var tåbelige at bekymre os om sikkerhedsseler i Afrika...tja, men i så fald kunne de jo være ligeglade. ”Stupid Africans and your stupid country. We should never have come” (citat: Heinrich)... Ja, gid du havde tænkt over det noget før!

Sammen med Heinrich og Petra samt to franske piger startede turen så. Vi kørte 20 minutter i rasende fart og standsede så ved breden af Niger og ventede. Ingen tænkte på at informere os om, hvad vi ventede på, men efter næsten to stive timer på lårene af hinanden viste det sig, at vi skulle med en færge over floden. Som sagt så gjort. Om bord gik det på en pram, der ligeså godt kunne have sejlet mellem Mors og Fur. Gennem bilruden havde jeg udsigt til motoren, der stod på dækket og lignede en vandkedel med en cykelkæde og et stempel monteret for enden. Mod al forventningen fik den hostet os over på den modsatte bred. Straks vi var i land krævede vores chauffør at få resten af betalingen for turen. Det var naturligvis både suspekt og imod vores aftale, men eftersom han tydeligt angav med livlige fakter at han agtede at lade os blive hvor vi var, hvis vi ikke hostede op, var der jo ikke meget at gøre.
Afsted gik det så gennem ørkenen af sandede stier. Det var relativt behageligt omend vi sad lidt tæt, og jeg priste mig lykkelig for at vi sad i en 4WD. Men så ankom vi til Douentza, der ligger cirka halvejs, og hvorfra der er asfaltvej helt til Mopti. Her holdt vi pause...troede vi. Men pludselig meddelte chauføren, at nu skulle han ikke længere. Øh nå!!! Ja, men vi kunne køre med det her rugbrød, sagde han og pegede på et eksemplar af slagsen. Jesper og jeg blev placeret på forsædet under en spydig kommentar fra Heinrich om, hvor ærgeligt det var, at der ikke var sikkerhedsseler. Heinrich selv blev heldigvis stuvet ind bagi på de bænke, der der var indrettet til formålet. Jeg var nu tilbøjelig til at give ham ret eftersom jeg kunne konstatere, at der heller ikke var håndbremse og at samtlige installationer i instrumentbrættet fraset rattet var fraværende. Det viste sig dog at være et mindre problem. Chaufføren var en ualmindeligt forsigtig bilist, der næppe nåede over de 20 km/t. Grunden kan have været hans omsorg for vores velbefindende eller det kan have været det fakta, at bilens dæk var så slidte at der skulle et minimum af fejlkørsel på de hullede veje til at forårsage en punktering. Desværre måtte selv samme chauffør allerede 5 km udenfor byen konstaterer at besværet var forgæves. Højre forhjul var fladt som en pandekage og vi blev alle gennet ud, mens den måske 8 år gamle hjælper skiftede til reservehjulet.

Det lykkedes at køre lige præcis 200 m før reservehjullet også punkterede. Desværre var der ikke flere hjul at tage af og der forekom os også at være langt til Mopti på denne måde. Klokken var lidt over 11 om formiddagen og vi manglede at tilbagelægge 170 km. Men kommer tid kommer råd. Vores venlige chauffør prajede en taxabus til os. Dvs. en af disse køretøjer, malineserne selv bruger til at komme frem og tilbage. Der er tale om en minibus med plads til ca. 20 personer. I dette tilfælde var der allerede omkring 35 passagerer og desuden var gulvet dækket af geder pakket ned i hver deres pose. Vi kravlede ind på toppen af det hele og forsøgte at se det hele lidt fra den morsomme side. Det kneb for Jesper, da det gik op for ham, at der så en stor vædder med to sylespidse horn mellem hans ben! Heinrich havde også svært ved at se det sjove i det hele. Han mente vi havde meget bedre pladser end ham: ”Sie sind asozial. Are you the the queen of Denmark or what”. Jeg svarede at hvis han synes det var lettere at forholde sig til en dronning, så kunne vi da godt sige det, og så inviterede jeg ham om og sidde sammen med de 5 mennesker og 4 geder på min række. Han afstod fra yderligere kommentarer og blev hvor han var.

Taxabussen fløj ikke ligefrem afsted. Max hastighed var 30 km/t og med intervaller på ca. en time måtte chaufføren stoppe og ud og tømme sin drikkedunk i køleanlægget til den overophedede motor. Samtidig måtte hans hjælper (igen en unge på 8-9 år) ud og efterspænde hjulene. Til det formål benyttede han en lille bitte svensknøgle, som formentlig oprindelig har hørt til i et ”dit første cykelværksted-legesæt”. Men fremad gik det. Geder kom ind, geder steg ud. På et tidspunkt stoppede vi op og læssede 10 m3 trækævler på taget og endelig lige før nattemørket sænkede sig ankom vi til Savare, der ligger 5 km fra Mopti. På dette tidspunkt var vi forlængst holdt op med at insistere på vores oprindelige aftale, og nøjedes med at praje en taxa, der kunne køre os til hotellet. Og der, hvor uendelig bittert det end var, ventede svenskerne, der mageligt havde tilbagelagt en 7 timers 4WD tur fra Timbuktu mellem 8 og 15. GRRRRR!
Status:

Lovet: 6 timers køretur på forsædet i 4WD med sikkerhedsseler. Chauffør selvsamme mand som modtog den halve betaling. Det resterende betales ved ankomst til hotellet.
Fået: 14 timers køretur i hhv. 4WD, rugbrød uden håndbremse og overfyldt minibus på toppen af 35 malinesere og ligeså mange geder samt to gale tyskere. Chauffører af skiftende karakter som modtog betaling på forhånd. Destination 5 km fra hotellet! Men trods ovenstående en usædvanlig og morsom oplevelse til samlingen.

Vores ferie sluttede i ro og mag i Ouagadougou, hvor vi tilbragte lige knap et døgn med at købe ind (der er så meget, man kan få i et supermarked!) og spise os en pukkel til på en af de lækre restauranter i byen. Aftenen inden vi vendte næsen mod Tumu hentede vi projektets nye projektrådgiver – Marie – i lufthavnen. Marie har boet i Tumu den seneste uge, og fulgt os på kontoret og i alle vores aktiviteter. Vi har sørget for at hun har mødt en masse af de mennesker, der er centrale for vores arbejde og i fællesskab med dem og os, har hun evalueret vores projekt og hjulpet os til at se nye muligheder i det og nye måder at gribe tingene an på. Det har været hårdt sådan at skulle endevende vores hjertebarn og se på det med helt nye øjne, men også utrolig givende for os begge, og vi glæder os til at begynde at anvende nogle af de mange gode råd.

Desværre skete der det, da vi kom hjem til Tumu, at Jeppe og Louise, vores kære kolleger, var nødt til at køre til Wa for at få en hævelse på Louises kind undersøgt nærmere. I Wa blev Louise sendt til Accra, for at blive scannet og derfra til Danmark. Det har vist sig, at der er tale om en alvorlig tilstand, og Louise og Jeppe, der havde cirka tre måneder tilbage i Tumu, vender ikke tilbage. Jesper og jeg er utrolig kede af situationen og tænker meget på vores venner, og på hvor tomt det er nu, hvor de med et er så langt væk. Når vi fortæller om situationen til ghaneserne bliver de alle først tavse. Sidder lidt og lader beskeden bundfælde sig. Nogle bliver kede af ikke at have sagt farvel. Andre spørger, hvordan Jeppe og Louise så skal få alle deres ting hjem til Danmark eller om de kan få et telefonnummer og ringe til dem. Men alle næsten uden undtagelse siger til slut: ”I will pray for a speedy recovery”.

Vi har brugt en del af projektrådgiverens besøg på at sadle lidt om, og indstille os på den næste tid, hvor vi er alene på projektet og på de to måneder i januar og februar, hvor vi skal køre vores nye kolleger, Simon og Kirsten, der skulle have afløst Jeppe og Louise, ind i projektet. Vi er sikre på at vi med støtte fra de gamle IMCCere i hjemmegruppen nok skal klare udfordringen trods mandefaldet. Men der er ingen tvivl om, at denne pludselige og store forandring i vores liv hernede kommer til at påvirke os resten af tiden i Tumu. Også vi ‘will pray for a speedy recovery!’

Kærlig hilsen,
Anna

Herlige hekse og hellige krokodiller

2009-11-08T19:26:00.012+01:00

Hvad gør man, når man drømmer, man bliver angrebet af en bidsk komodo-varan og opdager, at det alligevel ikke er nogen drøm? Eller når et to meter langt reptil, som burde have været uddød for 100 millioner år siden, ligger og slænger sig på terassen? Eller når man finder sig selv siddende overskrævs på et af bemeldte reptiler? Eller – ikke mindst – hvad gør man, når man en mørk nat møder Ghanas mest blodtørstige slange, puff-adderen? Få svarene i dette hæsblæsende indlæg på den velnok mest øglevenlige blog i verden!

Der var en enkelt anstødssten ved det letsindige løfte, Anna og jeg havde givet vores vagtmand Bukari om at komme og besøge hans marker, hans ”farm”, der ligger et par kilometer syd for byen: Den stædige fritidsbonde havde insisteret på, at besøget skulle afvikles kl 5.30 på en lørdag, hvilket er flere timer, før jeg normalt kommer til bevidsthed. Men da høstsæsonen gik på hæld, og det snart var sidste chance, inden markerne braklægges for tørsæsonen, fik jeg ved en overmenneskelig kraftpræstation gelejdet mig selv – og ikke mindst min søvnige sengekammerat – ud af fjerene.

Af sted gik det så til Bukaris ”compound” – den udvidede families bosted – og derfra på cykel gennem det frodige dalstrøg bag markedspladsen, ad smalle stier, over sumpene i bunden af dalen, indtil vi pludselig står på den forkerte side af et femten meter bredt vandløb, der mestendels ser ud til at bestå af stillestående brakvand. ”Vi skal derover!” orienterer Bukari og peger over på den anden side. ”Hvis I vil uden om vandet, kan I cykle en lang omvej, men så finder I sikkert aldrig frem til min farm.” Ja tak, fordi du nævnte det nu, hvor det er for sent! tænker jeg morgengnaven, mens jeg møjsommeligt tager sko og strømper af og smøger bukserne op. I mit morgentrætte hoved passerer billeder af blodsugende igler, glubske krokodiller og sygdomsbefængte flodparasitter hastigt revy.

Endelig når vi frem til markerne. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet mig. Vel noget i retning af en forvokset kolonihave. Men hvad der møder os er et lille velorganiseret landbrug, marker som dækker et areal på 13,5 acres eller 6-7 hektarer, hvilket svarer til ti fodboldbaner. Det tager cirka ti minutter at gå hele vejen rundt. Måske, tænkte jeg, burde jeg revidere betegnelsen ”fritidsbonde”. Det var tydeligt, at her var tale om fuldtidsarbejde. Ofte går vagtmændene i marken lige fra nattevagten – som ligger kl 18 til 6 om morgenen, og så tager de lige seks timer mere i marken. Ikke så underligt, at de kan finde på at benytte et uset øjeblik til at snuppe en kort blund, især i høstsæsonen.

Bukari er en beskeden mand og en mand af få ord, en rigtig bondemand, men han er tydeligvis pavestolt, da han viser os rundt, og han suger til sig af vores beundrende kommentarer. Markerne er meget velorganiserede, og hver afgrøde har sit eget nøje afmærkede område, jordnødder her, bambara beans der, her majs og der yams, sødekartofler og okra. Der er luget og sprøjtet for ukrudt, kartoflerne hyppede, og ikke et strå sidder skævt.

I et hjørne har Bukari konstrueret en lille græshytte til redskaber, sprøjtemaskiner og til ly imod regnen. Udenfor står en gryde, og da vi nysgerrigt letter på låget, ligger der en øgle i bunden, parteret i syv stykker. Og så fortæller Bukari historien om, hvordan han en dag i marken under fredagsbønnen hørte en sælsom lyd. Hen over jordnøddemarken, med kurs direkte mod det bedetæppe, Bukari lå på, kom dette forhistoriske apparat krybende, knurrende som en vaskebjørn at dømme ud fra hans livagtige gengivelse. Bukari var sikker på, det var et syn eller en ond drøm, hvilket imidlertid ikke hindrede ham i snarrådigt at springe op og – før han havde fået søvnen gnedet af øjnene – skille hovedet fra kroppen af den ulyksagelige leguan med sin skarpslebne machete.

Det var for tidligt på dagen til øgle-ragout, men vi spurgte Bukari, hvordan bæstet smager. ”Just like chicken”, svarede han prompte og slikkede sig om munden.

Vi skulle dog snart få en ny mulighed for at sætte tænderne i et eksemplar fra reptilernes orden. Dagen inden min fødselsdag kørte jeg ind ad indkørselen til et sælsomt optrin. Fussi, en skydeglad nogen og halvtredsårig gavtyv med høvdingeblod i årene, var under hvad der lignede latterkramper ved at spænde to store bylter af motorcyklen. Stadig uden at forklare sig fik han og hans to kumpaner, heriblandt vores egen drengede vagtmand Sammadu, slæbt bylterne ind på terassen, men de nægtede stadig at spytte ud med, hvilke slyngelstreger de havde hittet på. Var der mon tale om et traditionelt eller rituelt foretagende? Da jeg så blodet på lærredssækkene, begyndte jeg at ane uråd. Jægeren Fussi - som er kendt for at skyde efter alt, hvad der bevæger sig og går på to ben – havde bragt os et jagtbytte! Nu løsnede Fussi snøren, og ud af den ene sæk dumpede et dyr af ubestemt omend utvivlsom øgleagtig karakter. Her flækkede Fussi næsten sammen af grin. Vores vantro ansigter må også have været et kosteligt syn.

Den næste sæk var meget større, og svupti! Ud gled en næsten to meter langt krapyl af en krokodille med tænder som en tyrannosaurus rex, som jeg den dag i dag vil sværge stadig slog med halen, selvom den burde være stendød at dømme efter de to skudhuller i nakken.

Det store hit til fødselsdagsfesten var selvfølgelig ristet krokodille! (Opskrift: krokodillen flås, parteres, ryges, koges, grilles og serveres med yams-pomfritter, salat og hjemmelavet ananasøl) Tro det eller lad være, men selv her i det vilde Ghana er folk faktisk ikke vant til at spise krybdyr og var ved at falde ned af stolen, da jeg fortalte dem menuen: Pattegris til de kristne og animisterne, krokodillesteg til muslimerne (og alle andre der havde lyst)! Og nej, det smager ikke helt som kylling, men som en mellemting mellem kalkun og tunfisk.

Nå, i sidste weekend havde Anna og jeg fået udlængsel og tog til Bolgatanga i den nordøstlige del af Ghana. Udover at de her har Nordghanas bedste – og vel egentlig også eneste – pizzaria, en fabelagtig restaurant og et hotel med noget så eksotisk som varmt vand i bruserne, så er her også et par gedigne turistseværdigheder, heriblandt krodillebyen Paga. Her i denne landsby er krokodillen et tabu, hvilket vil sige, at det er ”forbudt” at skyde, slå, spise, lemlæste, endsige række tunge ad krokodillerne, som i mange tilfælde – fortælles det – udgør glubske reinkarnationer af jægernes og høvdingenes slægtninge.

Vi går med krokodilletæmmeren ned til søens bred med tre kyllinger som lokkemad. Jeg får lidt bange anelser, da jeg ser hans forkrøblede højre arm, som dog viser sig at skyldes en medfødt deformitet snarere end en sulten krokodilles snappende kæber. Lokket til af de små kræs desperate, hjerteskærende skrig, kommer krokodillerne nu glidende gennem sivene, disse millioner år gamle anakronistiske dræbermaskiner, og mens Anna ser endnu mere bekymret ud, end jeg nogensinde har set hende før (selv dengang hun fandt en jagtedderkop på soveværelset) hæver et tre meter langt udyr sig nu op af vandet, som en nydramatisering af vore fjerne salamanderforfædres første tøvende skridt på landjorden, efter de havde forladt ursumpene.

Der er tale om søens største og ældste ud af søens over 100 krokodiller, Gamle Kurt (som jeg kalder den, det er ikke dens rigtige navn). Ved hjælp af fem-seks raske svirp med kæppen over snuden lykkes det guiden at få gelejdet hvad der vistnok er hans egen afdøde bedstefar frem fra sivene og over i en fotogen positur. Jeg knipser løs. Pludselig tager begivenhederne dog en uventet drejning, da guiden vinker Anna hen til sig. Han vil have hende til at klappe krokodillens skællede rygparti. Med bævende skridt træder Anna tappert hen imod et dyr, der nemt kunne tænke sig at sluge hende i een mundfuld uden at tygge en eneste gang, hvis ikke det havde været for to simple, men effektive forebyggende midler: kæppen og kyllingerne. Jeg kigger måbende og i stigende grad skeptisk til, mens Anna forsigtigt bukker sig ned og nænsomt klapper den langtfra tandløse olding, som havde det været en skødehund. Guiden fumler med kameraet, som han har lånt af Anna, men med kun een hånd er det vanskeligt at betjene et digitalkamera. Jeg snupper det ud af hænderne på ham og knipser et par billeder. Det her må ikke glippe på grund af misforstået hensyn til en minoritet!... Senere da guiden tilkaster Kurt en kylling, griber det forhistoriske uhyre behændigt byttet i luften og knaser det i to hurtige mundfulde. Det gamle bæst kan endnu! Inden Kurt får lov at slippe, får jeg lov til at sidde overskrævs på ham og klø ham lidt på pandebrasken, mens Anna knipser billeder.

Jeg når at sende Pavlov (ham med hundene) en taknemmelig tanke – hans love adlydes åbenbart også af verdens ældste dyr. Ifølge guiden har søens krokodiller simpelthen vænnet sig så meget til lugten af mennesker, at de ikke længere opfatter dem som en trussel. Derfor har der heller aldrig været dødsfald eller tilskadskomne som følge af krokodillebid i søen. Og på varme dage svømmer landsbyens børn frejdigt rundt i søen. Måske er forklaringen bare, at krokodillerne foretrækker kylling frem for menneskekød...

Ikke langt fra Paga ligger Sirigu, en beskeden lille landsby, der er kommet på verdenskortet (og forsiden af Bradts turistguide) på grund af en tradition med at male byens huse i særlige blå og røde mønstre. Desuden er byens kvinder kendt for deres keramik. I byen har kvinderne slået sig sammen og driver i fællesskab en lille butik med lertøj og et pensionat.

De berømte farvestrålende huse i området er indrettet med et slags dobbelte beskyttelsesrum, hvortil manden i krigstid har kunnet sende sine kvinder og børn. Til det første rum er der kun adgang via en cirka 70 centimeter høj åbning, og når fjenden stikker hovedet ind, passer det lige med, at manden kan stå parat på den anden side med sin kølle og give den indtrængende et betragteligt gok i nødden. Kvinder og børn bliver sendt dybere ind, til det inderste rum. Da jeg krøb derind og lyste med kamerablitzen, mødte der mig syv par sultne vampyrøjne i loftet, en flok flagermus havde taget bolig i det kulsorte kammer. Gennem den tykke lervæg kunne jeg svagt høre Anna advare mig om risikoen for at få hundegalskab af flagermusebid, samtidig med at hun grafisk fremmalede slutscenariet i tilfælde af, at jeg skulle blive smittet. Med flagermusene baskende om ørene lykkedes det mig at knipse et par billeder, før jeg tog benene på nakken.

De fleste af husenes beboere var i marken (det er jo høsttid), men vi traf en gammel mand, der var ved at bygge et skyggetag og en bedstemor, der til den spirende læges store interesse led af elefantitis og derfor slæbte rundt på en betragtelig klumpfod. Hun viste os, hvordan man laver sheanødder om til en balsam, der benyttes til alt mellem himmel og jord, blandt andet madlavning, kosmetik og desinfektion af sår. Det er de samme nødder, som ligger i store dynger på Århus havn, og som på Oliemøllen omdannes til en vigtig bestanddel i vestlig kosmetik og chokolade.

Dagen efter besøger vi byen Gambaga, som er berømt for at huse en hekselejr, Gambaga Outcast Home Project, et projekt startet af den katolske kirke (af alle!) og som med tilladelse fra den lokale høvding har fået lov til at etablere en lejr, hvor bortdrevne kvinder kan søge tilflugt fra forfølgelse. I Nordghana hersker der en frygtelig dum tradition for at bortjage, mishandle, og somme tider endog dræbe, hekse, som man kalder de ulyksagelige kvinder, der er er blevet beskyldt for at fremkalde mystiske ulykker, uforklarlige sygdomme eller pludelige dødsfald.

Da vi besøgte hekselejren, sov høvdingen middagslur, men vi fik lov til at betale en skærv til hans højre hånd, og så blev vi ført ned til en lille ”by i byen”. De små lerklinede, runde mamprusi-hytter var knyttet sammen til små bosteder på hver tre-fem hytter, og i hver hytte boede en ”heks” – eller en udstødt, som det korrekt hedder. Mange af dem var gået i marken, hvor de får lov at hjælpe de lokale til gengæld for lidt høstudbytte. Andre kvinder sad og pillede jordnødder eller lavede mad på bostedets bålplads.

Vi snakkede med en sød gammel bedstemor, som var blevet udråbt til at være heks, da en af landsbyens beboere var styrtet ned fra et træ. For at beskytte hende havde hendes egen familie kørt hende til Gambaga, hvis høvding siges at kunne eliminere heksenes magiske evner. De udstødte skulle efter sigende trives godt i landsbyen, og vi så da heller intet, der afkræftede dette billede. Men høvdingepaladset har også en lille men stabil indtægtskilde i turister, der som os kommer for at besigtige de omtrent 100 ”hekse”.

Initiativtageren til hekselejren, Simon Ngota, er en rigtig ildsjæl, der også har været med til at starte en forening for blinde i Wellembelle, hvor Anna og jeg har hjulpet med at vaccinere og veje småbørn. Desværre har en lokal kirkelig organisation snydt ham for en hulens masse penge, og derfor er genudslusningsprogrammet nu kuldsejlet, og ”heksene” må indtil videre finde sig i at leve resten af deres liv afskåret fra familie og venner, i modstrid med alle menneskerettighedskonventioner. Desværre støtter den ghanesiske regering ikke projektet, og mange donorer fravælger måske støtte til en forening, der på en måde fastholder og bekræfter patriarkalske traditioner, om at kvinder kan være hekse. På den anden side er det jo et faktum, at kvinderne ikke uden videre kan vende hjem, men er i reel fare for at blive splittet ad til atomer af en rasende folkemængde.

Da vi kørte hjem mod Tumu efter en fantastik tur til Bolga, var vi blevet fanget af mørket, og på de ghansiske grusveje kan det altså blive RIGTIGT mørkt, skulle vi hilse og sige. Mens jeg sad og småblundede - Anna havde rattet – stak bemeldte pigebarn pludselig i et øredøvende hyl: ”En slange! Det var en SLANGE! Jesper, en SLANGE!” Frem med kameraet. Fumle, fumle. ”Hvor? Hvor?” snøvlede jeg, men vi var allerede kørt forbi. ”Nej, Jesper, vi tager IKKE tilbage. Det gør vi bare IKKE!” Da det lykkedes mig at få Anna overtalt til at vende kareten, var en stor, fed, doven puff-adder ganske rigtigt i færd med at sno sig hen over grusvejen. Puff-adderen er den slange, der har flest liv på samvittigheden i Ghana, ikke fordi det er den mest giftige, men fordi den er sløv som en padde, hvorfor bønderne ofte kommer til at træde på den ude i markerne. Vi havde heller ikke lyst til at udveksle visitkort med den, og følelsen lod til at være gengældt, for slangen snoede sig hurtigt over i grøften, ud i sandet, hvor den gravede sig ned, før jeg nåede at stille skarpt med kameraet.

Nu har jeg lovet Anna, at vi skal have slange til hendes fødselsdag. Heldigvis kender jeg en skydegal jæger med høvdingeblod i årene, der garanteret kan skaffe et par stykker til grillen. ;-)

Kærlig hilsen,
Jesper

Beretningen om en afdanket dromedar og adskillelige andre skøre sager

2009-10-05T01:31:00.003+02:00

Den aldrende mand med de rare øjne klør sig i skægget, eller dvs. der hvor skægget ville have siddet, hvis han havde haft et, han giver sig god tid til at forberede sin tale. Jeg kan kun lige ane hans omrids i mørket, for lyset er slukket på terrassen for at forhindre insekterne i at genere os alt for meget. Høvdingen sidder for enden af selskabets ovale kreds og drikker det sidste af sin Club – det eneste ølmærke han drikker – mens han lytter til sin undersåts beretning. Jeg kan ikke afgøre, om han er tilfreds med, at folierne får et lille lynkursus i byens historie og kultur eller han ærgrer sig over at opmærksomheden er rettet et andet sted hen end mod hans vidtrækkende beretninger om Accras herligheder. Accra, hvor han stadig arbejder som tolder ind imellem pligterne i Tumu, og Accra, som han har boet i størstedelen af sit liv før han blev kaldt tilbage til sin barndoms by for at gøre sin pligt som høvding resten af sine dage.

”Høvdingeinstitutionen er ikke særlig gammel,” fortsætter den langsommelige fortæller endelig. ”Den blev indført af englænderne i koloniseringens dage for at have et lokalt anerkendt administrativt system. Høvdingen fik indflydelse på blandt andet jordfordeling og mindre uoverensstemmelser mellem undersåtterne sådan som han også har det i dag. Den gamle leder er the landlord – jantina [djantina] hedder han på Sissali. Det er altid byens ældste, og det er derfor høvdingen skal anerkendes af de ældste, der udgør et råd omkring jantinaen.” Vi sidder alle med opmærksomheden fængslet, og fortællingen fortsætter: ”Høvdingen er valgt af de ældste og er høvding for klanen i Tumu, men også overhøvding for alle klanerne i Sissala, som har hver deres egen høvding. Tumu er så igen opdelt i sektioner, der alle er repræsenteret af ældre i ældrerådet. Desuden er de klanløse – zongo – repræsenteret. De fleste zongoer er muslimer. Det er tilflyttere.”

”Så Tumu er altså én klan?” spørger jeg blot for at sikre mig, at jeg har forstået det rigtigt. ”Ja, og vores totem er kragen. Man kan se den ved festlige lejligheder på flag og sådan. Sagnet siger at en forfader, der hvilede under et træ blev advaret om fjendens komme af en krage i træet, der vækkede ham med en knækket kvist. Tumu hed i øvrigt oprindeligt Tunmomo (’Tungmomo’) som betyder ”at være undervejs” fordi de første tumu-boere var folk fra en fjern egn, der havde rejst langt før de kom til området og boet mange steder undervejs. Det var englænderne, der forkortede navnet, fordi det var meget lettere at sige.” Vores fortæller bliver tavs, men bevarer et stykke tid et lille smil i mundvigen, mens der bliver båret mad ind og lyset bliver tændt igen. Høvdingen dirigerer slagets gang og vi spiser kylling og yam-fingers (en slags pommes frites af yam) og dypper det hele i chilistærk tomatsovs. Inden længe har vi bundet vores øl også og audiensen er ved at være slut.

Det er ikke altid let at være på god fod med en høvding. Når som helst kan han melde, at han ønsker at se dig, og så er det bare at slippe hvad man har i hænderne. Det sker nu ikke så tit, men vi havde som tidligere omtalt netop holdt filmpremiere og blev inviteret til genvisit den følgende dag. Det var ved den lejlighed vi fik ovenstående beretning. Jeg føler en ikke uretfærdig ærefrygt over i en sådan grad at være inviteret ind i tumu-boernes liv og verden, og den gamles fortælling tror jeg bedst jeg gør ære ved at fortælle den her. På en måde giver den rod til alle vores øvrige historier og indlæg hernede fra Tumu. Og det er jo ud fra vores rødder og historie at nuet og al fremtid springer.

Ouagadougou!...prøv lige at sige det hurtigt tre gange efter hinanden. Det er det fedeste bynavn, jeg kender. Man kan næsten høre trommerne danse deres rytmer ud i tropenatten i det navn. Ouagadougou, Ouagadougou, Ouagadougou. Euforisk! Ouagadougou er hovedstaden i Burkina Faso, og den ligger kun tre timers kørsel fra Tumu og er en rigtig by med supermarkeder, restauranter og butikker – og det er ikke sådan at kimse af, når man bor i en lille flække, hvor den største attraktion er et gadekær med et par krokodiller og den mest velassorterede butik hverken har mælk eller rugmel. Vi var deroppe på forlænget weekend for nylig og det var…hvordan skal jeg udtrykke det…vidunderligt. For én, der kommer frisk fra Europa, er Ouagadougou en støvet, kaotisk, farverig og ikke særlig storbyagtig, typisk afrikansk by, men når man kommer fra Tumu er Ouagadougou et paradis af ting, man rent faktisk kan få! Der er lækre restauranter med mad af en kvalitet der får en til at ønske, at Ghana var en gammel fransk og ikke en gammel engelsk koloni (bl.a. en, hvor man selv vælger, om man ønsker at indtage sin middag i en mauritansk salon, et tuareg telt, et gourounsi hus eller i haven), der er hoteller, hvor der bliver serveret yoghurt til morgenmad, og hvor der er en azurblå pool i midten, og der er markeder med fin afrikansk brugskunst, som garvede forhandlere som os kan få ned i en tredjedel af prisen uden at sælger på nogen måde virker utilfreds (mistænkeligt). Det er dejligt ind imellem at tage væk fra Tumu nogle dage og opdage, at man savner den.

Ud over at drive den af i Ouaga benyttede vi lejligheden til lidt sightseeing i omegnen. Vi besøgte bl.a. museet i Manega lige nord for byen, grundlagt af Burkina Fasos første advokat – Frederic Pacere Titinga. Museet er en samling af afrikanske kulturskatte, hvor flere etniske grupper var repræsenteret, men især Mossifolket, som Titinga selv er fra. Vi havde en engelsktalende guide, som vi mødte i Ouaga og ved en tilfældigheed genfandt på museet sammen med en praktikant fra den danske ambassade, til at vise os rundt. Han var en afslappet fyr i jeans og polo T-shirt, der til den kommende læges store bekymring lige kunne nå en halv smøg mellem hver museumsbygning. Men han havde styr på tingene og vidste en masse om det, vi så.

Dengang jeg var lille legede jeg på et tidspunkt med den teori, at livet gik ud på at bringe alting i balance. At når man var gået ind, skulle man også gå ud, når man satte sig ned, skulle man også stille sig op, når man tog noget væk, skulle tilsvarende lægges tilbage. Det var min forestilling, at den dag alting stemte, var den dag man døde, men at det var en lykkelig måde at dø på. Måske jeg havde en lille mossi i maven: På et tidspunkt sagde vores guide (igen med en smøg i flaben), at nu kom vi til dødsrummet, hvor dødsmasker og redskaber relateret til begravelsesceremonier var udstillet. Det var vigtigt, sagde han, at vi stilte skoene og at vi huskede at gå baglæns ind i lokalet. ”I dødsverdenen er alting omvendt. Det skal man respektere, når man nærmer sig den. Når en mossi dør, bæres fødderne også først ud af huset, for i døden sidder synet i den ende af kroppen.” Det lykkes os at træde ind i det dunkle lokale uden at snuble over dørtrinnet. Bag en rude var opstillet åndemaner-figurer med masker på, og på gulvet lå en skikkelse indsvøbt i en måtte men med sandalerne ovenpå. Det er det eneste den døde får med sig i graven hos mossierne. Dødsceremonierne var ikke for kvinder og børn, fortalte guiden, og en af maskerne blev båret af en mand, hvis job det var at skræmme dem væk. ”Når kvinder eller børn ser den maske, flygter de. Hvis de ikke er hurtige nok slår maskebæreren dem. Flere børn er døde på den måde.” Der var en højtidelig stemning i rummet, hvor vi sad på små stole lavet af træstubbe. Jesper pegede på en maske, der hang på væggen og spurgte, om det også var en dødsmaske. ”Ja, men det er kun en kopi,” svarede vores unge guide, ”originalen udstødte engang en ondsindet latter mod en turist, og siden har vi ikke turdet lade den hænge her.” ”Den lo!!?” fniser Jesper, men i samme nu kommer han til at se på guiden, der var gravalvorlig. ”Ja!” Vi forlader rummet baglæns igen og hopper i sandalerne.

Tilbage i Ouaga kørte vi mod nordøst til Loumbila, hvor der ligger en gedefarm, der angiveligt skulle være et yndet udflugtsmål til søndagstidsfordriv for udsendte i Burkina Faso. Vi tænkte, at en gang frisk gedeost vel ikke var den værste frokost, man kunne komme ud for. Som sagt, så smagt. Det var herligt. Frisk salat med omtalte ost og derefter ged på spyd og pommes frittes, mums! Efter frokosten fik vi en rundvisning på ostemageriet, der viste sig at være et rum på ca. 4 m2, med 1,5 m køkkenbord, et skab med fluenet for og en skål til mælken samt et udvalg af tørrede krydderier til at pynte varerne. På fransk og fagtesprog blev processen opsummeret: Mælk i skål, røre, mælk i dåser, vente, ostemasse ud, vente, pynte, færdig! Og så kan de købes i supermarkeder i Ouaga... vi så dem selv dagen efter! Bagefter spurgte gutten, om vi ikke ville se hans turdelduer... hmm! tænkte jeg og fulgte lidt skeptisk med. Men se, i et lille indelukke gik tre kæmpestore skildpadder rundt (til de, der som jeg ikke måtte vide det: skildpadde på fransk = tortue – og ikke turteldue). Og når jeg nu siger stor, så mener jeg på størrelse med en lille flyttekasse – så stor at jeg var alvorligt bange for at blive bidt i fingeren, da vi fodrede dem med et par kviste. Men der var mere at se på dette sære sted. Bag en stor busk, vi blev vist rundt om lå en udsultet drommedar og drøvtyggede. Den sukkede, da den så os, og kom møgsommeligt på benene, som om den tænkte: ”Nu igen, op og stå, smil til kameraet, klap klap og så farvel og tak”. Og den fik ganske ret. Jeg havde nu ondt af den, da vi gik, for den var så tynd og forståeligt gnaven. Snappede lidt efter os og brød sig tydeligt ikke om at blive drevet op af sin middagslur, så vi skyndte os videre ned og se på udsigten over den nærliggende sø, hvor ejeren af det lokale hotel drønede rundt på jetski og forbi den lille fold med 10-15 langhårede geder, før vi vendte snuden mod Ouaga igen.
Det er helt sikkert ikke sidste gang vi besøger Ouagadougou.

Tilbage i Tumu går livet sin vandte gang. På kontoret er vi travlt beskæftiget, dels med alt det vi har planlagt at skulle lave her i efteråret og dels med alt det uforudsete, som ofte tager størstedelen af vores tid. Under førstnævnte hører bl.a. forberedelser af et kursus i management, vi vil holde for DHMT her i oktober, og i HIV/AIDS netværket, SHANET, er vi også ved at lave et kursus – om fundraising, og så er vi begyndt at forberede det besøg vi skal have i december af en projektrådgiver. Jesper og Jeppe har arrangeret en durbar om forskning (durbar = oplysningsmøde under mangotræet eller et andet egnet sted), hvor den seneste forskning i distriktet blev fremlagt, og hvor det gæstehus, IMCC har bygget til forskere, der kommer til distriktet, blev overdraget til DHMT.

Forleden var vi til et rigtigt byrådsmøde. Vi var der for at bakke DHMTs direktør op. Han skulle fremlægge DHMTs aktiviteter og ønsker. Byrådet er med til at financiere en del af DHMTs arbejde, så det var ret vigtigt, at det gik godt. Som sædvanlig havde vi overvurderet ghaneserne med hensyn til tidsplanlægning. Vi regnede med bare lige at kigge ind, se directors fremlæggelse, der skulle på allerførst og så liste af igen. Meeeeen så var der jo lige den her rapport, som byrådet ikke havde nået på sidste møde og var nødt til at gennemgå slavisk fra første versal til sidste punktum. ”This should not take more than an hour!” bekendtgjorde ordstyreren, og vi så på hinandenog vidste, at det ville blive en laaaang formiddag. Fire stive timer senere kom director endelig på, men da var vi fuldstændig mørbankede. Ordstyrerens ofte gentagede ”please let’s make progress” havde ikke rigtig haft nogen virkning. Vi fandt det nu egentlig spændende at se, hvordan byrådet arbejdede, og det meste af det diskuterede var fornuftigt og interessant nok. Ikke desto mindre fandt vi følgende kommentar vedrørende sikkerheden i distriktet en smule opsigtsvækkende: ”Some time ago they (uvist præcist hvem der henvises til)expected a new world war, and then weapons were stored. Some people heard about this and now they are in the hands of the international mafia, which is all over, and they have the keys to the store!”
Jeg ville ønske jeg bedre kunne beskrive for jer, hvad det egentlig er tiden går med på en helt almindelig arbejdsdag, men det er bare rigtig svært. Ofte ændrer vores planer sig mange gange i løbet af dagen, fordi en eller anden skal have hjælp til deres computer, eller der lige er et møde, vi kunne have gavn af at sidde med til, eller der sker et eller andet uventet.

Som nu for eksempel i fredags. Planen var, at jeg skulle lave en kontrakt og en arbejdsbeskrivelse til omtalte projektrådgiver færdig, og så ellers arbejde med Jespers og mit lille studie om børnevaccination i Wellembelle, hvor vi er ved at skrive alle data ind i excel, så vi kan analysere dem. Senere skulle vi holde et kort møde med Jeppe og Louise for at gøre en rapport færdig, der skal sendes hjem til hjemmegruppen. Det lød jo som et fint og overskueligt program, meeeen!!! Inden jeg overhovedet kom afsted på kontoret, beder en af vagtmændene om at få lidt forudbetalt løn, og så skal vi også lige finde en afløser til an anden vagtmand, der skal til begravelse, på vej på kontoret bliver jeg standset af en fyr fra en ny NGO – Youth Vision – der bare gerne lige vil takke, fordi jeg forleden hjalp dem med at få adgang til nogle data om HIV/AIDS. Endelig noget forpustet og varm, fordi solen allerede bager, når jeg kontoret og kan gå igang med arbejdet. Men så kommer Kenneth, der er Disease Control Officer på DHMT, ind, og beder om at måtte låne papir til at kopiere dagsordenen til et møde med subdistrikterne, han vil holde i dag. Det er et nyt tiltag, at DHMT holder disse møder en gang om måneden, og vi har bakket op om det og oven i købet hjulpet økonomisk med at køre det i gang, så jeg er noget overrasket over ikke at have fået besked, men mødet er åbenbart blevet flyttet. Jeg beslutter at glemme alt om min dagsplan og tage med til mødet. Det kan nogle gange let føre til irritation sådan at slippe, hvad man har i hænderne, men det er et af de vilkår, vi arbejder under her, og på gode dage formår man at holde tungen lige i munden og lade nye prioriteter gøre sig gældende. Denne dag undgår jeg ikke at føle mig lidt presset, indtil jeg accepterer tingenes tilstand og i hovedet lægger en ny slagplan.

Mødet forløber fint, selv om fremmødet ikke er imponerende. Med til mødet er en mand fra JICA (det japanske ”Danida”). JICA er meget aktive i supervisions- og feedbacksystemet mellem region, distrikt og subdistrikt og var mødt op for at støtte DHMT i det nye initiativ. Det passer mig fint. Den selvsamme mand, der hedder Joachim, er nemlig super dygtig, og ham vi har engageret til at afholde kurset i management for DHMT, så efter distriktets møde benytter vi lejligheden til at få en snak med ham om kursets indhold. Det tegner super godt, og han gav os samtidig en masse ideer til, hvordan vi bagefter kan følge op på kurset. Jeg følter mig inspireret og ved godt mod, da Joachim vender hjem til Wa.

Efter at Joachim er kørt fik jeg endelig tid til lidt frokost og bagefter gør jeg mine dokumenter færdige og sender dem til vores nyansatte projektrådgiver. Sent på eftermiddagen læser jeg rapporten til hjemmegruppen, for nu er der ikke tid, til at vi kan gennemgå den sammen alle sammen. Jeppe og Louise er på vej på ferie og har travlt med at pakke, så jeg skriver et par uklarheder ned og snakker med dem om det senere.

Det er allerede ved at mørkne, da jeg låser kontoret og cykler hjem. Uden for lågen står Foli, Bettegnu og Skak sammen med ænderne og venter på at få en kiks. Sammy griner af mig, fordi gederne står på to ben og næsten vælter mig omkuld. Han genner dem alle ind i folden, mens jeg falder om i en stol i stuen og ser et afsnit Scrubs (tosset læge-tv serie, vi illegalt har erhvervet i Accra og som vi benytter som basalt genoplivningsudstyr efter lange arbejdsdage) før jeg tusser ud i køkkenet og laver aftensmad.

Ja, sådan går dagene, og jeg synes de går hurtigt. Pludselig er ugen gået, og så er det weekend igen. I sidste weekend havde vi børn på besøg. Der kommer ofte børn forbi IMCC-huset, og hvis vi har tid, kommer de ind og tegne lidt, får et glas saft, eller vi spiller kup eller bold i haven. Denne lørdag var det nu os selv, der havde inviteret. Det var Haki på 12 år og lillebror Valentine på måske 3 eller 4 år, der var her. De er sønner af den kvinde, Jesper fortalte om i sidste indlæg, der døde af astma. Vi tænkte at vi kunne aflaste Ladi, der tager sig af børnene, lidt ved at underholde dem en eftermiddag. Pyha, det kunne nok holde fire IMCC’ere beskæftiget. Valentine er en rigtig lille krudtugle og taler jo kun sissali, så han ævlede løs hele eftermiddagen, mens vi tegnede, byggede med klodser, spillede badminton, pustede sæbebobler, byggede hule og kastede med frisbee. Han fandt en køretur i trillebøren aldeles underholdende, hvor imod han ikke rigtig forstod ideen i at fodre dyrene. I stedet spiste han kiksen selv, trak gederne i halen og jagede ænderne væk. Det var en hyggelig eftermiddag, og jeg tror det var til stor hjælp. Mage til søde og, i hvert fald hvad angår den ældste, velopdragne børn skal man lede længe efter.

Nu ruller tordnen i mørket udenfor. Måske er vi heldige at få lidt regn. Det bliver sjældnere og sjældnere, og temperaturerne er meget højere i middagsheden nu end for bare et par uger siden. Tørtiden nærmer sig fornemmer man, men når jeg nævner det for ghaneserne siger de alle: ”Bare vent til februar og marts, SÅ er det vamt,” eller også beroliger de mig med, at hamartanen – vinden fra Sahara – kommer i december og januar og med sit støv skygger for solen. Den tid kalder ghaneserne cold season. Det betyder 25-28 grader. For mig lyder det perfekt!

Pas på jer selv og nyd jeres kolde efterårsstorme. Man kan faktisk godt savne dem!

Kærlig hilsen
Anna

Høvdingeindsættelsen - blod, sved og talende trommer

2009-09-27T13:03:00.005+02:00

Som tidligere nævnt var jeg heldig at blive inviteret til at filme indsættelsesceremonien, da byen 1. august fik en ny høvding, Richard Babine Kanton den 6., der indtil da havde været toldofficer i Accra (en af de fornemmeste poster, en tumugenser har opnået). Ceremonien - der foregik hen over hele ugen - var intern for Tumu og høvdinge fra de omgivende communities, og det føltes derfor som en stor ære at få lov til at filme. Den "rigtige" indsættelsesfest løber af stabelen d. 7. november, hvor man venter besøg af dignitarer fra hele landet, tv-stationerne og repræsentanter fra regeringen, måske endog Mr. President.

Den første film viser selve indsættelsesceremonien, som jeg tilbragte i traditionelle gevandter, der fik de 32 graders skygge-varme til at føles som det indre af en pizzaovn, slæbende på et tungt kamera, mens jeg forsøgte at følge med i begivenheder, som jeg ofte ikke forstod et klap af. Nuvel, resultatet er blevet okay, synes jeg, og vi har nu haft gallapremiere, hvor høvdingen himself med følge personligt gav den godkendt-stemplet og takkede os. Dagens største bifald tilfaldt dog den portion snacks, vi havde stillet frem ved siden af den royale yndlings-øl, Club. Synligt imponeret over Annas lukulliske evner, udbrød høvdingen, som er rundet af lidt andre gastronimske traditioner end vor egen prinsgemal, idet han er vandt til at få serveret friske bunker af jordnødder under audiensen: "Hvordan har du lavet dem?" hvortil Anna befippet svarer: "Æh ja, vi har jo købt dem i Accra..." En lang (lettere pinlig) tavshed breder sig i stuen, indtil høvdingen til sidst snupper en chips til og knaser den mellem tænderne. "Kan jeg få opskriften?" spørger han så med alvor i stemmen. Her et par uger senere har vi ikke fået den skaffet fra chipsfabrikken, men vi har købt en helt ny pose flammegrillede barbequechips i Ouagadougou, til næste gang han kommer forbi... Filmen indledes for øvrigt med en række nøje koordinerede trommeslag på de berømte "talking drums", hvor hvert tumugenser og hver høvding præsenteres med sin egen unikke trommehvirvel, en aukustisk gengivelse af hans eller hendes navn.

Film nummer to viser takke-ceremonien 2. august, hvor høvdingen og den royale Kanton-klan dagen efter indsættelsen begiver sig rundt i byen for at takke de forskellige familieoverhoveder under byens tiljubel. Der holdes lange, andægtige taler, men jeg har koncentreret mig om dansen, musikken, glæden og stemningen. Filmen viser dog også geværsalutter og udveksling af gaver: traditionel pito-øl, pengesedler og en kasse med Fanta, og under det andet besøg hører man høvdingen sige et par formanende ord til "Zongo-samfundet", den sydlige del af byen, der består mest af tilflyttere, der blandt de lokale har ry for at isolere sig og sætte "muslimske" eller vestlige intereser foran byens interesser.

Den tredje film om dyreofringer, der foregik 6. august, er nok min personlige favorit, mest på grund af lydsporet: det er altså en fed sang- og danseopvisning, kvinderne giver høvdingen! Dyreofringerne er hård kost for især dyrevenner, men det er måske værd at tænke på, at der er tale om hundredårige traditioner, som vi har haft tilsvarende i Danmarks bronzealder og senere. Noget af det jeg husker tydligst fra er, da en af de ældre efter slagtningerne kommer hen til mig med et undskyldende blik og stille og roligt siger: "This is our tradition." Alligevel har jeg valgt at klippe væk lige før vædderens endeligt, som virker unødvendigt grusomt, takket være sissala-folkets tro på, at dyrets dødsmåde indholder et tegn om fremtiden. Selvom husarerne således må gå forgæves, er filmen dog stadig "forbudt for børn og sarte sjæle".

Intet bryllup og fire begravelser

2009-09-13T15:04:00.004+02:00

Vores kære, dyreglade vagtmand Sammy er havnet i det, jeg vil kalde en slem gebrækkelighed, eller som han selv udtrykker det, i ”trouble”. Netop som den godmodige midaldrende ungkarl skulle smedes i hybens lænker, er hans tilkommende blevet smidt ud af compounden – den udvidede families bosted – af ingen andre end hans egen mor! Den vordende brud var for skade kommet til at klemme fingeren på Sammys lille forkælede niece i døren, og compoundens furier rottede sig sammen imod synderen. Nu er hun så taget hjem til Kumasi nede sydpå, og stakkels Sammy må fortsætte sin ufrivillige ungkarletilværelse, for uden familiens accept er ægteskab ganske enkelt utænkeligt.

Sammy er nu heller ikke lige typen, der har held i kærlighed. Hans første ægteskab gik fløjten, da han mistede sit job i en NGO, der fik barberet støtten væk efter forrige regeringsskifte. Tidligere præsident Koffour er ikke populær hos Sammy, for som han siger, ”He cost me my job and my wife”. Ekskonen, som havde udviklet en eksklusiv smag for dyrt tøj og hairbraids (en slags fletninger, som afrikanske kvinder gerne bruger fem timer ved frisøren for at opnå) lod ham forstå, at en mand med en købekraft på én kjole om året ikke er værd at holde på og rejste til Accra med ”some young boy”.

Selvom en kone ikke er billig i drift, kan hun som bekendt levere noget, afrikanske mænd ikke kan klare på egen hånd, nemlig – mad. Så man sparer penge i sidste ende, forklarer Sammy. At spise ved vejboderne koster næsten 10 kroner om dagen, næsten en hel dagsløn, og så kan de ovenikøbet finde på at lave jordnøddesuppen med de maggi-terninger, Sammy ikke kan udstå... Det er sin sag at være ungkarl midt i 50’erne!

Men nok dårlige nyheder. Sidste uge bragte også sine lyspunkter – for bedemændene... Først døde den ene chauffør på sundhedsadministratonen, som Anna og jeg dog ikke kendte. Så udåndede en ung kvinde fra Kanton-familien (høvdingens familie) efter et gement astmaanfald. Nu står fire små børn uden mor, og forleden kom Ladi, der arbejder på DHA, så ind på vores kontor med en lille purk, der synes, det var meget sjovt at røre ved en hvid ”foli” og hive i hårene på mine arme. Han hedder Valentine og ved endnu ikke, at hans mor er død, selvom vi og hele byen har været til hendes begravelsesceremoni. Nu har den gode Ladi – der i forvejen bruger meget af sin fritid til at lave mad til sundhedsdirektøren uden at få en tøddel for det – lovet at opfostre ham. Jeg spurgte hende, om det ikke blev en meget stor opgave for hende. ”Jo, det gør,” lød det stille svar fra Ladi, der ikke er helt ung længere. En lille tåre i øjenkrogen. Det er svært at sige noget i sådan en situation, men jeg lovede på ”holdets” vegne, at hun bare skulle komme til os, hvis hun nogensinde får brug for hjælp.

På vores søsterprojekt i Bolivia (som minder meget om vores, bortset fra at Bolivia ikke kvalificerede sig til VM – he he) har en af IMCC’s ansatte netop adopteret et lille barn, hvis mor døde under lignende tragiske omstændigheder. Læs Jonas rørende historie om det på http://heleneogjonas.wordpress.com.

Døden arbejdede over i sidste uge. Madame Ruth, jordemoderen på sundhedscenteret i Wellembelle, hvor Anna og jeg arbejder, mistede sin mand. Vi var ude i hendes landsby for at kondolere med en pose sodavand, som det er kutume. Traditionen byder, at den efterladte hustru sørger siddende i et værelse, hvor venner og familie kommer fra nær og fjern og kondolerer og er sammen med hende i den nye situation. Hos muslimerne skal kvinden sidde sådan i samfulde 40 dage, men da Ruths mand var traditionalist, forventes hun at fordøje sorgen på en uges tid. Da vi kom ind i hytten, sad hun på gulvet på et tæppe sammen med to gode veninder. Stemningen var selvfølgelig trist, men samtidig fattet og varm, og Ruth havde endda overskud til at tale lidt om arbejdet i Wellembelle og udtrykke glæde over, at vi kom.

På Udviklings hjemmeside kan man læse om vores samarbejde med Ruth i Wellembelle, hvor vi hjælper med vacciner, praktiske opgaver, journaler og med at lave et lille studie. Forleden havde jeg en grim oplevelse, da jeg var ude for at teste en ung, gravid førstegangsfødende HIV-positiv. Læs mere på www.udvikling.dk. Man kan abonnere på bloggen ved at sende en mail med teksten ”tilmeld sundhedsblog” til madmar@um.dk. Anna har et indlæg på trapperne. Udenrigsministeriets undervisningsportal www.u-web.dk har for øvrigt meddelt os, at de gerne vil bruge bloggen i deres undervisningsmateriale, så nu skal danske folkeskoleelever måske til at skrive stil om nogle af vores oplevelser. Stakkels dem.

Den fjerde begravelse stod vi selv for. Som Anna fortalte i sidste indlæg er Puma død, og vi har begravet ham bagerst i haven, under det store eukalyptustræ. Vores vagtmænd er ikke vant til hverken gravsteder eller dyrebegravelser og undrede sig, da vi kom slæbende med en kampesten, som vi havde skrevet Pumas navn på med hvid maling. Bukaris muslimske tro forhindrede ham ikke i at kundgøre, at det stakkels kræ vil blive reinkarneret, fordi vi ikke har gravet hullet dybt nok. Som hvad melder historien intet om. Måske som Bette-gnu, det ene af kiddene?

At bo i Tumu er som at tage en tidskapsel tilbage i tiden til Danmark i 50’erne og træde ind i en simplere verden, før kvinderne fik akt og magt(en). Kort sagt, en patriarkalsk kultur, hvor mændene får lov til at fylde meget mere end i Danmark – på godt og ondt. Byens gadeliv og foreningsliv og til dels også forretningslivet er domineret af mænd, selvom ældrerådet netop har godkendt en kvindelig borgmester, hvilket muligvis hænger sammen med, at alle var klar over, at hendes modstander til posten, den tidligere borgmester, havde skummet den kommunale pengekasse i årevis.

I det traditionelle system, der er centreret omkring høvdingepaladset i den nord-østlige del af byen, har mænd faste roller som jægere og trommespillere, organiseret i en slags laug med en stærk hierakisk struktur og en ubestridt leder. Også uden det traditinelle system holder mændene samme i kliker. Nede på hjørnet står ”MC-Mohammed” og dirigerer motorcykelrødderne, der bikser ihærdigt med deres indiske LVS-knallerter og kinesiske kopi-hondaer.

Byen er fuld af unge iværksættere, og det er som om, de fleste unge mænd går rundt med en håndfuld forretningsideer, der blot mangler en villig investor. Der er folk som Sule, der fandt ud af, at der er en uudnyttet niche for ægproduktion i Tumu. Nu er Sule en handlingens mand, og efter at have sparet sammen sprang han en dag på bussen til Wa og købte 200 kyllinger på det store marked, som han kørte hjem i en trækasse på skødet, og nu er han så blevet IMCC-husets faste leverandør af fine hvidblommede æg og hele byens æggemand.

Sule arbejder i Save Ghana, og derigennem har han fundet en hollandsk ulandsorganisation, som gerne vil skænke for 80.000 kroner hospitalsudstyr til Wellembelle, det subdistrikt hvor Anna og jer er ”udstationeret”. På Wellembelles ønskeseddel står der blandt andet ”en blodbank”, og se dét ville jo være en fjer i hatten på Save Ghana, så Sule er fyr og flamme. Anna prøver at få ham til at slå koldt vand i blodet ved at forklare ham nogle af de praktiske udfordringer ved at håndtere og vedligeholde en blodbank i et lille sundhedscenter med dårligt uddannet personale (læs mere herom på sundhedsbloggen). Det var måske smartere at koncentrere indsatsen om de basale fornødenheder, som sundhedscentret mangler, herunder el og rindende vand, foreslår Anna snusfornuftigt. Og kvindelig realitetssans er måske netop, hvad mange af de unge mænd mangler. Men Sule har set sig varm på tanken, og lytter kun med et halvt øre. For sit indre blik ser han en funklende ny hollandsk blodbank skyde op fra savannen. Efter en halv time må han dog strække våben over for Annas logik og medicinske indsigt: ”Okay, you convinced me!” indrømmer han slukøret.

Dagen efter kommer han glædesstrålende hen i vores indkørsel og fortæller, at han nu havde indsendt ansøgningen på: et vand-borehul, en ny elforsyning og – en blodbank...

Forleden indviede jeg Sule i, at han burde starte en opfyldningsstation, hvor man kan få fyldt sine gasflasker. Sådan en har vi ikke i Tumu, selvom der er gaskomfurer overalt. I stedet må folk rejse seks timer til Wa og tilbage efter gas. Men Sule var lysår foran og havde sandelig allerede forretningsplanen klar! Etableringsbudgettet lyder på 8.000 kr, hvis man starter forsigtigt ud, så hvis nogle af jer derhjemme skulle mangle et bæredygtigt sted at investere SP-pensionen, kan jeg varmt anbefale jer at købe aktier i Sules gasprojekt. Manden er dygtig og har potentiale til virkelig at gøre en forskel for sin hjemby og for sit land.

I dag var Anna og jeg til motorcykeltræning, og vi slap billigt med en forstuvet tommelfinger, en stiv lægmuskel (mig), en forstuvet fod og tusind blå mærker (Anna), men hvis man havde været med til træningen, villle man sige, at det var billigt sluppet... Vores træner Mohammed er nemlig ikke den mest pædagogiske, og apropos Tumus drengerøvskultur, går han somme tider lidt for meget op i at lave konkurrencer i pukkelpistekørsel og flaskeopsamling med én hånd i stedet for at undervise de deltagende sundhedsarbejdere i de mest basale færdselsregler, som at holde afstand og ikke køre for stærkt. Han har også en kedelig vane med at grine af folk, der styrter, og gemme de vigtige sikkerhedsoplysninger, til lige efter ulykkerne er sket.

Nogle af jer har måske hørt historier i medierne om oversvømmelser i Nordghana og Burkino Faso, med tusinder af fordrevne mennesker. Vi er stadig nogenlunde tørskoede i Tumu, men da vi besluttede at tage en dag i vildtreservatet Gbele, opdagede vi, hvor svært det er at rejse rundt i regntiden. Takket være firhjulstrækket formåede vi at krydse det ene vandløb i parken, men 400 meter fra teltlejren blev vi standset af en ti meter bred og halvanden meter dyb flod, der havde skåret grusvejen midt over. Turen var slut, og vi måtte vende slukørede om. Vi nåede dog at se masser af ”green monkeys” i trætoppene, selvom de var så langt væk, at de for min skyld kunne have været både røde, blå og gule. På vejen hjem var vandet allerede steget, og jeg kørte fast, da jeg skred ud fra sporet. Ud af bilen og skubbe! Men bilen rørte sig ikke af flækken. Først da vi havde gravet hjulene fri med de bare næver (eller dvs. mest guidernes bare næver, red.) og kylet masser af grene og sten ind under dækkene, lykkedes det en stolt Anna at bakke bilen op af hængedyndet til guidernes stående ovationer.

Den uge startede ellers ikke heldigt for Anna, men nærmere tragisk - i hvert fald ifølge hende selv. Som velkomstgave på sundhedscentret havde Ruth foræret os en pose tomater og pebre, og dem ville Anna og jeg servere i en lækker moussaka for Danladi, sundhedsadministrationens chauffør og vores gode ven. Anna smager nu yderst forsigtigt på en lille flig af peberet, men da hun ikke rigtigt kan smage noget, propper hun frejdigt et større stykke i munden. Her hører jeg – fra den modsatte ende af huset – et skrækkeligt øredøvende hyl, der går gennem marv og ben - det må enten være en lækat eller en såret sjakal, der er sluppet ind i køkkenet, når jeg at tænke. Jeg styrter ud til Anna, der netop har opdaget, at der har ligget chili i porerne på hendes fingre og i den klud, som hun lige tørret ansigtet med efter at have spyttet den afsindigt stærke peber ud i hånden. Resultatet er yderst pinefuldt at overvære: I en halv time ligger Anna gudsjammerligt sprællende og grædende på ryggen, mens jeg ikke kan gøre andet end pøse vand på hendes sviende øjne, selvom hun at dømme ud fra skrigene for længst er blevet blind på begge øjne. Så galt gik det heldigvis ikke, men pebrene var ikke til at spøge med. Selv efter at have skrubbet hænder med varmt sæbevand og håndsprit føltes det dagen efter stadig, som om vi begge havde båret jernbyrd.

Det her er blevet et langt indlæg, men jeg har lovet at fortælle lidt om indsættelsesceremonien for den ny høvding, så det vil jeg slutte med. Et par dage inden begivenheden, får jeg pludselig at vide af høvdingens sendebud (Danladi), at den ny høvding forventer, at vi dukker op og filmer hele ceremonien. Hvordan det var kommet ham for øre, at vi netop havde købt et kamera, ved jeg ikke, men rygterne løber hurtigt i Tumu (...Danladi). Og i Tumu modsætter man sig ikke høvdingens ord, så jeg får travlt med at teste udstyret.

1. august går hele Tumu amok. Festen, der kulminerer i hujen og dansen og geværsalutter foran høvdingepaladset, begynder tidligt om morgenen, og jeg filmer de omfattende forberedelser i høvdingens palads, en prangende hvidkalket bygning med palisader holdt i britisk kolonistil, som englænderne lod bygge i 1700-tallet (i sissali betyder ordet for hvid, ”foli”, bogstaveligt talt englænder). Jeg bliver gelejdet ned i det aflåste høvdingekammer, hvor de hellige høvdingeregalier ligger: den støvede røde høvdingekåbe, adskillige mølædte antilopeskind og et falmet løveskind fra dengang, løverne stadig huserede på egnen. Under det lerstampede gulv hviler den gamle høvding, som for få måneder siden blev begravet her sammen med de fire tidligere Kanton-høvdinge, og her vil den nye også komme til at hvile. Det er en sjælden ære at få lov til at filme her, forstår jeg.

Så kommer høvdingen, der indtil for nylig fristede en tilværelse som toldofficer i Accra. Alle bliver tavse, indtil han atter træder ud af høvdingekammeret i kåben og bestiger tronen, hvor vores vagtmand Bukari (som er en fremtrædende ældre) hænger en gigantisk sølvmedalje om hans hals. Nu er han høvding Richard Banene Kanton VI. Jubelen vil ingen ende tage. Jeg filmer løs, og det lykkes mig at få en del gode billeder, især af de sange og danse, som trommespillerne og danserne har indøvet. Jeg er samtidig millimeter fra at miste hørelsen, da jægerne som en hyldest vælger at affyre en muskedonnersallut to meter fra mit højre øre.

Indtil sidste øjeblik var en god ven af IMCC-huset, Fussi, udset til at følge i fodsporet på sin bedstefar, høvding Kanton IV. Men Richards status og forbindelser i Accra overtrumfede det faktum, at Fussi har levet i Tumu hele sit liv. Fussi har betroet mig, at han ingen indvendinger gjorde, da han blev fravalgt af byens ældre, for det kunne have resulteret i strid og kampe mellem familierne. Andre distrikter her nordpå har oplevet mindre borgerkrige af samme grund.

Dagen efter skal høvdingen med sit følge rundt i byen for at takke de klanoverhoveder, der har fået ham valgt. Det foregår med trommespil, sang, rituelle taler og udveksling af gaver - en kasse med Fanta eller en dunk hirseøl - samt sprængning af hjemmelavede kanonslag, som graves ned i grøftekanten og bringes til springning ud for kameramandens eneste fungerende øre. Jeg filmede også de ofringer af geder, køer, får og kyllinger, der blev foretaget til høvdingens ære. Det er en meget blodig affære, og filmen – som jeg nu er ved at færdigklippe – tegner allerede til at blive forbudt for småbørn. Høvdingen har sagt, han vil tage filmen med til Accra og aflevere den til G-TV, den nationale tv-station, og der skulle faktisk være en reel chance for, at den bliver vist som opvarmning til den officielle indsættelsesfest d. 7. november, hvor præsidenten har lovet at komme.

Det var alt for denne gang.
Mua mua (på gensyn) fra Tumu!

Hverdag i en anden verden.

2009-08-24T23:12:00.002+02:00

Gaaaab, aaaah! Det er søndag aften, og jeg har søndag i kroppen. Udenfor er regnen ved at stilne af. Jeg sidder og funderer, mens jeg lytter til fanen i loftet, og mærker dens blæsen i nakken. Udenfor er det bælgmørkt, men heldigvis er både vandet og strømmen kommet tilbage. I går manglede vi begge dele. Elselskabet benytter ofte lørdag til reparationer. IMCC-huset ligger højt, så det er ikke altid, der er tryk nok på vandet til at få det herop. Normalt bliver vandtanken fyldt hver anden dag, men i går var det over to uger siden. Der kom ikke en dråbe ud af hanerne. Desværre kunne vandværket meddele, at de ikke kunne pumpe til os på grund af manglen på strøm til pumperne…suk!!! Vi skaffede vand i store bøtter ude i guesthouse (forskningslogi som IMCC har bygget i tidernes morgen), men det besværliggjorde vores lørdagsrengøring betydeligt!

Det er snart tid at lave aftensmad. Mmmmh, lækre friske grøntsager fra Burkina Faso. Jeppe og Louise havde et helt lager med i dag, da de vendte hjem fra vores naboland. De har været på en lille smuttur for at sende Signe og Thor godt af sted mod Danmark. Hovedstaden i Burkina hedder Ouagadougou og ligger kun tre timers kørsel fra Tumu. Det er et yndet udflugtsmål i weekenden, for der er gode indkøbsmuligheder og lækre stemningsfulde restauranter. Byen bugner desuden af afrikansk kunsthåndværk. Desværre må vi jo pænt blive i Tumu til vi har fået vores pas tilbage fra den danske ambassade. I mellemtiden har Jesper og jeg brugt weekenden på at flytte ind i vores nye gemakker. IMCC-huset består af to spejlvendte ender med hver en lejlighed, og i midten en fællesstue og så overlapsværelset, hvor vi har boet indtil nu. I vores ende er der tre værelser: Vores nye stue, et pulterkammer og så vores soveværelse. Alle tre har dør ud til den gang, der løber gennem hele huset og som i hver ende breder sig ud i en spiseplads. Gangen er åben ud til de to atriumgårde. I vores gård har vi potter med blomster og kaktus samt en basilikum, som vi flittigt bruger af. På den anden side af atriumgården ligger badeværelset til venstre og vores køkken og ikke mindst spisekammer til højre. Det er en kamp at holde smådyr og myrer fra madvarerne. Meget fryser vi ned, så snart det er åbnet. Forleden var Jesper nede for at købe havregryn. Der var hele tre slags at vælge mellem. Han peger på den billigste og spørger om den er fri for dyr…”No, no, lots of animals”, griner ekspedienten, nr. to er ikke meget bedre ”animals small small”, det ender med nr. tre, der er en forseglet bøtte og dobbelt så dyr som havregryn i Danmark…”no animals” siger den stolte ekspedient. Det kan man da kalde varedeklaration.

Jeg skal love for at det er blevet regntid de seneste par uger. Det er næsten hver dag, vi får en skylle. Den første, der mærker det er næsten altid vagtmanden. Han skynder sig at genne dyrene ind i folden. De små kyllinger og ællinger kan blive slået helt ud af den tunge regn. Nogle minutter senere kan man se skyerne trække sammen på himlen. Det ligner lidt danske tordenskyer, men de er massive og fylder hele horisonten. Det er ikke altid man opdager det før det pludselig begynder at blæse op. Brisen er kortvarig, så bliver det stille, men mørkere, og så…dryp…dryp…dryp…drypdrypdrypdrypdrypdryp…plaske, plaske, plaske. Så vælter det ned. Nogle gange er det meget voldsomt. Gutteren (ca. 40 cm dyb rendesten, der leder vandet fra huset) kan blive fyldt på få minutter, og selv de to meter på tværs af atriumgården til køkkenet resulterer i gennemblødt bluse. Da Signe og Thor holdt deres farvel-fest forleden, regnede det netop sådan. Der dukkede ikke en eneste op. Tiden gik. Men så, da det var stilnet lidt af kom først Sule, så kom Seidu og så Dan Ladi, og pludselig var de her alle sammen. Ghaneserne reagerer på regnen fuldstændig som vi reagerer på snevejr i Danmark…forskellen er bare, at her regner det et halvt år ad gangen. Vi sad i haven hele aftenen og spiste groundnut soup with riceballs (mums), snakkede, dansede og spillede på trommer (eller dvs. det var mest ghaneserne, der påtog sig sidstnævnte), og det var dejligt at se Signe og Thor tage afsked med alle deres mange venner på så fin en måde.

Nu, hvor vi er faldet godt til i huset, kunne jeg godt tænke mig at præsentere dets beboere ordentlig for jer. IMCC-huset fylder meget i vores hverdag. Det er jo vores hjem, det er her vi ikke er på, her vi kan være os selv og lege lille Danmark, når vi trænger til det. Samtidig er det netop ikke vores hus, men IMCC-huset, og knyttet til det er alle IMCCs relationer, både vores nære venner og de mere løse bekendtskaber. Der kommer folk og hilser på ved lågen, vi har folk hjemme til middag eller til en sodavand og så er der naturligvis de ansatte - vagtmændene og madam Yaa, vores vaskekone - som vi hurtigt bliver knyttede til og som er en fast og vigtig del af den fornemmelse af hjem, der findes i vores bevidsthed.
Vores senior watchman, Bukari, er landmand og i øvrigt en af Tumus ”ældste”, så han er en respekteret mand. Han er dygtig både til dyrene og til mange af de praktiske ting, vi har svært ved. F.eks. er det Bukari, der slagter kyllinger for os, når de bliver for store og unghanerne begynder at forstyrre vores nattesøvn (Kykkeliydddrrh kykkeliydddrrh fra 3:30 a.m.). Bukari har været i huset i mange år og kan huske langt de fleste af de IMCC’ere, der har boet her. Han er vores omvandrende IMCC-leksikon. Bukari er en klog mand, og jeg tror han tænker over mange ting. Forleden, da jeg sad lidt sent og arbejdede ved computeren sagde han ”the computer is your farm”… Hvad ville han dog ikke sige, hvis han kunne besøge en dansk virksomhed.

Ud over Bukari har vi tre vagtmænd. Sammy er her hver dag fra middag til aften. Han er så sød. De rareste øjne og altid klar til at give en hånd med. Vi piger får ikke lov til meget. Sammy er rigtig god til at tage sig af dyrene også. Han holder øje med hver enkelt af dem og passer så godt på dem. En dag, hvor regnen var på vej og vi fik to gæster prioriterede han lige at lukke dyrene ind først, før han fortalte os om de besøgende… og da var de desværre gået igen! Sammy hjælper os også med at købe kød. Han låner vores vægt, så han er sikker på vi får, hvad vi betaler for, og så tager han ned og finder godt kød til os. Han ved, at vi i modsætning til ghaneserne foretrækker kød uden hud, knogler og alt for mange sener, så han sætter en ære i at skaffe det til os. Det er bare rigtig rigtig rart.

Seidu skiftes med Bukari til nattevagterne og formiddagsvagterne. Han er noget mere reserveret end de to andre. Hans engelsk er ikke så godt, så det kan være svært at have længere samtaler, men når vi holder fest hvor de ansatte er med er han altid i højt humør og med på en fællessang.

Om søndagen kommer Sammadu, en ung og lidt drenget fyr. Jeg kender ham ikke så godt endnu, men han er meget flink og rar. Det var Sammadu, der hjalp Jesper og jeg med at købe ænder. Vi spurgte ham en søndag, om han kendte nogen, der havde en and til salg. Det mente han da nok han gjorde, og sammen tog vi på andejagt i Tumu. Vi var rundt i adskillelige gårde og bebyggelser. Typisk er der tale om lerklinede længer, der omgiver en åben gård, hvor kvinderne vasker, laver mad og tørrer kastanjer (eller noget der ligner). Der er ret hyggeligt og jeg fik næsten lyst til at flytte ind. Efter nogen søgen lykkedes det os at finde frem til en mand, der havde ikke mindre end seks ællinger. Han var noget uforstående over, at vi var klar på at købe dem så små. De kunne jo ikke spises endnu. Vi forklarede, at vi ville fede dem op til jul, men spurgte samtidig om han ikke havde en voksen and, der kunne underholde vores enlige og ualmindeligt skrukke hun. Forståeligt nok ville han gerne beholde sin eneste voksne andrik, men da vi lidt efter kom tilbage med en kasse til vores investering havde han ombestemt sig. (Han havde formentlig regnet ud, at vi var gode betalere og at de små i hans kuld jo ville vokse op). Det endte med at vi købte andrikken og så en af de små – også en han, for de skulle ifølge ghaneserne smage bedst. På vej hjem navngav vi den store Handrik og jeg forklarede Sammadu, at jeg ikke ville give den lille et navn, for så ville jeg bare blive ked af det, når den skulle slagtes, hvorefter han prompte sagde: ”We will call it Anna!!!” Siden har vi i øvrigt investeret i endnu en lille ælling, Lillepjok, fordi Sammy mente at Anna var ensom...Tja, sådan kan det gå, men nu er der i hvert fald håb om andesteg til jul.

Jeg tror allerede vi har præsenteret de øvrige dyr. Puma er blevet lidt af en yngling hos mig. Det er en oldgammel ged, der bliver trynet af de øvrige, men han bliver så taknemmelig, når han får lidt brød og bliver kløet mellem hornene. Forleden havde Foli skubbet ham i gutteren, og når man er lidt rund på maven og har gigt i knæene kan det jo være svært at komme op igen, så der sad han så indtil Bukari fandt ham og gav ham en hånd. Foli er en værre grovæder. Hun hopper næsten op af en som en lille hund, hvis man har mad. Hendes to små kid er livlige og bliver mere og mere tamme. Jesper har nu døbt dem Skak og Bette Gnu, men tak for jeres forslag.

Når jeg læser ovenstående kan jeg se, at det er et lidt kedeligt indlæg I får denne gang. Nogle har efterspurgt lidt flere oplysninger om vores hverdag, og det er det jeg har forsøgt, men jeg lover at der er masser af spændende fortællinger i støbeskeen til næste indlæg, der iblandt høvdingeindsættelsen, som specielt Jesper har oplevet på nært hold fordi han var kameramand under mange af ceremonierne, og vores subdistriktsarbejde i Wellembelle, hvor vi begge har været ude og vaccinere små brune chokoladebørn.

ÅHHH NEJ, siden jeg skrev ovenstående er søde lille Puma død! Han ville ikke gå i går morges og vi kunne se at han havde en flækket klov, men der må være gået betændelse i eller også har han også fejlet noget andet, for han ville ikke spise. Sammy gik hen efter dyrlægen, men hun var selv syg (sikkert malaria), så hun kunne ikke komme. Bukari fortalte, at det stakkels dyr havde beklaget sig noget i nat, men var død ud på morgnen. Sammen med Seidu og Sammy, der kom ekstraordinært forbi for at hjælpe til, har vi givet ham noget nær en statsbegravelse i et hjørne af haven. IMCC fik Puma som kid helt tilbage i 1997 i projektets første år (læs evt. om lille puma på: http://viden.jp.dk/explorer/ekspeditioner/500dage/ekspeditionen/reportager/default.asp?cid=125067), så han var allerældste medlem af IMCC familien.
Gode, gamle Puma!

Kærlig hilsen og snøft
Anna

Tumu og omegn for begyndere

2009-07-31T14:25:00.003+02:00

Det første store regnvejr har ramt Tumu, og udenfor piler en bette gris ned ad grusvejen for at finde ly for de tunge dråber. Sammy, vagtmanden med de venlige øjne, har fornemmet uvejret og har for længst gennet dyrene tilbage i folden: Anden, hanen, hønsene og kyllingerne, gederne Foli (som betyder ”hvid”) og gamle Puma, samt de to nye kid, som læserne af denne blog allernådigst må få lov til at indsende navneforslag til.

Her i byen går husdyrene frit omkring, hønsene piler ud og ind af de åbne kloakrør, og grisene roder rundt i vejkanten efter morgenmaden. Man må scanne vejen grundigt, hvis man er i bil eller på cykel. Ænderne er ganske vist rappe til at springe til side, hvis man advarer dem, og det samme er gederne, men køerne og æslerne gider end ikke røre sig ud af flækken, og fårene fatter ikke et dyt (bogstaveligt talt) men sjosker hen mod bilen, som havde man kaldt deres navn. Og så er der kamæleonerne, disse adstadige, fine grønne skabninger, som - til stor frustration for dyrevenlige bilister – vælger at krydse grusvejen i et frustrerende langsomt tempo, mens de med sirlige vuggende bevægelser prøver at efterligne et blad i vinden, endskønt 2,6 ton Landcruiser kommer tordnende imod dem.

Som mange af jer nok har hørt, fik vi ikke den bedste start på projektet: I Accra brød biltyve vores firhjulstrækker op med en skruetrækker på en bevogtet parkeringsplads og stjal vores bærbare computere, Annas kamera, næsten alt hendes tøj og nok værst af alt, ALT VORES LAKRIDS!!! (hvis en venlig sjæl skulle få lyst til at forsøde vores tilværelse er adressen: IMCC House, P.O.Box 100, Tumu, Upper West Region, Ghana :-)). Forsikringen dækker alt, pyha, men pengene forslår som en skrædder i helvede, for vi kan jo ikke tage på shoppingtur i den første den bedste H&M, slet ikke her i Tumu, hvor tøjet sælges fra småboder ved siden af grønsagerne og i mistænkelig grad ligner det tøj, jeg selv donerede til afrikaindsamlingerne i 80’erne. Vi må ty til de lokale skræddere, hvis håndværksmæssige standard er rimelig, selvom deres udvalg af spraglet klædebon i uheldige farvekombinationer udløser en mistanke, om at de rent faktisk har stået i lære hos fanden selv...

Varmen hernede er også infernalsk, men ikke meget værre end de temperaturer, vi efterlod Danmark i for en måned siden. Hovedreglen er: Hold dig ude af solen, og drik så meget vand, at du kan tisse en stor fadøl nogle gange om dagen. De varme nætter klarer vi ved at sætte airconditioningen på svale 28 grader. Så sover vi som babier, indtil enten hanen eller imamen galer ved femtiden.

Tumu får får drøje hug i guidebøgerne på grund af akut mangel på egentlige seværdigheder og vestlige spisesteder, men til gengæld har byen rigtig mange små charmer: En lille sø med fantastiske solnedgange, fisk, krokodiller og – fra tid til anden - en vildfaren flodhest; Tumu marked, hvor smådrenge drøner rundt i gyderne med majssække på æseltrukne kærrer, og hvor handlende kommer helt fra Burkina Faso for at faldbyde alskens tingeltange og årstidens grønsager (for øjeblikket ananas, forårsløg, grøn peber, yam, løg, tomater, majs, agurk og en smule gulerødder); og små hyggelige butikker, hvor man kan købe hjemmelavet sæbe, ispinde eller gårsdagens avis fra Accra; tæt på høvdingepaladset finder man også en musikforretning, hvor man kan sammensætte sin egen cd og få den brændt på en time – helt uden skelen til ophavsretsloven!

Høvdingefamilien har inviteret os til den private del af indsættelsesceremonien for den nye høvding, der er fra høvdingeslægten Kanton og kommer helt fra Accra. Som en sjælden ære får vi lov at filme indsættelsen med det projektkamera, Anna og jeg fik fragtet hertil. Dresscode: traditionel ghanesisk klædedragt. Jeg har arvet min smog, en rød, lilla og blå vævet sag i tyk bomuld. Men Anna er havnet i en ny tøjkrise og skal have taget mål til sin smog i morgen.

Vi løber en lille morgentur et par gange om ugen, eller det har vi sat os for. Så står vi op ved sekstiden, gnider søvnen af øjnene og prøver at vågne op sammen med byen. Selv hundene – der altid ser så målrettede ud her, som havde de et uopsætteligt ærinde – stopper forundret op og stirrer på os, når vi kommer asende i vores Nike løbetøj. Vi udgør allerede et populært indslag i de lokale børns morgenunderholdning, og deres taktfaste tilråb ”fooo-li! fooo-li!” virker i starten ansporende, men er ret træls i længden. Det lokale sissala-folk har tilsyneladende en intern spøg, hvor de binder deres børn uhyggelige historier på ærmet om os hvide, for derefter at indkassere gevinsten, når deres poder stikker i et højt hyl og spæner ned ad vejen ved synet af en ”foli”. Ikke sjældent står de spøgefulde forældre lige i nærheden, hvor de knækker sammen af grin.

På billederne kan I se billeder fra distriktskonferencen, som vi har deltaget i, og som gav os et godt indtryk af vores fremtidige partnere i arbejdet med at forbedre sundheden i området. Og der er nok udfordringer. Hvis I vil høre mere om dem, kan I følge med på vores sundhedsblog, som Anna og jeg skriver for Danidas blad Udvikling: http://www.um.dk/da/menu/Udviklingspolitik/OmUdviklingspolitik/U-landsoplysning/AvisenUdvikling/Blogs/Sundhedsblog/ Indsæt meget gerne en tankevækkende kommentar, så bliver Danida rigtig glade. :-)

Til sidst vil jeg fortælle om vores besøg i Gwollu, en by med cirka 8.000 indbyggere og hovedstaden i vores nabodistrikt Upper West District. Vi fik en uheldig start: Uden nærmere indsigt i de lokale traditioner parkerede vi bilen i udkanten af byen og travede ind mod byens seværdigheder med frokosten under armen. Imens knipsede vi kækt et par billeder af det fem-seks meter brede baobabtræ – angiveligt det største og ældste i Upper West Region – og slavemuren fra 1700-tallet, som sissalafolket byggede som et forsvar mod slavejægere fra nord.

Disse handlinger svarede dog nogenlunde til at vade ind i en moske med træsko på – fandt vi ud af... Vi fik læst og påskrevet af byens tre ældre, der sad forsamlet under træet, og som vi ikke lige havde fundet det ulejligheden værd at opsøge. Man skal hilse på byens ældre og opnå deres tilladelse til besøge byen og tage billeder af seværdighederne. Og et vestligt håndtryk er ikke godt nok, i stedet skal man tage kasketten ærbødigt af, sætte sig på hug og hilse den ældre med begge hænder. Det ved enhver i byen, og vi kunne jo faktisk godt have spurgt os for, inden vi startede vores fotosafari. Heldigvis var selve høvdingen ikke at finde under træet i dag; at begå samme brøde foran en nær slægtning til en af Ghanas første præsidenter ville være skammeligt og helt utilgiveligt!

Godt ord igen! Sammen med en anden af byens ældre, der også fungerede som leder af ”Turistcentret”, fik vi alligevel lov at se slavemuren, der var bygget af brændte muddersten og efter 200 år var i nogenlunde samme tilstand som et sandslot efterladt af et lille barn ved Vesterhavet. En af årsagerne blev os åbenbaret, da vi så en ged springe rundt på toppen af den halvt eroderede mur, og selvom en en ung gedehyrde havde fået til opgave at jage husdyrene ned, svarede det lidt til molboen, der gravede et nyt hul for at finde plads til jorden fra det gamle hul: Den unge gadehyrde sprang nemlig frejdigt op på muren og stampede af sted efter geden.

Guiden var en dygtig fortæller. Når han beskrev europæernes effektivisering og systematisering af de slavetraditioner, som kun fandtes i kimform i de afrikanske samfund, og den efterfølgende ødelæggelse af de lokale traditioner, og om fremmede slavejægeres angreb, var det, som om han selv trådte ind på dette uheldige tidspunkt i verdenshistorien og på egen krop følte vægten af jernkæderne, adskillelsen fra familien, ydmygelserne på slavemarkedet, ja selv toiletforholdene blev på pædagogisk vis anskueliggjort sammen med skyggens bevægelse væk fra det sted, hvor han nu sad tøjret til en pæl som et andet kreatur.

Herefter fik vi, efter ønske fra Anna, lov til at se den lokale ”bonesetter-klinik”, hvor en familie af healere har specialiseret sig i at sætte brækkede knogler på plads og hele åbne benbrud. Under det store træ uden for klinikken fik vi fortællingen om, hvordan familien havde fået den særlige evne: Farfar havde to koner (hvilket er et almindeligt gode her, eller onde om man vil), som var jaloux på hinanden. En dag, hvor den ene gik i marken, kom den anden til at knække hendes ”pounding stick” (en træpæl, der bruges til at støde kassava med), og nu krævede den første kone, at hendes rival skaffede en, der var nøjagtig magen til den første. Den anden kone blev ude af sig selv, for hvordan i alverden skulle det dog kunne lade sig gøre? Midt i fortvivlelsen viste Allah sig for hende og bad hende lægge hånden på den knækkede træpæl og bede, og se! Nu blev den atter som ny. Gad vide, tænkte nu manden, om ikke denne praktiske teknik kunne bruges på brækkede lemmer?

I dag er klinikken i Gwollu berømt langt uden for landets grænser for at kunne udrette resultater, hvor selv den moderne medicin må give fortabt. Vi hilste på flere af patienterne, der var indkvarteret på stedet, heriblandt en ung fyr, der havde ødelagt knæet i en motorcykeludlykke, men havde ventet så længe med at lade sig behandle, at han var blevet til en krøbling; en kvinde, hvis brækkede arm nu var helet tilstrækkeligt til, at hun kunne give en hjælpende hånd under madlavningen; en ung fyr, der havde villet skaffe penge til sin syge far ved at indsamle og sælge brændekævler, men havde tabt dem ned over sig og knust lårbenet. Alle tre fortalte, at de havde oplevet stor fremgang under behandlingen.

I det sidste rum mødte der os et hjertegribende syn: En lille dreng fra Upper East Region, som var faldet ned fra et træ og havde slået knæet af led. Vi blev indbudt til at overvære behandlingen, lige fra indsamlingen og kogningen af urter, rensning af det åbne sår, hvor knoglen var synlig, og påsmøring af desinficerende midler og sheanøddesmør (shaenødder er kendt fra Århus Havn, hvor de ligger i store bunker på kajen foran oliemøllen). Den lille drengs tapre blik er noget, jeg sjældent vil glemme.

Vores tilstedeværelse må have virket forvirrende, og behandlingen må have været smertefuld, men heldigvis var behandleren dygtig til at aflede den lille drengs opmærksomhed. Vi gav en lille donation til klinikken, som gør et stort stykke arbejde på et område, som er svært at håndtere for det lokale sundhedssystem. Her er der nemlig langt mellem specialkirurgerne. I vores distrikt og nabodistriktet er Dr Zack den eneste lokale læge, og han kan ikke overkomme de over 100.000 mennesker, som tilsammen bor i Sissala East og Sissala West District. Selvom han brænder for arbejdet på landet, er han udmattet og træt af at skulle tigge sundhedsmyndighederne om den mindste tjeneste. Som en velfortjent ”pause” rejser han d. 10. august til Danmark, hvor Danida har tildelt ham et scholarship til en Masteruddannelse i folkesundhedsvidenskab. Dårligt nyt for distriktet, som endnu ikke har fundet en afløser, der har lyst til at arbejde i Tumu-Sibirien, som vittige hunde har døbt det. Måske går bonesetting-klinikken snart et boom i møde...

Vi lovede os selv at komme tilbage til klinikken med lidt legetøj til drengen, inden hans behandling slutter om en måneds tid: Måske er det optimistisk at håbe på, at han kan bruge en fodbold, men man har da lov at håbe.

Til alle jer derhjemme sender vi kærlige hilsner og opfordringer til at påskønne det danske sundhedssystem. ;-)
Jesper

Akwaaba!!!

2009-07-14T01:53:00.003+02:00

Jeg aner simpelthen ikke hvad jeg skal skrive. Ikke fordi der ikke er noget at skrive om. Der har ikke været andet end lutter oplevelser fra dag et. Heller ikke fordi jeg ikke gerne vil indvie jer i noget af alt det, jeg har set og følt og oplevet. Men fordi jeg simpelthen ikke ved, hvor jeg skal starte og hvor jeg skal slutte. Det forekommer mig måneder siden flyet endelig lettede efter de sidste aldeles hektiske men dejlige dage (ikke mindst en uforglemmelig lørdag i Hyglikyy med familien), og i virkeligheden har jeg ikke foretaget mig meget andet end at se og se og se.

Da vi ankom omkring kl. 19 (lokal tid) var det allerede bælgmørkt. Jeppe og Louise – vores kommende nærmeste kolleger – stod udenfor og ventede på at tage imod os. Efter flere sikkerhedstjek og den første test af vores evne til at forstå ghaneser-engelsk (der bliver talt med lav mumlende stemme) slap vi ud til dem. Jeg husker egentlig ikke at det føltes så fremmed, da vi kom. Måske fordi vi lige havde mødt vores gamle venner, måske fordi det var mørkt. Snart lå vi i tæpperne under vores nye myggenet og slumrede med maven fuld af ghanesermad og lyden af et brusende hav og air conditioneren i ørerne.

Og så vågnede vi…..

Ghana er farver og lyde og visse steder lugte (af varierende kvalitet og fornøjelse J), der blander sig med hinanden og med skæve huse, skilte med skøre tekster (skøreste so far er ”here you can learn how to do cake-icing. Courses of 1-3 months”), kvinder der bærer alt muligt på hovedet (f.eks. det klassiske fad med bananer, vasketøj eller sågar fittnessudstyr, der forsøges solgt til forbipasserende) og mænd med brede grin, der hvirvler rundt midt i trafikken og sælger alt mulig mærkeligt, når bilerne holder for rødt. Forleden så vi en der solgte lim, efterfulgt af en, der udbød regnjakker, der igen blev afløst af en, der forsøgte at sælge Shakespeares samlede værker (en klassiker blandt gadesælgere?). Mange steder står også handicappede og lemlæstede mennesker i krydsende og tigger. Deres vilkår er hårde i et land som Ghana.

De store gader er asfalterede, og enkelte er ret gode, men generelt kører vi på små, røde, hullede jordveje, som har et navn på kortet, men man har glemt også at give dem et på et skilt i hver ende. Når det er værst er det som at køre pukkelpist. Godt vi har en stor bil på projektet. Når man ikke er, hvor der er mest trafik eller mange handlende, er der fuld af geder, høns og køer mellem husene, og på hotellet, hvor der er ro, kommer de sky firben og gekkoer ind imellem frem i solen og sidder bomstille og plirrer med øjnene. Vi blinker tilbage, for de hjælper med at holde myggene i ave.

Det er regntid hernede, så med nogle dages mellemrum får vi en ordentlig skylle, hvorefter det gerne støvregner nogen tid og så bygger lummervarmen langsomt op til det hele gentager sig. Generelt er det ikke så varmt, omkring 25-28 grader, og der er ofte lidt brise fra havet. Vi kom jo fra hedebølgen i Danmark, så for os var det næsten som at træde ud fra en sauna frem for ind i en. Det er rart ikke at skulle kæmpe med for voldsom varme, når der nu er så meget andet at rette opmærksomheden mod.

I den uge vi har været her har vi oplevet og set virkelig, virkelig meget. En stor del af dagtimerne er gået med at ordne formalia dels for projektet og dels for os selv. Der er mange ting i forhold til bank, forsikring og indrejse, der skal være på plads, før vi kan vende næsen mod Tumu. Og ting, der skal på plads er jo ikke lige ghanesernes stærke side. Der er en sjov modsætning mellem det næsten kafkaske bureaukrati, hvor underskriften skal være med SORT kuglepen for at gælde, der skal udfyldes formularer og skemaer og sættes blækstempler på kryds og tværs og alt skal være medbragt for at man ikke skal begynde helt forfra i morgen og så til de tilfældige stakke sagsmapper og dokumenter, der synes at ligge og flyde i, det uendeligt lave tempo og den gnavende fornemmelse man nogle gange sidder med, af at reglerne bliver lavet sådan lidt along the road. Forleden var vi inde for at forny bilforsikringer. Et lille bitte sted inde i en smøge op ad en trappe. Der var tilsyneladende tomt selv om vi havde ringet på forhånd. Vi bankede pænt på samtlige 7 døre. Bag den sidste sad en ung mand, der høfligt og noget usikkert første os ind på et kontor med tre tomme skriveborde og nogle stole. Der sad vi og ventede en halv times tid. Så kom han ind og hjalp os med at forny den ene forsikring (skrible skrible, formular, check og stempel). Derefter bekendtgjorde han, at de øvrige forsikringer (hvoraf en var præcis den samme som den vi netop havde lavet) skulle vi have lavet på firmaets nye kontor. Han kunne køre os derud, mente han. Vi forklarede om vores 4WD og han foreslog at vi kunne følge efter ham og hans kollega i vores bil. Som sagt så gjort…at følge efter en ghaneser i ghanesisk trafik er ikke nødvendigvis let, men det gik forholdsvis smertefrit og vi blev ledt helt ud i den anden ende af byen. Og se så: Et stort, fornemt hus og et professionelt kontor, med receptionist og det hele. En anelse bekymrede bemærkede vi at der var tale om et andet forsikringsselskab end vores. En fusion? Hvorfor havde vi ikke hørt om den? Og så fik vi så langt om længe forklaringen. Vores eget forsikringsselskab havde fået frataget deres licens. Det havde de så åbenbart ikke følt for at fortælle deres kunder om hverken i telefonen eller da vi sad på deres kontor. Først da en medarbejder fra det andet selskab pressede vores unge mand måtte han gå til bekendelse. Men tænkt da også at det kunne interessere os!!!! J

Ud over alt det vi skal have ordnet har vi nu også masser af tid til at opleve byen. Nogle af jer er måske klar over det allerede, men vi er ankommet til Ghana på et utrolig heldigt tidspunkt. I løbet af vores første uge i landet har vi hilst på ikke mindre end to præsidenter!!! (Eller hilst og hilst er måske så meget sagt, meeeeeeen) . Forleden sad vi fast i en rundkørsel og bevægede os med sneglefart rundt. Det er ikke nogen enestående oplevelse i Ghana, hvor trafikken og reglerne for samme er sådan cirka lige så principfaste som en regnorm. I dette tilfælde var den ellers tosporede vej midlertidigt syvsporet og der var vel i gennemsnit ti centimeter mellem sidespejlene (i de få tilfælde hvor bilerne var udstyret hermed), altså nøjagtig nok til at en scooter på forunderligvis mente at kunne klemme sig imellem. Mens vi sad der hørte vi bilsirener og snart ankom motorcykelbetjente og begyndte at koste rundt med os. Det viste sig at de eskorterede et par fornemme biler og at Ghanas egen præsident John Atta Mills sad i den ene. Hvordan det lykkes dem ved jeg ikke, men de fik ryddet plads til at han passerede lige forbi os.

Og så i fredags landede jo ingen anden end Barrack Obama. Ghaneserne har set frem til dagen, som var det Messias’ komme. De har hængt store skilte op: Akwaaba (velkommen) Obama; together we can!!! I krydsene har gadesælgerne udbudt amerikanske flag, T-shirts med Obamas ansigt og ja, selv et wunderbaum dekoreret med Stars And Stribes. Jesper lod sig inspirere og købte en skjorte med Obama og ifølge ham selv ”flotte store guldknapper”. Resultat: Noget nær stjernestatus, da han gik i byen lørdag. Hver anden ghaneser vendte sig om og udtrykte sin sympati med et Ohhh, Obaaaaamaa! Efterfulgt af et bredt grin. Rygtet siger også at en ung ghaneserinde skulle have udtalt at den klædte ham!

Obama holdt desværre ikke tale offentligt, men vi var så heldige at han passerede os i sin Morris Mascot (J) netop da vi gik fra hotellet. Et langt opbud af køretøjer naturligvis og så tre store sorte ”beasts” med ghanesisk og amerikansk flag på. Senere på dagen så vi hans tale på TV i en irsk pub (sikkert Accras eneste). The world is what you make it! En tale meget rettet til de unge i Afrika. I skal selv vende udviklingen. På mange måder har han ret. Afrikanerne har en tendens til at finde en stor mand at følge (ikke ulig deres reaktion på Obamas besøg) uden selv at tage ansvar for deres lands tilstand og udvikling. Et levn fra kolonitiden velsagtens. På den anden side må man give afrikanerne dette, at selv om de tog ansvaret fuldt og helt på deres skuldre, så har vesten – inklusiv ikke mindst USA – gjort det svært for alvor at skabe vækst og velstand, med handelsbarrierer og internationale økonomiske planlægninger. Et nyligt eksempel er det lån, Ghana er blevet nødt til at tage i Verdensbanken pga. finanskrisen. Det er pålagt at pengene bruges til veje ud til landets miner (hvilket sikkert er vældig tiltrængt), men det er samtidig et krav at Ghana skal spare 3 % på de offentlige budgetter og indføre ansættelsesstop i den offentlige sektor. Gad vide hvilken betydning det får i Tumu, hvor der ingen mine er, men der imod et underbemandet offentligt system og meget få penge. I 2009 har distriktets sundhedsudvalg i alt modtaget ca. 300 US$ til primær sundhedsforebyggelse. The world is what you make it?

I skrivende stund er vi kørt ud af Accra. Det er en tradition når nye folk skal til Tumu at tage et par dage ved stranden for at fordøje indtryk fra det første møde med Ghana. Vi er taget til Keta, der ligger mod Øst lige mellem havet og en stor lagune ved Voltaflodens udløb. Ud over at dase, bade og nyde udsigten i palmernes skygge besøgte vi i dag det gamle danske fort Prinzenstein. Da vi ankom, blev vi introduceret til Ketas høvding (og fik lært hvordan man bukker lidt i knæene og holder fast med den venstre hånd om højre underarm mens man hilser for at vise respekt). Efter lidt høflig samtale gav han et grynt til opsynsmanden, der havde introduceret os, som tegn på at han nu kunne tage os med ind på fortet. Han viste rundt og forklarede hvad vi så. Han virkede rigtig engageret og velorienteret. Fortet er temmelig ramponeret men alligevel i bedre stand end jeg havde troet. Det var en mærkelig fornemmelse at gå rundt der. Det føltes lidt i maven, som jeg tror en tysker føler det, når han bliver vist rundt i en tidligere koncentrationslejr. Vi hentede immervæk mellem 150.000 og 200.000 slaver i Ghana og sejlede dem til Vestindien. Kun omkring halvdelen levede da de kom frem. Et sted på en væg havde nogen skrevet ”Until the lion has his historian, the hunter will always be a hero”.

Kærlig hilsen Anna

Et ganske kort indlæg!

2009-06-29T22:17:00.002+02:00

Jeg tænker på, hvor heldig jeg er.
Jeg tænker på, hvor meget forskelligt det betyder at være i live.
Jeg tænker på, hvor mange dejlige mennesker, jeg er omgivet af...uanset hvor jeg er, fordi de altid er et sted og ikke mindst i mine tanker.
Jeg tænker på, hvor meget der er, man kan se...og hvor meget man kan lukke øjnene for.
Jeg tænker på at nutiden har meget at leve op til og meget at se frem til.
Men så tænker jeg, at det er vigtigt at håbe, at tro og at handle.
Jeg tænker, at jeg er en lille brik i et stor puslespil, men også at en eneste manglende brik ødelægger helheden.
Det får mig til at tænke på mangfoldighed.
Jeg tænker på alt det, der ikke er mig, og som jeg kan lære af. Alle dem, jeg har mødt; dem jeg skal møde.
Jeg tænker på, at det altid er muligt at vokse.
Og så er jeg tilbage ved at tænke på, hvor heldig jeg er.

Farvelfest i Hyglikyy

2009-06-06T19:19:00.004+02:00

Kære dagbog,

Vennerne kom, solguderne leverede varen, og sjatterne fra barskabet klarede resten, da vores farvel-fest løb af stabelen i go'e gamle Hyglikyy lørdag d. 30. maj.

Festen fik ellers en snøvlende start. En beskeden skare af trofaste medlemmer af den pukkelryggede - Jespers lillebror Jan, fætter Anders og hans kone Dina skød gildet i gang kl. 14 sammen med Annas veninde Lotte fra København, der havde overnattet hos os. En del sene afbud pga. eksamen. Begyndende krisestemning!...

Snart trippede det dog ind med gæster fra nær og fjern: flere af de ny IMCC ulændere kiggede forbi - fedt! Annas søster og venner fra blandt andet kirken og studiet, Jespers venner fra universitetet og gymnasiet, og senere troppede endnu flere op, ca. 30 i alt var vi samlet i alt fra kl. 14 til kl. 4 om natten. Aktiviteterne var vikingespil, ølsmagning, dart, grill, hygge og snak i solen. Senere på aftenen hængte vi kulørte lamper op i æbletræerne, tændte faklerne og musikken (med lånt strøm fra naboen) og mixede cocktails af resterne fra barskabet.

Her er de dejlige billeder fra en fest, som Anna og jeg vil glæde os til at tænke tilbage på i Afrika:

Et enkelt skår i glæden var en misforståelse, der var opstået omkring benyttelsen af fælleshuset, som vi havde lejet denne aften. Udlejeren dukkede pludselig op, blodrød i ansigtet, eddikesur over at vi havde dristet os til at "okkupere fælleshuset", idet vi havde taget køkkenet i brug til at anrette kager og salater. Vi MÅTTE da kunne regne ud, at hun og manden skulle bruge køkkenet til at forberede familiens pinsefrokost dagen efter! At deles om det store køkken med tre køleskaber kunne ikke komme på tale...

Nu var gode råd dyre, og ethvert forsøg på at udnytte de konfliktløsningsteknikker, vi har lært i IMCC Uland, blev surmulende afvist. Og stakkels Anna blev lagt på is af udlejeren, som kun ville snakke med synderen selv, nemlig undertegnede... Her havde man udvist u-sæd-van-lig stor tillid og bøjet reglerne ved at udleje huset UDEN kontrakt, og så havde vi jokket på denne tillid, trampet den ned under jorden, og skændet den kontrakt, som vi ganske vist aldrig var blevet forevist. En århundredårig lang pinse- og familietradition lå nu i grus på grund af os! Jeg gravede dybt i posen med grønne kuglepenne og fandt de pæne, næsten fedtende gloser frem, lovede bod og bedring, bukkende, skrabende, ja nejende: - Vi gør hovedrent med det samme! Laver et forsivindingsnummer! Tag et stykke kage, venner!

Men fredspiben blæste hurtigt ud. Senere på aftenen modtog vi en vred sms-besked, om at nu var målet fuldt: vi havde glemt at tømme skraldeposen, som var næsten halvt fuld, og tabt adskillige kagekrummer under et af bordene...

Ifølge konfliktløsningsteorien findes løsningen på en konflikt i 99% af tilfældene hos dig selv, men... ét er teori, et andet virkeligheden - specielt kolonihavevirkeligheden... Jeg greb knoglen og betalte tilbage med samme hidsige mønt! Og sådan skaber man sig fjender i en kolonihaveforening.

Dette intermezzo var dog kun en lille krusning på overfladen af en fantastisk vellykket fest, som for den hårde kerne endte næste morgen kl 6 ude foran diskotek Buddy Holly i midtbyen. Tusind tak til alle, som var med, for en uforglemmelig farvel-fest! Anna og jeg kommer til at savne jeres selskab rigtig meget i de næste 14 måneder. :-)

Mandagen efter festen var 1. pinsedag og den første dag i sommeren, dvs. Annas fødselsdag, og den fejrede vi hos Annas familie i Brørup, hvor også Jespers familie var inviteret. Det var endnu en side til mindebogen i Ghana, med masser af solskin, vikingespil og god mad. Her er lidt billeder:

I dag er der præcis en måned, til flyet går mod Accra, og vi føler os næsten helt parate til den store rejse. Vi har købt det meste nødvendige ekstraudstyr, herunder en såkaldt duffel-bag, en taske så stor, at Anna med lethed kan være i den. Det ser samtidig ud til, at jeg har fundet en løsning med min lejlighed, som jeg kan leje ud, syv-ni-tretten. Anna er i fuld gang med forberedelsen til sin sidste eksamen, og jeg forsøger at overlevere tøjlerne til min afløser på Hovedland, hvor jeg kun har tre uger tilbage. Ellers bider vi negle over vores visaer, som er blevet forsinket på den ghanesiske ambassade eller i posten... Mere om det i næste dagbogsindlæg.

Vi ses her på siden!

KH,
Jesper

Spænding før afrejse

2009-05-23T20:14:00.009+02:00

Kære dagbog,

Så er det blevet min tur! Anna har jo længe været flittig gæst i dagbogen, så nu vil jeg prøve at bringe lidt balance i regnskabet.

Først vil jeg dog lade billederne tale. D. 16.-19. april skulle Anna og jeg stå for afholdelse af pædagogikseminar for de nyudtagne IMCC ulændere. Al nervøsiteten og panikken over ikke at have fået tilsendt nøgle til hytten blev hurtigt vendt, for de tre solskinsdage med underviser Jørn Eskildsen og de nye ulændere i spejderhytten tæt ved Randers var en rigtig dejlig oplevelse, i hvert fald for os to "semi-gamle" og forhåbentlig også for de nye. :-)

Ah ja, det var dengang. Der er allerede gået over en måned siden seminaret ved Randers, og vores lange forberedelse lagger mod enden. Nu er der "pludselig" kun halvanden måned til afrejse. Dét er altså snart! Tvivlen over at have kastet sig hovedkuls ud i så omfattende et projekt og så langt et fravær fra familie, venner, sikkert job og alle de ting, jeg elsker ved Danmark - forår, fuglekvidder og fisketure fx (glemt er DSB, DR1 og DF), har langsomt fortonet sig i takt med erkendelsen af, hvor fedt projektet egentlig er... At få lov til at arbejde i Afrika er et privilegie, jeg har ønsket at prøve, siden jeg læste afrikansk litteratur og historie i Zimbabwe for snart ti år siden. Det bliver en oplevelse for livet for mig og Anna!

Så ja, jeg er virkelig begyndt at glæde mig, i takt med at turen rykker fra langtidsplanlægningens fjerne horisont til realiteternes sfære: flyturen booket til mandag d. 6. juli kl. 10 fra Kastrup, visumansøgninger indsendt i går, min lejlighed syv ni tretten næsten solgt, og første udkast til pakkelisten griflet ned. Og så har vi jo fuld gang i planlægningen af den store afskedsfest for vennerne på lørdag d. 30. maj.

Men når det er sagt, så bliver det helt sikkert en kæmpemæssig udfordring, personligt og for Anna og jeg som par. Vi er - som de fleste af jer velsagtens godt ved - ret egensindige personer begge to med vores egen tilgang til tingene, så det bliver - glup! - spændende, om vi vil kunne indrette os på en ny tilværelse så tæt på, og gensidigt afhængige af, hinanden. Anna borte fra sin familie og sin sikre identitet som studerende, og jeg fra job, fritidsaktiviteterne med vennerne, og selvfølgelig familien. Anna og jeg ser ganske vist ens på mange ting, men vi har forskellige arbejdstilgange og grundholdninger. Jeg håber det bliver en styrke. :-)

Og hvis vi kan blive ved med at støtte hinanden og være der for hinanden, også når vi parmæssigt, arbejdsmæssigt og i dagligdagen oplever små og store kriser - som fx edderkopper - så tvivler jeg overhovedet ikke på, at det vil gå os godt.

I et mere privat regi, tilbragte Anna og jeg nogle rigtig dejlige dage sammen med Jespers familie i Skallerup Klit ud til Vesterhavet tæt på Hjørring d. 14.-21. maj. Se billederne herunder.

Husk fremover at holde jer opdateret her på siden, da hjemmesiden www.annaogjesper.imcculand.dk overgår til en art dvaletilstand, mens vi er bortrejst. Smid gerne en kommentar nedenunder, eller i vores gæstebog på http://www.annaogjesper.imcculand.dk, så bliver vi glade! :-)

Kærlig hilsen,
Jesper

Forårs-vokseværk!

2009-04-11T22:21:00.005+02:00

Kære dagbog,

Ih, hvor er der forår i luften i disse dage. Jeg bliver helt kulret af at høre fuglene synge og se knopper på alting (mest flora naturligvis). Det går godt nok op af bakke til Skejby Sygehus, men trods det, er det lige før cykelturen om morgnen er en fornøjelse. På fødeafdelingen, hvor jeg er i klinik lige nu, er der også masser af den livskraftige stemning, der hører foråret til, men jeg tror måske det er tilfældet hele året rundt på netop den afdeling. Jeg tænker meget på, at dette forår er et jeg skal holde på og gemme i mit hjerte, så jeg kan fornemme det næste år, når jeg er ”vårløs”. Foråret er kraft og vækst og styrke. Alting gror og vokser. Sindene vågner og erkendelser slår rod. Lige meget hvor man ser hen – opad, nedad, udad og indad – vælder det frem med små spirer.

Uland vokser også. Der er udtaget 12 nye, spændende mennesker til gruppen, der iblandt de 4 første kooperanter til vores nye projektland – Mali. Vi mødte de gæve folk for første gang i forrige weekend på introseminar. Det er svært at forstå, at det kun er et år siden, at vi var i deres sko, men det var dejligt at mærke, hvor meget, der er sket med os siden, og det selvfølgelig fantastisk at lære alle vores nye kolleger at kende. Til Ghana er udtaget Kirsten og Simon, der kommer til Tumu i vores sidste halve år dernede. Kirsten er stud. med. mens Simon læser musik og film/medievidsk. Desuden er udtaget Hanne-Kari og Kristian, henholdsvis stud. med. og journaliststuderende, der skal overtage vores plads i Tumu. Alle 4 virker meget søde, og vi glæder os meget til at arbejde sammen med dem.

Der er sket noget med danskerne gennem de seneste årtier. Før ville vi, når vi blev spurgt, beskrive Danmark som en søfartsnation. Et folk af havet. Eventyrlystne, nysgerrige, udadvendte. Åbne overfor fremmede måder at gøre tingene på. Sådan er det ikke mere. Nu svarer vi ’et bondesamfund’ når nogen spørger til vores lands hovedakse. Vi har vendt os indad. Til jordlodderne, til markskellene og til de mere end 20 fold på havreaksene. Vores horisont er blevet smallere og vi skal knibe øjnene sammen blot vi skal skue fra Århus til Djævleøen. Bølgebruset skræmmer os, for hvem ved hvad den næste bølge bringer over os!!?

Ja, det er altså ikke noget jeg selv har fundet på. Jeg har for nylig været til foredrag med Carsten Jensen, forfatter fra Marstal, der har skrevet adskillelige rejsebøger og romaner (I kender ”Vi, de druknede”). Han sagde noget i retningen af ovenstående – vel mest rettet mod den individualisme, der kendetegner vores samfund. Skal man hjælpe, åbne døre, yde støtte, forære, ja så skal det kunne betale sig. Men mon vi husker at (tilbage)betaling ikke altid (vel faktisk sjældent) foregår med klingende mønter?

Jeg kan godt forstå, hvad det er Carsten Jensen opponerer imod i dagens Danmark – et slags lukket rum for de særligt inviterede. Heldigvis rummer Danmark jo meget mere end det, og netop bondesamfundet står i min bevidsthed som symbol for noget helt andet. Oplysning!
I min virkelighed hviler retfærdighed på gensidig tillid og forpligtelse. Heraf kommer de demokratiske principper om lighed og oplyst indflydelse. Forpligtelse i fællesskabet er drivkraften bag et sundt samfund hvad end der er tale om en familie, en stamme, en nation…eller såmænd en hel klode. Men at være forpligtet af hinanden og tage beslutninger i fællesskab for et fælles bedste kræver, at livet er mere end en kamp for at overleve. At individet tillægges værdi. At det så at sige bliver værdigt i samfundet, ved at give det mulighed for at sætte sig ind i sin egen sammenhæng, dets rødder, dets kultur, dets muligheder – ja, dets fortælling. Med andre ord: At individet bliver ’lyst op’!
Den måde moderne Ulandsbistand bliver administreret på, har fokus på netop dette. At individet skal sættes i stand til at se sig selv i en større sammenhæng og at fællesskaber bygget på gensidig forpligtelse skal styrkes og vokse og være med til at definere verdensordnen regionalt, nationalt og globalt i fremtiden. Danida har udtrykt dette i civilsamfundsstrategien, der er den teoretiske baggrund for administrationen af dansk ulandsstøtte. I projektet i Tumu lægger vi af samme grund vægt på at styrke de lokale initiativer. Vi forsøger at skabe bedre muligheder for at små grupper og interesseorganisationer kan komme til orde og vi forsøger at bakke op om tiltag, der har fællesskabet for øje.

For nylig blev jeg bekendt med et andet interessant projekt i Ghana. Et samarbejde mellem Nationalmuseet i København og Ghanas universitet i Accra, der har til formål at genopbygge Ghanas gamle slaveforter, med det formål at øge ghanesernes viden om den uhyggelige fase i deres fortid, som de ellers har for vane at fortie. Ghanesisk arkæolog Dr. Yaw Bredwa-Mensah fra Accra siger: ”Hvis man skal lave et flot stykke musik, skal man bruge både de hvide og de sorte tangenter. Det samme gør sig gældende, hvis vi ønsker at få belyst et trist kapitel i vores fælles historie. Det gøres bedst i fællesskab.”

Personligt lægger jeg stor vægt på at arbejde for, at en større del af jordens befolkning bliver bevidste om dem selv i deres kontekst og får mulighed for at træffe valg i livet ud fra denne kontekst. Det er netop dette, der for mig er oplysning, og jeg taler således ikke om dannelse eller intellektuel viden, men om bevidsthed. Jeg er overbevist om at diktatur, dobbelte carporte, religionskrig, finanskriser, brændende biler, manglende integration, korruption, ligusterhække, perl(/k)er og meget meget mere alt sammen handler om mangel på oplysning, og det forekommer mig, at det måske netop er oplysning Carsten Jensen så febrilsk efterlyser og som vi lærde og travle nordboere måske efterhånden har glemt essensen af!!?

Carsten Jensen sagde forresten også noget andet. Noget om det at rejse. Det var noget han havde hørt et eller andet sted i Sydøstasien. Noget, jeg har tænkt på mange gange siden, og som har fået mig til at tænke på Tumu som et eventyr, der på mange måder kan være med til at skrive min egen fortælling. Han sagde: ”At rejse er at få vasket øjnene”.

Kærlig hilsen,
Anna

Lydene i Tumu

2009-02-24T23:18:00.003+01:00

Kære dagbog.

22. februar 2009

I går skete der noget uovertruffent stort i mit liv: Jeg købte to flybilletter til Accra, Ghana til den 6. juli 2009. This is it… nu er det snart nu. Nu er der ingen vej tilbage (heldigvis), og jeg kan slet, slet ikke vente til jeg skal se vejen frem.

At vente! At vente længe! 5 små bogstaver i rad og række V-E-N-T-E. Vente. Jeg tænker tit på, hvordan ord har forskellig betydning i forskellige sammenhænge og hvordan de bliver farvet af den kontekst de bruges i. At vente: At vente på resultatet, at vente på det går galt, du kan bare vente dig, at være ventet, at vente barn, det venter vi med, at vente på toget, på flyet. At vente på det sker.

Fra IMCC Forberedelse

I begyndelsen af januar rejste Jeppe og Louise, de gæve unge mennesker vi blev udtaget sammen med, til Tumu. Det er mærkeligt at tænke på, at for dem er ventetiden ovre. De er fremme. Vi har talt i telefon med dem flere gange, og for hver gang bliver spændingen større. Men der er stadig….lad mig se…1, 2, 3, 4,…..,133, 134 dage til vi rejser! Det er længe siden jeg sidst havde en panikdag. En panikdag er en dag, hvor jeg tager mig til hovedet og inde i det blinker ”hvad tænker du på” med store røde typer. Jeg er sikker på, jeg når et par panikdage mere inden afrejse. Men alle de andre dage er skiftevis fulde af forventning og fulde af det liv, jeg lever her i Århus. Vi har travlt. Har arbejde, har studie, har sport og venner. I Uland er vi ved at forberede, at et nyt hold skal udvælges. Jesper og jeg er ikke med til selve udvælgelsen, men vi har mange opgaver, når de nye skal introduceres i foreningen. To af dem bliver jo vores kolleger det sidste halve år i Ghana. Uhhh, det bliver spændende.

Jeg opfatter Uland som en slags organisme. Intet er fast indhold. Helheden skabes trods en stadig og aldrig svigtende omsætning. Nye kræfter tilføres og giver alt, hvad de har i sig indtil de afløses på ny. Ingen skaber projektet, men det lever og udvikler sig i takt med de mennesker, der for en stund får lov at være dets hænder. De, som udvalgte Jesper og jeg til projektet er allerede væk, og de, der netop var hjemkommet fra Ghana, da vi blev introduceret har lige været til deres sidste Ghanamøde. Nu kommer nye kræfter til. Kræfter, der skal tænke det samme om os på et tidspunkt. Som enhver kan erkende er den evige omsætning en forudsætning for alt levende. Så uanset at det på sin vis er besværligt for projektet at udskiftningen er så stor, så tror jeg det er med til at udvikle det og holde det i live.

Udenfor larmer trafikken. Computeren summer og stearinlysene på vores spisebord sprutter en smule. Gad vide, hvordan lydene er i Tumu...?

Kærlig hilsen Anna

Tilbage til www.annaogjesper.tumu.dk

Store vaccinedag

2008-12-12T00:05:00.002+01:00

27. november 2008

Kære dagbog.

Det er mørkt og kold og trist udenfor. Vi nærmer os vintersolhverv. Den ranglede gut på tv2-vejret siger at 2008 slår varmerekord. Jeg skutter mig og tænker, at han skulle stikke næsen ud af døren i stedet for i prognoserne. Men her indenfor er dejligt varmt. Jesper står og rører i karrysuppen i køkkenet, og vi har netop købt årets første æbleskiver. På DR1 testsmages glögg, og det konstateres, at den hjemmelavede er bedre end den med Rudolf på fra Netto… godt at vi får så meget for licensen. Jeg opgiver og slukker. I stedet læner jeg mig tilbage, krammer tæppet tættere om mig og drømmer….. om 2009!

Der er nu præcis 215 dage til vi sætter os i flysæderne og sætter kursen mod Accra. Det føles stadig som noget, der hører en fjern tidsalder til. Stadig er det som om savannen er en udstrakt gullig græsmåtte foran en evig solnedgang. Der er ingen mennesker at sætte på den endnu. Intet liv at forbinde den med. Men der er varmt. Ikke som nu i Danmark. Jeg tænker på, hvordan det bliver at være fremmed i et andet land. Helst vil jeg slet ikke være fremmed der. Bare føle mig hjemme. Sådan er det vel for alle, der skal have en hverdag til at fungere i uvante rammer. Det siges, at ghaneserne er meget hjertelige og gæstfrie (sådan helt ublu skåret over en kam). Det bekymrer mig ikke at møde dem. Men jeg tænker på, om jeg kan være ligeså hjertelig. Jeg fra det kolde nord. Jeg håber, jeg kan lære af dem.

I dag har Jesper og jeg fået vores første vacciner. Det har fået mig til at føle mig gennemhullet og tættere på afrejsen. Vi talte om på hjemvejen, hvor absurd det er at tænke på, at vi i teorien har en lille smule stivkrampe, tuberkulose, hepatitis, tyfus, meningitis og gul feber samtidig lige nu. Jeg håber (og tror naturligvis på bedste kollegiale manér) at the white coats ved, hvad de gør.

Fra Dagbog

Siden vores udtagelse til projektet i starten af marts har tiden opført sig som en dieselbil med benzin i tanken… eller en ikke-vaccineret, der har været for tæt på en TB-bacille. Den har hostet sig af sted. Først hurtigt, så laaaaangsomt, så hurtigt igen. Og skiftevis har jeg tænkt: ”Shit, det er jo lige om lidt” og ”bliver det da aldrig vores tur?” Jeppe og Louise, som vi blev udtaget sammen med, skal rejse allerede nu til januar. Lige nu er jeg glad for at jeg ikke står midt i pakkeriet og alle farvel’erne og ”hvor … køber man et myggenet?”, men når de er taget af sted, er jeg stensikker på, at jeg synes tiden bliver lang, og jeg bliver drøn-misundelig, når de ringer og har drukket deres første pito (majs-øl… vist generelt en blandet fornøjelse) med høvdingen i Tumu.

Arbejdet i Uland byder på mange oplevelser og udfordringer, selv før afrejse. Dels er der alle møderne, hvor vi herhjemme forsøger at hjælpe udegruppen med dens arbejde og støtte dem i at holde projekterne i gang og tilpasse dem til de evigt ændrende behov i distriktet. Dels har vi gennemgået en god forberedelse, med relevante seminarer og kurser. Man bliver hurtigt klogere… men aldrig rigtigt klog. I virkeligheden tror jeg, det er den rigtige tilgang at tage med sig derned. Meget kan vi forberede, meget har vi lært gennem vores liv og opvækst i Danmark. Vi er dygtige til at organisere og planlægge, facilitere og igangsætte. Men vores hjemland er ikke et Uland, og vi bliver aldrig ghanesere. Jeg håber, vi bliver meget meget klogere undervejs!

Nu hvor jeg sidder og tænker på forberedelsestiden, slår det mig hvor mange ting, jeg får lov at arbejde med gennem uland. Tro det eller lad være, men jeg kan faktisk skifte hjul på en 4WD med en dunkraft og en… ja sådan en til at skrue hjulet af med. Jeg kan også godt køre dyret rundt i en sandgrav, hvis det skal være. Og jeg kender forskellen på at bruge en rød og en grøn kuglepen, når jeg taler med folk. Og jeg ved, at jeg langt fra er nær så god til at kende min egen citron på faconen, som hvis jeg var analfabet. Jeg ved også, at en af de største dræbere i Afrika er hjerte-karsygdomme, og jeg har erfaret, hvor dejligt overrasket man kan blive af andre menneskers indsigt i de ting, man ikke selv forstår. Og så ved jeg, hvordan man mimer alle fire hovedpersoner fra Sex and the city, og jeg har prøvet at side til møde på 5. eller 6. time og stadig syntes, det er interessant (jeg har også prøvet det samme uden at have den slags ulideligt engagerede følelser).

Karrysuppen er gledet ned nu med største velbehag, og fjernsynet har endnu engang demonstreret sin utrolige evne til at skabe billeder uden relevans. Vi er kravlet i seng, og Jesper, der er ved at komme sig over en gang influenza, er drattet i søvn. Der er helt stille her nu (bortset fra hovedfærdselsåren udenfor vinduet), og jeg føler mig meget meget langt fra Tumu, men inden længe skal flybilletten bestilles, og hepatitisvaccinen skal boostes, og næste Ghanamøde skal holdes i en afkrog af Danmark (som oftest i København) og før jeg når at stave til ”pakkeliste” lander flyet i Ghana.

Kærlig hilsen Anna

Tilbage til www.annaogjesper.tumu.dk